Af Sofie Buch Hoyer og Tilde Døssing (foto)
N år hun skal håndtere sin klimafrustration, løfter radiovært Iben Maria Zeuthen vægte og sveder igennem til crossfit. Det foregår i en nedlagt kirke i København fire gange om ugen, og selv om hun nok aldrig bliver en bøf, bliver hun mentalt robust af at kaste rundt med kettlebells og vægtstænger i de gamle rå kirkerum med gudsfrygtige hvælvinger og højt til loftet.
”Det kan virke ret hjælpeløst og også komisk. Men for at deale med de eksistentielle kriser, der truer ude i verden, går jeg herind for at blive handlingsorienteret frem for passivt angst. Træningen gør, at jeg kommer ud bagefter og rent faktisk tager bolden op i stedet for at lade mig pacificere af kriserne,” fortæller Iben Maria Zeuthen en fredag eftermiddag i februar, da hun tjekker ind i ”Kirken”, som crossfitcentret kaldes.
Den autodidakte journalist er kendt for at beværte eksistensprogrammerne Tal til mig (2020-21) og Hvad ville Jesus have sagt? , der bliver sendt hver søndag formiddag på P1. Her kan lyttere skrive ind med spørgsmål om alt fra utroskab, selvmord og alkoholisme til dét at være pårørende til en døende eller frygte social udstødelse på jobbet.
Sammen med et panel af præster dvæler Iben Maria Zeuthen ved, hvordan Jesus mon ville have forholdt sig til dilemmaerne – og lige så vigtigt: Hvilken rolle kristendom, tro og tvivl spiller i vores nutidige liv.
LÆS OGSÅ Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Tidligere i karrieren har hun blandt andet stået i spidsen for børneprogrammet SummaSummarum og været P3-vært i forskellige sammenhænge, inden hun senere blev ansat som portrætinterviewer på Radio24syv. Her styrede hun programmer som Det næste kapitel og Iben og Mødregruppen .
Og så – i sommer, da hun blev konfronteret med endnu en graf, der viste tiltagende afsmeltning af Antarktis – fik hun nok. Spontant skrev Iben Maria Zeuthen en mail til sin øverste chef, DR’s generaldirektør, med en appel om, at mediehuset gik forrest i klimadækningen.
Hashtagget #rydfladenforklimaet opstod på Instagram, og hele ferien brugte Iben Maria Zeuthen på at opfordre de øvrige danske medier til i langt højere grad at oplyse om den ekstreme tørke og varme, der kendetegner klodens kummerlige tilstand.
Da mediernes reaktion på opråbet ikke var andet end et dryp i havet i Iben Maria Zeuthens optik, tog hun selv kampen op: Hun oprettede en Instagram-profil i samme navn som hashtagget, hvor hun delte historier og artikler om verdens accelererende klima-, natur- og miljøkrise.
Hvis jeg var klimaangst, ville jeg ikke sige det. Det kommer der ikke noget ud af. Følgere skriver tit inde på min Instagram-profil eller på #rydfladenforklimaet, at de næsten ikke kan tåle at høre mere om klimaet. Og så skriver jeg: ’Okay, men det skal du’ efterfulgt af et hjerte.
Iben Maria Zeuthen
Initiativet er et forsøg på at bedrive klimaansvarlig journalistik på en ny måde, og i skrivende stund har profilen over 18.000 følgere. Hun og to andre journalister, der driver projektet, modtog i efteråret privatdonationer, så de kunne trække en mindre løn ud for deres indsatser, og så har de netop modtaget en større fondsbevilling, som kan være med til at finansiere deres fremtidige oplysningsarbejde.
