Af Nicolai Westmark, lærer på Højskolen Mors
”Jeg vil starte med at sige, at det går rigtig godt for højskolerne.” Sådan indledte FFD-formand Lisbeth Trinskjær dette års forårsmøde for lærere og forstandere på Askov Højskole tilbage i marts.
Højskolerne er et af de bedste brands i Danmark. Vi har i de seneste ti år oplevet stigende elevtal. Nogle gamle skoler er blevet reddet fra konkurser, andre har betalt deres lån af, mens nye skoler er kommet til. ”Har vi overhovedet nogle problemer?” sidder jeg og tænker.
Ofte har jeg ønsket, at vægge kunne tale, og her på Askov Højskole kan de det virkelig. Bygningerne, bibliotekerne og foredragssalene – det er virkelig rigtigt – nogle af væggene hvisker, mens andre råber. De fortæller om en tid, hvor højskolerne bandt samfundets behov sammen med den enkeltes motivation og talent.
På væggene hænger navnkundige højskolemennesker, der har viet deres liv til skoleformen. ”Tror du på, at verden kalder? At kaldet findes?” spørger de mig. For det gjorde de dengang. De arbejdede ikke af lyst, ej heller af pligt, men fordi verden kaldte.
Disse mennesker viede deres liv til skoleformen. Nutiden spejles i Askov Højskole og derved i andelsbevægelsen, i højskolebevægelsen og i frihedskampen under 2. verdenskrig. Alt er virkelig sket. Det er syret, men det fortæller bygningerne mig, mens jeg er på vej til mit gæsteværelse i fløjen Midgård.
Højskolebevægelsen, som jeg for nylig er blevet en del af, fandtes, dengang Danmark tabte slaget ved Dybbøl Mølle, dengang Kaj Munk skrev Den blå anemone, dengang tyskerne frygtede vores fællessang, dengang Kaj Munk blev myrdet ved Hørbylunde Bakke. Askov Højskole fortæller om alle disse bevægelser. Vi har i fællesskab kæmpet generation efter generation for at skabe en god verden.
LÆS OGSÅ: Fra embedsmand til højskolelærer: "Jeg var et ensomt menneske, der arbejdede alene"
Og højskolebevægelsen findes endnu. Den findes lige her i festsalen på Askov Højskole, hvor mere end 250 højskolelærere og forstandere synger sammen. Den næste taler indtager scenen og siger parafraseret: ”Og her sidder vi så. Os, der skaber højskolerne. Som motiveres af at skabe højskolerne i hverdagen. Os, som motiveres af – ja, ikke af penge i hvert fald.”
Min sidemand ånder gennem næsen. Jeg hører spredte grin, nedslåede blikke. Efter den første times tid af forårsmødet kommer kaffepausen. Jeg havde forestillet mig, at jeg med mine 30 år var en ung lærer, men det går op for mig, at jeg er jævnaldrende med mange andre.
Jeg nærmer mig en flok lærere. Afstanden mellem dem indikerer, at de heller ikke kender hinanden. De præsenterer sig selv for hinanden, fortæller om deres skole, om hvad de underviser i, og om de bor på skolen eller ej.
Jeg siger ”hej” og tager en tår af min kaffe. En af lærerne i flokken taler videre: ”Men er du glad for at bo på skolen og undervise?” En anden svarer: ”Om jeg er glad, det er jeg vel, altså for det meste, men jeg ved ikke, om jeg ville anbefale mit liv til nogle.” Jeg griner for at være med og konstaterer, at jeg allerede har tømt min anden kaffekop.
Den første lærer fortsætter, ”Ja, jeg ved, hvad du mener. Jeg plejer at sige til mine elever: ’Du skal kun blive højskolelærer, hvis du virkelig ikke kan lade være’.”
Jeg får lige akkurat tanket endnu en kop mokka, inden pausen er slut, og vi igen sidder i festsalen ved bordene. Fra scenen får vi besked på at åbne en kuvert med et lille orange klistermærke: ”Hvad er højskolerne, hvis det ikke er en pause?” står der på papirlappen indeni.
