Af Jesper Himmelstrup
Hvordan har I på Den Rytmiske forholdt jer til udmeldingen om, at 11-timers-reglen nu skal overholdes uden undtagelser?
”Vi havde det på som første punkt til forberedelsesugen op til dette semester. Vores hverdagsvagter slutter kl. 22.00, og dagen efter starter kl. 09.00, så det drejer sig blandt andet om weekendvagterne, vores turné i maj og så de korte kurser til sommer. Det er dér, problemerne ligger.
Vagten i weekenden slutter kl. 23.00, og det er forventet, at man næste morgen er nede at tjekke, at tjanseholdet er i gang kl. 09.30. Men hvis lærerne selv vælger at have en hel weekend, kan de i princippet komme i problemer med 11-timers-reglen, og de kan i princippet også komme i problemer med 35-timers-reglen.”
Men så bryder I jo loven?
”Det vil jo kræve, at Arbejdstilsynet kommer på besøg, eller at der er en, der klager. Det presser os rigtig meget i forhold til vores kommende turné med eleverne og vores sommerkurser, og det har vi faktisk ikke afklaret endnu. Hvis Arbejdstilsynet kommer på besøg, er vi jo nødt til at forholde os til det med det samme.”
LÆS OGSÅ: Kampen om 11-timers-reglen
Reglerne er jo ikke lavet for at genere højskolerne, men for at beskytte medarbejderne?
”Jada – og dermed også højskolen, fordi vi har brug for friske medarbejdere, så vi kan levere god undervisning og samvær. Det er jeg jo langt hen ad vejen enig i – jeg synes bare, det er problematisk, at man med den her tolkning fjerner muligheden for, at en medarbejdergruppe sammen med en forstander kan lave en lokalaftale, som afviger fra reglen inden for nogle bestemte rammer.
Problemet er, at lige nu er der ingen afvigelse. For os som ledelse handler det bare om, at vi skal lægge vagterne anderledes. For lærerne handler det jo om, at de mister friheden til at kunne tage én hel weekendvagt i stedet for at få den fordelt over fx tre weekender. Vi skal jo have dækket vagterne stadigvæk – det er jo ikke, fordi der er blevet taget arbejdstid ud.”
Men det er vel bare et spørgsmål om planlægning? Hvis I fx ændrer jeres vagt i weekenden til at slutte kl. 22.30, så kan man stadig møde ind kl. 09.30 og have overholdt loven?
”Jo, men hvad er det så, vi giver køb på? Det er en vigtig del af samværet. Samværet er i forvejen noget af det, der bliver presset på højskolerne. Det er det nemmeste lige at skære et par timer væk her og der, men samværet et jo nævnt som en ligestillet opgave i højskoleloven, hvor hovedsigtet handler om undervisning og samvær. Så hvis vi ændrer vagterne, hvor skulle grænsen så være?”
Men kan I så ikke indgå et kompromis, der hedder, at vagten slutter kl. 23.00 og så starter igen kl. 10.00 næste dag – og hvis den enkelte lærer så har lyst til at blive at feste, så bliver det for egen regning?
”Jo, det kunne man måske. Nu passer kl. 10.00 bare dårligt med vores mokost-tjans, der starter 09.30. I så fald ville vi lægge det arbejde, som vagtlæreren har, over på køkkenet i stedet. Det kan vi sagtens bestemme som ledelse. Jeg synes bare ikke, det er en fed løsning, og det synes lærerne heller ikke. De vil gerne have den frihed til at tage to arbejdsdage i træk – for så at have mulighed for at komme ud at spille i nogle andre weekender. Så jeg kan sagtens som arbejdsgiver sige 'så indskrænker vi bare den frihed,' men det synes ingen jo er fedt.”
Det er lidt for nemt bare at sige 'nå, men så må vi bare lave det om.' Det koster jo noget et sted. Og vi skal diskutere, hvad det sted er.
Stig Skov Mortensen
Kan man ikke gøre det, selv om man overholder loven?
”Måske. Men to timers samvær her og der – det bliver til et par hundrede timers samvær, der bare forsvinder. Jo mere vi kommer til at ligne alle mulige andre instanser, jo nemmere er det også at sige, at så har vi ikke nogen berettigelse. Vi har fået en frihed, og den skal vi da også leve op til. Det gør man også ved at være noget andet end alle de andre, fordi ellers kunne vi bare få samme taksametersats som alle mulige andre former for undervisning for voksne.”
Men hviletidsbestemmelserne er jo lavet af en grund. Det gælder også for fx vognmændene, og vi kan jo alle sammen blive enige om, at det er bøvlet at køre med en buschauffør, der hver 4 ½ time skal holde et hvil på 45 min., men det er jo for at undgå, at det går virkelig galt?