”Jeg har ingen baggrund inden for klimajournalistik, jeg har ingen særlig connection med naturen, og grundlæggende er jeg jo bare sådan et forbrugersvin, der bor inde i byen. Så hvorfor er det, jeg er kommet ind i alt det her? Det er, fordi vi alle sammen er nødt til at indse, hvad det betyder for os at miste den klode, vi har taget for givet. Det er en fuldstændig impulsiv tanke og erfaring, som vi bør tale om og lave vores journalistik ud fra,” siger Iben Maria Zeuthen, der tidligere i år blev kåret som årets klimajournalist af Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Inden crossfitten begynder, har Højskolebladet sat Iben Maria Zeuthen stævne på en nærliggende café for at få hende til at reflektere over, hvad hendes arbejde med åndelighed og tro har at gøre med klima og naturvidenskab. Og hvorfor dannelse ifølge hende er et opreklameret begreb.
Flydende journalistik
Men vi går lige et skridt tilbage, mens vi rører i kaffen: Oprindelig havde Iben Maria Zeuthen planer om at tage på højskole. For at spare op til et ophold begyndte hun på DR i det, hun troede var et studenterjob.
Men i virkeligheden blev hun spottet til DR Talentholdet, hvor hun fik sin journalistiske mesterlære og efterfølgende blev hængende som vært.
Som datter af en operasanger og en solocellist har lyd og dét at lytte naturligt været kernen i Iben Maria Zeuthens arbejde som prisbelønnet interviewer på både radio og tv. Men selv om hun altid er blevet sat til at lave ”de bløde menneskesnakke” og portrætterne, mener hun, at journalistikken længe har været for opdelt. For eksempel bør klimajournalistik ikke nødvendigvis være løsrevet fra journalisters personlige tænkning.
LÆS OGSÅ: Pas på bæredygtighed ikke kun bliver CO2-regnskaber – for så tror jeg ikke, højskolerne kan levere
”Det har været sådan, at enten er du kulturjournalist og føle-føle-journalist, hvor du bruger dig selv som menneske – eller også er du videnskabsjournalist eller politisk journalist, hvilket er blevet anset som det seje sammen med graver- og nyhedsjournalistik. Men det er latterligt, at der er den skelnen. Jeg tror, at journalistikken kunne have gavn af, at man tænkte det mere flydende,” siger Iben Maria Zeuthen.
Det er blevet klart for hende – nu hvor hun står i spidsen for både Hvad ville Jesus have sagt? og #rydfladenforklimaet – at begge dele handler om at forholde sig til den måde, vi er mennesker på.
”Samtalen om tro, åndelighed og eksistens handler om, hvem vi er i forhold til verden. Og det gør samtalen om klima også – eller det bør den gøre. Hidtil har den været reduceret til en isbjørn på en smeltende isflage, og det er også virkelig vigtigt at dække, men i bund og grund handler snakken om klima om, hvordan vi er mennesker, og om vi kan blive ved med at være mennesker på den måde, vi har været det hidtil. Det hele behøver ikke at være så tal- og forskningstungt i mine øjne,” siger Iben Maria Zeuthen.
(interviewet fortsætter under billedet)
Selv om hun kalder det tilfældigt, at hun kom til at beskæftige sig med tro og klima, ved hun nu, at det i vid udstrækning handler om, at hun ikke skal nå noget facit.
”Hvis man sidder og researcher på et hvilket som helst andet program, har man en forventning om at kunne klargøre eller fremstille noget for seerne eller lytterne. Men det er ikke relevant i forhold til tro, og det sætter mig fri i min forberedelse og i min måde at lave journalistik på. Det gør på en måde, at alle vildveje er værdige,” siger hun og fortsætter:
”I snakken om klima kræver det også en villighed til at indgå i komplekse sammenhænge og samtaler – og til at indgå i situationer, der ikke nødvendigvis munder ud i et resultat. Så i min optik kommer der aldrig til at være et facit for, hverken hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen.”
LÆS OGSÅ: Flere højskoler nytænker køkkenernes rolle og organisering
Klimadagsordenen og tro er ifølge Iben Maria Zeuthen kærkomne muligheder for – som mennesker såvel som journalister – at øve sig i at være i de ufærdige sammenhænge. De sammenhænge, hvor der både er smukt og forfærdeligt, og hvor der ikke er nogle løsninger lige til højrebenet. Det har Jens Rosendal i øvrigt skrevet en sang om, som hun holder meget af.