Nicolai på Salgjerhøj
Jeg sidder i skrivende stund på Mors’ højeste punkt, Salgjerhøj, hvorfra jeg kan se ud over hele øen. Jeg kan skimte Limfjorden, Venø og Thy. Livø, hvor jeg ti år i træk var på skolelejr, ligger gemt bag nogle grantræer. Instinktivt tjekker jeg mig selv for flåter.
Det er den 16. maj, to måneder efter Forårsmødet fandt sted på Askov Højskole. Solen skinner, og vores elever er ved at stille en udendørsscene op til en weekend for tidligere elever – På Toppen Festival kalder vi det.
Vores forstander Mette Damiri leder forberedelserne med sine elever fra valgfaget Event og Kulturledelse. Alle hjælper til, bortset fra mig altså. Jeg har sneget mig væk.
I Limfjorden spejles solen. I højskolerne spejles tiden, tænker jeg, men på Højskolen Mors, der åbnede i 2020, findes fortiden ikke. Alt her foregår i drømme – et nyt udelivsområde, et nyt ottekantet opholdsrum osv.
Men drømmene formes af en hjemve. Ofte bevidst, men endnu oftere ubevidst føler vi en længsel efter at vende hjem til højskolebevægelsens centrum, til dens fortid.
Jeg er forundret over højskolebevægelsens skizofrene karakter. Det er et venstreorienteret system indadtil, men bygger på hardcore liberale, økonomiske principper udadtil.
Nicolai Westmark
En ny skole bør altid søge mod centrum, før den vil udfordre højskolens rammer, tænker jeg. At slå rod er den mindst anerkendte, men vigtigste bevægelse for en ny højskole. Kun inden for grænserne kan en skole forsøge at bryde rammerne. Hjemveen er nogle gange stærkere, andre gange svagere, men den er der altid.
Måske var det drømmene, måske var det længslen, der kom i klemme, da jeg på Forårsmødet på Askov Højskole rejste mig morgenen efter festen for at deltage i programpunktet om lærernes arbejdsvilkår. Højskoleforeningen fortalte uddybende og korrekt om lærernes arbejdsvilkår.
Men der manglede en detalje til denne snak, som jeg mener er væsentlig. Det er den, jeg vil forsøge at beskrive i dette essay.
Hvor kommer kraften fra?
Forstå mig ret, det går godt for højskolerne – økonomisk og i forhold til vores samlede brand. Det er også korrekt og glædeligt, at der altid er mange, der drømmer om at arbejde på en højskole. Jeg synes, det er fantastisk, at flere skoler er kommet sig oven på kriser, og at nye skoler er stødt til.
Jeg anerkender også, at der blandt forstanderne bliver lagt et umenneskeligt stort arbejde i dét at drive højskole. Jeg behøver blot at kigge ned for at se min egen forstander fremtrylle en festival. Hvor kommer energien fra, hvorfra kommer kraften?
Jeg anerkender desuden, at der er en stor frustration blandt lærerne. At ordet ”livsstil” ikke længere betyder at vie sit liv til noget større, men at det for nogle betyder, at vi skal arbejde gratis.
Mange spørger, om det kan være rigtigt, at vi skal arbejde så meget. ”Hvis du på nogen måde kan lade være, så vælg noget andet end højskolelærer,” lyder kommentarerne. Disse frustrationer er lige så sande, som at det går godt på højskolerne.
LÆS OGSÅ: Debat: Vi har ikke spillet fallit som flyrejsende højskoler
Måske skyldes det, at den nye generation af højskolelærere har andre forventninger til arbejdslivet. Vi vil have en work-life-balance. Vi er dårlige og dovne. Vi stiller urealistiske krav. Vi er arbejdsvægrende. Vi er ved at slå højskolelærerlivsstilen ihjel. Sådan kunne nogle af påstandene lyde.
