Af Mikkel Poulsen, journalist
Havkajak, sanketure, grøn aktivisme, regenerativt jordbrug, bæredygtigt byggeri og sågar “grøn tjans” fylder mere og mere på landets højskoler. Grønt har længe været det nye sort og praktiseres nu på et væld af måder. Med Udviklingsprojekt Bæredygtig Dannelse har højskolebevægelsen siden 2021 været et eksperimentarium for koblingen mellem hensynet til klima og natur på den ene side og klassisk dannelsespædagogik på den anden.
“Lige nu går bæredygtighed, grønne fag og den grønne omstilling fra at være et specialiseret rum med valgfag og lignende til at være fuldkommen fundamentalt for højskolerne,” siger formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Lisbeth Trinskjær.
Samtidig ønsker et nyt initiativ ved navn Højskolen for Naturdannelse at gøde jorden meget mere for undervisning i og refleksion over menneskets forhold til naturen.
Selvom bæredygtighed indgår i mange højskolers selvforståelse, ser initiativtager til højskoleprojektet Mads Algreen Torp anderledes på begrebet naturdannelse, som indtil videre kun er at finde i nogle få højskolers kursusudbud.
“Helt grundlæggende gider vi ikke indgå i en konkurrence om at være grønnest. Vi mener, at naturdannelse bør udbredes generelt i højskoleverdenen. Vores projekt udspringer af, at vi hovedsageligt finder naturdannelse og regenerative og bæredygtige fag som linjefag og ikke som selve fundamentet for de højskoler, der udbyder dem. Vores egen kongstanke er, at højskoleelevernes hverdag skal være en 24/7-nedsænkning og intervention i et dybt samvær med naturen – kropsligt, sanseligt, erfaringsmæssigt, mentalt, refleksivt og teoretisk. På den måde kan man opnå helt andre forudsætninger for naturdannelse,” siger han.
LÆS OGSÅ: Vi er kun gådefulde spor af jord
Det nye højskoleprojekt har rod i to RUC-filosoffers hoveder: Mads Algreen Torp, der selv underviser og formidler om menneskets forhold til naturen, blandt andet på Københavns Folkeuniversitet, og Søren Riis, der er dr.phil. og lektor på filosofi og videnskabsstudier ved RUC.
De drømmer om at afprøve højskoleformatet i form af et pilotprojekt i nærheden af Sorø til næste år – en højskole for langsomhed, umiddelbare sansninger i natur af høj kvalitet og erkendelse af pligt over for alt andet levende.
Indgangsvinklen er genetableringen af den økologiske balance på jorden, og det foregår både i hovedet og hænderne, fortæller Mads Algreen Torp og nævner blandt andet poesi, madlavning, kommunikation, politisk filosofi og dyrkning af afgrøder som kommende fag. At rammen for deres idé netop skal være en højskole, begrunder han med velkendt højskoletale om eksamensfrihed, tid og mindre fokus på bestemt færdighedsindlæring.
“Det er meget bedre for al læring først at gå ud og erfare – og så komme tilbage og få at vide, hvad der skete. Man skal smitte med begejstring. Det er virkelighedens skole. Og lysten driver værket i enhver god skole,” siger Mads Algreen Torp og fortsætter:
“Vigtigheden af naturdannelse kan i vores perspektiv sammenlignes med vigtigheden af demokratisk dannelse. Naturen er det nye fælles, vi skal samles om og skabe en fælles samhørighed om. Det har selvfølgelig at gøre med den økologiske krise: miljø, klima, biodiversitet. Den ydre økologi er under pres, men det er den indre også, altså vores livsstil. Dannelsen af os selv i relation til den øvrige natur er en vigtig brik i at kunne lette presset begge steder. Og når man har været på Højskolen for Naturdannelse, skulle man gerne finde motivationen til at leve et økologisk set afbalanceret liv – af lyst og ikke af pligt.”
Naturen er det nye fælles, vi skal samles om og skabe en fælles samhørighed om.
Mads Algreen Torp, initiativtager til Højskolen for Naturdannelse
Det mellemmenneskelige spørgsmål om, hvordan vi er omkring hinanden, som ligger i dannelsesbegrebet, vil Højskolen for Naturdannelse derfor også tage op til diskussion.
“Dét skal udvides til alle de andre eksistenser, vi deler hverdag med: dyr, planter, økosystemer, mindre biotoper og så videre. En græsplæne har for eksempel også et sprog. Det er ret tydeligt, om den mangler vand,” forklarer Mads Algreen Torp.
