Af Nicolai Westmark, lærer på Højskolen Mors
En smuk majmorgen i 2020 stod mit dengang 27-årige jeg for første gang foran glasdøren til min nye arbejdsplads, Holmens Kanal 22. Solen skinnede fra øst og oplyste Christiansborg mod vest.
Jeg var nyslået statskundskaber fra Aarhus og lige kommet til København. ”Jeg står midt i samfundets centralnervesystem,” tænkte jeg – og opdagede, at jeg ikke kunne komme ind.
Bag mig lød det venligt: ”Skal jeg lukke dig ind?” Stemmen var Astrid Krags (S), social- og indenrigsministeren, min minister og nye øverste chef. Jeg fik vist sagt noget sjovt, vi grinede.
14 måneder efter gik jeg ud af glasdøren for sidste gang. Jeg havde sagt op, fordi jeg ikke kunne andet. Jeg var et ensomt menneske, som arbejdede alene. I dag er jeg højskolelærer på Mors, og for nogle måneder siden var jeg en af de tre tidligere embedsmænd, der stillede op med navn i netmediet Zetlands omdiskuterede artikel om den stressende hastekultur i departementerne.
LÆS OGSÅ: Længe leve mikroeventyret
Zetland plukkede nogle få, men vigtige hændelser ud fra en lang samtale med mig. Dér hvor jeg fortalte om at blive ringet op af ministeriet fredag efter arbejdstid midt i festligt lag. Mine venner, som også var unge embedsmænd, blev også ringet op. Mobilerne bimlede og bamlede med chefer i den anden ende, mens musikken døde.
Jeg vil gerne invitere dig, kære læser, med bagom den historie, Zetland skrev. Den her historie handler ikke om embedsværket eller om en særegen og syg arbejdskultur. Jeg er ikke blevet højskolelærer, fordi højskoleverdenen er et frirum for acceleration. Den her historie handler om min eksistens, om mit forsøg på at slå rødder og finde hjem – og om hvorfor jeg bor på Mors.
Live i P1
En smuk junimorgen i 2023 står mit nu 29-årige jeg ved huset, som Højskolen Mors har lejet til mig. Margueritruten skærer gennem byen, og jeg ser ligesom alle andre dage mennesker komme vandrende eller cyklende langs bakkerne. Lavede man en rundspørge om, hvorfor mennesker bor på Mors, vil disse mennesker måske svare, at det skyldes strande, bakker, roen – nej vent, måske solopgangene og solnedgangene.
Der er imidlertid nok aldrig blevet lavet en sådan undersøgelse. Dukkede spørgeskemaet alligevel op i min postkasse, ville mit svar være anderledes. Grunden til, at jeg bor på øen, skyldes alt det usynlige.
Det første, man som beboer på Mors mærker, er alt det, som er fysisk fraværende, heriblandt telefonforbindelsen. Eleverne på højskolen ses ofte på Mors’ højeste punkt, Salgjerhøj, i håbet om at fange den tredje signalstreg på mobilen.
Mine dårlige nerver tilsiger mig dog denne junimorgen, at kun fem streger på telefonen er nok, når man skal medvirke i P1 Morgen. Så klokken 06.20 kører Pandaen – min hvide og sorte Suzuki Swift – og jeg mod Nykøbing Mors og de legendariske fem streger. 15 minutters morgentrafik og sol ud over fjorden. Jeg drejer ad Limfjordsvej og parkerer mellem Halkjærs Auto, Vesters Begravelsesforretning og Super Dæk Service.
Grunden til, at jeg bor på øen, skyldes alt det usynlige.
Nicolai Westmark
Undervejs på turen kører nyhedshistorien på P1 om et bekymringsbrev underskrevet af lærerforeninger rundt om i landet. Deres arbejdsvilkår er blevet for dårlige. De årlige besparelser på 2 % og en reform, som skulle forlænge skoledagen og inklusionsprincippet, gør, at lærerne føler sig afmægtige og utilstrækkelige. “Det tager stadig den samme tid at trøste et barn nu som for 20 år siden,” udtaler en repræsentant for Randers Lærerforening.
Jeg slukker for P1. Forsøger at huske de mentale noter, jeg har lavet forud for interviewet. Jeg åbner min telefon. Jeg må taste kodelåsen, da jeg ikke ligner mig selv før klokken 07.30. Jeg går ind på app’en Report-IT. Logger ind med en kode, som DR-journalisten sendte mig i går.
Jeg skal fortælle om min oplevelse af at arbejde i et ministerium. Jeg skal fortælle om jobbets indhold, arbejdskultur og kollegerne. Jeg skal fortælle om, hvorfor jeg sagde op, om hvorfor jeg valgte at medvirke i Zetlands artikleserie, og om hvorfor jobbet fik mig til at føle mig ensom.
Jeg skal fortælle om, hvad det betyder, at alting haster, og hvad det betyder for vores demokrati ikke at have tid til at gå i dybden med sagerne. Interviewet vil vare cirka fem minutter, og jeg vil blive afbrudt, siger journalisten, der forbereder mig.
“Hvad skete der, hvis du sagde nej til at arbejde?” spørger journalisten halvvejs gennem interviewet.
“Embedsmænd er alle unge, alle er enormt dygtige, pligtopfyldende og hjælpsomme. Hvis der er noget, som skal løses, så løser vi det,” siger jeg.
“Så du sagde aldrig nej?” spørger journalisten.
