Af Jonell Kristensen, tidligere højskolelærer
I efteråret 1931 ankom den unge idealist Myles Horton til Danmark – på jagt efter en skoleform, der kunne blive en model for hans vision om at skabe en skole for fattige arbejdere i sydens USA. Dér hvor han kom fra, var der en hel befolkning, som levede under meget ringe vilkår, og hvis arbejdskraft blev udnyttet i stor stil. Befolkningen havde næsten ingen rettigheder og heller ikke viljen og styrken til at bekæmpe de lokale magthavere.
Myles Horton voksede selv op under fattige kår i delstaten Tennessee. Han havde dog gået på Union Teologiske Seminarium og Universitetet i Chicago og havde studeret en lang række sociologiske og filosofiske tænkere for at prøve at finde et grundlag for en skole for den undertrykte del af befolkningen.
I sin studietid i Chicago mødte han tilfældigt danskerne Enok Mortensen og Aage Møller, som fortalte om de danske højskoler, hvorefter Horton læste alt, hvad han kunne finde om folkehøjskolerne. Men han forstod ikke, hvad de pædagogiske praksisser, som stod beskrevet, gik ud på. Han indså, at han var nødt til at rejse til Danmark for selv at opleve det.
Grundtvigs levende ord
Myles Horton beskriver sin tid i Danmark i selvbiografien The Long Haul. Han boede først hos en københavnsk familie og studerede dansk på Borups Højskole. Han besøgte også andre højskoler og kunne genkende nogle af de pædagogiske træk, som han havde læst om hjemme i USA.
Men han syntes ikke, at skolerne havde nok af den oprindelige ånd. Der var meget lidt samtale og vekselvirkning mellem lærere og elever i timerne, syntes han. Horton mente, at de oprindelige folkehøjskoler var mere relevante end dem i 1930’erne, og derfor begyndte han at opsøge tidligere elever og lærere rundt omkring i Danmark.
LÆS OGSÅ: Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
En ikke-navngivet tidligere forstander, som var søn af én af de første højskolemænd, forstod ikke, hvorfor Myles Horton var mere interesseret i at kende højskolernes rødder, end hvad de senere havde udviklet sig til. I sine erindringer forklarede Horton hvorfor: “Der er meget at lære fra, hvordan tingene begynder. Du kan ikke skære toppen af et træ og plante det i jorden. Du skal vide noget om rødderne.”
Horton beskrev i sin selvbiografi, at den tidligere forstander prøvede at fortælle om højskolernes oprindelse på engelsk, men at han kun sagde noget om det, Horton allerede havde læst hjemme i USA. Horton fik derefter den gamle mand til at fortælle langsomt på dansk. Og så åbnede en ny verden sig! Horton skriver: “At tale med den gamle mand på hans eget sprog om de første højskoler fik Grundtvigs levende ord – som jeg hidtil kun havde læst om – til at blive netop levende.”
Fra højskole til højskole
Horton nåede at være elev på International People’s College i Helsingør og besøgte også arbejderhøjskolerne i Esbjerg og Roskilde. Disse tre skoler var ifølge ham udmærkede eksempler på både ånden og formen på de tidligste højskoler. De åbnede nye veje for eleverne og var meget relevante i forhold til deres samtid, syntes Myles Horton.
Myles Horton kørte fra højskole til højskole på sin cykel og skrev notater om, hvordan han forestillede sig, at hans skoleprojekt i USA skulle udformes.
I Odense var han på husmændenes landsbrugsskole, og dér mødte han ældre og fattigere elever. Han skrev: “Kan en idé blive organiseret og stadig overleve?”
I Lyngby skrev han: “Mere og mere føler jeg behovet for at undgå al lighed med en studieforberedende skole.”
I Vrå skrev han: “Opgaven er at organisere en skole godt nok til at bringe lærere og elever sammen OG OPLEVE, AT DEN IKKE BLIVER BEDRE ORGANISERET. Hvis muligt skal skolen ligge på en gård, hvor landskabet er smukt, og hvor der er mulighed for at være alene.”
Hortons mål var, at fattige arbejdere kunne blive så stærke og oplyste, at de blev i stand til at kæmpe effektivt for deres sociale og økonomiske rettigheder. Hans egen højskole skulle styrke eleverne, så de kunne være med til at skabe et bedre liv for alle arbejdere. Højskolen skulle ikke inspirere til individuelle udfoldelser, men styrke kursisterne til at tage del i kollektive opgaver.