Naturdannelse i praksis
På Testrup Højskole har eleverne siden 2018 kunnet vælge faget Naturdannelse, og dannelsesformen gemmer sig også bag
andre valgfag som Gå og Genopdagelsen. Nogle af dem står højskolelærer og forfatter til to bøger om naturdannelse Nikolaj Voldum Ahlburg for. Når han skal definere begrebet, taler han om den frie suspension, som betyder at kunne se på verden på nye måder uden at være farvet af det samfundssyn, der omgiver en.
Begrebet er ikke færdigtænkt og bliver det måske heller ikke, men for Nikolaj Voldum Ahlburg rækker naturdannelsen ud over den klassiske naturfagsundervisning, der kredser om at lære artsnavne og se videnskabeligt på naturen.
“Naturdannelse handler selvfølgelig om at forstå naturen og erkende alt muligt om den, og biologien og det sprog er en del af det. Men jeg synes, at den dybe filosofiske undren kan mangle. Hvad er det gode liv? Hvad er god natur? Der er et potentiale i det rum, som jeg synes er vigtigt at få med, når vi arbejder med naturdannelse,” siger han.
LÆS OGSÅ: Det direkte møde med naturen
Når han underviser, er hans ideal, hvad han kalder formålsløs færden i naturen, hvilket minder om tankerne fra Højskolen for Naturdannelse.
“Bare du er ude i naturen, har du allerede fat i noget vigtigt og væsentligt. Du behøver ikke at skulle sanke eller køre på mountainbike eller have en biologisk rammefortælling. Du kan også bare sætte dig ned og være. I virkeligheden er det tit dér, den dybe erkendelse og den følelsesmæssige forbindelse folder sig ud hos eleverne. Stilhed er et af mine vigtigste redskaber,” siger Nikolaj Voldum Ahlburg.
Der er samtidig et æstetisk og kunstnerisk element i undervisningen, som han beskriver som en vekselvirkning mellem naturoplevelser og en form for refleksion: samtaler eleverne imellem, små tekster, de selv skriver, eller malerier eller andre kunstværker.
Nikolaj Voldum Ahlburg erklærer sig uden tøven enig med Højskolen for Naturdannelse i, at den nye dannelsesform bør fylde mere i højskolebevægelsen, men han kan være bekymret for, at begrebet kommer til at blive et buzzword på linje med bæredygtighed, som for ham efterhånden kan betyde alt og ingenting.
“Det ligger mig meget på sinde – hvis vi skal begynde at bruge det her naturdannelsesbegreb – at det får en indflydelse på, hvordan vi udfolder vores naturformidlingspraksis. Derfor er jeg meget spændt på den her højskole for naturdannelse, om de kommer til at lykkes med at nytænke deres naturformidlingspraksis, eller om det bliver mere af det, vi gør i højskolebevægelsen i forvejen. Under optimale vilkår skal dannelse jo være en proces, der bliver ved med at føde sig selv med spørgsmål og undren,” siger han.
Opbrud i dannelsens selvforståelse
At dannelsestænkningen i højskolebevægelsen vejrer morgenluft, kan lektor ved DPU Steen Nepper Larsen, der har forsket i og skrevet bøger om blandt andet dannelse, også fornemme.
Som tidligere lærer på Krogerup Højskole hilser han Højskolen for Naturdannelse velkommen og kalder den et tegn i tiden med potentiale for at kompensere for et uddannelsessystem, der har “ødelagt sig selv” med læringsmål og en modstilling af håndens og åndens arbejde.
Men højskolerne er ikke fritaget kritikken, for de er selv opstået ud af, hvad Steen Nepper Larsen kalder det tredje og seneste store bølgeskvulp i dannelsesbegrebets idéhistoriske hav.
I dag står vi på tærsklen til det fjerde bølgeskvulp, men der må vi ifølge dannelsestænkeren klare os uden den “nærmest største slyngel” Grundtvig.
For at vi kan forstå dette, beskriver Steen Nepper Larsen rækkefølgen af bølgeskvulp, der også er dannelsestænkningens historie, og som alle tager udgangspunkt i et forhold mellem menneske, Gud og natur.
Hvis sådan et nyt højskoleprojekt for naturdannelse ikke tager alle de idéhistoriske linjer med og inviterer unge til at undersøge dem, og hvad der har gjort os til dem, vi er, så bliver vi så torskedumme
Steen Nepper Larsen, lektor ved DPU
Det første skvulp sker med de gamle rige grækeres fokus på viden og dyd i karakterdannelsen, hvilket stod i modsætning til den værdirelativisme og fokus på formålsrettet færdighedslæring, som de omrejsende intellektuelle – sofisterne – blev kendt for.
