Af Andreas Harbsmeier, udviklingschef i FFD og forhenværende redaktør på Højskolebladet
Det sker fra tid til anden, at en tænker eller forfatter formår at sætte ord på fænomener i tiden, der både er så præcise og så generelle, at nærmest alle kan se sig selv i dem.
Den synes at være sket for den anerkendte tyske sociolog Hartmut Rosa. Hans evne til at skabe billeder og levere analyser, der rammer samtiden rent, har gjort ham til lidt af en verdensberømthed på den akademiske bane. Også i Danmark bliver hans bøger oversat og læst i stor stil.
Da han for nylig var i København som hovedtaler ved Center for Ungdomsforsknings årskonference, gav han efterfølgende et interview til Højskolebladet.
Vi starter med et billede: Ifølge Hartmut Rosa er livet for det moderne menneske ligesom at gå op ad en nedadkørende rulletrappe. Holder vi os ikke i konstant bevægelse i den rigtige retning, kører vi automatisk bagud og nedad, siger han.
LÆS OGSÅ: Sådan kommer verden til at se ud på den anden side
Og så skulle man måske tro, at hans ærinde bare er at få os alle sammen til at sænke tempoet. Men det lader ikke til at være tilfældet. For en mand, der beskæftiger sig med samfundets acceleration, snakker Hartmut Rosa utrolig hurtigt, samtidig med at han er lyttende og humoristisk i sin samtaleform.
”Vi er jo ikke så langt fra at have skabt det, vi troede var paradis. Men det har vist sig at være et helvede,” siger han og griner:
”Sociologi handler om at forestille sig, at der kommer aliens til jorden – og så forklare dem, hvad problemet er.”
Jagten på resonans
Det, Hartmut Rosa formår at forklare så præcist i tiden, er den måde, vi grundlæggende forholder os til verden på.
Hartmut Rosa ser sig selv i forlængelse af den såkaldte frankfurterskole og en ny version af den kritiske teori, som indeholder en ganske gennemgribende modernitetskritik af, hvorfor det moderne menneske bliver mere og mere fremmedgjort over for verden.
Den kritik fortsætter Rosa – med særligt øje for den enorme acceleration, der præger vores samfund i dag. Han beskriver, hvordan alt halter bagefter – os selv, organisationer og politik. Forandringshastigheden i samfundet sker i turbofart: Højhastighedssamfundet bevæger sig i et rasende tempo, der tømmer livet for mening – vi er fanget af accelerationen, af vækstlogikken. For at bevare status quo må vi have konstant vækst. Ellers bliver vi hægtet af. Det, som Hartmut Rosa kalder dynamisk stabilisering.
Vi er jo ikke så langt fra at have skabt det, vi troede var paradis. Men det har vist sig at være et helvede
Hartmut Rosa
Den grundlæggende kulturpessimisme, der kendetegnede hans forgængere inden for den kritiske skole, har Rosa dog ikke arvet. I stedet for at blive ved den noget deprimerende kritiske analyse sætter han begreb på det vellykkede forhold, der kan opstå mellem mennesket og omverdenen: Resonans.
Frem for blot at sætte tempoet ned handler det ifølge Hartmut Rosa om, at vi skal forholde os resonante til verden, hinanden og os selv. I Rosas tænkning handler resonans om at forholde sig åbent og lyttende til omgivelserne. På den måde er vi modtagelige for, at der i mødet med verden kan opstå en resonans eller en genklang, hvor vi lader os påvirke af hinanden – hvor vi transformeres. I dette møde mærker vi også, at der er noget, som er uden for vores kontrol. Noget, som vi har lyst til at række ud efter uden et ønske om at eje, dominere eller kontrollere det.
”Problemet i dag er, at ved hele tiden at ville bemægtige os verden – og kontrollere den – ødelægger vi den for os selv. Vi forholder os med andre ord til verden på en måde, som vi i grunden hverken bryder os om, eller som er god for os,” siger han.
Angsten for ikke at være god nok
De unge, som Hartmut Rosa er i København for at tale om på Center for Ungdomsforsknings konference, er om nogen passagerer på den rulletrappe, som han startede med at beskrive:
”De unge er drevet af en dybfølt angst for at skulle gå alene gennem verden uden at have en plads. Uden at have andre mennesker omkring dem, uden at have en familie, uden at have et sted at bo, uden at have et job. Særligt jobbet er vigtigt, fordi det er en form for navlestreng til verden. ’Jeg gør noget, der er værdifuldt for verden – derfor kan jeg også leve af det.’ De unge er præget af angsten for ikke at være gode nok. Det er den kristne arvesynd. Den dybtfølte angst driver os fremad,” siger Hartmut Rosa.
