Af Emil Hageman Christensen, højskolelærer
I det store interview i Højskolebladet fra foråret sætter FFD’s generalsekretær, Elsebeth Gerner Nielsen, spot på klima- og miljømæssig bæredygtighed som det første. Højskolerne skal vise ægte relevans ved at favne og understøtte den nye grønne vækkelse blandt unge. Naturgrundlaget skal geninstalleres som præmis for al samfundsmæssig aktivitet, og højskolerne spiller en central rolle i de kulturelle og identitetsmæssige dimensioner af den opgave. Naturen kalder, og vi svarer. Tonen er slået an af dirigenten selv. Og det synes jeg er en fornøjelse.
Blandt andet fordi jeg tilslutter mig ideologien (læs: det videnskabeligt funderede standpunkt) og er taknemmelig for Elsebeths engagement. Det følgende er et forsøg på at bidrage med et lille stykke strategi i udfoldelsen af planen om mere bæredygtighed. Min påstand er, at det nødvendige og massive fokus på bæredygtighed i undervisningen på højskolerne skal afbalanceres. Ikke for at droppe den agenda, som er blevet introduceret, men for at styrke den i det lange løb.
Læs også: Hvis jeg kunne forbyde et ord i højskoleverdenen, skulle det være pause
Vi skal passe på ikke at drukne initiativerne om bæredygtighed med den moralske pegefinger. Det vil sige stemple al aktivitet med bæredygtighedsformålet. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde aktiviteter, der ikke er et direkte middel for nedsættelse af CO2 og afvikling af den dødsensfarlige masseudryddelse af arter. Gennem fordybelse i kunsten, filosofien og i livsanskuelse – ja, for den sags skyld i morskab og glæde, der mestendels er aktiviteter med mål i sig selv.
Indirekte gerninger for naturen
Som led i højskolernes hovedsigte er kunst, filosofi og livsanskuelse indirekte med til at skabe den slags borgere, man ønsker i et frit og demokratisk samfund på vej i en mere bæredygtig retning. Men nøgleordet her er indirekte. Selvfølgelig er der plads til et skarpt fokus på at handle for en bedre verden lige nu og her – at arbejde aktivistisk, også i kunsten og filosofien – og det skal man gøre. Men den indirekte og formålsløse aktivitet, den ”ikke-som-sådan-aktivistiske” gerning i for eksempel en tegning eller en filosofisk samtalesalon, skal der også være plads til. Hvorfor?
Man kører sgu træt i det, hvis bæredygtighed bliver en CO2-performancekultur båret frem af en prikkende moralsk pegefinger, som man aldrig helt slipper væk fra. Den følger én rundt på højskolen. Skubber én fremad. Prik, prik. Så stop dog! Lad mig sidde her i fred og tænke eller – ja, pille navle.
Emil Hageman Christensen
Af strategiske årsager – på grund af faren for at kvæle vækkelsen i den enkelte elev, allerede før den fik ben at gå på – skal det hele ikke handle om at performe på bæredygtighedsparameteret. Man kører sgu træt i det, hvis bæredygtighed bliver en CO2-performancekultur båret frem af en prikkende moralsk pegefinger, som man aldrig helt slipper væk fra. Den følger én rundt på højskolen. Skubber én fremad. Prik, prik. Så stop dog! Lad mig sidde her i fred og tænke eller – ja, pille navle.
Læs også: Bæredygtig dannelse er træls og bøvlet
Min mor sagde altid, når hun efter nogen tid havde formanet sin teenager med pligter og bedt mig hjælpe hende med et eller andet: ”Emil, tag dig sammen indvendigt fra,” og så var det, som om piben fik en anden lyd. Hendes henvendelse spillede på nogle helt nye og meget væsentlige kategorier. Lysten til at handle og forandre virkeligheden skal komme indefra, ikke udefra som et stempel på alle former for aktivitet.
Udvikling af elevernes etiske kompas
De fleste af os er enige om, at bæredygtighed er målet. Konsekvenserne af vores handlinger skal være i orden, og det dur ikke længere, at vi forbruger for mange af jordens ressourcer og udleder drivhusgasser i ekstrem grad. Men højskolerne er ikke kun konsekvensetik. Højskolerne handler, som Elsebeth Gerner Nielsen også formulerer det i interviewet, om at lære at være menneske. Lære at leve med sig selv og i fællesskab med andre. Aristoteles ville bruge et verbum der. Det, eleverne skal lære, ville han kalde ”at menneske”. Højskolen er altså også dydsetik, det vil sige opøvelse af livskundskaber til gavn for én selv og sine omgivelser. Det er karakteropbygning, og det er dannelse af det hele menneske, ikke sandt?
Den karakterdannelse, som højskolerne giver anledning til, er dog en langsommelig og indirekte proces, men på én og samme tid er det også at blive kastet ud i performance og direkte aktion. Under det nye bæredygtighedsparadigme betyder det, at vi på snedig og reelt indbydende vis kan være med til både direkte og indirekte at give unge muligheder for at leve mere bæredygtigt – og til i fællesskab at accelerere den strukturelle ændring, der er nødvendig i samfundet.
