Af Sofie Buch Hoyer
Da Thure Lindhardt gik i skole, husker han en efterårsdag i 5. klasse, hvor han og hans kammerater sang Nu falmer skoven trindt om land
Grundtvigs populære høstsalme peger i de første par vers i retning af livløshed og forfald, og i Thure Lindhardts barnehoved skabte det stærke mindelser om Tjernobyl-ulykken, der var hændt tre-fire måneder forinden.
”Jeg har et billede af at sidde i et klasselokale og synge en salme om, at alt udenfor dør. Når jeg tænker på katastrofen i Tjernobyl, tænker jeg på Nu falmer skoven trindt om land
Selv om det er få timer siden, han landede fra Sydafrika, hvor han var på optagelse til en ny svensk storfilm, og selv om turen dagen efter går til Grønland, har Thure Lindhardt indvilliget i et interview med Højskolebladet om sit forhold til Grundtvig – og hvordan han har skabt forestillingen ”Jeg saa engang et Billede af det Evige”.
En forestilling, der bygger på Grundtvigs salmer, digte og dagbøger, og som har premiere i Vartov Kirke på 150-årsdagen for Grundtvigs død den 2. september.
”Jeg har sunget hans salmer, stort set så længe jeg kan huske. Ligesom mange andre er jeg stødt på hans digte i skolen, på højskoler, i kirker, til fester, i foreninger og til forskellige højtider. Men på et tidspunkt gik det op for mig, hvor mange gange jeg har sunget Grundtvig, og hvor lidt jeg har hørt efter. Hvad var det egentlig, manden skrev?” fortæller Thure Lindhardt.
LÆS OGSÅ: Grundtvig-forsker jubler over udsigten til at skulle nærstudere Højskolebladet ved hjælp af hardcore matematik: ”Jeg skal bare sidde og lege! Det bliver en fest!”
Derfor greb den 47-årige skuespiller – kendt fra en lang række danske og internationale film, bl.a. Flammen & Citronen Engle og Dæmoner 3096 Dage Grundtvig – Danmark til lykke
”Jeg blev dybt fascineret af Grundtvigs kringlede sind, poesi og enorme viden. Ikke mindst hans fuldstændig urokkelige og nærmest naive tro på det, han fortæller. For mig er naivitet noget af det fineste, der findes. Hvis du blander naivitet med sund skepsis, har du drengen i Kejserens nye klæder
”Vi har at gøre med en mand, der bruger de første mange år af sit liv på at læse og studere. Ikke bare kristendom, men også nordisk mytologi, 1200-tallets mystikere, naturfilosofi osv. Samtidig gør han sig uvenner med alt og alle, heriblandt Oehlenschläger og Ørsted-brødrene – han tramper ind over dem! Da han også skarpt kritiserer sine egne, kirkens folk, bliver han underlagt censur, der ender med at vare i 11 år.”
Thure Lindhardt tager luft ind. Og hvisker så: ”Men han bliver bare ved og ved og ved.”
Grundtvig udgav undervejs sit eget blad, Dannevirke, og gjorde i 1825 sin såkaldte mageløse opdagelse, som kort sagt handler om, at ånd skal findes i den levende menigheds fællesskab – ikke i kirkens mure eller i en bogstavelig tolkning af Bibelen. Op gennem 1830’erne fik han endelig sit folkelige gennembrud, fortsætter Thure Lindhardt.
Jeg blev dybt fascineret af Grundtvigs kringlede sind, poesi og enorme viden. Ikke mindst hans fuldstændig urokkelige og nærmest naive tro på det, han fortæller.
Thure Lindhardt
”Han beskriver som barn, at han vil være troens raskstridende kæmper. Og han holder fast i denne kamp livet igennem med pen og papir. Landet og tiden forandres gevaldigt i hans levetid – bl.a. mister vi Norge, Slesvig og Holsten samt Sønderjylland. Så hvad der ikke kan vindes i land og magt, må vindes i ord, ånd og fri tanke – og her ender Grundtvigs ord med at blive det anker, vi som nation kan holde fast i, og som har defineret os lige siden, både indadtil, men sørme også ude i verden,” siger han.
En kunstnerisk mission
Thure Lindhardt, der løbende holder foredrag og gæsteprædikener i landets kirker, har altid interesseret sig for religion og ånd. Han er vokset op i en stor teologfamilie: Hans far har været rektor for Pastoralseminariet i København, hans farbror var biskop i barndomsbyen Roskilde, og farfaren P. G. Lindhardt var en af de fire store Aarhus-teologer, der i et foredrag på Askov Højskole i 1952 skabte stort postyr ved at sige, at det evige liv var nu og her, mens et liv efter døden var rene spekulationer.
Men Thure Lindhardts ærinde med at fortolke Grundtvig bunder i en kunstnerisk mission – ikke en teologisk, understreger han.
”Jeg har måske fået en interesse for kristendom og det bibelske gennem min familie. Men jeg har selv skullet læse mig til, hvad Grundtvig skrev og mente. Som kunstner er det min opgave at fortolke hans historie ved at forholde mig til ordene – og pauserne mellem ordene. Jeg er ikke prædiker,” siger Thure Lindhardt.
