Af Heino Holst Hansen, funktionel leder og studievejleder på Odder Højskole
Er der en ting, der ikke giver anledning til magt i højskolebevægelsen, er det, hvis man har daglig adgang til eleverne. Det må man forstå, når man lægger øjne (undrende og blå) til Højskolebladets massive magtudredning over de såkaldt magtfulde mennesker i Højskoledanmark.
Det er et – i højskolesammenhæng – voldsomt mærkeligt og faktisk provokerende magtbegreb, vi her opererer med. En centraliseret, dekontekstualiseret og afsondret magt, der ikke ændrer mennesker, men i stedet opererer i strukturer, som så ophøjes til selve sagen. Det magtsyn gør det noget lettere at lave en top 10, men det gør også det hele markant dummere.
For hvor er folket? Hvor er Grundtvig? Hvor er mennesket? Og var det egentligt ikke meningen, at vi – højskolefolket – skulle se værdien i den enkelte, i det lokale og ikke i sløsede hierarkiseringer? Er menneskelig magt virkelig en bedrift, som Højskolebladet dyrker og hylder så langt fra konteksten?
LÆS OGSÅ: Her de mest magtfulde personer i højskoleverdenen i 2021
Det mest besynderlige er dog det manglende elevperspektiv. Men det er desværre blevet lidt af en vane i højskolediskussionerne. Senest i den efterhånden trættende og uendelige bopælsdebat. Skarpt skåret må man sige, at snart sagt samtlige debattører fremviser en imponerende kapacitet til ikke at nævne eleverne i en eneste argumentationsrække. Debatten handler mestendels om os selv. Og får vi ikke ret, sladrer vi til politikerne og – endnu bedre – til de magtfulde ministre. Så kan de komme og fratage os den frihed, vi åbenbart ikke formår at administrere. Med magt skal frihed fordrives!
Det er uhyggeligt, at vi ligefrem overvejer at give magten til andre. Men skal man tro Højskolebladets top 10 over de mest magtfulde mennesker i højskoleverdenen (hvilket man jo selvfølgelig ikke skal!), er bevægelsen for længst sket.
Det er i eleverne, magten gryr, fordi det er dem, der både først og sidst ER højskolen.
Heino Holst Hansen
Udover foreningens dygtige formand er der jo ikke en eneste på listen, der rent faktisk har adgang til nuværende højskoleelever på daglig basis. At definere magten på den måde markerer et magtsnobberi, der burde ligge højskoledanmark fjernt. Ligegyldigt hvor mange politikere, journalister og forskere, man placerer på top 10-listen, vil jeg helt lavpraktisk mene, at der er mindst ti lærere på min egen højskole, der har større reel højskolemagt end dem, der står på listen.
For hvor kommer magten fra? Det, der udgør højskolernes reelle magt (og som gør os til et af Danmarks mest populære og troværdige brands), er de mirakler, som medarbejdere og elever skaber dagligt på landets højskoler. De mirakler, der sender generation efter generation af elever ud i verden. De mirakler, der går fra mund til mund. Og fra mund til magt.
Det er i eleverne, magten gryr, fordi det er dem, der både først og sidst ER højskolen. Følger man den argumentation, er det selvfølgelig dem, der er nærmest eleverne, der har den største magt.
LÆS OGSÅ: Nyt podcast-afsnit undersøger: Hvor magtfuld er højskolen?
Også derfor kunne man ønske sig, at en del af tænkningen omkring højskolen decentraliseres – og rykker fra København og ind på højskolerne. Og at det arbejde, der foregår decentralt, bliver hyldet og begrebet. Det er trods alt her, at (højskole)verdenen for alvor forandres af – og forandrer gennem – de tusindvis af elever, vi er her for.
Det fortsætter vi såmænd ufortrødent med at være, også selvom Højskolebladet kløjs i magten. Men måske skulle vores fælles blad fremover forlange lidt mere højskoleånd. Ikke mindst af sig selv.