Af Mads Thorup Thomsen og Tilde Døssing (foto)
Haidar Ansari vidste ikke rigtig, hvad en højskole var, før han startede på en. Som ekskriminel og nydebuteret digter tog han i foråret 2023 imod en plads på Krogerup Højskoles journalistlinje. Et ophold, der blev finansieret af skolens elevfond.
Hurtigt konstaterede Haidar Ansari, at han var den eneste brune elev på højskolen. Han var også den eneste, der var vokset op i underklassen, og han fik en fornemmelse af, at de andre elever var meget ens.
En af de første dage på højskolen sad han i spisesalen, hvor dem omkring ham passioneret diskuterede, om det var genetisk betinget ikke at kunne lide koriander. ”Hvad laver jeg her …?” tænkte han.
Haidar Ansari havde som ung afsonet en længere fængselsstraf, og den første aften på højskolen, da han lukkede døren bag sig og var alene på det halvmørke værelse, fik han et angstanfald, fordi rummet mindede ham om de lukkede institutioner og fængsler, han tidligere havde befundet sig i. Det var en ulidelig nat.
”Mit første møde med højskolen var, at eleverne var meget ens, meget venstreorienterede og ret privilegerede københavnere. De klædte sig ens, talte ens, syntes de samme ting var nice og havde en masse sociale koder, som var svære at finde ind i for andre,” fortæller Haidar Ansari.
LÆS OGSÅ Geeti Amiri: ”Det er mig en gåde, at højskolerne ikke skaber flere møder på tværs af samfundsskel”
”Det er ikke for at tale dårligt om de enkelte elever. For det var jo gode mennesker, der gik der, og som jeg begyndte at holde af. Men jeg havde ingen steder at søge hen, hvis jeg skulle finde nogen, der mindede om mig,” siger han.
Snart begyndte Haidar Ansari at slacke på timerne og aktiviteterne på højskolen for at fokusere på sin spirende litterære karriere. Selvom han var tilmeldt hele forårssemestret på højskolen, var han der ikke ret meget.
”Jeg har ikke noget sikkerhedsnet, jeg har ikke forældre, der kan hjælpe mig, jeg har ingen kompetencer eller uddannelser – kun mit skriveri, som jeg nu var lykkedes med. Så jeg var ikke helt dér, hvor de andre højskoleelever var, og hvor jeg kunne lægge mig i græsset og nyde min ungdom,” fortæller han.
Haidar Ansari husker underviserne og fagene som rigtig gode, men når han var væk fra højskolen, higede han ikke efter at komme tilbage. Han faldt aldrig rigtigt til.
”Det er min personlige erfaring med at gå på højskole,” siger 22-årige Haidar Ansari.
”Min generelle holdning til dem er, at de udgør en så smuk og fuldstændigt oplysende institution, at jeg ville ønske, at oplevelsen var tilgængelig for mange flere forskellige typer mennesker. Højskolerne blev jo dannet og grundlagt med visioner om at danne folket, og de visioner ser jeg ikke blive forløst i dag.”
Den kritik vender vi tilbage til.
Livsforandrende poesi
Haidar Ansari brød for få år siden igennem i offentligheden med digtsamlingen INSTITUTIONALISERET , der er inspireret af hans egen historie. Hans forældre er flygtninge fra Irak, og han selv er født i Danmark og opvokset i det socialt udsatte boligområde Urbanplanen i København.
Som teenager kom han ind i en kriminel løbebane, hvilket kulminerede med en fem år lang fængselsstraf for forsøg på manddrab i forbindelse med et knivstikkeri. Haidar Ansari var dengang 17 år gammel.
Jeg var ikke helt dér, hvor de andre højskoleelever var, og hvor jeg kunne lægge mig i græsset og nyde min ungdom
Haidar Ansari
Når han i dag bliver spurgt i interviews, understreger han, at det var hans eget valg og ansvar, at han endte som kriminel – et valg, han fordømmer i dag.
Digtene, som Haidar Ansari begyndte at forfatte i Vestre Fængsel, blev skrevet i et voldsomt, nøgternt og direkte sprog. Han sendte dem dengang til forfatteren Morten Pape, der også kommer fra Urbanplanen, og som sparkede døren ind til forlaget Gyldendal, der udgav Haidar Ansaris digte, mens han afsonede den sidste del af sin dom.
