Af Kasper Winther, tidligere højskolelærer
Kære Højskole
Dette er et vanskeligt indlæg at skrive, fordi det er mit afskedsbrev til dig. Jeg har ikke lyst til at tage afsked. Men det er det bedste for mig at gøre nu. Det er faktisk nødvendigt.
Jeg har kendt dig i fire et halvt år. Det er løgn – for jeg mødte dig kortvarigt i et par tekster på mit studie i pædagogik på Københavns Universitet for mange år siden. Det var et par ud af mange tekster, som din fader har skrevet. Jeg tog ikke notits af dig dengang. Jeg forstod ikke dengang, hvor særligt det var, dét som jeg blev præsenteret for. Dengang var jeg forelsket i poststrukturalisme og kritisk teori, og jeg forstod ikke betydningen af dig: Højskolen.
Men flere år senere, da jeg sad og skrev mit speciale, blev et tilfældigt opkald fra en ven angående et lille valgfag på en højskole til en erhvervspraktik som pædagogisk udvikler, så til en stilling på 50%, så 45%, 60% og senere 65%. For lige præcis den form for flygtige foranderlighed bor i højskolens verden.
Jeg læste mig ind i højskolepædagogikkens historik og dens pædagogiske metodik. Jeg blev klar over gennem erfaring og teoretiske opdagelser, at højskolen virkelig er et særligt pædagogisk rum – et fantastisk sted. En lille boble i en stor verden, hvor man kan gøre andet end at dressere elever og målrette dem.
Her kan man i stedet gøre dem selvstændige og kritiske samt finde kærlighed og gøre plads til at opdage det, vi som mennesker ikke kunne have forudset som værdifuldt på forhånd. Vi kan resonere, som Hartmut Rosa ville sige. Vi kan opleve en relation mellem os selv og verden – og opleve, at verden svarer os.
Frie folk leger bedst
Som nyuddannet og over-ambitiøst, passioneret menneske med interesse for krop og ånd væltede jeg ind i dig, kære Højskole. Det var perfekt, for du havde ligesom jeg engagement og kærlighed som din drivkraft – og vi var pakket ind i frihed sammen. Frihed fremfor motivation.
Motivation er anderledes, den er rettet mod noget bestemt. Eksempelvis et mål, en standard, en særlig opnåelse, en gulerod, og den følges ofte af meget målrettede rammer. Nudging tror jeg er den moderne term for det.
LÆS OGSÅ: Debat: De frie skolers frihed er under pres
Som højskolelærere underviser vi frit i højskolen. Vi skal kun stå til ansvar for livsoplysning, demokratisk dannelse og folkelig oplysning. Hvis vi er heldige, har vi et gennemarbejdet værdisæt, som skaber den røde tråd for vores undervisning, og som sikrer, at vi ikke bare formidler vores eget syn på verden, men at vi retter os mod noget, der er større end os selv; hverdagen, verden, friheden, rettigheder, håndværk, kunst, politik, fællesskaber …
Det fungerer godt – og er nødvendigt – at være drevet af kærligheden til noget som højskolelærer. Det gør det, fordi vi er frie på højskolen. Og hvis højskolen skal være kompetencegivende, så er det måske lige netop i det: Forvaltningen af frihed.
Forelsket i tilværelsen
De unge – “tidens hoveder”, som FFD-formand Lisbeth Trinskjær har kaldt dem – som kommer mest på højskoler i disse år, er udfordret på, hvordan de skaber et godt liv for sig selv, når intet er givet på forhånd. De er udfordret på, hvordan de skaber en god verden uden et eksempel at følge. De lider under at blive motiveret konstant og har brug for at finde kærlighed og resonans. Og som 33-årig lærer kan jeg spejle mig i det billede.
Ungdommen er trukket ud. Den bliver forlænget. Ungdommen er produktiv! Gad vide, om den nogensinde stopper? Ungdommen altså.