Og er Nicolai, som han sidder der på Salgjerhøj og kigger ud over Højskolen Mors, ikke netop et eksempel på dette? Han har dårlig arbejdsmoral! Hvorfor hjælper han ikke sin forstander, sine kolleger og eleverne? Og hvorfor sidder han og gør noget så unyttigt som at skrive – og så endda om tilstanden i højskolebevægelsen, som vi jo har konstateret er god?! Herregud.
Jeppe på bjerget
På Forårsmødet på Askov Højskole blev der på et tidspunkt vist rundt på stedet. I et af bibliotekerne var der en bog, som mindede mig om, at vi i Danmark er lykkeligt beriget med en kritisk oplysningstradition.
På en af reolerne stod nemlig en gammel udgave af Ludvig Holbergs komedie Jeppe på bjerget.
I et folkesundhedsfagligt og samfundsøkonomisk perspektiv forvalter Jeppe ikke sit liv optimalt. Jeppe drikker nemlig, og det er det, der er problemet. Alle Jeppes problemer ville forsvinde, hvis han stoppede med at drikke.
Vi kunne også påpege over for Jeppe, at hans adfærd er egoistisk. At han ved at drikke faktisk ødelægger det fælles bedste. Vi kunne holde et foredrag for Jeppe og prøve at forklare ham, at han faktisk bør stoppe med at drikke.
På Højskolen Mors kan vi sige til Nicolai på Salgjerhøj, at hans adfærd er uhensigtsmæssig. At han ved at sidde dér og kigge ud over højskolebevægelsen faktisk ødelægger den. At han ved at brokke sig over lærernes arbejdsvilkår modarbejder højskolebevægelsen og derved det fælles bedste. At det er egoistisk.
Vi kunne iværksætte forskellige initiativer for at få tøjlet Nicolai og de andre rebelske lærere. Vi kunne på Forårsmødet holde et foredrag om lærernes arbejdsvilkår og forklare, at forholdene altid har været sådan. Vi kunne afskedige illoyale lærere og ansætte nye. Det er jo det fælles bedste.
Jeg frygter grundlæggende, at de langsigtede resultater af den manglende lokale løn kommer til at betyde, at højskolebevægelsen ikke længere kan holde på deres dygtigste lærere.
Nicolai Westmark
Men hvis vi handler sådan, ser vi os blinde på adfærden og overser årsagen. Derfor bør vi stille samme kritiske spørgsmål, som Holberg stillede: Hvorfor drikker Jeppe? Hvorfor sidder Nicolai på Salgjerhøj?
Hvorfor er der en stigende konflikt mellem højskolelærerne og forstanderne – elsker de ikke alle sammen højskolerne? Hvorfor er lærerne blevet krakilske med timetælling? Hvorfor er det gået godt for højskolerne i de seneste 20 år? Hvorfor er der et stigende elevtal?
Det er de afgørende spørgsmål, som vi ikke må tabe af syne. Måske drikker Jeppe, fordi han ikke kan andet. Måske sidder Nicolai på Salgjerhøj, fordi han forsvarer det, han elsker.
Lad mig uddybe i det følgende.
Manglende lokal løn
Neoliberalismen har i de seneste 30 år ændret vores samfund på en række punkter. Der er blevet lavet indekseringer, fremdriftsreformer og arbejdsmarkedsreformer.
Ligeledes blev lønsystemet i staten lavet om, så det blev muligt at give en del af lønnen som meritter. Dette system blev introduceret omkring årtusindeskiftet og kaldes stadig – 24 år efter – for ”Ny Løn”.
I dette lønsystem bestemmes alle offentligt ansattes løn efter to dele, en grundløn og et lokalt fastsat løntillæg. Løntillæggene var tænkt som en måde, hvorpå man kunne belønne sine bedste arbejdere.
Med andre ord fik staten introduceret et konkurrenceelement i lønnen. Idéen var, at løntillæggene løbende skulle stige indtil 2030. Den lokale løn udgør eksempelvis næsten 10 % af lønnen på efterskolerne.
