Af Rasmus Willig, forstander på Suhrs Højskole
Højskolerne står over for et vigtigt etisk valg. Vi er nemlig ved at forlade velfærds- og konkurrencestatens logikker for at træde ind i den bæredygtige stat.
Til forskel fra de to gamle ideologiske stater, hvor velfærdsstaten læner sig mere op ad et socialistisk ideal og konkurrencestaten mere op ad et liberalt (i betydningen økonomisk), hviler den bæredygtige stat på naturvidenskabelige fakta.
Klima- og biodiversitetskrisen er et uomgængeligt fakta og på mange måder også et resultat af de ideologier, som fx socialismen og liberalismen, der har haft den fossile energi som motor for deres eksistens.
Lidt karikeret, men ikke helt forkert, kan vi sige, at velfærdsstaten demokratiserede kødet på tallerkenen og det globale udsyn, da den formåede at sætte alle sine beboere på charterfly til sydens sol.
Konkurrencestaten gjorde det til en eksportvare: Danmark har i dag den største animalske produktion målt per indbygger og slår sammen med de øvrige nordiske lande rekorder ved at have en af verdens største befolkningsandele, der flyver mest.
LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: ”Der kommer aldrig til at være et facit for, hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen”
Det samme gælder for højskolerne, for den sags skyld også gymnasieskolerne og universiteterne, hvor der fortsat spises kød, og hvor verdens eksotiske globale byer indtages med fly på diverse studieture. Vi ved godt, at det forurener, men vi fortsætter.
Der findes begreber for den type af benægtelse af de naturvidenskabelige fakta, som fx ”patologisk normalitet”. Patologisk i den forstand, at det sætter de selv samme generationers fremtid over styr, som vi underviser hver dag.
Normalt, fordi vi fortsætter uhindret, og de fleste højskoler kan istemme, at de fortsat vil servere kød i større mængder og rejse til den anden side af kloden.
Nu har oplysningsprojektet fra Kant over Grundtvig til i dag imidlertid altid været forbundet med dialektiske tilbageslag.
Men hvad der kendetegner vor tids dialektiske tilbageslag er omfanget af den kollektive fortrængning. Ingen kan sige sig fri, og de få, som forsøger sig, risikerer at komme på skafottet og blive udstillet enten som hyklere eller hellige – for lad os bare være ærlige, det er kun et spørgsmål om tid, før man bliver genkendt i lufthavnen, eller før der bliver takket ja til endnu et kødfuldt måltid.
Vi har altså en viden om klima- og biodiversitetskrisen, og vi ved også, at hvis vi ikke handler, kan det betyde, at vores børn og børnebørn ikke har en fremtid.
Når et stort antal af højskolerne agerer rejsebureauer for at konkurrere med andre højskoler om at tilbyde bedre rejser, er det helt i konkurrencestatens ånd
Rasmus Willig
Løgstrup havde en slående formulering om, hvis ikke man handler på den viden, som er forbundet til etiske spørgsmål. Han betegnede det at være ”etisk proletar”. Jeg ved altså, at det vil være etisk forsvarligt at handle på kriserne, men som proletaren har til den simple etiske fordring at lade være med at forurene i et omfang, der sætter andre menneskers fremtid over styr.
Når et stort antal af højskolerne agerer rejsebureauer for at konkurrere med andre højskoler om at tilbyde bedre rejser, er det helt i konkurrencestatens ånd. Argumentet for at tilbyde rejserne kan også sagtens være hentet fra den svundne velfærdsstats kulturradikalisme, som fx en idé om en dannelsesrejse.
Igen er der tale om værdier, der kommer i konflikt med de naturvidenskabelige fakta fra opkomsten af den nye bæredygtige stat. Det bliver imidlertid ikke mindre paradoksalt af, at vi også med rimelighed kan antage, at der er flere af de unge mennesker på højskolerne, som har været i New York, end der har været i Thyborøn.
LÆS OGSÅ: Er naturen dannelsens nye ledestjerne?
Som jeg kort nævnte, er det imidlertid ikke kun højskolerne som institutioner, der har problemer med at træde ind i den bæredygtige stat. Det samme gælder for gymnasierne og universiteterne. Men netop når det gælder klima- og biodiversitetskriserne, gør højskolerne klogt i at kende deres besøgstid.
For på mange måder kan vi se højskolerne som de nye frie universiteter, der kan løse kriserne. Løsningerne af de store kriser er nemlig ikke teoretiske eller ideologiske, men praktiske opgaver. Der skal ikke blot reduceres, men bindes mere CO2, end der udledes, og biodiversiteten skal ikke blot reddes, men regenereres.
Højskolerne har som institution metodefrihed, emnefrihed og i princippet også forskningsfrihed. Der er ingen begrænsning, og der er frihedsgrader nok til at lave alle former for forsøg med bæredygtighed.
Højskolerne kan ligesom andre institutioner være med til at løse kriserne og beslutte kollektivt at stoppe med at flyve og reducere kødet på tallerkenen. Skulle det være så svært, ville Løgstrup måske spørge?
Den bæredygtige stat hviler naturligvis ikke kun på naturvidenskabelige fakta. Den vil også få ideologiske klæder. Vi kender dem bare ikke endnu.
Rasmus Willig
Højskolerne kan også gøre som mange andre, nemlig lade konflikterne eskalere ved at holde fast i de gamle ideologier og benægte de naturvidenskabelige fakta. Heri består det etiske valg i dag. Der er naturligvis masser af andre etiske valg, men det vigtigste for vores tid er, om vi vil træde ind i den bæredygtige stat.
Den bæredygtige stat hviler naturligvis ikke kun på naturvidenskabelige fakta. Den vil også få ideologiske klæder. Vi kender dem bare ikke endnu.
Men mon ikke de vil blive født ud af både konsensus og de konflikter, vi uundgåeligt vil støde ind i, når vi forlader gamle paradigmer og træder ind i et nyt.