Kære brevkasse
Jeg sad til Folkemødet i juni og blev ramt i Lærerforeningens gård af Stefan Hermanns ord om forskellene på relationer vs. fællesskaber, om hvordan psykologien nærmest insisterer på det pædagogiske undervisningsrum – og ikke mindst om, hvordan man som lærer tør mene noget og have noget på hjerte, der giver den unge en modstand, som vedkommende har godt af at mærke, og som fjerner den indre modstand i den unge selv og i stedet gør den til en ydre modstand mellem den unge og mig som lærer.
Alt det, vi hele tiden går rundt og siger i højskolekredse, at vi gør – men er det egentlig det, vi gør?
Det slår mig i vores overophedede evalueringskultur, at vi er så sindssygt skrøbelige som højskolelærere og faktisk også afhængige af, at de unge kan lide os, giver os gode evalueringer og synes, at mit fag er fedt, at jeg er en dygtig underviser – men endnu mere: At jeg er et fedt menneske.
Faktisk var der ved dette års evaluering på min højskole en elev, der sagde: “Du er sådan en, man gerne vil være ven med.” Egentlig en kæmpe ros, men altså – mig på 48 som vennepotentiale til en 19-årig. Who are you kidding?!
LÆS OGSÅ Brevkasse: Jeg skal igen afsted på sommerkursus og glæder mig til at slå mig løs seksuelt – men skal min veninde med på kurset?
Der er en skør generationsforskydning i gang. Som om de voksne gerne vil være unge med de unge hele livet, og hvad betyder det for dannelsesrummet? Jeg ved ikke, om jeg tør, men jeg vover … Kunne et nyt dannelsesmanifest på en højskole lyde:
1. Vi skal turde indgå i et fællesskab med eleverne, hvor vi er lærerne, og de er eleverne. Et fællesskab, der ikke handler om relationer, men om en forståelse for, at vi er i et fællesskab, hvor vi er lige meget værd, men ikke ligestillede, og derfor tør vi som højskolelærere godt stå i den smukke modstand, dannelse også er, for at hive eleven op!
2. Vi skal stoppe med hele tiden at spørge, hvordan eleverne har det, stoppe med at lave tjek-ind og turde lade eleverne “overskride” sig selv, uden de mister sig selv. Lade det overophedede, psykologiserende undervisningsrum få en pause, så det smukke pædagogiske dannelsesrum kan få endnu bedre vilkår.
3. Kan vi ikke godt snart skrue ned for elevernes evalueringer og lade dem opleve, at nogle gange behøver man ikke hele tiden mene noget om alt. I stedet kan man læne sig tilbage i, at vi har noget på hjerte, og at det hele ikke altid giver mening for den enkelte, men netop af den årsag stadig er af allerstørste betydning?
Hilsen den højskolepædagogiske grubler
Svar fra gæsteredaktør Stefan Hermann, direktør i LIFE Fonden og tidligere rektor:
Kære højskolepædagogiske grubler
En sund tvivl kan i mange tilfælde forhindre senere fortvivlelse. Særligt hvis tvivlen er nysgerrig, får sprog og begreber, så den siden kan få vejgreb i den pædagogiske virkelighed på den højskole, der er din.
I øjeblikket er det, som om ”samfundet”, ”de voksne” og ”autoriteterne” er så fortvivlede over de unges mistrivsel, at de og vi glemmer at tænke og tvivle på egen rolle, på blikket, der ser, øret, der lytter, og at vi lader os rive med i den accelererende panik.
Lad mig forklare lidt – måske kan begreberne hjælpe dig videre i tvivlen eller styrke dit gode udkast til et højskolemanifest.
Højskolerne er jo frie skoler. Det indebærer efter min overbevisning, at de på den ene side i den grad må stå i egen overbevisning og ret inden for lovens rammer – og på den anden side nu til dags er helt afhængige af en ungdom, hvoraf mange er selvbetalere.
I fællesskaber er man ikke nødvendigvis venner med hinanden, men man kan være kammerater, kolleger, åndsfæller etc. Der ikke intimitetstvang.
Stefan Hermann
Højskolerne er udspændte mellem egen idé og markedet. Måske kan der i dette spænd i dag være en tendens til, at højskolerne gør sig til pauser, hvor vi kommer til at forveksle trivsel med dannelse og livsoplysning, relationer med fællesskaber, autoriteter med venner, tanker med følelser.
Men trivsel er ikke dannelse. Den almene dannelse på en højskole er livsoplysning. Det handler om at opnå en højere myndighed, om at bevæge sig i mødet med det fremmede og de andre, hvor man slutter sig til et fællesskab, deltager, forpligter sig og måske lægger til.