Det andet bølgeskvulp skyldtes kristendommen og kirken, der satte et forbillede op for mennesket, altså Gud, hvor det jordiske og naturlige i samme ombæring blev gjort syndigt. Hermed fik mennesket særstatus på jord, og det guddommelige blev fjernet fra denne verden, hvor det ellers havde boet i antikken.
I og med det tredje skvulp gjorde mennesket – udstyret med oplysningstidens fornuftstænkning – Gud overflødig i et forsøg på at overskride sin egen natur.
“Der sker en dramatisk dobbeltbevægelse. Mennesket ved jo godt, at det selv er natur, men det hæver sig over naturen i kraft af sin ånd og sit kunstneriske virke – og ønsker altså at komme til at leve i et selvskabt paradis,” forklarer Steen Nepper Larsen.
Der er for ham tale om et hovmod i menneskesindet, da det i dette tredje skvulp både fjerner sig fra Gud som forbillede eller autoritet og samtidig hæver sig over naturen.
Det er så at sige et opgør med både den store far og mor, hvor teenage-mennesket lige er blevet klar over sine egne kræfter og ikke vil begrænses.
“Her bliver det til, at mennesket vil skabes i sit eget selvperfektionsbillede, og det kan ske gennem kulturel dannelse og gennem opdragelse,” siger Steen Nepper Larsen. Og ud af det tankegods fødes højskolen i midten af 1800-tallet.
LÆS OGSÅ Iben Maria Zeuthen: ”Der kommer aldrig til at være et facit for, hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen”
I moderne tid konfronteres vi med problemet i, at mennesket efter tredje bølgeskvulp forstår sig som en exceptionel art, hvad Steen Nepper Larsen kalder ”natur+”. Det vil sige, at mennesket er en del af naturen, men hævet over resten af den, og denne selvforståelse er ikke sådan at komme af med – for hvordan skulle vi kunne gå tilbage til et naturstadie, hvor alle levende ting har lige ret, spørger han.
“Hvem skal være stedfortræder for den tavse natur? Den stiller jo ikke selv krav. Har sygdomme, som vi troede, vi havde udryddet, repræsentation? Skal laviner have repræsentation?”
Ifølge Steen Nepper Larsen kan mennesket ikke sidestilles med naturen, for så mister vi et vigtigt argument for retten til at udrydde sygdomme og forhindre naturkatastrofer. Men sammen med klimakrisen er både dannelsesbegrebet og naturbegrebet også kommet i krise, siger han.
Derfor handler det nu om at få sparket Grundtvig ud af højskolen, mener Steen Nepper Larsen. Væk med nationalromantik og kristendom, siger han, for det er levn fra tidligere dannelsesbølgeskvulp, der har resulteret i, hvad han kalder en selvguddommeliggørelse, som har ført mennesket ud af balance med selve livsgrundlaget.
“Den klassiske højskole i Danmark har jo været superabonnent på den tredje bølge. Altså den tanke, at mennesket er overordnet naturen sammensat med mytologisk-poetiske fortællinger om danskheden,” siger han.
Derfor er tiden kommet til en kritisk besindelse på menneskets selvbillede og dets tilblivelseshistorie, mener Steen Nepper Larsen. Og derfor stiller han Højskolen for Naturdannelse opgaven at forholde sig til menneskets nye plads i verden ved at skulle danne det til noget exceptionelt, men selvkritisk.
LÆS OGSÅ: Har jeg aldrig gået på højskole?
“Hvis sådan et nyt højskoleprojekt for naturdannelse ikke tager alle de idéhistoriske linjer med og inviterer unge til at undersøge dem, og hvad der har gjort os til dem, vi er, så bliver vi så torskedumme og går rundt udenfor med hovedet under armen og kigger på en eller anden sø – og så er det ikke noget værd. Hvis man virkelig skal erobre dannelsesbegrebet og dannelsestanken, skal det også være en idéhistorisk højskole,” siger han og roser i samme ombæring højskolens fokus på kropsligt engagement, følsomhed, sanselighed, håndværk, tænkning, poesi og eksistentielle spørgsmål som veje til naturdannelse.
Mads Algreen Torp fra Højskolen for Naturdannelse medgiver, at de ser på mennesket og naturen på en utraditionel måde, og det betyder at give plads og ret til selv grimme og farlige arter – og dem, der konkurrerer med mennesket.
“Ligevægten, vi søger, er at give mere plads til livet og eksistensen på alle dens præmisser – for den ydre økologiske balances skyld, men også for den indre økologiske balance i de af os mennesker, som lever for afkoblede liv fra den øvrige natur. Flåter og feber må gerne bekæmpes, men bidrager altså også til det, vi kalder for menneskelivet, som det leves her på jorden. Og det er en erkendelse, man kan nå frem til, hvis man kommer ud og oplever sig selv som en del af naturen.”