INSTITUTIONALISERET fik gode anmeldelser og katapulterede ham samtidig ud i offentligheden som en stemme i uddannelsesdebatten og i debatten om racisme, kriminalitet og klassesamfund.
Det fik blandt andet Haidar Ansari til at skrive kronikker om, hvorfor mænd bør lære at græde, og hvorfor der bør være mere blandede elevsammensætninger på gymnasierne, ligesom han i et debatindlæg tog et opgør med den homofobi, der hersker i det miljø, han voksede op i.
Den gamle og nye verden
Under dagens interview med Højskolebladet befinder Haidar Ansari sig i en minimalistisk kontorbygning på det pæne Frederiksberg. Her har hans management-bureau, som blandt andet tager sig af hans planlægning og økonomi, til huse.
Haidar Ansari er iført en hvid hørskjorte og guldfarvede briller og svarer eftertænksomt i fuldendte, velovervejede sætninger, mens han kaster lys over sin rejse fra det kriminelle miljø på Amager til livet som digter med oplæsninger, forlagsreceptioner, tv-interviews med mere.
Management-bureauet udgør en helt anden verden end hans gamle verden. Måske meget passende har vi adgang til en tagterrasse med et vue over hele hovedstaden.
LÆS OGSÅ: #HøjskolerneForUkraine: Da krigen brød ud, blev højskoletanken til handling
Haidar Ansari har netop tilbragt weekenden i sin kærestes sommerhus for at færdiggøre det første udkast til en ny digtsamling med titlen NORMALISERET . Han har været off the grid og lagt telefonen fra sig for at komme i skriveflow.
”Cirka hver anden måned tager jeg et sted hen uden min telefon, hvor jeg skriver eller bare sanser uden den. Ellers forfalder jeg til at tjekke den hele tiden, og så sidder jeg på Insta, og det er svært at forklare, hvad jeg har brugt tiden på,” siger han.
Haidar Ansaris kommende digtsamling handler i høj grad om hans nye tilværelse.
”Noget, jeg beskæftiger mig meget med i det nye værk, er de forskellige verdener, man ryger ind og ud af, og hvordan livet ret hurtigt kan vende, hvis man er åben over for omskiftelighed,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Haidar Ansari arbejder stadig med strukturen på digtsamlingen, men en del af den falder under temaerne ”den gamle verden,” ”den nye verden” og ”min verden”.
”Den gamle verden er alt det, jeg kom fra – ghetto med alt, hvad det indebærer, og fængsel. Mens folk blev studenter, gik jeg gårdtur og fyldte 16, 17, 18 og 19 i fængslet. Det er jeg på mange måder defineret af. Men det er også en forældet del af mig. Den nye verden er nogle af de forskellige grupper, jeg indgår i nu – forlag, litteraturmiljø og det her sted,” siger han og gestikulerer ud i lokalet.
”Så på en måde jonglerer jeg lidt mellem forskellige verdener og begynder langsomt at finde mig selv mere og mere.”
Mens vi taler, skriver han nøgleord fra interviewet ned på en post-it-seddel foran sig for at holde et overblik.
At skrive for at eksistere
Det har været sårbart at flytte sig fra sit gamle kvarter til nye sociale cirkler, fortæller Haidar Ansari.
”Da jeg kom ud af fængslet, og jeg vidste, at jeg ville noget andet med mit liv, var der mange mennesker, som jeg stadig elsker og holder af i dag, som jeg måtte bryde kontakten med. Fordi jeg nåede frem til en erkendelse af, at vi korrumperer hinanden. Og hvis jeg skal kunne forbedre mig som menneske, kunne jeg ikke være hos dem længere. Men det er en sårbar proces at skulle skabe et helt nyt netværk,” siger han.
Jeg er på mange måder skadet af min fortid. Det er uundgåeligt, når man kommer fra den opvækst, jeg har haft, og de miljøer, jeg har været i.
Haidar Ansari
På den anden side – i den litterære verden – har Haidar Ansari måttet acceptere, at alt ikke automatisk bliver forbedret af en titel som digter.
