Af Jane Mylenberg, redaktør af Højskolebladet
Bakkerne ligger blødt omkring Brandbjerg Højskole. Som en fysisk efterårsrødgrøn krammer favner de skolens hvide bygningskroppe. I dalen går fårene og græsser mellem gyldne blade og fugtige enge, og duften af vådt løv blander sig med lyden af latter fra gårdspladsen.
Indenfor summer flere end 230 højskolefolk af genkendelse, grin og forventning. Sådan pittoresk var scenen sat den 30.- 31. oktober for Højskolernes årsmøde; to dage med samtale, sang og faglig fordybelse og den særlige tone, hvor uenighed kan være ordentlig, og modet til at mene vokser.
“Vi er the shit lige nu” Årsmødet fandt sted på et bagtæppe af usædvanlig bred opbakning til højskolerne. Politikere, fonde, forskere og medier har i det forløbne år peget på skoleformen som et af de steder, hvor samfundet stadig finder både mening og mod.
Fællessangen lever, elevgrupperne udvides, og højskolerne vandt kulturministerens folkehøring om levende immateriel kulturarv og er nu i gang med ansøgningsprocessen til at ansøge om optagelse på UNESCO’s nationale liste.
Eller som Brandbjergs forstander Simon Lægsgaard frisk formulerede det i sin velkomst fra talerstolen: “Vi er the shit lige nu”. Ikke som pral, men som konstatering af et år, hvor højskolernes betydning igen er blevet tydelig.
FFD’s formand Lisbeth Trinskjær foldede det samme perspektiv ud i bestyrelsens beretning og løftede et ord, man sjældent hører i den offentlige debat: skoleglæde. Det blev konkret med fortællingen om Caroline fra Vejle - første årgang på Ungeløftet - hvis epilepsi og ”hjernetræthed” gjorde uddannelsesvejen smal.
Et højskoleophold på Engelsholm gav ro, rytme og retning: “Opholdet viste mig, at jeg kunne mere, end jeg troede… I dag er jeg virkelig skoleglad,” fortalte hun.
Carolines historie blev et billede på et gennembrud: fri adgang til højskolens pædagogik for unge uden for job og uddannelse uden kvoter, målstyring eller snævre succeskriterier. Et modigt brud med den gamle ide om job som den eneste vej til myndighed.
Trinskjær mindede om, at højskolerne i det hele taget står stærkt. At et stigende antal unge og voksne søger mod friheden, fællesskabet og fordybelsen. At de korte kurser sætter rekord, og at højskolernes betydning nu er slået fast helt officielt med førstepladsen på folkehøringen.
”Tilliden til skoleformen er intakt,” sagde hun. ”Ikke bare i ord, men i handling.” Samtidig adresserede hun den seje myte om “privilegiernes skoleform” og mindede om dobbeltheden, højskolen må insistere på: at det ikke er ligegyldigt, hvem vi er højskole for, og at mennesket ikke må reduceres til en kategori.
Diversitet beriger, og på højskoler mødes man som et menneske i egen ret - ikke som et produkt af klasse, køn eller ophav.
Højskole for hvem og hvordan? Debatten i salen viste samme dobbeltblik. Hans Christian Nielsen, forstander på Roskilde Festival Højskole, efterlyste viden om de mange unge, der ikke vælger højskole:
“Vi mangler at spørge systematisk, så vi kan blive relevante for dem,” slog han fast.
Thomas Hundebøll, lærer på Silkeborg Højskole, advarede mod “samværets stille død” og spurgte, hvor grænsen går mellem højskole og fagskole? ”Har vi råd til at lade være med at sætte røde linjer?”, spurgte han forsamlingen, og forstander på Krogerup Højskole Rasmus Meyer gjorde det politisk, da han sagde: “Vi er truet af krudt og kugler fra øst og demagogi fra vest - nu må vi gribe, at samfundet igen vil have os med.”
Kampvalg Der var spænding i luften, da generalforsamlingen nåede til valget til FFD’s bestyrelse. Hele fire pladser i FFD’s bestyrelse var på valg, og generalforsamlingen bød på et regulært kampvalg med både genvalg, spænding og nye kræfter på vej ind.
Jonas Borsøe Christensen, Kirsten Ida Bernth Enemark og Helle Ehlers blev alle genvalgt til bestyrelsen, mens Frederik Ullerup fra Silkeborg Højskole indtræder som nyt medlem.