Som nyuddannet og over-ambitiøst, passioneret menneske med interesse for krop og ånd væltede jeg ind i dig, kære Højskole. Det var perfekt, for du havde ligesom jeg engagement og kærlighed som din drivkraft – og vi var pakket ind i frihed sammen.
Kasper Winther
Som jeg ser det, hænger de to fænomener – selvet og verden – sammen i tilværelsen. Det gode liv peger mod begge sfærer. Her bliver livsoplysningen nyttig, og det er godt. Godt fordi det er vigtigt for højskolen i dag, at den ikke kun begrunder sit virke i værdier, men at den også udviser en samfundsmæssig funktion.
Selv om “rationalitet i udannelsestænkningen (…) er en giftig cocktail, der kan gøre frihedssynet og undervisningsfriheden til en illusion …” – hvilket tidligere forstander Laust Riis-Søndergaard pointerede i forrige nummer af Højskolebladet – er det ikke desto mindre vigtigt, at højskoler er til nytte for andre end dem selv og ikke lader sig isolere helt fra den politiske virkelighed uden for boblen.
Det begrunder Lisbeth Trinskjær også til os på Højskolepædagogisk Uddannelse (HPU), som jeg lige nåede at smage på, inden jeg måtte tage afsked. Hun sagde til os om højskolens særlige pædagogiske rum, at “hvis vi fucker det op, så får vi ikke et nyt”. Og aktuelt så nytter vi som højskolelærere. Samfundsmæssigt bidrager vi til de unges dannelse på en positiv og konstruktiv måde. Vi genererer mere trivsel hos dem, mere uddannelsesparathed og mere selvsikre mennesker.
På trods af det forhold, at jeg klart kunne se friheden blive udfordret fra flere forskellige sider, så havde jeg fundet mening og sammenhæng med tilværelsen som lærer hos dig, kære Højskole. Jeg havde fundet kærlighed og resonans: Jeg indgik i en dialog med verden, der havde potentialet til at skabe bedre liv og blev momentant berørt. Jeg var trådt i forbindelse med en sag – henkastet i svingninger … Jeg havde lukket fornuften ude og forelskede mig inde i boblen. Højskolens verden. Min verden var forandret. Jeg var engageret.
Ingen tid til tilbagetrækning
Men engagementet er nødt til at være komplimenteret af muligheden for at trække sig tilbage, som Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller skriver i deres bog Højskolepædagogik – en fortælling om livsoplysning i praksis. Dette virker paradoksalt nok umuligt i boblen. Der skal en rutine, en tradition og et fællesskab til. En praksis, der gør det muligt at samle kræfter til næste intense periode.
Det ved du, Højskole, men det har der desværre ikke været plads til. På ingen tidspunkter har der været tid til at rejse tværs over landet og dvæle ved Grundtvigs grav, som Jonas Møller og Højskolebladets redaktør gjorde i forsommeren.
LÆS OGSÅ: Ny højskole-podcast ude: “Giv os i dag vort daglige bøvl”
Dét på trods af at min fleksible stilling som højskolelærer burde give mig masser af tid til det – f.eks. at besøge Grundtvigs grav. Alt har været presset ned i et taxameterhelvede, urimelige funktioner, udvikling, møder, bygninger, samvær og kasser samt nødvendigheden af andre indtægtskilder uden for boblen for at holde virkelighedens vilkår for døren. Den virkelighed, der engang kaldtes husholdningen, og som stadig eksisterer uden for boblen. Det var nærmest umuligt at trække mig.
Det må være lang tid siden, at højskolen har været i symbiose med lærernes husholdning. Og med dertilhørende “elendig løn, urimelige krav og latterlige arbejdsvilkår” – som en rådgiver i Magistrenes Fagforening formulerede det over for mig i 2019 – faldt mit engagement og min kærlighed sammen og ramlede ind i virkelighedens vilkår.
Tidsåndens omstændighed
Jeg havde ellers læst indgående i højskolepædagogikken, som den formidles af Rahbek og Møller, suppleret af Korsgaards kamp om krop og lys samt forskellige historiefortællinger. Det har været så fantastisk at være pædagogisk kunstner og skabe fremtiden på skuldrene af alt dette. Det historisk-poetiske.