”Jens Rosendals Troen er aldrig en klippe er den sang, jeg altid vender tilbage til, hver gang jeg skal forklare, hvordan kampen for klimaet, journalistikken og Jesus-programmet går op i en højere enhed. Den er et eksempel på, at tro er at handle, og at vi bliver nødt til at stå fast på radikaliteten i, at alle kan forstå Gud, hvis de vil det. Eller at alle kan forstå klimakamp, hvis de vil det. Man behøver ikke sætte sig og læse alle mulige tekster og være ih-og-åh så fin på den og dannet,” siger Iben Maria Zeuthen.
Selvforglemmelsen
Apropos dannelse, så er den 38-årige tros- og klimajournalist skeptisk over for det begreb.
”Jeg tænker aldrig over dannelse. Jeg synes – for at være lidt fræk – at det er et meget uinteressant begreb. Fordi det i mine øjne sætter et facit på, hvordan man er et rigtigere menneske end andre. Det er en måde at ophøje en vis type menneske på,” siger hun.
Dannelsesbegrebet implicerer dermed en form for eksklusion, mener Iben Maria Zeuthen, hvilket modarbejder de store visioner og bevægelser i verden.
”Energien går ud af forandring, når først man begynder at ekskludere, fordi der kommer for få med, fx i klimakampen. Vi er nødt til hele tiden at tro på, at vi alle sammen skal samme vej. Det er potentialet i det, vi allerede er, som jeg synes er interessant, og dannelsesbegrebet går imod det, fordi det går ud fra, at man skal arbejde sig selv hen imod noget, der er bedre. Jeg vil langt hellere arbejde tilbage til det, vi var. Fordi det gør, at alle kan være med, og at alle er værdige med det, de kommer fra og med,” siger hun.
Jeg har ingen baggrund inden for klimajournalistik, jeg har ingen særlig connection med naturen, og grundlæggende er jeg jo bare sådan et forbrugersvin, der bor inde i byen. Så hvorfor er det, jeg er kommet ind i alt det her? Det er, fordi vi alle sammen er nødt til at indse, hvad det betyder for os at miste den klode, vi har taget for givet
Iben Maria Zeuthen
Iben Maria Zeuthen indrømmer, at hun godt kan ses som eksponent for dannelse: Hun er barn af klassiske musikere, hun har i en periode studeret litteratur på universitetet, og hun kender Jens Rosendals repertoire.
”Jeg har bare aldrig forstået dannelsesbegrebet. Men jeg kan godt forstå styrkerne i at spejle sig – i litteratur fx, hvilket giver mig en kæmpe ro i livet. Jeg er ikke i tvivl om, at lykken kun findes i selvforglemmende øjeblikke. Alt, hvad der kan bidrage til det, er fedt, medmindre det er stoffer eller sådan noget. Så jeg er med på, at jeg har kæmpe fidus til litteratur, musik, eller hvad det nu måtte være. Det er bare ikke ud fra et dannelsesaspekt, men snarere et spejlings- og selvforglemmelsesaspekt,” siger hun.
Omsorg i verden
Mens hun tanker et glas vand fra en fyldt karaffel på cafébordet, fortæller Iben Maria Zeuthen, hvordan hun har opdaget, at naturens tilstand rammer noget dybt i os som mennesker. Og at den melankoli, som hun har haft helt fra barndommen, og som en overgang i hendes 20’ere blev til decideret angst, hænger sammen med verden omkring os.
For nylig indså Iben Maria Zeuthen ligefrem, at hendes hang til bekymringer og tristesse bunder i det, mange i dag kalder klimasorg.
