Så blev det sagt: Børn skal opdrages af deres forældre

Publiceret 15-02-2021

DEBAT Højskolerne skal insistere på dannelse gennem fællesskab og virksomhed. Hvis vi siger ja til terapeutiseringen og den betingelsesløse anerkendelse, siger vi farvel til 150 års solid dannelsestradition; til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Af Lars Andreassen, lærer på Egå Ungdoms-Højskole

Endelig – endelig blev det sagt. Og dét af en stemme, der sikkert ikke bliver affærdiget lige med det samme. Det, der er blevet sagt, er, at børn skal opdrages, og den, der har sagt det, er tidligere undervisningsminister Merete Riisager i bogen Selvbyggerbørn. Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv.

Det er før blevet sagt, men gerne fejet af bordet som noget, der hører gamle dage til. Men at dømme efter modtagelsen af Riisagers bog ser det denne gang ud til, at vi rent faktisk kan få en fornuftig diskussion af ”antagelsen om mangel på opdragelse” i samfundet – og måske af, hvad vi rent faktisk mener med opdragelse.

Der er noget ”Kejserens Nye Klæder” over Riisagers bog, hvor hun er barnet, der påpeger, at noget er galt; der er nogen, der ikke har noget på. Og dem, der ikke har noget på, er de progressive, der taler om klasserumsledelse, læringsmålstyring, ”Twenty First Century Skills” og dannelse med et eller andet foran dannelse og ikke bare dannelse. Som for eksempel digital dannelse.

Forældrene skal der også peges fingre af – ja for dælen, det siger Riisager og fremhæver mødrene. Og man kan jo ikke som lærer, forstander eller pædagog pege på, at det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn og så regne med, at det gode samarbejde fortsætter.

Det er befriende, at Riisager får det sagt så klart, som hun gør. Det var ikke dine naboer, og det var ikke kommunen, der fik børn. Det var dig.

Lars Andreassen

På ungdomshøjskolerne er vi nogle af de første til at mærke forandringer hos de unge. Vi har længe kæmpet med at håndtere den stigende angst blandt dem. Når vi på Egå Ungdoms-Højskole insisterer på dannelse i mødet med fællesskabet – og afstår fra at imødekomme de særhensyn, som de unge og deres forældre efterspørger – så begynder bedringen. Med Riisager i hånden kan vi som højskoler derfor insistere på traditionel fællesskabsorienteret dannelse fremfor en mere individorienteret terapeutisk tilgang.

Alt bliver tilpasset barnet

Jeg oplever ligesom Merete Riisager, at fædre holder sig lidt i baggrunden, mens mødrene fortæller om deres særlige barn og hvilke særlige og partikulære hensyn, der skal tages til det, for at det kan trives. Riisager skriver sådan her:

”Rundtomkring i landet har jeg mødt forældre – ofte mødre – der oplever, at deres barn mistrives i skolen, og som sætter alt ind på, at skolen skal tilpasse sig deres barns virkelighed, mere end de selv skal hjælpe barnet til at begå sig i den givne virkelighed. Det er så ofte forekommende, at det inden for den pædagogiske verden er blevet en talemåde, at ”skolen skal tilpasse sig barnet, det er ikke barnet, der skal tilpasse sig skolen”. Hvis skolen skal tilpasse sig hvert enkelt barn, går den i opløsning som fællesskab og kulturbærende og dannende institution. (...) Børn, der bliver ladt alene hjemme, fordi forældrene ikke evner at lære dem at tilpasse sig fællesskabet, står i en skrøbelig position.” (s. 170)

Unge kan faktisk ikke det, der skal til for at komme igennem en hel dag. Og så er der da ikke noget at sige til, at de befinder sig på sammenbruddets rand

Lars Andreassen

Det er ret syret at forestille sig, at fællesskaberne – potentielt hele verden – kan, må og skal indrette sig efter hvert eneste individ. Men til gengæld ikke så overraskende, at det resulterer i grænseløse forventninger til omgivelserne og livet, som Riisager mener, at det gør – og i øvrigt afstedkommer besynderligt mudrede forventninger til én selv. Som hun skriver:

”De har opbygget en forventning om, at verden kan tilpasses deres ønsker og behov. Det vil den måske gøre et stykke hen ad vejen, men de unge vil med garanti også opleve, at den ikke gør det. Når det sker, vil de være dårligere rustede til at håndtere det, end generationer før dem har været.” (s. 172)

Presset eller hjælpeløs

Vi er alt for vant til rapporter, der dokumenterer mistrivsel blandt vores yngre medborgere. Angstlidelser og depression spreder sig blandt dem, samtidig med at ingen for alvor har fundet ud af, hvad det egentlig skyldes, og hvad vi kan stille op for at vende og forebygge udviklingen.

Højskolelærer Christian Hjortkjær peger i Højskolebladet #04 2020 på, at de unge er pressede. Det er han ikke den første, der gør. De unge presses af en følelse af utilstrækkelighed, skriver han, og en fornemmelse af, at “bedre altid er muligt, hvorfor godt ikke er godt nok.”

LÆS OGSÅ: Ungdommen nu til dags

Riisager kalder de unge hjælpeløse. Og som jeg ser det, er der mere forklaringskraft i Riisagers udlægning. Der er to årsager til hjælpeløsheden: Enten er børnene blevet overladt til sig selv (jf. bogens titel), eller også har man gjort alting for dem. Det første skyldes en blanding af ansvarsfralæggelse og en misforstået forestilling om det kompetente barn, som har sine idéhistoriske rødder hos Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), men som i nyere tid finder sit udspring hos Carl Rogers (1902-1987) og den humanistiske psykologi. Hvad angår det andet – hvorfor vi er begyndt at skærme vores børn fra ubehag – har jeg ikke en voldsomt god idé om for nuværende – og den ville nok kræve sin egen tekst at udfolde.