Valget afspejlede både kontinuitet og fornyelse - et billede på en skoleform, der står solidt i traditionen, men stadig fornyr sig indefra.
Fra Bamse til Brat Da mørket sænkede sig over bakkerne, var gymnastikhallen klædt på til fest; middag, dans og det, der kun kan beskrives som højskolefolk i deres naturlige habitat : et lokale fyldt med grin, sangglæde og en mild grad af selvironi.
De to toastmastere ledte med sikker hånd og lun timing gennem et sandt festfyrværkeri af talenter.
Kim Røge, forstander på Højskolen Snoghøj, pustede nyt, emotionelt liv i Bamse-klassikeren “I en lille båd der gynger” og fik hele salen til at gynge og synge i fællesskabets vuggende rytme.
Lidt senere tog Kristian Kirk, viceforstander på Ry Højskole, scenen og leverede aftenens mest dannede kulturanalyse: Et oplæg om generationskløfter belyst gennem Charli XCX’s popfænomen-begreb Brat . Sjældent har 00’er-ironi, popteori og højskolepædagogik været forenet så elegant - eller så morsomt.
Et partyband tog over, dansegulvet blev levende, og natten endte, som højskolen helst skal: med fællessang, latter og et strejf af filosofi mellem numrene.
Dannelsesopgaven – og den fælles verden Lørdag morgen var luften tung af kaffe, let søvnunderskud og det særlige efterglødsmix, der opstår, når 230 højskolefolk har festet sig gennem en nat med sang og dans. Den utaknemmelige opgave med at vække ånden - og forsamlingen - tilfaldt
Han løste den med ro og præcision. På scenen mindede han om kernen i højskolens virke:
“Højskolens ide er at danne til livet gennem oplysning. Hvis den fælles verden skrumper, vokser den private. ”Det blev sagt stille, men ramte klart. For mens dansegulvet aftenen før havde vist fællesskabet i praksis, blev det her sat på begreb: Højskolen skal gå ind i sin tid uden at fortabe sig i den.
Axø pegede på, at lærernes evner må møde elevernes behov på indhold, og at dannelse i dag også handler om at forstå de teknologier, der former os. I en tid, hvor kunstig intelligens risikerer at skrumpe den fælles verden, har højskolen en særlig opgave: at holde fast i det menneskelige, det sanselige og det fælles.
Den Folkelige Sangs Pris Overrækkelsen af Den Folkelige Sangs pris er et fast programpunkt på Årsmødet. I år tilfaldt æren sanger og komponist Janne Mark for hendes markante indsats med at videreføre og forny fællessangen i Danmark.
Janne Mark blev særligt anerkendt for sin “fintfølende, stærke og sjælfulde musikalske intuition”, og ifølge juryen netop fordi hun har formået at give sangbogen og fællessangen “en anden lyd”. Hun sagde selv om hæderen:
”Jeg er så stor fan af de mennesker, der gennem over 100 år har skabt den melodiske folkelighed, vi finder i Højskolesangbogen.” Og glæden over sangen fik vi i salen lov at dele med Janne Mark, da hun sang og spillede tre af de seks sange, hun har fået optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.
LÆS OGSÅ INTERVIEWET MED JANNE MARK: Når ordene slipper, så synger vi
Generationernes samtale Flere end 80 års politisk erfaring blev samlet på scenen, da tidligere folketingsmedlemmer og ministre Mogens Lykketoft og Bertel Haarder gik i dialog med elever fra Uldum Højskole.
“Grundtvig ville have højskolen som middel mod løgnen og mod dumheden,” sagde Haarder, mens Lykketoft pegede på kritisk sans og stærk public service som værn mod manipulation.
En elev spurgte, hvordan man holder modet, når verden ser mørk ud; svaret lød: vær beredt, stå fast og gør det i fællesskab med andre.
Da FFD’s generalsekretær Betina Egede Jensen takkede af, lød essensen: Højskolen skal gå ind i sin tid uden at fortabe sig i den.
På terrassen var udsigten til de græssende får den samme, men samtalerne havde flyttet sig.
Man forlod Brandbjerg med fornyet skoleglæde, styrket retning og en enkel fordring: Hvem vil vi være højskole for, og hvordan vil vi være det?