”Jeg vil vove den påstand, at en stor del af min medfødte sentimentalitet eller nostalgi kan tilskrives, at jeg har vidst, at naturen er på vej til at gå i stykker. Med mit barne- og ungdomssind har jeg tænkt, at det var en følelse, der kom inde fra mig. Nu hvor jeg har arbejdet med klimadækningen, ved jeg, at jeg har internaliseret det, der kaldes klimasorg,” siger hun.
(Interviewet fortsætter under billedet)
Iben Maria Zeuthen føler, at hun kunne have haft et forhold til naturen. I stedet er hun blevet helt fremmed for den, forklarer hun.
”Det er ikke mine forældres skyld, men apropos dannelse: Jeg kunne have haft et helt univers ekstra, hvis naturen havde været mere tilgængelig, og hvis den havde været højere skattet af vores omgivelser. Og hvis vi som samfund havde haft det som en langt mere bærende værdi, at naturen er så vild, som den er. Det har jeg ikke fået ind på lystavlen. Jeg er jo fuldstændig afkoblet fra en cyklisk tænkning og et natursyn, der er holdbart, fordi jeg er opdraget i forbrugerisme, individualisme, liberalisme og alt muligt andet.”
Til gengæld giver det Iben Maria Zeuthen håb, at nutidens unge, som hun ofte er ude at holde oplæg for i forbindelse med #rydfladenforklimaet, virker til at have en mere bæredygtig tilgang til verden og journalistikken.
”Jeg oplever, at de yngre generationer i folkeskolen, på højskolerne og på journalistuddannelserne har et mere holistisk blik på tilværelsen og en større global ansvarlighed. Ikke kun i forhold til klima, men også når det gælder antiracisme, antisexisme osv. Yngre journalister, jeg møder, taler om omsorg på en måde, jeg ikke har hørt de ansvarshavende chefredaktører gøre. Omsorg er jo det, det hele handler om – det kan vi forhåbentlig alle sammen blive enige om er en vigtig værdi i verden,” siger Iben Maria Zeuthen.
Når du argumenterer for, at medier og samfundsinstitutioner bør have et mere direkte klimablik og nogle mere omsorgsfulde værdier i alt, hvad de siger og gør, hvordan kan det så være, at du ikke anlægger en klimavinkel i dit eget trosprogram om Jesus?
”Fordi den beslutning ikke er truffet oppefra. Som det er nu, er man enten klimajournalist, ellers er man ikke. Og dem, der er det, er virkelig få, i forhold hvor stor krisen er. Jeg er ikke ansat som klimajournalist på DR, så jeg kan ikke bare beslutte at være det uden at gå på kant med det, der er aftalen for mit arbejde. Det er derfor, jeg mener, at man fra centralt hold bør sige, at vi skal have et mere direkte klimaperspektiv i den samlede mediedækning.”
LÆS OGSÅ: Vi skal tale om klimasorg i fællesskab
Iben Maria Zeuthen står på spring til sin crossfit-træning i ”Kirken”. Hun fortæller, at hun er meget påpasselig med ikke at kalde det klimaangst – det, hun døjer med, og som hun forsøger at styrketræne sig ud af.
For som hun siger:
”Hvis jeg var klimaangst, ville jeg ikke sige det. Det kommer der ikke noget ud af. Følgere skriver tit inde på min Instagram-profil eller på #rydfladenforklimaet, at de næsten ikke kan tåle at høre mere om klimaet. Og så skriver jeg: ’Okay, men det skal du’ efterfulgt af et hjerte. Det er meget privilegeret at sige, at vi kan vælge klimadækningen fra, hvis det påvirker os negativt. Selvfølgelig må man gerne sige, at man er bange for konsekvenserne. Man skal samtidig bare vide, at det er en meget passiv tilstand at være i,” siger Iben Maria Zeuthen, inden hun hopper ind til dagens holdtræning. Ikke mere snak – nu skal der handles, og i dag står den på strict pull-up’s, toes to bar, squat snatch og box jumps.