”Det er derfor, vi har brug for at se på, hvad vi er for en skoleform, og hvad vi er for en arbejdsplads. Der vil jeg vove den påstand, at man som medarbejder sagtens kan fungere, selv om man ikke har fået 11 timers hvile. Så det, jeg efterspørger, er, at vi kan bruge den frihed, vi er blevet givet som frie skoler, til at lave lokale fælles aftaler. Derfor håber jeg, at Dansk Magisterforening eller Frie Skolers Lærerforening går med til at lave en eller anden form for skabelon eller formulering, som kan understøtte muligheden for at lave lokale aftaler på den enkelte skole.
På den måde får man et lovgrundlag, der er på plads – samtidig med at man kan lave det, der giver pædagogisk mening. Det giver jo fx ingen pædagogisk mening, at man som kursusleder ikke kan være med på et sommerkursus, der starter søndag og slutter lørdag, fordi man så ikke lever op til 35-timers-reglen.”
Men så bryder I jo stadig loven?
”Ja, det er også derfor, vi hurtigst muligt skal have lavet en undtagelse. Selvfølgelig skal vi leve op til loven. Men tingene kommer jo fra den samme pulje. Det er lidt for nemt bare at sige 'nå, men så må vi bare lave det om.' Det koster jo noget et sted. Og vi skal diskutere, hvad det sted er. Er vi villige til at give køb på den pædagogiske frihedsmulighed, der ligger i at have en lang weekendvagt eller væres kursusleder på et sommerkursus? Vil vi gerne give køb på den, eller vil vi gerne kæmpe for, at det rent faktisk bliver muligt at lave lokale aftaler, hvor den – i mine øjne helt fornuftige afvigelse – finder sted?”
LÆS OGSÅ: Hviletiden er til debat, men der er regler, som skal overholdes
En af de ting, der kunne give mulighed for dispensation fra reglen, er jo, hvis højskolelærerne får en overenskomst. Ser du gerne, at den kommer hurtigt i mål?
”Nej, det gør jeg faktisk ikke. Reglerne i hviletidsbestemmelserne er jo en lille, men meget konkret ting, som vi må få løst i fællesskab. Når vi taler overenskomst i det hele taget, synes jeg, at jeg oplever en stor adskillelse mellem en stærk gruppe af højskolelærere generelt og ledelserne på skolerne, hvor jeg fornemmer, at der er kommet en sprække i vores fælles anliggende – nemlig højskolen. Derfor frygter jeg, at en overenskomst vil føre til udfordringer i forhold til vores frie muligheder for, at vi fælles kan organisere vores skoleform.”
Men mange højskolelærere vil sikkert mene, det er godt med klare, overenskomstmæssige regler, fordi – som nogen siger – ”katastrofen jo ikke er længere væk end den næste forstander”?
”Jeg er lidt ked af, at man tit hører, at man kæmper for ordnede forhold. Man skal jo bare huske, at en stor del af arbejdslivet i forhold til fx for 50 år siden ER ændret og er skrevet ind i arbejdsmiljøloven og ansættelsesbekendtgørelsen. Så der er jo rammer for arbejdet. Ja, så det er en god ting at få nogle ting skrevet ned, men jeg mener bare, at det rigtige sted at skrive det ned er i en lokal aftale. Fordi det så er et forhold mellem den konkrete forstander og den konkrete lærer på den konkrete højskole.
Så er det ikke fx Frie Skolers Lærerforening og en gruppe under Finansministeriet, der skal forhandle med hinanden, hvilket jeg med højskolebriller ikke ser som en god situation. Som arbejdsgiver kan det da godt være, at jeg får en masse fede muligheder og knapper, jeg kan trykke på – men jeg tror mere på nogle fælles løsninger end en stor national overenskomst gennemført af Finansministeriet.”
LÆS OGSÅ: En overenskomst er ikke en forudsætning for at håndtere 11-timers-reglen
Hvad skal der til for, at ”sprækken i vores fælles anliggende” ikke bliver større?
”Jeg oplever mange, der har svært ved at se højskolebevægelsen som en fælles bevægelse i øjeblikket. Det bliver meget opdelt mellem forstandere og lærere, og det bliver i mine øjne en lidt for binær arbejdsgiver/arbejdstager-opstilling. Så jeg glæder mig meget til det kommende fælles forstandermøde og lærerkonferencen, og det kan godt være, jeg er naiv, men jeg tror jo på det bedste i alle muligheder, så dér håber jeg faktisk, vi får talt lidt mere ordentligt sammen.”