Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Stor var min overraskelse, da regeringen lige inden sommerferien lancerede udspillet ”Flere veje, nye muligheder”. Ambitionen om at stimulere en sund læringskultur på ungdomsuddannelserne, nedbringe presset på de høje karaktergennemsnit og styrke den sociale mobilitet synes jeg var både godt og rigtigt. Endelig! Men med den fine ambition fulgte et forslag om, at ”dokumenteret socialt skæve udvælgelseskriterier” såsom højskoleophold ikke længere kan kvalificere kvote 2-ansøgninger.
Jeg var næppe det eneste højskolemenneske, som tabte underkæben. Skulle højskoler være socialt skævvridende? Det gav ingen mening. Jeg skyndte mig at undersøge, om nogen mon havde kendskab til tal, vi ikke selv havde indsigt i. Tal, som kunne dokumentere påstanden. Derefter om nogen mon havde efterspurgt vores egne tal, som jeg jo kendte, og som jeg vidste viste det modsatte.
LÆS OGSÅ Debat: Vi bør tale om højskolen som "boblebryder"
Jeg ved, at højskoleophold ikke er afhængige af forældreindkomst, fordi 77 % af alle højskoleelever selv finansierer deres ophold. Og jeg ved, at den kortlægning, vi for første gang i højskolernes historie for nylig har lavet af højskoleelevers sociale baggrund, dokumenterer, at eleverne spejler befolkningssammensætningen ret præcist – med undtagelse af unge med anden etnisk baggrund og unge fra de allermest velbjærgede hjem. Begge grupper er underrepræsenterede på højskoler.
Ingen havde forud for regeringens uddannelsesudspil efterspurgt vores data, og ingen lå inde med tal, der kunne dokumentere, at højskoler skulle udgøre et socialt skævt udvælgelseskriterium i relation til kvote 2-ansøgninger. Nu hvor uddannelsesministeren er forsynet med vores tal, kan vi håbe, at den del af forslaget bliver revideret, før det samlede udspil eventuelt bliver realiseret. Men vi skal altså finde nogle nye samarbejdsmetoder frem fra skuffen. Og den betjening var ministeren vel heller ikke tjent med?
Danske politikere er langt dygtigere og mere dedikerede, end de oftest beskrives som. Når vi i medierne underholdes med konfliktfortællinger om deres interne uenigheder, deres småfejl og om de privilegier, vi måske misunder dem, bliver vi i tvivl om deres motiver – og om de er vores tillid værdige.
Vi er med til at fostre drømme på højskolerne. Og vi er måske også med til at knuse drømme
Lisbeth Trinskjær
Jeg drømmer om en politisk kultur, hvor man ikke belønnes for at skabe modsætninger, men for at skabe samarbejder. En politisk kultur, hvor man inviterer dem, der kan bidrage med løsninger, indenfor. En politisk kultur, hvor vi har modet til at tænke mere end én løsning på ét komplekst problem. Hvor positive sideeffekter modtages med kyshånd – også selvom det egentlige formål var et andet.
På højskolerne er vi med til at nedbringe presset på unges uddannelsesvalg, fordi vi minder eleverne om, at karriere ofte bliver anderledes end det, vi har forestillet os, og som vi har uddannet os til, og fordi vores kultur på højskolerne styrker modet til at kaste sig ud i nye discipliner.
Vi er med til at fostre drømme på højskolerne. Og vi er måske også med til at knuse drømme, når eleverne nogle gange indser, at talentet ikke rækker til en karriere som sanger, musiker, kunstner, journalist eller arkitekt.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Hvordan sikrer man, at højskolen ikke bare bliver en platform for underholdning?
På højskolerne taler vi ikke om unge som hænder, der skal bemande velfærdsfagene, men om, hvordan den enkelte elev finder sammenhæng mellem det, de drømmer om at beskæftige sig med, og den fremtid, de ønsker sig for samfundet.
En forandret politisk kultur kan vi ikke bare drømme os til. Den politiske kultur skal vi tage medansvar for. Ikke mindst, når valget kommer.