Men resultatet er i begge tilfælde det samme: Børn og unge, der ikke rigtig kan noget, og som derfor – helt naturligt – må føle sig utilstrækkelige. Det kan man ikke bebrejde dem, det er Hjortkjær, Riisager og jeg enige om. Man kan pege på voksne generelt og mere specifikt på pædagoger og lærere, men ansvaret begynder og slutter hos forældrene. Og det er befriende, at Riisager får det sagt så klart, som hun gør. Det var ikke dine naboer, og det var ikke kommunen, der fik børn. Det var dig.

Hånden og ånden

Vi kan dog kurere en del af dårligdommene med konkrete alderssvarende krav, som ethvert barn kan imødekomme. I dag kan mange førskolebørn ikke binde snørebånd, de kan ikke cykle selv eller gå på toilettet uden hjælp, skriver Riisager og fortsætter: Skolebørnene synes, at en kilometer er langt på gåben, de kan ikke selv lave en madpakke eller klare sig igennem en nat på en skoleudflugt uden forældrene. Gymnasieeleverne kan ikke se forskel på at bestige Mount Everest og at læse en roman på et par hundrede sider, de kan ikke lappe deres cykler og vil have undervisning i, hvordan man lader være med at bruge flere penge, end man har.

Kort sagt: Unge kan faktisk ikke det, der skal til for at komme igennem en hel dag. Og så er der da ikke noget at sige til, at de befinder sig på sammenbruddets rand. Det er jo en krise uden lige. Det er pinligt, og det er skamfuldt – og det er skidt for selvværdet.

Højskolerne skal insistere på dannelse gennem fællesskab og virksomhed. Hvis vi siger ja til terapeutiseringen og den betingelsesløse anerkendelse, siger vi farvel til 150 års solid dannelsestradition

Lars Andreassen

Færdigheder og tilegnelsen af dem er en del af svaret på de unges genvordigheder. Ret simpelt. ”Færdigheder giver oplevelsen af at mestre noget”, skriver Riisager, og færdighedstræning kan tillempes barnets individuelle niveau. Ethvert barn får gennem tilegnelsen en oplevelse af gradvist at blive bedre til noget. Det er stort set ligegyldigt hvad, for barnet vinder muligheden for at sige ”jeg kan”, skriver Riisager:

”Det at mestre noget fysisk bringer os i kontakt med os selv, naturen og verden omkring os (...) Når tingene kommer i hænderne, forstår vi dem bedre, vi gør os fortrolige med dem. Alt dette har vores børn også brug for. Efterspørgslen efter og behovet for færdigheder ændres af teknologien, men den forsvinder ikke, og nødvendigheden af at kunne noget består.” (s. 129)

Konkrete erfaringer er gode

Vores erfaringer med teenagere på Egå Ungdoms-Højskole harmonerer ganske fint med Riisagers idéer. Vi har for nylig genetableret vores keramik- og læderværksteder, og vi har stor søgning til vores praktiske fag og forløb, hvor ånd og hånd går i spænd, såsom design, analog foto, permakultur og håndværksfaget Manibus.

Noget tyder på, at det er godt at have konkrete erfaringer at tænke ud fra. Hvis ikke vi har erfaring med verdens materielle beskaffenhed, er der fare for, at vores begreber bliver for fritsvævende. Hvis man har prøvet at gøre en rusten cykel sommerklar, hvis man har høvlet, slebet og savet brædder eller lavet 18.000 korssting, så ved man, at materialet ikke bare former sig efter vores hoveder. Det gør modstand, og det bliver sjældent, som man havde ønsket det. Det bliver ikke perfekt; og måske er det den vigtigste erfaring, vi kan give vores børn lige nu.

LÆS OGSÅ: Bench boys: Historien om håndværksfagene i vækst

Med den type af konkrete erfaringer bliver et barns forestillingsverden og abstrakte begreber kalibreret på en konkret og virkelighedsnær måde. Forestillingen om det perfekte får mere kropslig og emotionel betydning end den, der afstedkommes over en kop te og et leksikonopslag. Man ved, at det kræver træning med værktøjet, gentagelser, udholdenhed, blod, sved, tårer og evt. et par frustrerede vredesudbrud, før det lykkes at tilvirke noget, der ligner det, man havde i hovedet.

Det er igennem fremstilling og tilvirkning, at vores børn finder ud af, hvad de kan, hvad de kan lide at lave, og hvad de ikke kan finde ud af. Hvis de altså fik chancen. Men vi har enten taget værkstederne fra dem eller skåret så meget ned på timetallet i den øvrige uddannelsesverden, at en realistisk forestilling om talent, lyst og dygtighed bliver uopnåelig (hvordan kan vi undre os over, at de unge ikke vælger erhvervsuddannelserne?). Og når de efterfølgende møder livet i al deres utilstrækkelighed, så tilbyder vi dem gratis psykologhjælp som rettighed.

Det skal vi lave om på, og som antydet ovenfor, så ved vi også hvordan. Højskolerne skal insistere på dannelse gennem fællesskab og virksomhed. Hvis vi siger ja til terapeutiseringen og den betingelsesløse anerkendelse, siger vi farvel til 150 års solid dannelsestradition; til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Blå bog

Lars Andreassen

Født i 1971.
Idéhistoriker, semiotiker og forfatter.
Lærer på Egå Ungdoms-Højskole, hvor han bor med sin kæreste og deres to sønner.