Der kan ikke lyses op, lives op og drages op, uden der er nogen, der vil igangsætte, stå vagt og lede vejen mod myndighed. Vise vejen, åbne horisonter og nye verdener og give svar, som der kan stilles spørgsmål til frem for hele tiden at spørge eleverne om, hvad de har lyst til, hvordan de har det, hvem de er, og hvad de har brug for. Verdensvendt dannelse uden at være jeg-fjendsk.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Det væsentlige er ikke kun at finde ud af, hvordan eleverne har det, men lære dem, hvordan de tager det. Bl.a. at fællesskaber er meget mere end relationer. Fællesskaber har et anliggende – der skal ofte løses en opgave, og fællesskaber har ritualer og historie.
I fællesskaber er man ikke nødvendigvis venner med hinanden, men man kan være kammerater, kolleger, åndsfæller etc. Der ikke intimitetstvang. Der er adgang til at være mere end sig selv og frem for alt ikke at blive reduceret til sig selv.
Men det hele forudsætter, at man vil stå for noget, der er større end elever og kursister, som ikke alene er kritisk over for samfund og politik, men som vil noget med nogen.
Mange hilsner Stefan Hermann
Svar fra brevkassens faste redaktør, Katrine Friis:
Kære grubler
I foråret var jeg på studietur i Berlin. En af aftenerne var jeg og en kollega på technoklub med nogle elever. Det var magisk. Jeg stod helt oppe foran og dansede, så sveden drev. Jeg drak Club Mate (en alkoholfri koffeindrik) og følte mig lige så beruset af samvær og dans, som mine elever var af samvær og alkohol.
Klokken 2 gik jeg ud og tog en taxa hjem til vores hotel. Næste morgen mødte ingen af de dansende elever op til undervisningen. Jeg blev rasende og sendte dem nogle beskeder med en meget bydeformsagtig ordlyd. Det havde jeg intet problem med at gøre, netop fordi vi havde haft en skøn aften, hvor jeg følte, at vi havde lært nye sider af hinanden at kende.
Selvfølgelig skal vi turde indgå i fællesskaber, hvor vi er lærere, og de er elever (!!!) Men fællesskaber handler om relationer, så derfor skal vi som højskolelærere turde være personlige og vise private sider af os selv.
Katrine Friis
Efter vores studietur begyndte mine elever på forårsholdet at kalde mig “Frille” (…) Overvej lige at skulle indtage en autoritetsrolle med det navn! Ja, det havde jeg også lidt udfordringer med i begyndelsen, men efter jeg har fundet ud af, at de gør det, fordi de godt kan lide mig, har jeg affundet mig med det.
Så fuck, om de giver dig et underligt navn. Hvad man til gengæld ikke skal fucke med er at lade populariteten stige én til hovedet. Du skal blive i faget, længe nok til at du møder en gammel elev, som takker dig for f.eks. at give en kollektiv skideballe eller udfolde et perspektiv i stiv modvind.
Har du først prøvet det én gang og kan huske dit indre stormvejr ved at stå fast mod flokken og tage din autoritet på dig, så gør du det gerne igen.
Så for at svare på oplægget til dit nye dannelsesmanifest:
1. Selvfølgelig skal vi turde indgå i fællesskaber, hvor vi er lærere, og de er elever (!!!) Men fællesskaber handler om relationer, så derfor skal vi som højskolelærere turde være personlige og vise private sider af os selv. Ikke fordi vores elever skal kunne lide os bedre, men fordi gode relationer bevirker, at vi i det store billede kan lave en bedre højskole.
Det er nemmere at give en skideballe til elever, som kender dig som et menneske, og som de oven i købet har respekt for, end hvis du “bare er en lærer.”
LÆS OGSÅ Brevkassen: "Jeg er helt med på, at vi bør gøre noget ved klimaet, men på min arbejdsplads synes jeg altså, at det er gået for vidt"
2. Nej. Vi skal ikke droppe det psykologiserende undervisningsrum. Fordi det er nemmere at stille passende krav til en elev, som man kender og ved, hvad der rører sig hos, end en, som blot er en lille del af en stor flok.
Det er i “tjek-ind”, at de kommer til syne som sig selv, og hvor man dermed kan sige: “Jeg kan høre, at der er mange af jer, som føler jer meget overstimulerede for tiden. Hvad gør vi ved det?”
3. Så enig. Men hvis vi mener, at de skal læne sig mere ind, så skal vi også stoppe med hele tiden at ville have noget ud af dem på fx SoMe, hvor vi i den grad opildner dem til at evaluere.
Kærlig hilsen
Katrine