Anmeldt af Mette Marie Toftdahl, litteraturlærer på Rødding Højskole
I dag udkommer en ny insiderbog om højskolen, nemlig Laura Ringos fjerde bogudgivelse Grundtvig er død.
Miljøet er kendt for forfatteren Laura Ringo: Hun har undervist i skrivning på flere af landets højskoler, og bogens hovedperson Petra er på sin vis skabt i et lignende billede med en velfungerende dobbeltposition: Hun er i udgangspunktet en underdog, der som en slags fortabt datter skal undervise i litteratur på sin gamle højskole under en prisbelønnet digterforstander, der også er hendes tidligere skrivelærer – og som kollega får hun en lige så hypet forfatterkollega.
Bogen, der er sig meget bevidst om at handle om magt, giver Petra en lidt skinger attitude i starten og lader hende træde mere selvsikkert frem efterhånden, hvor hun opnår en status som respekteret lærer og karismatisk antihelt.
Man fornemmer en insisteren på at være den obsternasigt alternative type – som skrivelærer, som tidligere elev, som litterat og som en forfatter, der (gisp) ikke er uddannet fra Forfatterskolen. Jeg både sukkede og genkendte nogle lidet flatterende elementer i det, jeg læste, hvilket blev et genkommende fænomen.
Kobling til ”Meter i sekundet”
Bogen er inviterende, både i sin genkendelighed, når man bevæger sig i højskolemiljøet, og i sine pikante overdrivelser. Man ser variationer over situationer og interiører, der vækker genklang, især når man som jeg er kvindelig litteraturlærer med mandlige fagkolleger.
Man krummer tæer over de dialoger, Laura Ringo piner os lækkert med, hvor hovedpersonen Petra skiftevis vinder i agtelse og moralsk rigtighed – og træffer dybt kritisable beslutninger og mister vores sympati. Det er engagerende at læse og tænke, at sådan ville vi aldrig have gjort. Og spørgsmålet er, hvordan en roman sat i en højskoleramme inviterer til en eventuel kritik.
LÆS OGSÅ: Opskriften på en romankoncert
Her kommer den uundgåelige sammenligning med Stine Pilgaards Meter i Sekundet, hvor den afgørende forskel på Grundtvig er død og Pilgaards roman er, at Pilgaards hovedperson ikke er lærer, og at Ringo inviterer læseren ind i højskolens maskinrum af pædagogik, faglighed – og alt det, der er vildere og endnu længere inde i dybet.
Pilgaards hovedperson er overvejende sympatisk i sammenligning med Ringos Petra, der begærer sin tidligere skrivelærer Frank, der nu er hendes chef. I små interaktioner kommer Petra subtilt på tværs af sine kolleger – hun taler gerne andre efter munden, mens hun fælder en indre dom, og der bliver konstant ført regnskab over det statustab, hun tilregner sig selv eller andre, særligt når det gælder litteratur.
Fuck det etablerede
I Grundtvig er død melder Petra ud til første time på skrivelinjen, at hun synes, Dostojevskij og Proust er kedelige, og at klassikerne er kronede ud fra kunstige kategorier som patriarkatets kronprinser, mens kollegaen hylder disse, og eleverne stort set alle erklærer Forbrydelse og straf som deres yndlingsbog. I Petras øjne fordi de ikke tør andet.
I Meter i sekundet er man ikke synderligt utilpas omkring den højskole, der portrætteres – den ligefrem hyldes i den afsluttende festtale hos Pilgaard, hvor hovedpersonen forsones med sin rolle på skolen. Alt er, som det skal være i sidste ende, og satiren er god, men ikke skabet.
Ringos bog forsoner derimod ikke meget mere end forholdet til kollegerne, som er et solidarisk og dog afmægtigt holdepunkt. Romanen har et anstrøg af at være ude på at skabe røre i den andemad i voldgraven, der omgiver den fiktive højskole Nyord.
Denne “fuck det etablerede”-attitude er proklameret i bogens titel, som lægges i ordene på forstander Frank i bogens begyndelse til Petras jobsamtale. Hun har hørt, at de er stoppet med at synge fra højskolesangbogen.
“Grundtvig er død,” svarer Frank, som mener, at højskolerne spiller komedie ved at give sig ud for at være andet end en forskole til de højere uddannelser for velstillede folks børn.
Længe leve mangfoldigheden?
Senere i bogen kritiserer højskoleeleven Anker, at man synger Gnags’ Danmarkssang og hylder mangfoldigheden på Testrup Højskole, hvor hans ven går blandt sine lige så privilegerede medelever.