”Jeg er på mange måder skadet af min fortid. Det er uundgåeligt, når man kommer fra den opvækst, jeg har haft, og de miljøer, jeg har været i. Når man oplever så meget svigt, skam, vold og psykisk vold. Det forsvinder ikke bare af at blive digter,” siger han og fortsætter:
”Der er en idé om, at du som kunstner gerne må være lidt halvtosset – den typiske digterkliché. Og jeg har længe bildt mig selv ind, at man kan skrive sine traumer væk. Men langsomt er jeg nået frem til, at man også er nødt til at arbejde aktivt uden for litteraturen på at bearbejde traumerne og blive et bedre menneske.”
Haidar Ansari øver sig fx i at blive bedre til at sætte ord på sine følelser.
”I det miljø, jeg er vokset op i, bearbejder mænd ikke deres følelser. En stor del af min rejse har været at få et sprog, der gør, at jeg kan forstå, hvorfor jeg måske bliver irriteret eller vred.”
Den kommende digtsamling NORMALISERET er desuden mere moden, meget mere politisk og kommer til at behandle racisme og klasseforskelle, fortæller han.
LÆS OGSÅ: ”En fest lørdag aften på Krogerup må være en salafists værste mareridt”
Hans sprog har ligeledes ændret sig i forhold til debuten. Den ligefremme tone i det første værk blev både kritiseret og rost af anmeldere.
”Det nøgterne er stadig en del af den måde, jeg skriver på, men jeg prøver samtidig at løsrive mig fra det sprog for at dygtiggøre mig selv,” siger Haidar Ansari.
Han citerer den franske forfatter Eduard Louis, der har rejst fra underklassen til den kulturelle elite i Paris. Louis har tidligere sat ord på, hvordan han skriver for at eksistere.
”Jeg skriver også for at eksistere, og jeg skriver om ting, jeg vil insistere på, at andre skal forholde dig til,” siger Haidar Ansari.
Højskoler som netværksklubber
I den kommende digtsamling spiller højskolerne også en rolle.
”Uden at spoile noget synes jeg, højskolerne er interessante, fordi jeg mener, deres virke er så anderledes end deres oprindelige formål,” siger Haidar Ansari.
Hvis han skulle beskrive højskolerne med en metafor, skulle det være ”netværksklub”, for hans erfaring er, at det er privilegerede elever med højtuddannede forældre, der går på skolerne og møder andre, der minder om dem selv – selvom de nok tager af sted med hensigten om at blive udfordret og møde en masse anderledes mennesker.
Når jeg sidder sammen med folk i litteraturverdenen, går de ud fra, at man har gået på højskole.
Haidar Ansari
”Jeg er sikker på, at der om ti år kommer til at sidde nogle fra min højskoleårgang i et departement, i de vigtigste bestyrelser og som gatekeepere inden for kunsten. Fordi det gør deres forældre,” siger Haidar Ansari og fortsætter:
”Når jeg sidder sammen med folk i litteraturverdenen, går de ud fra, at man har gået på højskole. Og det er ikke dårlige mennesker – det er mennesker, jeg hænger ud med og synes er nice. Men jeg tror, at der er andre, der har mere brug for en højskoleoplevelse.”
Han tilføjer, at han nok mest tænker på en bestemt type af højskoler, når han taler om dem – herunder Grundtvigs Højskole, Krogerup Højskole og Testrup Højskole.
Spildt potentiale
Her er det måske et godt tidspunkt at kigge på tallene.
Folkehøjskolerne Forening i Danmark (FFD) fik i 2021 foretaget en mangfoldighedsanalyse blandt højskoler. Den viste, at højskoleelever i højere grad har forældre med lange videregående uddannelser end den øvrige befolkning (22 procent på højskoler mod 13 procent i resten af befolkningen). Analysen slog også fast, at elever med anden etnisk herkomst er underrepræsenterede på højskolerne.
Haidar Ansari har aldrig været god til klasseundervisning og har i dag kun sin 9. klasses afgangseksamen, som han færdiggjorde i fængslet, og noget af en EUX (kombineret erhvervsuddannelse og gymnasium). Men på højskolen blev han livet op – især af et valgfag om Mellemøsten, der blev hans yndlingsfag.
