Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør
Inger Christensen havde – som mange gange før – fat i den lange ende, da hun i 1991 fremtryllede digtet Mens jorden driver roligt rundt. Det er en kommentar til Stubs over 200 år ældre forårssang Den kedsom vinter gik sin gang, der lovpriser naturens orden, som opretholdes af Gud.
Med noget af det fineste billedsprog, Højskolesangbogen rummer, beskriver Inger Christensen i sit digt, hvor tilfældig og skrøbelig klodens skabelse er, og at vi mennesker – selv om vi går og tror, vi er frie – kun er gådefulde spor af jord.
Vi er alle sammen prisgivet naturen, og det bliver for hver periode med ekstrem tørke, regn eller blæst tydeligt, at der er noget, der er større end mennesket. Naturens orden skrider for tiden under os på en måde, hvor det overjordiske held måske er ved at slippe op. Måske.
Det er sproget, der kan sætte os fri og give os håb og mod til at handle.
Sofie Buch Hoyer
Denne udgave af Højskolebladet undersøger, om naturen er blevet dannelsens nye ledestjerne.
Bæredygtighed knopskyder tilsyneladende alle vegne i højskolebevægelsen, og et spirende højskoleprojekt ønsker i særlig grad at gøde jorden endnu mere for undervisning i og refleksion over vores naturforhold. Hvordan dette spiller ind i højskolernes generelle fokus på bæredygtig dannelse kan man læse mere om i det nye nummer.
Bladet har også talt med journalist Iben Maria Zeuthen. Hun argumenterer for, at samtalerne om tro og klima går hånd i hånd: De handler begge om, hvordan vi er mennesker i verden, og om vi kan blive ved med at være til på samme måde som hidtil.
LÆS OGSÅ Iben Maria Zeuthen: ”Der kommer aldrig til at være et facit for, hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen”
Der er intet facit og ingen nemme løsninger, siger hun, og både tro og klimadagsordenen tvinger os til at øve os i at være i de ufærdige sammenhænge, hvor der er smukt og forfærdeligt på samme tid.
Allerede for 50 år siden beskrev teolog Ole Jensen, hvordan menneskeheden har skabt et natursyn og et vækstparadigme, der har resulteret i rovdrift, forurening og artsudryddelser overalt i verden.
For nylig blev hans øko-klassiker I vækstens vold genudgivet for at minde os om, at hans kritik var mere sand, end vi havde fantasi til at forestille os, og Højskolebladet bringer i dette nummer et uddrag af bogen.
I øvrigt slog Ole Jensen gennem sit virke som professor, præst og højskoleforstander fast, at tilværelsen både er en gave og en gåde. Jævnfør Grundtvigs digt Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord lever vi lysvågent for livet hernede på jorden, men samtidig med øjet himmelvendt. Tilværelsen er også ånd!
LÆS OGSÅ: Er naturen dannelsens nye ledestjerne?
Men det, som Inger Christensen med sin mesterlige systemdigtning tilføjer denne grundtvigske livsforståelse, er, at sproget holder sammen på jorden og os mennesker. Skaberevnen er i hendes verden tilskrevet vores sprog. Det er sproget, der kan sætte os fri og give os håb og mod til at handle.
Så hvad venter vi på, mens jorden driver uroligt rundt i klima-, miljø- og naturkriser? Lad os bruge vores sprog til at få kloden på ret køl. Det haster!