Vi skal bare passe på, at bæredygtighed ikke bliver den slags CO2-performance, vi kender i den moderne præstationskultur, hvor alt, der ikke kan måles og vejes, ikke tilskrives værdi for os mennesker, dyrene og naturen. Bæredygtighed er ikke kun umiddelbart mærkbare og direkte resultater. Bæredygtighed er at forbruge mindre, ja for dælen, at leve rigt men simpelt. Men det er også først og fremmest at finde glæde ved relationer til andre, naturgrundlaget og én selv, hvilket ikke koster så meget. Hverken ressourcemæssigt eller money-wise. Og det kan højskolerne hjælpe med.
Bæredygtighed er at forbruge mindre, ja for dælen, at leve rigt men simpelt. Men det er også først og fremmest at finde glæde ved relationer til andre, naturgrundlaget og én selv, hvilket ikke koster så meget. Hverken ressourcemæssigt eller money-wise. Og det kan højskolerne hjælpe med.
Emil Hageman Christensen
Opgaven, som jeg ser det, består i at danne rammerne for, at unge kan udvikle deres etiske kompas i et levende, trygt og ikke-dømmende fællesskab. Et kompas at navigere efter i tilværelsen på den anden side af højskolemuren. Dette kompas – dannelsen af det hele menneske og den aktive borger – skal nok blive sundt og grønt alligevel, hvis det bliver oparbejdet på bare én af landets mange visionære højskoler.
Danse og synge uden at tænke på CO2
Der er allerede så mange stærke kræfter på spil med henblik på bæredygtighed i højskolerne og foreningen. Min pointe er, at det tiltagende nødvendige fokus skal dyrkes i samarbejde med de i øvrigt meget livsbekræftende årsager til at tage på højskole. Navnligt at det er for glæden, tilværelsen og kærlighedens skyld.
I sidste ende elsker jeg det indirekte forandringspotentiale i det formålsløse aspekt af det levende fællesskab på en højskole, hvor man også kan danse og synge nogle timer uden at tænke på CO2. Fordi hvis man først oplever dén energi, så kan man slet ikke lade være med at arbejde sammen for en bedre verden. Og så vender man tilbage efter dansen til skrivebordet eller til haven med fornyet energi og et smil på læben. Selv om det måske først er næste dag. Vi kan som højskolebevægelse guide den energi til gavn for mere bæredygtighed.
Jeg erkender blankt, at der måske ikke er tid til denne indirekte indføring i tingenes tilstand og den langsommelighed, der ligger i at opbygge etiske kompasser for en flok højskoleelever i fryd og gammen.
Emil Hageman Christensen
Men ak. Dette er en reformistisk tilgang til en bæredygtig udvikling. Og jeg erkender blankt, at der måske ikke er tid til denne indirekte indføring i tingenes tilstand og den langsommelighed, der ligger i at opbygge etiske kompasser for en flok højskoleelever i fryd og gammen. Måske burde man gå mere revolutionært til værks. Altså sørge for at vores produktions- og forbrugssamfund, som er absurd, bliver fundamentalt ændret nu.
Pligten for bæredygtighed kan nydes
Jeg er en gammel aktivist. Men måske er jeg blevet blød, passiv og i sidste ende (for) langsom. Og hvis det er dét, højskolens dydsetik og dannelsesrum gør ved én, så gud hjælpe mig. Så lad os lytte til aktivisterne. Fordi vi skal og må handle nu. Direkte aktion, som man siger. Men jeg prøver altså her at slå et slag for den indirekte metodes værdi på højskolen i det lange løb – hvis den står i ledtog med den direkte aktivistiske, formålsorienterede metode, som vi også ser på Brandbjerg, Krogerup og andre steder.
Læs også: Ungdommen nu til dags
Og hvordan skal man så gøre? Gør det klart, at bæredygtighed er centralt for højskolerne, fordi højskolerne nu tager bolig og derfor må finde hjemme i det 21. århundrede. Men bæredygtighed er også kultur og identitet, og den slags tager tid. Den slags kan ikke påduttes en elev udefra som sådan. Altså kultur og identitet kommer udefra, bevares, de er udendørs, havde jeg nær sagt, fordi det ikke er noget, individet selv opfinder. Men tricket er, at forankringen af kultur og identitet – inderliggørelse af sagen, det vil sige de sunde, grønne værdier, vi står på – tilvejebringes af individet selv. Midt i et fællesskab, selvfølgelig. Inderliggørelsen skal helst drives af gulerod og kærlighed frem for pisk og pligt.
Lav variation i fagene. Giv mulighed for direkte power-aktion såvel som mega langsomt navlepilleri. Og indfør så igen og igen bidder af bæredygtighedsparadigmet.
Emil Hageman Christensen
Vi har pligter. Ork, vi har pligter, det er ikke det. Men lige præcis den pligt, vi har for bæredygtighed, skal, hvis ikke ligefrem nydes, så i hvert fald værdsættes og dyrkes med lyst, engagement og følelse. Den pligt handler om at skabe forudsætninger for bedre liv – for os selv, hinanden og alt det andet. Lyst, engagement og følelse giver mening for den enkelte, og det er nemmere at invitere folk til direkte aktion og pådutte dem et nyt bæredygtighedskodeks, når det giver mening for dem. Det er strategisk, og det er godt.
Så lav variation i fagene. Giv mulighed for direkte power-aktion såvel som mega langsomt navlepilleri. Og indfør så igen og igen bidder af bæredygtighedsparadigmet. Så ender man med at snakke om det over maden, i baren eller på nippet til en koncert, lige inden den starter, og publikum bliver stille.