At tale med den gamle mand på hans eget sprog om de første højskoler fik Grundtvigs levende ord – som jeg hidtil kun havde læst om – til at blive netop levende
Myles Horton i bogen "The Long Haul"
Horton noterede: “Kooperativbevægelsen i Danmark var en direkte følge af folkehøjskolerne. De påvirkede også revisionen af grundloven i en mere demokratisk retning og opblomstringen af socialisme i byerne. (…) Alt det, jeg lærte det år, (i Danmark, red.), blev en del af mig.”
Han lagde mærke til konkrete praksisser på de danske højskoler, som kunne være særligt brugbare for hans egen højskoledrøm: Elever og lærere, der boede på skolen, læring mellem elever, fællessang, frihed fra statens regulering, frihed fra eksaminer, uformelt socialt samvær osv.
Oprettelsen af Highlander Folk School
Under sine højskolebesøg i Danmark skrev Myles Horton sit sidste dagbogsnotat i København, da han gik i seng juleaften i 1931: “Jeg kan ikke sove, men der er drømme. Det, du skal gøre, er at tage hjem, finde et beskedent sted, flytte ind, og så er du der. Stedet er der. Du begynder med det og lader det vokse. Du kender dit mål. Det vil bygge sin egen struktur og tage form af sig selv. Du kan gå i skole hele dit liv, men du vil aldrig regne det ud, fordi du prøver på at få et svar, som kun kan komme fra mennesker i denne livsituation.”
Myles Horton skrev også, at han tænkte på, hvorfor det havde taget ham så længe at finde ud af, hvad han skulle med sin drøm. Nu var det blevet klart og enkelt.
I 1932, da han kom tilbage til USA, var Myles Horton primus motor i stiftelsen af Highlander Folk School i Monteagle, Tennessee.
LÆS OGSÅ: Derfor talte Obama om højskolen
Delstaten havde i 1901 vedtaget en raceadskillelseslov, som forbød sorte og hvide at spise, sove, gifte sig og rejse sammen, og i 1934 brød Highlander første gang loven ved at afholde en workshop, der handlede om at åbne fagforeninger for alle arbejdere uanset race. Sorte og hvide deltagere spiste og boede sammen under samme tag. Det brød naboerne sig ikke om!
Highlander Folk Schools fokus i 1930’erne og 40’erne var at organisere arbejdere og arbejdsløse og at træne fagforeningsledere i 11 sydstater. I de år skete der sommetider voldelige angreb på nogle af højskolens aktører som følge af deres forsøg på at afskaffe raceadskillelse i fagbevægelsen. Vold blev mødt med ikke-vold.
Trusler og hærværk
I 1950’erne og 60’erne var Highlander dybt involveret i den amerikanske borgerretsbevægelse og afholdt jævnligt møder og workshops for protestgruppeledere. Martin Luther King og Rosa Parks var deltagere og inspiratorer ved flere af møderne.
Det senere mangeårige medlem af Kongressen John Lewis var på det tidspunkt også blevet en stærk studenterleder og kom til at arbejde tæt sammen med Highlanders stab og borgerretsorganisationen Student Nonviolent Coordinating Committee.
Der blev etableret “borgerskabsskoler” mange steder i sydstaterne. Her lærte voksne at læse og forberede sig til de prøver, der var påkrævet i sydstaterne for at få stemmeret. Men modstanden mod Highlanders arbejde var hård.
LÆS OGSÅ: Which side are you on, boys?
I en retssag i 1961 annullerede Tennessee Highlander Folk Schools vedtægter og lukkede skolen. Alle dens værdier blev solgt på auktion, og Highlanders stab blev anklaget for at være kommunister og for at bryde delstatens love om raceadskillelse. Highlander skiftede derefter navn til Highlander Research and Education Center og genåbnede i Knoxville, hvor dens ansatte blev udsat for trusler, og hvor der blev begået hærværk af af racistiske grupper inklusive Ku Klux Klan.
