Ovennævnte dækker dog ikke den individualiserede idrætskultur helt, for der findes også mange idrætsudøvere med en anden motivation – lad os kalde dem for selvdyrkere. Selvdyrkelsen oplever vi også som hyppigt tilstedeværende, når man bevæger sig alene: At dyrke sin krop som sit tempel og spejle sig i sig selv. Det kan der være meget motivation og selvtilfredsstillelse ved, hvis man har en krop, der ser ud og præsterer i forhold til et snævert kropsideal.
LÆS OGSÅ: Hvor er kongevejen til dannelse?
På idrætshøjskolerne møder vi ofte denne individualiserede kultur. Vi møder de motiverede og de tilfredse. Vi møder også dem, der gav op og stoppede, dem som vil have lysten igen, og dem for hvem idealerne om den sunde krop skaber en følelse af utilstrækkelighed.
I disse Instagram-tider kobles denne følelse ofte med de redigerede billeders uopnåelighed og ”perfekthed”. Her kommer idrætten og bevægelsen til at lide under et alt for snævert kropsideal, og kroppen risikerer at få et dårligt ry. Den tendens skal vi modgå, og her er højskolerne værdifulde i forhold til at anvise en vej, hvor dét at bevæge sig sammen i en kropslig mangfoldighed kan være omdrejningspunktet.
At bevæge sig sammen
Hvis du bevæger dig sammen med andre, er vores erfaring, at der først og fremmest opstår et fællesskab og en kropslig samhørighed, der i højere grad forpligter dig på at være en del af bevægelsen. Samtidig spejler du dig i en masse andre end dig selv og i en mangfoldighed af kroppe, der flytter dit fokus væk fra opnåelsen af det snævre kropsideal.
”At være en del af en bevægelse” åbner så at sige døren for andet end den personlige præstation, der kan være essentiel, men sjældent fyldestgørende for et godt liv.
Uanset om idrætten bruges som et frirum, som noget man gør i fællesskab, eller om man bruger idrætten til at forme og ”optimere” kroppen, så har den kropslige bevægelse en masse kvaliteter og potentialer.
Nogle bevægelser kan fremme utilstrækkeligheden eller hylde det snævre kropsideal, men på idrætshøjskolerne vil vi hævde, at eleverne får øjnene op for det berigende i det mangfoldige, kropslige fællesskab – og får en afgørende forståelse for, hvad det kan, når man bevæger sig sammen. Lysten til bevægelse kommer tilbage for den gruppe, som havde mistet den, og gør en positiv forskel for dem, som er vant til at bevæge sig alene.
Når kroppen på højskolen samtidig er et middel og et redskab til at opnå et mål i forskellige idrætsgrene, opstår der en mangfoldighed af kropsidealer. Forståelsen for ”fodboldpigens” store og muskuløse lår, ”svømmepigens” brede skuldre og ”hip-hop-dansefyrens” smidighed og balance er en selvfølgelighed, og idéen om den perfekte krop spejles anvendelsesorienteret i den mangfoldige krop.
Bevæg dig for livet – men hvilket liv?
Den fysiske bevægelse i idrætten er med andre ord omdrejningspunktet. Det er godt for dig, det er godt for fællesskabet, og det er godt for folkesundheden. Det holder hjertet stærkt og blodkarrene smidige, mindsker kronisk inflammation og reducerer skadelige virkninger fra stress. Bevægelse forlænger livet og forbedrer din fysiske sundhed. Sundhed bliver altså et selvstændigt middel til et liv med længde, men hvad så med dybden?
Uanset om idrætten bruges som et frirum, som noget man gør i fællesskab, eller om man bruger idrætten til at forme og ”optimere” kroppen, så har den kropslige bevægelse en masse kvaliteter og potentialer.
Her følger tre konkrete bud på, hvordan bevægelse er med til at eksemplificere det gode liv, der rækker ud over den fysiske sundhed:
1. Selvforglemmelse – og det kloge i at glemme sig selv
I lige så høj grad som det kan være vigtigt, at kroppen ikke er målet, men midlet, kan dét at glemme den og sig selv være en vigtig trædesten for et liv med dybde.
Der findes intet bedre end fortabelse, at glemme sig selv og at give sig fuldstændigt hen til det, man er i – nuet, om man vil. Det kan ske mange steder og på mange måder: den gode dybe samtale, den gode bog, film eller koncert, den gode fest og selvfølgelig gennem idrætten. Eller rettere den gode idræt.
For gennem idræt kan man opleve at forlade sin egen krop og kun være tilstede i rummene mellem os og uden for os selv. I den lange, intense bordtennisduel eller i den synkrone rytmiske gymnastik kan man opleve at blive flyttet ud af sine egne tanker og ind i det fælles, ind i kampen. Der er ikke tid og plads til tvivl, tøven og tanker, så man bliver nødt til at handle instinktivt, akut og på baggrund af de erfaringer og evner, som man besidder. Nogle steder kalder man det flow, andre steder mindfullness, ofte anses det bare som tilstedeværelse.
LÆS OGSÅ: Brug bolden
Uanset hvad er selvforglemmelse et utroligt simpelt og intenst sted at befinde sig. Nogle gange oplever man opture, andre gange nedture, men fælles for idrættens selvforglemmelse er, at man bliver klogere på sig selv og sin egen kunnen.