Den situation er uholdbar, mener han. Men her bliver resonansbegrebet brugbart. Det, der gør menneskets liv lykkeligt, er en særlig måde at indgå i en forbindelse med verden på. Det er verden, der kalder på os, som han formulerer det – og vi svarer den. Det kan være sneen, der pludselig daler. Eller det kan være et fag eller emne eller et andet menneske, vi støder ind i.
LÆS OGSÅ En højskolelærer siger stop: “Vi kan som bevægelse ikke drive rovdrift på kærlighed og engagement. Det er ikke etisk forsvarligt”
Spørgsmålet er så – og det er her, det bliver interessant i en højskolesammenhæng – kan man skabe gode betingelser for resonans?
”Jeg plejer at sige, at man ikke kan fremstille resonans. Men det betyder ikke, at man ikke kan skabe et rum, hvor resonans er mulig eller sågar sandsynlig. Det er et interessant spørgsmål: Hvordan kan en skole eller en dannelsesinstitution være et resonansrum – og ikke en fremmedgørelseszone?” spørger Rosa retorisk.
”Spørgsmålet er ikke: Hvad skal vi ændre derude? For vi skal ændre os selv. Vi skal ændre forholdet til 'det derude'. Ambitionen er at skabe et bedre liv med mere resonans,” siger han.
Resonans-dræbere par excellence
At træde i resonans vil sige at gøre sig sårbar, uddyber Hartmut Rosa.
”Det kræver fysiske og psykiske forudsætninger. Sandsynligheden for resonans afhænger ikke kun af mine egne forudsætninger, men også af det institutionelle set-up. Angst, tidspres og konkurrence giver ikke gode forudsætninger for resonans. Eller hvis man som i det gamle skolesystem sidder rygvendt mod hinanden, er det meget usandsynligt, at resonans forekommer,” siger han.
”Der er fysiske, tidslige, sociale og rumlige betingelser for at gøre resonans mere sandsynlig. Resonans vil sige ikke at se på resultater og færdigheder, men på proces og relationer. Det kræver en forskydning af opmærksomheden. Men også en forskydning af vores indstilling til ting.”
Har den ændret sig?
”Generelt i samfundet har der været en stigning i effektivitet og en betoning af instrumentelle færdigheder. Men at sige, at det også forholder sig sådan inden for pædagogikken, ville være forkert. Dér handler det i langt højere grad om at høre elevens egen stemme. Sådan var det ikke tidligere. Der handlede det om at komme med det rigtige svar. Mange bliver lærere i dag, fordi de har en forståelse for, hvad det vil sige at træde i resonans med eleverne – men også med deres fag,” siger Rosa og fortsætter:
LÆS OGSÅ: For 90 år siden tog Myles Horton til Danmark for at lære, hvordan højskolerne kan ændre samfundet
”Omvendt findes der også en anden bevægelse: Det, der kommer til udtryk i fx PISA-testene. De er jo resonans-dræbere par excellence. Fordi det handler om kontrol. Hvilke skruer må vi dreje på for at få et bedre resultat? Det handler om at kunne måle og sammenligne og manipulere. Det er lige netop de tre parametre, der handler om at kunne måle: Hvor står mit barn; sammenligne: Hvor står mit barn sammenlignet med de andre; og manipulere: Hvad skal vi gøre, for at det bliver bedre. Alt det, vi kalder 'evidensbaseret, handler netop om kontrol,” forklarer han.
Ontologisk sikkerhed
Hartmut Rosa kender ikke til den danske højskoletradition. Det skulle man ellers tro, for der er ganske mange overlap mellem det, han sætter ord på om resonans, og højskolens dannelsesbegreb. I slutningen af interviewet kommer vi derfor til at tale om, hvorvidt skolen har et ansvar for at indgyde håb til de unge – og ikke blot præsentere dem for dystre diagnoser.
Spørgsmålet er ikke: Hvad skal vi ændre derude? For vi skal ændre os selv. Vi skal ændre forholdet til 'det derude'
Hartmut Rosa
”Et godt liv har brug for et mål, som ikke er nået,” siger Rosa og fortsætter:
”Den komplet kontrollerede verden ville være et helvede. Jeg har brug for et moralsk landkort. Jeg har brug for bevægelse og en oplevelse af, at jeg bevæger mig i den rigtige retning. Jeg har brug for håbet, for et mål og en erfaring af, at jeg bevæger mig i den retning. Men i stedet for et motiverende mål, som jeg bevæger mig hen imod, har jeg nu en motiverende afgrund, der nærmer sig bagfra. Hvis ikke jeg løber, styrter jeg i afgrunden. Så er det klart, at håbet er væk,” siger han.
”Hvis vi kunne skaffe ontologisk sikkerhed igen – give unge en grundlæggende tillid til og tro på, at de har en plads i samfundet – ville vi være nået langt.”