(Artiklen fortsætter under billedet. Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix)
Det særlige ved kunst, uddyber han, er, at den for mange mennesker har overtaget det, religion tidligere stod for.
”Som er ånd og forbindelse – både til noget alment menneskeligt og til noget, der er langt større end os selv. Kunst forbinder os til det, som Grundtvig kalder menneskeånden. Med kunst kan man, uanset hvor du er i verden, forbinde sig til andre mennesker gennem fortællinger, historier, malerier og musik.”
Et nyt blik på dannelse
Ved siden af sin vidtfavnende skuespilkarriere har Thure Lindhardt siden 2009 arbejdet som gæstelærer i dramatik på Oure Højskole. Her er han gået sammen med en lille håndfuld mennesker – erhvervskvinde Stine Bosse, direktør Lars Seeberg, kommunikationsekspert Christian Have og højskoleforstander Jasper Gramkow Mortensen – om at arrangere dannelsesfestivalen Resonans, der har navn efter den tyske stjernesociolog Hartmut Rosas bredt citerede bog.
Festivalen løber af stablen for andet år i træk den 20. august på Oure Højskole, og adspurgt til, hvad vi skal med dannelse i dag, skyder Thure Lindhardt fluks tilbage:
”Spørgsmålet er ikke, hvad vi skal med dannelse – spørgsmålet er snarere: Hvad skal dannelse med os? Er vi så selvfede, som vi tror? Jeg læste forleden om det nye James Webb-teleskop – at nu kan vi se milliarder af år tilbage. Det er jo fantastiske billeder, der bliver vist, men det hele handler om, hvad mennesket har gjort i verden, og at vi er centrum for alting. Det er ’os i verden’ – og ikke ’verden i os’. Jeg mener, vi bør være mere nysgerrige på og ydmyge over for at forstå forholdet mellem de to ting,” siger han.
LÆS OGSÅ: Hengivenhedens dannelse
Engang var dannelse i klassisk forstand forbundet med en række store tænkere såsom Aristoteles, Kant eller måske Emma Gad, forklarer Thure Lindhardt. Det handlede om at mestre en række dyder – og at man for eksempel blev dannet til ikke at prale for meget.
”Men vi lever i en tid, der i den grad handler om at prale. Vi er blevet udstyret med små megafoner, hvorfra vi udbasunerer, hvad vi laver, hvilken mad vi spiser, og hvem vi er på ferie med. Det kalder på et tidssvarende dannelsesbegreb, som forholder sig til mennesket i en digitaliseret verden,” siger han.
Dannelsesfestivalen Resonans stræber efter at sætte alt fra demokratiets udfordringer til nye opfattelser af kunst, køn, seksualitet og medmenneskelighed ind i nye, inspirerende rammer gennem oplæg, samtaler og debatter.
”Når den teknologiske udvikling går så stærkt, som den gør lige nu, skal vi passe på, vi ikke taber de goder, vi har opbygget og forfinet gennem tiden – som er vores evne til tilstedevær, nærhed, eftertænksomhed, fordybelse og empati. Med Resonans spørger vi grundlæggende: Hvordan skal vi som mennesker forholde os til verden?”
I betragtning af hvor mange mennesker vi er nu, og hvor mange, der har lange uddannelser og beskæftiger sig med udvikling, er det helt utroligt, hvor få banebrydende og visionære forestillinger om, hvordan verden kunne være, der kommer fra menneskeheden i de her år
Thure Lindhardt
Og så er vi tilbage ved Grundtvig. For selv om han fremstod som en gammel, støvet og lidt uhyggelig mand for Thure Lindhardt i de mange år, han sang salmerne til hudløshed uden at forholde sig til ordene, er der for skuespilleren ingen tvivl om, at digterpræsten var en af de mest fremsynede mennesker, vi har haft i Danmark.
”Han var jo en ægte individualist set ud fra en klassisk forståelse, hvor helten altid skal rejse indad først – lære, studere, møde mørket – for derefter at bidrage til sit samfund. Grundtvig satte sig ned og tænkte nogle tanker, der rakte 300 år frem i tiden. Han formåede at sætte en retning på, hvor vi skal hen skolemæssigt, politisk, ligestillingsmæssigt osv. En retning, som det er vores opgave at bygge videre på uden at lade os låse fast af,” siger han og fortsætter:
”I betragtning af hvor mange mennesker vi er nu, og hvor mange, der har lange uddannelser og beskæftiger sig med udvikling, er det helt utroligt, hvor få banebrydende og visionære forestillinger om, hvordan verden kunne være, der kommer fra menneskeheden i de her år.”
LÆS OGSÅ Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
Det er derfor, Thure Lindhardt glæder sig til at hylde Grundtvig for hans visioner – og til at blande sig i refleksionerne på Resonans om, hvordan nutidens dannelsesbegreb kan tage form.
”Hver generation bliver nødt til at forholde sig til kulturen og til dannelse ud fra dér, hvor vi er. Hver generation skal på en eller anden måde genopfinde den dybe tallerken, når det gælder dannelse. Det handler om at ville verden – at ville mennesket, naturen, dyrene, og at ville det, vi ikke nødvendigvis kan se og begribe.”