LÆS OGSÅ: Kort nyt fra højskoledanmark – juni
Højskolebevægelsen og FFD forsøgte at undgå at blive en del af denne lønstruktur, fordi strukturen ideologisk er i modstrid med højskoletanken. Højskolebevægelsen ville give alle lærere samme løn, sådan som den altid havde gjort.
Men i stedet for at introducere et konkurrenceelement i vores løn har højskolebevægelsen skabt en lønpolitik, som år efter år reducerer højskolelæreres løn sammenlignet med andre lærergrupper. Med andre ord har højskolebevægelsen i sin iver efter at afvise neoliberalismen blot skjult den – og derved givet den stor magt.
Det er således ikke grundlønnen, men den manglende lokale løn, som er udslagsgivende. Den gennemsnitlige løn for en højskolelærer i 2006 var cirka 3 % bedre end lønnen på de frie grundskoler.
I 2023 var højskolelærere i gennemsnit 7 % dårligere lønnet end lærerne på de frie grundskoler, selvom vi i 2016 fik en ekstraordinær stigning i grundlønnen, fordi vi allerede dengang faldt væsentligt bagud i forhold til de andre lærergrupper.
(Det vigtige er bevægelsen og ikke procenterne, da gennemsnitslønnen ikke er det mest valide tal – det ændrer sig, alt efter hvor mange der er på det enkelte løntrin.)
Dygtige lærere forsvinder
Ideologier er ikke kropsløse spøgelser, der forvandler verden i deres eget billede. Tværtimod, ideologier virkeliggøres af mennesker, institutioner og økonomi. De udspringer af hverdagshandlinger, sociale relationer og fysiske bevægelser. Frustrationen blandt lærerne omkring deres arbejdsvilkår skyldes ideologi og politik frem for en svag arbejdsmoral.
Det kortsigtede resultat af den manglende lokale løn på højskoleområdet er godt for højskolerne. Hvert eneste år frigiver det midler til at lave renoveringer, investeringer og gældsafvikling. Dette er utvivlsomt en af de store grunde til, at “det går godt på højskolerne”. Økonomien blomstrer kortvarigt under disse vilkår.
Men ud fra økonomisk teori vil jeg på den lange bane forvente, at rummet i højskoleøkonomien til renoveringer, investeringer og gældsafvikling vil forsvinde. Det skyldes, at et marked forventes at regulere sig selv, så hvis de samlede omkostninger bliver mindre, vil prisen på et højskoleophold (produktet) også blive mindre, og dermed bliver den samlede ”kage” mindre. Dog vil den lavere pris betyde, at flere har råd til at gå på højskole.
LÆS OGSÅ: ”Jeg vil vove den påstand, at man som medarbejder sagtens kan fungere, selv om man ikke har fået 11 timers hvile”
Teoretisk set vil jeg også forvente, at højskolebevægelsen vil opleve stigende fastholdelsesproblemer blandt lærere. De dygtigste lærere forventes at forlade højskolebevægelsen grundet den faldende løn.
Først vil lærere inden for samfund og økonomi forlade bevægelsen, da de kan få højere betalte jobs andre steder. Om skolerne allerede har mærket problemerne med at fastholde denne lærergruppe, må besvares af praktikerne. Dog har jeg noteret mig, at denne lærergruppe ikke fylder særlig meget i den offentlige debat.
Dertil har jeg noteret mig, at vi i højskolerne ser en elevsøgning væk fra de boglige og samfundsfaglige fag. Måske skyldes dette, at de dygtigste lærere er rejst, og at højskolerne har erstattet dem med unge lærere som mig selv?
Jeg tror, at vi i de kommende år vil se andre højskolelærergrupper inden for musik, udeliv osv. begynde at søge mod for eksempel efterskolerne, fordi de kan tilbyde højere lønninger og bedre arbejdsforhold.