Bæredygtig dannelse
Dannelse hænger altså sammen med natur, men inden det fjerde bølgeskvulp kommer, er vi nødt til enten at besinde os på vores særstatus i verden som det, Steen Nepper Larsen kalder ”natur+”, eller at finde harmonien i en ligestilling af alle arter.
Selvom natur- og klimaspørgsmål er rykket godt op på dannelsesdagsordenen i højskoleverdenen, er begrebet naturdannelse i øjeblikket ikke ret udbredt, fortæller bæredygtighedskonsulent for Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Johannes Schønau. Det foretrukne begreb er i stedet det for FFD mere rummelige ”bæredygtig dannelse”, som i øvrigt titlen er på hans og den tidligere FFD-medarbejder Marie Holt Richters bog, der udgives på Forlaget Højskolerne senere på året.
“Der er lige så mange måder at gribe bæredygtig dannelse an på, som der er højskoler,” siger Johannes Schønau og minder om, at selv om dannelse nok mest forstås som noget, der finder sted i undervisningen, kan perspektivet være indlejret i alle dele af en højskoles praksis: i fester, måltider, rejser, boformen og så videre.
Jeg er spændt på, hvordan vi som højskoler vil forholde os til, at nogle elever næsten ikke orker at snakke mere om klima, samtidig med at vi ved, at det er vanvittigt vigtigt, og at den grønne omstilling skal gå hurtigt
Lisbeth Trinskjær, formand for FFD
Han og FFD vil nødig gøre sig til dommere over, hvad bæredygtig dannelse skal være. Men minimumsdefinitionen må være forandringsparathed over for udviklingen hen imod et samfund og en verden i balance, siger bæredygtighedskonsulenten.
Under FFD’s arbejde med at støtte bæredygtighed på landets højskoler finder man projektet Vekselvirke, som er et samarbejde med Nordea-fonden – en fond, der blandt andet støtter naturdannelsesprojekter. Alle højskoler kan over de næste tre år søge støtte til projekter, og der lægges både op til nytænkning af begrebet bæredygtighed, og til at hver enkelt højskole formulerer, hvordan de specifikt forstår og arbejder med bæredygtighed.
Indtil videre har Brandbjerg Højskole, Løgumkloster Højskole og Gerlev Idrætshøjskole fået støtte til selvforsynende frugt- og køkkenhaver, og Børkop Højskole har fået penge til en ny have. Derudover kan Johannes Schønau nævne højskoledrømme om et videnscenter for bæredygtig håndtering af tekstiler og et igangværende initiativ på tværs af høj- og efterskoler om regenerativt jordbrug.
FFD-formand Lisbeth Trinskjær forventer, at bæredygtighed bliver en endnu vigtigere kerneopgave for højskolerne i de kommende år. Hun udtrykker stor forståelse for initiativer som Højskolen for Naturdannelse, men disse udfordres blandt andet af det, hun oplever som en tiltagende klima-fatique blandt især unge.
“Jeg er spændt på, hvordan vi som højskoler vil forholde os til, at nogle elever næsten ikke orker at snakke mere om klima, samtidig med at vi ved, at det er vanvittigt vigtigt, og at den grønne omstilling skal gå hurtigt,” siger hun.
LÆS OGSÅ Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Og så er der ifølge Lisbeth Trinskjær en udfordring i at bevæge sig fra de individuelle oplevelser af naturens værdi til et politisk niveau, hvor handling kan finde sted i stor skala. Dér hjælper meningsfulde natursansninger kun noget af vejen, siger hun.
“Men det er rigtigt set, at vi som moderne mennesker bor meget i vores hoveder og måske ikke er så gode til det sansende, der går ind i hjertet, og det, der er forbindelsesled mellem hænder og fornuft. Ser man på det historisk-poetiske med Grundtvig og taler om hjertesprog, er det jo det, vi skal have fat i her: At der findes måder at gå til vores valg og tænkning på, som ikke kun handler om det rationelle. Men den grønne omstilling kræver mange forskellige veje, og hvis vi prøver at stadfæste én tilgang som den vigtige, gør vi os selv dårligere, end vi er. Mangfoldighed er vores allervigtigste bidrag.”
Selvom naturdannelse nok i første omgang må indfinde sig under bæredygtig dannelse, er Højskolen for Naturdannelse velkommen i bevægelsen og samtalen, siger Lisbeth Trinskjær.
“Der kommer hele tiden nye blikke og bankende hjerter, der ser skoleformen som en vigtig platform. Jeg glæder mig meget til, at de vil bidrage til de samtaler, vi har om natur og bæredygtighed på højskolerne.”