”Fagene var af virkelig høj kvalitet. Jeg fik tilegnet mig en masse viden på højskolen. Viden, som måske væbner eleverne til at gå på universitetet eller træde ind i en mere voksen verden. Man lærer at tænke demokratisk på en højskole, man lærer at indgå i et fællesskab, man stemmer om alt,” husker Haidar Ansari.
LÆS OGSÅ: Højskolebevægelsen har mistet forbindelsen til verden
”Men skulle jeg være kynisk, ville jeg sige, at højskolerne burde opsøge svineavlernes børn i Vestjylland eller ungerne i ghettoen, hvor jeg er fra, for at finde nye elever, der skal dannes. Højskolerne behøver ikke rekruttere blandt børnene på Frederiksberg – de kan ikke blive mere dannede!”
(Artiklen fortsætter under billedet)
En del af Haidar Ansaris indignation over højskolernes – i hans øjne spildte potentiale – kommer af, hvor godt et højskoleophold kan være:
”Jeg ville ønske, at mange mennesker fik den oplevelse. Det er nok derfor, jeg kan lyde lidt kantet og fortørnet – jeg tror, det er, fordi jeg dybest set ønsker at være vokset op på samme måde som de andre højskoleelever. Og leve deres liv. Jeg ville ønske, at alle kunne opleve det,” siger han.
Oplysning
I dag drømmer Haidar Ansari om højskoler med mere blandede elever.
”Jeg har mange barndomsvenner, der nærmest ikke har mødt nogle velfungerende mennesker i deres liv. De har gået i børnehave, skole og på fritidshjem med de samme typer venner. Hvis de mødte en anden verden på højskolen, ville de se, at der er forskellige måder at leve på. Måske behøver jeg ikke gøre min værdi op i designertøj? Måske skal jeg ikke være narkohandler? Måske skal jeg være arkitekt? Eller kunstner? Lære at spille guitar eller skrive digte? Måske vil jeg læse på universitetet? Måske findes der andre uddannelser end medicin, jura og tømrer? Måske kan jeg læse litteraturvidenskab? Måske er jeg queer? Men det kræver, at nogen planter idéen om, at det overhovedet er muligt at leve i en anden verden,” siger han.
Haidar Ansari tror også, at det ville gavne de nuværende middelklasseelever på højskolerne, hvis der kom en større grad af mangfoldighed blandt dem.
”Jeg tror, der er brug for, at vi får indsigt i hinandens verdener på begge sider. Det potentiale har højskolerne. Jo mere man inddrager forskellige typer mennesker i fællesskaber, des bedre bliver de,” siger han.
Skulle jeg være kynisk, ville jeg sige, at højskolerne burde opsøge svineavlernes børn i Vestjylland eller ungerne i ghettoen, hvor jeg er fra
Haidar Ansari
Hvordan foreslår Haidar Ansari så, at højskolerne skal løse problemet med diversitet? Hvad skulle der til for, at unge, der vokser op som ham, vil søge mod højskolerne?
Det er vigtigste at oplyse om, hvad en højskole er, siger han.
”Måske 60-70 procent af de elever, jeg gik på højskole med, kom fra de samme fire københavnske gymnasier. Hvis man tog ud på alle de øvrige gymnasier og erhvervsskoler og oplyste om, hvad en højskole kan, tror jeg, man ville få flere typer af elever.”
Under alle omstændigheder er det bedst, hvis unge fra udsatte boligområder ikke er af sted på højskole alene, fordi hvis de ikke har nogle at spejle sig i, er der en stor risiko for, de dropper ud, mener Haidar Ansari.
De elever, han gik på højskole med, drømte ifølge Haidar Ansari om at blive kunstnere eller gå på universitetet. Da han var 17 år, sad han i fængsel og drømte nok mest om at have et godt afsoningssted med nogenlunde afsoningsforhold.
I dag drømmer han om at kunne leve af sin kunst og få et sundt familieliv.
”Og jeg drømmer om at blive klogere. At få tilbagevist mine holdninger, at turde sige, jeg tog fejl. Samtidig håber jeg, at vi som befolkning bliver mere nysgerrige på hinanden.”