Anker er også talsperson for elevernes ønske om mere medbestemmelse i forhold til alkoholpolitik, fællessang og kønsfordeling blandt lærere og foredragsholdere, hvortil forstander Frank rødmer, og denne anmelder sukker dybt og tænker: Ja, det er rigtigt, og nej, det gider jeg ikke hidse mig op over.
Som højskolemenneske kan man gå i forsvarsmodus, hvis man ønsker det. Og det er et tegn på en vellykket bog, hvis nogen bidder til maddingen
Mette Marie Toftdahl
Denne dans med eleverne kender vi, og vi danser fortsat med, for eleverne er medskabere af enhver højskole – nogle idéer og pointer er værdsatte, andre naive, såsom fri alkoholpolitik – det eksperiment kan man vælge, om man orker. Man må også give mangfoldighedskritikerne ret.
Det er bare ikke første gang, nogen kommer på den tanke, at eleverne ofte er temmelig ressourcestærke og homogene. Og dér bliver det lidt skønt, at den også lidt ulidelige Anker fremkommer med sin berettigede kritik og irriterer os.
Denne debat er dog noget overfladisk antydet i Grundtvig er død og tegner bogens handlingsverden på samme måde som spørgsmålet om, hvorvidt højskolen kan favne de psykisk udfordrede unge: Når en elev med social angst stopper på højskolen, trækker lærerne i bogen på skuldrene: “Der er altid nogle, der dropper ud i starten.”
Som højskolemenneske kan man gå i forsvarsmodus, hvis man ønsker det. Og det er et tegn på en vellykket bog, hvis nogen bidder til maddingen, rejser sig på hælene og råber “sådan er vi ikke!”.
Men man kan også acceptere fiktionens præmis og køre med på rutsjebanen af MeToo’eri og umoralsk læreradfærd, for der er meget mere kritik, hvor det kommer fra, og det er en hårrejsende højskolepædagogisk ekstremsport, vi er vidne til i bogen.
Seksualitetens moralske bagside
Der er i Grundtvig er død mange klichéer om højskolen og dets persongalleri, som besøges med et ironisk smil – såsom nervøse nystartede elever og lærere, der fremstår som trivselsfokuserede hyggetanter, afdankede særlinge eller karismatiske, grænseløse mentorer. I bogen er denne forskel på sin vis kønnet.
Det er den erfarne mandlige lærer Bjarne, der fortæller hovedpersonen Petra, at mange gamle elever ville kunne “lave en MeToo” på forstanderen Frank, og – i samme åndedrag – at det selvfølgelig ikke går an med sex i en mentorrelation.
Laura Ringo forfatter en kanonreplik med Bjarnes næste bemærkning: “Dengang jeg startede her, betragtede vi det som omsorg for eleverne at have sex med dem”, og den figurerer da også øverst på bogens bagside til blikfang.
Petra-figuren er ingen frelst holdeplads for højskolekritik, og bogens udvikling er forførende på alle måder. Jeg indlever mig i både fine og grufulde højskolefantasier i takt med Petras udlevelse af sine, og jeg er dybt taknemmelig for, at nogen vil skrive højskolen sexet. Det vækker mindelser om Tine Høegs Nye rejsende, hvor hovedpersonen er ny gymnasielærer.
LÆS OGSÅ: Højskolerne mangler rådgivning og beredskabsplaner på #MeToo-området
Petra har lige dele hensynsløshed, nidkærhed og chaotic good-moral, og vi får nuancer og omvendinger i seksualitetens moralske bagside: Den unge kvinde er eksperten, der har kontrollen og ikke får følelserne i klemme.
Dog drives hun måske mere rundt af sit begær og sit ego, end hun vil indrømme. Samtidig mærker hun tydeligt mændenes lyst til at “eje” eller forlyste sig med hende, og hun bliver genstand for upassende berøringer og elevatorblikke af både lærere og elever.
Læserne som perverse voyeurer
I Grundtvig er død beskrives den forelskede mand som en, der begår fejltrin, risikerer noget og oplever et magttab, som dog kan omvendes ved, at han inspirerer til medlidenhed i sin sygdom eller ensomhed.
Det er en nuancering på seksualiteten, som ikke trivialiserer MeToo. Vi kommer undervejs ud i et rod efter seksualitetens spilleregler, hvor det både er begær og følelser samt egoer og hæderlighed, der er på spil.
Petra har lige dele hensynsløshed, nidkærhed og chaotic good-moral, og vi får nuancer og omvendinger i seksualitetens moralske bagside
Mette Marie Toftdahl
Man kan foretage en tvivlsom moralsk handling, men være i overensstemmelse med sig selv på samme tid i Lolita-domænet (jf. Nabokovs roman Lolita om den pædofile Humbert), hvor bogen bliver rigtig god, samtidigt med at man som læser tager moralsk afstand.