Behøver vi komme ind på, hvorfor vi mener, at de unge mennesker på højskolerne af og til godt kunne have brug for at glemme sig selv?
2. Leg og livsoplysning
På idrætshøjskolerne leger vi! Meget og gerne. Og vi har det sjovt med det – vi sveder, mens vi leger, og vi griner, græder og meget mere. Vi leger for alvor, fristes man til at sige. For der er så utrolig mange ting at lære af legen, at vi mener, at man kan bygge hele højskoler på skuldrene af legen.
For den franske filosof Maurice Merleau-Ponty spiller legen og bevægelsen også en central rolle. Hans tanker om kroppens fænomenologi er spændende i denne sammenhæng, fordi udgangspunktet for Pontys filosofi ikke er det tænkte, ånden, sjælen eller lignende, men derimod kroppen. Idéen er, at vi først og fremmest møder verden gennem kroppen og gennem kropslige erfaringer, og at enhver ny situation, ethvert nyt møde, enhver ny leg er basis for at lære noget nyt om os selv, og – ikke mindst – om hinanden.
Der er så utrolig mange ting at lære af legen, at vi mener, at man kan bygge hele højskoler på skuldrene af legen
Merleau-Pontys filosofi handler grundlæggende om, hvordan man som menneske får greb om verden, hvordan man bedst forstår verden – eller mest ”optimalt” med Pontys egne ord. Og det handler legen for os også om. Ved at lege kan vi forestille os alverdens ting, vi kan opstille alverdens scenarier, og vi kan afprøve alverdens situationer. Vi kan opstille en masse spilleregler, og vi kan lege med tid og rum. Uanset om det er en omgang ”ta’ fat”, om vi ”føder en bjørn”, eller om ”jorden er giftig”, så prøver vi ting af, vi prøver os selv af, og vi prøver hinanden af.
Legen kan, ligesom fx litteraturen og kunsten, skabe et fiktivt rum, som den virkelige eller sande verden kan spejle sig i. Et sted, hvor alt er muligt, og alt kan afprøves, og noget måske kan vise sig at være brugbart i den fremkaldte verden – den verden, vi bebor og deler. Legen er i den forstand livsoplysning i sin reneste form.
3. Berøringen – om rent fysisk at holde hinandens liv i sine hænder
I det meste leg er berøringen en væsentlig faktor, og det er det også i det meste idræt og i meget sport. Både konkret berøring og situationer, hvor vi påvirkes af med- og modspilleres handlinger.
I sangen Hvor du sætter din fod (Højskolesangbogen, nr. 206), som er skrevet til Viborg Idrætshøjskoles 50-års jubilæum, er anden strofe dedikeret til berøringen og til Løgstrups tanker om vores indbyrdes ansvar for og magt over hinanden.
”Når du åbner din hånd, ser du synlige spor af usynlige bånd” hedder det i strofen, som er en direkte henvisning til Løgstrups tanke om, at ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,” som han formulerede det i Den etiske fordring.
LÆS OGSÅ: Vi må genfinde nærheden i den politiserede verden
Uanset om du er med- eller modspiller, om det er hold- eller soloidræt, om det er kamp, leg eller æstetisk kropsudfoldelse, så har vi ansvaret for det, vi er – og dem, vi er. Ansvaret for, at legen eller kampen fungerer, og ansvaret for, at det bliver sjovt, givende, lærerigt, osv. Det manifesterer sig meget tydeligt, når man rent faktisk holder hinanden i hånden og fysisk mærker berøringen.
På idrætshøjskolerne oplever vi, at denne Løgstrup’ske tanke og forståelsen for ansvaret for hinanden og kropsliggørelsen af relationen mellem os udfoldes eksemplarisk og måske bedst gennem idrætten.
Mere bevægelse
Selvforglemmelsen, legen og berøringen er nogle af idrættens fineste kvaliteter. Dét at glemme sig selv en gang i mellem, dét at lege og udforske vores eget og vores fælles liv gennem legen, og dét at røre ved hinanden og blive rørt – er noget af det vigtigste i tilværelsen. Dette kan man opnå gennem idræt og bevægelse, og derfor skal vi gøre det noget mere. Vi er altså helt på linje med Elsebeth Gerner, når hun siger ”Mere bevægelse”.
Vi synes, at vi på højskolerne skal gå forrest i kampen for at få alle til at bevæge sig mere. Til at blive bevæget noget mere og bevæge noget i andre.
Det er fantastisk, at der er så mange sundhedsmæssige fordele ved idrætten. Men som nævnt ønsker vi på idrætshøjskolerne at være en del af, at alle idrættens øvrige kvaliteter også belyses. Når vi slår tonen an ved at foreslå 50 procent bevægelse på alle danske folkehøjskoler, er det for at understrege vigtigheden heraf.
Vi synes, at vi på højskolerne skal gå forrest i kampen for at få alle til at bevæge sig mere. Til at blive bevæget noget mere og bevæge noget i andre. Og til at føle sig som en del af en bevægelse. Dette skal særligt ske i folkeskolerne, på erhvervsskolerne, på gymnasierne og på de øvrige videregående uddannelser, hvor alle vil kunne have gavn af at bevæge sig langt mere. Fagligt – men i høj grad også menneskeligt.
Derfor: Lad os lege, danse, løbe, sparke, løfte, kaste, hoppe og springe på livet løs på højskolerne, og lad os (mens vi nu er i gang) forsøge at inspirere andre til at gøre det samme.