Problemet med store grønlandske granitsten er – som geologer dengang kunne påpege – at de har revner, der gør det vanskelig at forme figurer ud af dem. Så det var en rød svensk granitsten fra Ørbæk på Fyn, der blev formet til en kæmpeskulptur og transporteret med skib til Nuuk.
Havet som metafor
Skulpturtraditionen og havet som metafor har siden årtusindeskiftet været meget stærkt repræsenteret inden for klimakrisekunsten og debatten om biodiversitet. Der er lavet skulpturer med konkylier, muslinger eller bløddyr, der anskuer og forbinder mennesker, dyr og natur på nye måder. I den kunstneriske bearbejdelse af kriserne er der generelt stor sympati for de lidende. Uanset om det er dyrenes skæbne eller mennesker, der er drevet på flugt over havene på grund af krig, undertrykkelse, naturkatastrofer eller klimakriser.
Christian Rosing har skabt en stenskulptur, der bygger på sagnet om ”Havets Moder” fra tiden, før grønlænderne blev kristne. I en vis forstand er der indhugget et tidløst budskab om, at mennesker skal leve med respekt og ansvar for naturen og dyrene. Som beskuer står det én frit for, hvordan man vil forstå, aktualisere og perspektivere kunstværket. Kunstværket levendegøres i det øjeblik, hvor beskueren ser, rører ved og stiller spørgsmål til skulpturen.
I den seneste tid er statuer, skulpturer og historiske personer blevet en del af den globale værdidebat. Det betyder, at kolonitiden på lige fod med køn, race, bustesmadringer og identitetspolitik er kommet i søgelyset i den offentlige debat.
I selve sagnet har Havets Moder taget alle fangstdyrene til sig og filtret dem ind i sit lange mørke hår, fordi hun er vred over den måde, menneskene passer på dyrene, naturen og deres eget liv. Uden fangstdyr, ingen varme og mad, og derfor sender menneskene en åndemaner afsted til havets bund for at forhandle med Havets Moder. Ved at love hende at udvise større agtelse og ansvarlighed for naturen og dyrenes ve og vel bliver fangstdyrene til slut sat fri igen.
Hos inuitterne var en åndemaner typisk en ældre vis mand. Christian Rosing har i sit kunstværk ladet denne åndemaner være repræsenteret af en ung person, der skal lytte til, forhandle og videreformidle, hvordan balancen mellem mennesker, dyr og natur kan genoprettes. Pointen i dette valg er op til beskueren at skønne.
Universelt perspektiv
Der er universelle perspektiver i ”Havets Moder”, for skulpturen leder nemt tankerne hen på aktuelle og globale udfordringer affødt af klimaforandringerne, øget ulighed, utryghed og vrede.
Bestræbelserne på at forpligte sig og tage konkret ansvar kan i nutiden spores i mange gode hensigtserklæringer og initiativer. Det ses i skolen, foreningslivet, på arbejdspladser, i familier, på sociale medier samt i det politiske arbejde på nationalt, europæisk og globalt plan.
Når der alligevel kan opstå tvivl om dybden og kvaliteten i alle hensigtserklæringerne, skyldes det en stigende usikkerhed om, hvorvidt der findes alment accepterede værdier, der kan danne grundlag for fælles forståelse og konkret stillingtagen til forpligtende løsninger.
LÆS OGSÅ: Danskerne er langt fra ligeglade med Grønland
En skulptur i sig selv mætter ingen sultne mund eller løser andre af verdens problemer. Men den kan minde os om, hvor vi kommer fra, og hvad vi i dybeste forstand er afhængige af. Den kan inspirere til nye fortællinger om at forbinde sig og tage ansvar. Sagnet om ”Havets Moder” og skulpturen fastholder og insisterer på det. Men det er op til beskuerne at forstå og udmønte det.