“Dit spørgsmål går på, om det er individets eget ansvar at sige nej til den tiltagende hastighed i samfundet,” siger jeg og fortsætter: “Spørgsmålet, man skal stille, er ikke, hvorfor mennesker ikke siger nej til det forøgede arbejdspres, men hvorfor de fleste mennesker i vores tid er villige til at ofre deres nutid og velbefindende for …”
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Journalisten afbryder tankerækken med ordene: “Og så blev du ansat som højskolelærer på Mors i stedet for og kan få skuldrene ned. Vi nærmer os en radioavis, og der er mere i din historie, men tak fordi du ville deltage.”
Jeg lukker Report-IT. Sidder i min bil. ”Du er blevet højskolelærer og kan få skuldrene ned …” Jeg kører ud på Limfjordsvejen igen. Jeg har morgensamling om en time. Så skal jeg undervise i politisk eksistens, så er der frokost, så skal jeg undervise i sociologi, og så har jeg aftenvagt. Når jeg har låst højskolen af omkring klokken 22, har jeg fri.
Det rigtige spørgsmål
Forstå mig ret, naturen er virkelig overvældende. Jeg forstår de besøgendes svar på, hvorfor mennesker bor på Mors. Jeg forstår også, at de siger roen. I bakkerne forsvinder alt umiddelbart. Limfjorden ligger i uskyldige vendinger. Alt her sker bare. Jeg tænder radioen igen.
Undervejs kører historien om et opråb fra sundhedsvæsenet, læger og sygeplejersker. Deres arbejdsvilkår er blevet for dårlige. De årlige besparelser på 2 %, en aldrende demografi og en reform, der skulle reducere administrationsomkostningerne uden at have betydning for patienterne, gør, at lægerne og sygeplejerskerne føler sig afmægtige og utilstrækkelige.
“På den ene side siger man, at de administrative medarbejdere skal løse opgaver, der aflaster sundhedspersonalet. På den anden side siger man, at de skal fjernes. Det hænger ikke sammen,” udtaler næstformanden for Danske Regioner.
Der er ikke ro på en højskole, ikke ro i embedsværket, i folkeskolen, i sundhedsvæsenet. En del skyldes politisk pres. En del skyldes fejl i kulturen, at vi bruger floskler, fx ”det er forventeligt at have en stor medarbejderomsætning et sted som vores.” Men man tager ikke ansvar for de omsatte, de forventningsfulde, livsglade og nu afsatte. Dem, som forlader arbejdet med nederlag og psykiske lidelser.
Arbejdet er det, som fratager os tid fra det væsentlige i livet. Arbejdet er dér, hvor vi vokser ind i verden.
Nicolai Westmark
Selvfølgelig er en leders ypperste forpligtigelse på en sådan arbejdsplads at bede medarbejdere om at gå hjem. ”Men jeg mangler lige at sætte nettet op …” ”Gå hjem, Tove!”
Det ene spørgsmål, som alle alligevel bør stille – ledere såvel som medarbejdere – er: Hvorfor er vi mennesker i dag villige til at arbejde i en sådan grad, at vi bliver syge af det?
For romerne var den menneskelige værdi bundet til nobelhed, for de kristne at leve i Guds billede og for rationalisterne at behandle mennesker som mål og ikke midler. For os nulevende er den menneskelige værdi bundet til vores tilknytning til arbejdsmarkedet.
Arbejdet – dette traditionelt fremmedgørende element – besidder nu sideløbende også nøglen til vores værdi og identitet. Arbejdet er det, som fratager os tid fra det væsentlige i livet. Arbejdet er dér, hvor vi vokser ind i verden. Enten arbejder vi os ind i himlen i Max Webersk forstand, eller også martrer vi os selv grundet utilstrækkelighed og værdiløshed i søgen efter menneskelig værdi ved besiddelse af materielle ting.
Uagtet årsagen er det ret skrøbeligt. At få sin menneskelige værdi i kraft af et fremmedgørende arbejde efterlader mennesker isolerede, ensomme, hjemløse og rodløse. Men også historieløse – afsatte i en sådan forstand, at vi ikke længere ved, hvad kulturen kræver af os. Ingen er længere ”kaldet til” – man kommer, hvis man har lyst.
LÆS OGSÅ Boganmeldelse: Hvad kommer efter festen?
Trangen i mennesket til at udforske og at blive til forsvinder. Her skabes et vakuum, hvor kulturen er så svag, at den må skabe kontraster til andre. I dette Hannah Arendtske vakuum, hvor individer er ensomme og fællesskabet atomiseret, opstår betingelserne for de totalitære bevægelser, som i sin essens kun kan eksistere alene. Her er der ikke plads til andre livssyn. Her er der ikke plads til mangfoldighed. Et os i ental.
Det er ikke naturen eller roen, der gør, at jeg er bosat på Mors. Det er heller ikke alt det fysisk fraværende. Kom der en dag et spørgeskema, som spurgte, hvorfor mennesker bor på Mors, ville jeg svare, at jeg bor på Højskolen Mors, fordi her arbejder vi, og her kæmper vi i det mindste for alt det usynlige.
En kamp for noget spinkelt, som ikke ligger i jorden. Som ikke ligger inde i os. Men som ligger mellem os. Grundtvig forstod, at det usynlige ikke kan måles med karakterer, men skaber karakter. At det kommer udefra, men virker indefra.