Der refereres direkte til romanen Lolita, hvor Petra taler med en elev om, at det er normalt at blive seksuelt opstemt af bogen, selvom man vægrer sig. Som læsere er vi jo ultimativt også perverse voyeurer. Det er frydefuldt, når der ikke er nogen, der er sympatiske i en bog – heller ikke læseren!
Må man skrive en bog om at gå i seng med en højskoleelev?
Ved tanken om den debat, denne bog inspirerer til, efterlades man med den erfarne højskolelærer Bjarnes livskloge og ditto trætte tone, der minder om følelsen af at have debatteret alverdens emner, deriblandt seksualmoral, masser af gange uden at kunne få snakken derhen, hvor det ikke er sort og hvidt.
Måske især fordi nye elever eller læsere, for hvem højskolen er ukendt land, vil have en masse banale spørgsmål, og måske fordi vi går i fælden med zoomer-boomer-miskommunikation om krænkelsesparathed vs. grænseoverskridende 68’ere.
LÆS OGSÅ: Boomer-bashing har sneget sig med på højskole
Men selv hvis man forstår hinanden, kommer vi i problemer, hvis nogle lærere siger, at de kunne forestille sig en situation, hvor de gik i seng med en elev – helst efter opholdet, dog – og kun hvis det er en forelskelse.
Det er historien bag højskolesangen Du kom med alt det der var dig, som bogen også refererer til, og som er en sang om at være sig selv og kærligheden tro. Normaliserer vi – fejrer vi – grooming med denne sang, eller er livet mere komplekst end som så? Er det et liv, der udspiller sig på højskoler ligesom mange andre steder? Eller er det en ansvarsfraskrivelse?
Når det kommer til denne slags emner, får vi sagt noget, der er lige så forkert i nogle sammenhænge, som det er rigtigt i andre. Her lever litteraturen sit bedste liv. Skal man gå i seng med en højskoleelev? Dårlig idé. Må man skrive en bog om det? Ja, og man kan skrive om det, der er værre.
Et portræt af folkehøjskolen
For det kan ske, at sex og magtintriger finder sted på en højskole, og det er den saftigste slags sladder, som vi officielt føler os hævet over – og som vi håber, at der ikke er for store menneskelige omkostninger forbundet med. Det hænger i bogens efterklang, at dét vil der være, hvis og når tingene kommer så langt ud. Men det kan vi godt tåle at stå ved.
Det er menneskenes skæbner og ikke institutionen, der er det tragiske, sådan som jeg læser bogen: Folkehøjskolen står portrætteret som en bevægelse med uenigheder og forskellige fremkomster i en forandret samtid, hvor Grundtvig altså har været død i snart 150 år.
Og Ringo lader den ikke fremstå som hjertelig og ren, men betinget af individers valg og af uforudsete konsekvenser trods gode hensigter – og desuden meget mere spændende end til hverdag (og nu kender jeg ikke særlig meget højskolesladder, men jeg antager, at der findes lange, rolige perioder alle steder).
Det kan ske, at sex og magtintriger finder sted på en højskole, og det er den saftigste slags sladder, som vi officielt føler os hævet over
Mette Marie Toftdahl
Mener man i øvrigt, at bogen går for tæt på virkeligheden ved at referere indirekte til specifikke højskoler og personer, nytter det ikke at gå rettens vej efter sagen om Suverænen af Das Beckwerk i 2011, hvor performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech anklagede forfatteren og forlaget for litterært identitetstyveri, men hvor bogens status som fiktion i sidste ende forhindrede en injuriedom.
Potentielt æreskrænkende
Ultimativt kan der kun ske det, at visse personer ikke vil kunne lide Grundtvig er død. Nogle tager måske midterpositionen: at bogen er dårlig smag, samtidig med at det ikke kan benægtes, at Laura Ringo skriver godt.
LÆS OGSÅ: Tør vi tale om MeToo?
Jeg synes derimod, bogen gør det, som litteraturen skal: Underholde, opsluge og – uundværligt –udfordre. Primært i tematisk forstand, da bogen ikke som sådan er en litterær nyskabelse eller har et særligt formmæssigt greb – den er ikke svær at læse. Grundtvig er død er sexet, spændende og kommercielt egnet, fuldstændig meningsfuld for Gyldendal at udgive.
Den udfordrer ved potentielt at være æreskrænkende. Enten kan du føle dig ramt eller være pinlig eller medfølende på andres vegne. Måske på højskolebevægelsens vegne, hvis man mener, at det gode arbejde og selve skoleformen bør respekteres som en helligdom.
Men så har litteraturen spejlet noget, der trængte til at komme frem i lyset. Og det er så fedt, når litteraturen får nogen til at rødme.