I 1972 flyttede højskolen til dens nuværende placering i New Market, Tennessee. Efter væsentlige forbedringer af de sortes rettigheder i 1964 og i starten af 1970’erne valgte Highlander Center at fokusere på at styrke lokale græsrodsorganisationer i Appalachia. Det var organisationer, som bekæmpede miljøskadelig minedrift, og som også ville forbedre arbejdernes løn, sundhed og sikkerhed.
I 1980’ere og 1990’ere udvidede Highlander sit arbejde til også at støtte grupper, som bekæmpede forurening og dumping af giftigt affald. Skolen hjalp også den spirende anti-globaliseringsbevægelse ved at facilitere kurser og møder om økonomiske menneskerettigheder.
Highlander i dag
Highlanders fysiske rammer består i dag af en hyggelig spisesal, to-mands værelser i mindre bygninger, store udendørsarealer, en kontorbygning og vigtigst: Et stort møderum, hvor cirka 25 deltagere kan sidde i en rundkreds i gyngestole. Gennem rummets store vinduer er der god udsigt over landskabet.
Sang og musik har altid været vigtige elementer i Highlanders kurser. Borgerretsbevægelsens slagsang We shall overcome blev skrevet af bl.a. Myles Hortons kone Zilphia og folkesangeren Pete Seeger ud fra den gamle baptistsalme I will be all right. Fra skolens begyndelse brugte Zilphia Horton folkemusik, dans og drama som alternative udtryksmuligheder til det talte ord.
Da Myles Horton stiftede Highlander Center, var det hans vision, at sorte og hvide mennesker sammen ville kunne finde fælles løsninger på deres fælles udfordringer. Hans personlige måde at møde mennesker på var den samme, som John Lewis, der døde i juli sidste år, også blev kendt for – det var kærlighedens, tålmodighedens og fredens vej.
I dag kommer både immigranter og repræsentanter fra mange forskellige lokale organisationer til Highlander for at udvikle strategier for at styrke økonomisk retfærdighed og bæredygtighed i Appalachia-området og i sydstaterne generelt.
Jonell Kristensen
Horton gav aldrig løsninger på workshop-deltagernes lokale problemer. Deltagerne oplevede Hortons varme, vedholdende – og sommetider meget stædige – spørgsmål om, hvad deltagerne selv ville gøre. Myles Horton troede på, at deltagerne havde svarene i sig, at de bare skulle hjælpes til at bringe nye idéer og nødvendige handlinger frem. At de ville blive stærkere af at tale sammen i denne proces.
Deltagere på et kursus lærte på den måde af hinanden og af deres egne tanker. Når de følte sig trygge nok, kunne de komme så tæt på lokale problemstillinger, at de sammen kunne finde nogle bud på løsninger.
I dag kommer både immigranter og repræsentanter fra mange forskellige lokale organisationer til Highlander for at udvikle strategier for at styrke økonomisk retfærdighed og bæredygtighed i Appalachia-området og i sydstaterne generelt.
I disse egne af USA er der stadig brug for borgerskabsuddannelse og vælgerregistrering. Aktiv deltagelse i de demokratiske processer ses som en vigtig vej til at opnå konkrete lokale mål. Highlanders formål er således uændret siden dens oprettelse i 1932.
Gensyn med Danmark
79-årige Myles Horton kom tilbage til Danmark i 1984 for at gense folkehøjskolerne, som han havde besøgt første gang i 1931. Her fortalte han om Highlanders historie på en konference arrangeret af Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark om højskoletankens udbredelse i Nordamerika.
Efter konferencen fortalte han også historien for en lille flok elever en aften på Kerteminde Højskole, hvor undertegnede dengang arbejdede. Horton beskrev ganske roligt de episoder, hvor han selv, Highlanders stab og kursusdeltagere gennem årene var blevet chikaneret eller direkte fysisk angrebet af kræfter, der ville bekæmpe skolens virke.
Myles Horton sagde, at den slags modstand var man nødt til at leve med, når man gennem folkeoplysning rokkede ved de gamle samfundsstrukturer.
LÆS OGSÅ: Jorden drejer om sin akse
Myles Horton fortsatte som konsulent på Highlander Center, hvor han boede indtil sin død i 1987. Det sidste spørgsmål, han altid stillede deltagerne på højskolens kurser og workshops, var: “Hvad vil du gøre, når du kommer hjem?”