Jeg frygter grundlæggende, at de langsigtede resultater af den manglende lokale løn kommer til at betyde, at højskolebevægelsen ikke længere kan holde på deres dygtigste lærere.
Frihed og tilknytning: et umage par
“Højskolerne er mere end en pause,” sagde en lærer under Forårsmødet på Askov Højskole, da vi havde åbnet kuverterne med de orange klistermærker og taget hul på snakken.
“Måske mere en omvej i livet altså,” sagde en anden.
“Jeg hader tanken om, at vi skal tale deres sprog, altså politikernes – hvorfor skal højskolerne være nyttige?” spurgte en tredje.
“Jeg vil gerne angribe præmissen for spørgsmålet,” pointerede en fjerde.
Hvad ville væggene på Askov Højskole mon sige, hvis de kunne høre os diskutere spørgsmålet ”hvad er højskolen, hvis den ikke er en pause?” Vi snakker stolt om højskolen som et pendul, der svinger. En modvægt til tidsånden.
På højskolen kan jeg fare vild, presse grænserne og være fri, fordi jeg samtidig er forankret.
Nicolai Westmark
Tilbage på Salgjerhøj kigger jeg næsten altid mod syd. Mod syd er alt det, jeg kender: Mit barndomshjem i Herning, universitetet i Aarhus og alle de mennesker, jeg holder af. Mod syd ligger også den højskole, jeg nu arbejder på.
Mens jeg sidder dér og kigger mod syd, kommer jeg til at tænke på, at mit behov for frihed ofte har stået i kontrast til mit behov for tilknytning, men at Højskolen Mors har vist mig, at begreberne godt kan opretholde hinanden.
Tilknytning betyder for mig at have rod i verden, ikke blot i fysisk forstand, men også ideologisk. Friheden betyder, at man kan udforske verden, forvilde sig væk. Opsøge en grænseudvidelse, en forstørring af verden. Frygten, angsten, kærligheden og alt, der endnu er unavngivet.
På højskolen kan jeg fare vild, presse grænserne og være fri, fordi jeg samtidig er forankret.
Neoliberalismens sejr
Oppe på Salgjerhøj ser jeg, at weekenden for skolens tidligere elever snart skydes i gang: Biler begynder at trille ind på parkeringspladsen, gæster stiger ud og skriger og omfavner hinanden.
Programmet for På Toppen Festival fylder to A4-sider. Tjanselisterne fylder tre A4-sider. Weekenden er fyldt med aktiviteter, men er samtidig det modsatte af acceleration.
Idéen om, at højskolen er en pause, er i min optik en intellektualisering uden hold i virkeligheden. Den stammer fra idéen om, at vi skal være en modvægt til tidsånden. En banal tanke om, at det modsatte af acceleration må være deceleration.
Højskolebevægelsen er omsluttet af tidsånden, og neoliberalismen har sejret ad helvede til. Så meget, at ingen tør snakke om det. Vi er tidsånden. Men højskolernes særlige bånd mellem frihed og tilknytning svækkes i disse år.
Frihed betyder ikke længere grænseudvidelse, men grænseløshed. Forsvinder grænserne, forsvinder også grebet om virkeligheden. Og således mister vi tilknytningen.
Uden tilknytningen udviskes fortiden og alt det, Askov Højskole står for. Dette er eksemplificeret i det historieforladte spørgsmål om, hvorvidt højskolebevægelsen er en pause, tænker jeg.
LÆS OGSÅ: Arbejdsmarkedsforsker: En overenskomst gør ikke højskolelærerne til lønslaver
Den længsel, vi på Højskolen Mors har, er ikke at blive et sted, hvor elever holder pauser. Det er at blive et sted, der bekæmper det, som accelerationen skaber – fremmedgjortheden. Fremmedgjortheden bekæmpes ved at genfortrylle verden. At videreformidle en kobling til verden – dét er højskolens opgave, som jeg ser den.
