Af Claus Staal, forstander på Silkeborg Højskole
Ja, på Silkeborg Højskole tilbydes højskoleelever en dannelsesrejse som en del af deres højskoletid. Derved inviterer vi dem ind i et helt særligt pædagogisk rum fyldt med kulturmøder, viden og en indsigt, de næppe ville have fået uden højskolens mellemkomst.
Bag dette tilbud ligger en meget bevidst vurdering af rejsens værdi og rolle i det dannelses- og livsoplysningsprojekt, som er højskolens eksistensberettigelse.
Rasmus Willig, forstander for Suhrs Højskole, ser det anderledes. I en tidligere udgave af Højskolebladet og igen i Jyllands-Postens højskoletillæg i april 2024 anklager han flyrejsende højskoler for at have spillet etisk fallit.
Det er beklageligvis polariserende og tillige ganske enkelt ikke sandheden.
LÆS OGSÅ Rasmus Willig: Vil du være etisk proletar?
Rasmus Willig anklager meget direkte Silkeborg Højskole og andre flyrejsende højskoler for at være uvidende og ignorante over for tidens store klimamæssige udfordringer i forsøget på at gafle elever på ”laveste fællesnævner”.
Det er en temmelig overraskende analyse og en provokerende anklage fra et med-højskolemenneske.
Hvis Rasmus Willig havde ringet til mig, ville jeg have fortalt ham, at vi på Silkeborg Højskole løbende gør os grundige overvejelser omkring såvel destinationer som rejseformer.
De klimamæssige hensyn er en del af alle vores refleksioner, men her vandt dannelsessynet. Tilværelsesoplysningen og ønsket om at give højskoleeleverne levede erfaringer af den virkelighed, de lever i, vandt.
Hvis Rasmus Willig havde ringet til mig, ville jeg have fortalt ham, at vi på Silkeborg Højskole løbende gør os grundige overvejelser omkring såvel destinationer som rejseformer.
Claus Staal
Når vi rejser med vores elever til Ghana eller Sydkorea eller Norge eller Balkan, så gør vi det med et tydeligt formuleret livsoplysningssigte; at give højskoleeleverne indsigt i levede liv og livsforhold, der vil påvirke dem og sætte bevægelser i gang, som vil forandre og vare livet ud. Det kan internettet eller en Netflix-dokumentar ikke berige dem med. På vores studierejser bliver oplevelser netop til erfaringer.
Jeg ved, at vores gode højskoleelever har mange holdninger – også om vores ageren i forhold til de alvorlige klimaudfordringer – og at de også, ligesom højskolen, kan træffe velovervejede valg.
Når de hos os vælger at rejse til destinationer, hvor der desværre er et væsentligt CO2-aftryk, gør de det, fordi de har vejet dannelsen tungest. Men de har vejet. De ved, ligesom vi, at den globale dannelse er en helt essentiel del af vores evne til i fællesskab at skabe en bedre fælles fremtid.
LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: ”Der kommer aldrig til at være et facit for, hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen”
Selvfølgelig skal højskolerne som fri skoleform debattere vores bidrag til den grønne omstilling. Det er der brug for. Men måden, hvorpå Rasmus Willig inviterer til dialog, er ærgerlig.
Dele af hans analyse er jeg i øvrigt direkte uenig i. At vi på Silkeborg Højskole er både heldige med og dygtige til at skabe gode vilkår for en stærk elevtilslutning og følgeligt store elevhold skyldes ikke vores dannelsesrejseudbud.
Det bygger på et fundament af årtiers tålmodigt arbejde med at filosofere over højskolens idé og praktisere højskolen i en form, der både har respekt for traditioner og er til tiden.
På Silkeborg Højskole er vi tro mod vores identitet, formål og eksistensberettigelse, og vi tager vores rolle som dannelsesinstitution alvorligt med alle de nuancer og overvejelser, det indebærer. Det er jeg overbevist om også er tilfældet på Suhrs Højskole.