Det har været så fantastisk at kunne bidrage med min faglighed og højne den højskolepædagogiske substans på en skole. Så fantastisk at skabe verden, skabe mig selv, skabe de andre. Jeg startede endda modvilligt på HPU som nævnt ovenfor. Modvilligt alene af den grund, at jeg frygtede, det ville tage mere af den tid, som jeg kæmpede for.
Det udviser mangel på integritet: At prædike det gode liv og den gode verden for eleverne – og vise hvor nyttige højskoler er for samfundet, samtidig med at lærerne bliver brændt af.
Kasper Winther
I mødet med mine HPU-kollegaer blev jeg også klar over, at jeg ikke var alene om at være martyr for livsoplysningen – at kæmpe i tiden og for tiden. For mine kollegaers vedkommende hørte jeg fra alle sider om deres kamp for tiden.
Mange af mine HPU-kollegaer levede også af engagement og kærlighed – og trak på andres engagement og kærlighed. De kæmpede for at skabe plads til handling, de kæmpede for at sikre deres engagement og være gode højskolelærere.
Men det er jo på en måde højskolens modsætning: Vi burde kunne stå imod denne rationelle og nyttemaksimerende måde at bedrive skole på – på trods af tidsåndens omstændigheder. Vi er jo frie! Er vi ikke?
Jeg er bekymret for, at du fucker dig selv op
Vi vælger som højskolefolk selv, hvordan vi vil prioritere vores midler, hvordan vi vil lede, hvilke værdier vi vil prioritere, og hvordan vi vil undervise. Det er også det, vi lærer eleverne: at være frie, selv at vælge og skabe plads til engagement.
Vi kan som bevægelse ikke drive rovdrift på kærlighed og engagement. Det er ikke etisk forsvarligt. Det udviser mangel på integritet: At prædike det gode liv og den gode verden for eleverne – og vise hvor nyttige højskoler er for samfundet, samtidig med at lærerne bliver brændt af.
LÆS OGSÅ: "Trods den direkte formaning om det modsatte vil jeg fortsætte med at arbejde med dannelse og ikke opdragelse"
Engagement, kærlighed og tid er noget af det, der gør højskolen til et særligt pædagogisk rum. Det er det, der gør den til et fantastisk sted. Kærlighed, tid og plads til det hele menneske – og hvis vi ikke kan skabe det for os selv og dermed kun kan opretholde det som en illusion hos eleverne, så tror jeg, vi kommer til “at fucke det op”, som Lisbeth Trinskjær har advaret imod.
Resultatet er, at vi som skoleform i virkeligheden bliver til et midlertidigt instrument. I bedste fald en trivselsindsprøjtning hos den privilegerede del af ungdommen. I værste fald et statsfinansieret forlystelsesophold uden mening udover boblen. Frihedskompetencerne falmer. Livsoplysningen, den demokratiske dannelse og den folkelige oplysning bliver støvede ekkoer fra en svunden tid. Noget, man kan finde i en gammel tekst.
Højskolen for tilværelsen
Hvis vores engagement er ærligt, og hvis vi kan skabe en højskole med integritet, så kan vi revolutionere verden ved at lære at elske den – ved at blive bragt i overskud, ved at være kritiske over for autoriteter og ved at elske de ting, vi ikke kan kontrollere, men som vi lever for og bliver lykkelige af. Men det starter med os selv – med lærerne: ”Vi er summen af højskolen,” som min kollega Marie Hertz betonede.
Lærerne er summen af højskolen. Det hænger sammen. Os selv og verden. I tilværelsen. Kampen for tilværelsen skal vindes i tiden. Nu.
”Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelige dræ,
vil vi dog elske – og plante et træ:
frugter kan uspået komme.”
(Højskolesangbogen nr. 371)
Kære Højskole. Tak for alt. Og held og lykke.
Kærlig hilsen
Kasper