Problemet er, at højskolebevægelsen har mistet forbindelsen til verden. Højskolelærerjobbet er ikke længere grænseudvidende, men grænseløst. Derfor reagerer nogle lærere med retræter. De efterspørger grænser. Timetælling, rådighedsbestemmelser, arbejdsvilkår.
Vi forsøger som lærere desperat at beskytte os selv, lukke os, gøre os mindre, så vi kan kontrollere verden. Vi forsøger at holde ved, men vores holdepunkter forsvinder. Det, der stritter på os, er ikke, at vi har travlt – det er det grænseløse ved arbejdet.
Men vi har brug for hjælp, vi har desperat brug for afgræsninger. Vi har brug for at få at vide, at vi skal gå hjem. At vi skal holde fri. Vi har brug for systemer, der kobler os til verden, så vi ikke forsvinder i det grænseløse.
Ellers frygter jeg, at vores særlige tilknytning til verden og frihed i verden er ved at blive opløst. At vi forveksler det grænseløse og det grænseudvidende. At vi selv overmandes af acceleration og bliver fremmedgjorte. At vi derved kun kan tilbyde vores elever en pause i stedet for at kunne genfortrylle verden.
Højskolebevægelsens skizofreni
Men intet af dette er nyt, for diskussionen, jeg rejser her som relativt ny højskolelærer, må have eksisteret siden starten af årtusindeskiftet. Jeg er forundret over højskolebevægelsens skizofrene karakter. Det er et venstreorienteret system indadtil, men bygger på hardcore liberale, økonomiske principper udadtil.
I krydsfeltet dør begreber som livsstil. Og her lever paradokserne om prissætningen af højskoleophold og lærerlønninger.
Jeg undrer mig over, at lærernes frustration ikke fylder mere i højskolebevægelsen. Det er åbenlyst, at vi har tabt et ideologisk slag.
Men man kan sagtens tænke løntillæg uden konkurrence. Flere friskoler og efterskoler har implementeret dette. For nylig har en højskole givet alle lærere en 4 % lønstigning i lokale tillæg. Sådan kan neoliberalismen konfronteres uden konkurrence.
Jeg undrer mig over, at FFD, forstanderne og lærerne er blevet opslugt af tidsånden. At så mange frygter denne diskussion. Jeg forstår ikke, at FFD søger status quo i stedet for at redde bevægelsen.
Jeg forstår ikke, hvorfor alle forstanderne ikke bliver irriterede over frustrerede og krakilske lærere. Det er systemet og ikke den enkelte forstander, der er problemet.
Hvis det stadig er sandt, at lærerstanden i højskolebevægelsen elsker højskolerne, må vi stå sammen og redde højskolebevægelsen fra den undergang, den er på vej mod.
Nicolai Westmark
Mine forstandere har anbefalet os lærere at melde os ind i en fagforening. Og vi har gjort et ihærdigt forsøg på at reducere grænseløsheden og forskellene i løn.
Men vi har været opfindsomme. Jeg har selv et løntillæg og har derudover fået samlet mine timer, således at jeg har 12 uger om året uden undervisning. Jeg holder selvfølgelig ferie, og resten af ugerne bruger jeg på at kvalificere mig til højskolelærerstillingen og på at skrive.
Jeg håber, at denne artikel vil skabe dialog, så vi sammen kan gentænke højskolebevægelsens behov. Og at der efterfølgende vil komme artikler med modargumenter – eller artikler, som forklarer, hvorfor vi har valgt denne tilgang til løn og arbejdsvilkår.
Løsningen på problemet, som jeg ser det, kræver, at vi overkommer et kollektivt handlingsproblem.
FFD kæmper alene på så mange fronter. En fagforening ville lette FFD’s byrde. FFD og forstanderne har ofte gået forrest, men denne gang er det op til lærerne selv.
Hvis det stadig er sandt, at lærerstanden i højskolebevægelsen elsker højskolerne, må vi stå sammen og redde højskolebevægelsen fra den undergang, den er på vej mod.