Af redaktionen og David Heilmann Ottosen (fotos)
Om morgenen den 24. oktober indfandt tolv unge grønlændere fra flere forskellige klasser og årgange sig i en rødmalet træbygning på GUX Nuuk. Flere med morgenmad i bagerposer og kaffe i termokrus.
De havde søgt om at komme med på en talerskole for unge – et projekt skabt i et samarbejde mellem Den Rejsende Forfatterskole, som den prisvindende grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen er involveret i, og den danske talerskole Røst, der er et samarbejde mellem Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet, og hvis ambition er at give unge mod til at tage ordet.
LÆS OGSÅ: RØST giver taletid til modige unge
En af deltagerne på talerskolen i Nuuk var 18-årige Smilla Chemnitz.
“Første dag vidste man slet ikke, hvad man ville skrive, og jeg troede ikke, jeg ville kunne stille mig foran alle og holde en tale – men så gjorde jeg det,” siger Smilla Chemnitz, der holdt en tale om, at synet på den dansk-norske præst Hans Egede og Danmarks kolonisering af Grønland bør være mere nuanceret.
Taler på begge sprog
Underviserne på talerskolen var Pia Beltoft og Martin Fehr Therkildsen, som begge er retorikere i Røst, og Niviaq Korneliussen, der i flere år har undervist unge i at skrive skønlitterære tekster. De unge deltagere kunne frit vælge, om de ville skrive deres tale på dansk eller grønlandsk, og flere havde passager på begge sprog.
“Vi har lavet talerskoleforløb for unge i Danmark siden 2016 og været rigtig spændte på at lave en talerskole i Nuuk,” siger Pia Beltoft, som udover at være projektleder i Røst er kommunikationsansvarlig på Vallekilde Højskole.
“Det er gået rigtig godt, og jeg er så imponeret over eleverne, der var engagerede og hurtigt viste os tillid. De har virkelig arbejdet godt og rykket sig meget i løbet af ugen. Vi er glade for, at vi med vores metode kan bidrage til at styrke unge grønlænderes mod til at tage ordet,” siger hun.
Jeg troede ikke, jeg ville kunne stille mig foran alle og holde en tale – men så gjorde jeg det
Smilla Chemnitz
Flere af deltagerne havde meldt sig til forløbet, fordi de syntes, det var grænseoverskridende at tale foran andre. Ligesom Smilla Chemnitz vidste de andre elever heller ikke, hvad de ville tale om, da de mødte op på talerskolen om mandagen. Men de vidste, at de senere på ugen skulle holde tale i aulaen for hele gymnasiet.
Brugbare øvelser
Udover idéudvikling, der hjalp deltagerne med at finde frem til et personligt emne for deres tale, lærte deltagerne i løbet af ugen om taleskrivning og retorik. De tolv deltagere arbejdede med deres stemme og kropssprog og lavede øvelser, der kunne mindske nervøsitet.
Forhåbentlig kan kompetencerne fra talerskolen bruges i andre sammenhænge fremover.
“Jeg vil huske alle de vejrtrækningsøvelser, jeg har lært, til næste gang jeg skal til en prøve, eller hvis jeg måske skal holde en tale en anden gang,” siger 18-årige Mira Rosing, der holdt tale om, hvor vigtigt det er at huske at give hinanden komplimenter.
LÆS OGSÅ: Unge engagerer sig ikke i den faglige kamp, og det er dumt
Torsdag eftermiddag den 27. oktober blev talerne holdt i aulaen på GUX Nuuk, hvor størstedelen af skolens elever og lærere samt flere af talernes familier indtog den store trappe, der leder fra aulaen op til 1. sal.
Carlsberg havde sponsoreret sodavand, og den lokale brugs, Brugseni, leverede frugt, mens en dj sørgede for musik, lyd og lys. Niviaq Korneliussen var den omsorgsfulde vært, der præsenterede de spændte talere.
“Det sværeste var at holde talen. Jeg følte, jeg ramte en mur, da jeg gik op på talerstolen, men så gik jeg bare i gang og fik det overstået, og så var det meget dejligt,” siger Smilla Chemnitz om oplevelsen.
Talerskolen på GUX Nuuk er blevet til med støtte fra Nordisk Institut i Grønland (NAPA), Nordea-fonden og Nordisk Kulturkontakt.
Her kommer to af talerne, som blev holdt på GUX Nuuk i oktober:
”Piniarneq” Af Miki Wallbohm, født i 2005
”Jagt – eller på grønlandsk Piniarneq – er en vigtig del af vores kultur og hverdag, som mange af os her i Grønland er opvokset med og tæt knyttet til.
Jagten er en tradition, som giver os gode oplevelser og rigtig god mad. Det er en tradition, som vi har fra vores forfædre. Og jeg håber, at vi kan føre traditionen videre, så vores efterkommere også kan mærke glæden og belønningen ved en god jagt.
Jeg er en grønlænder, som har elsket at jage det meste af mit liv. Jeg startede med at skyde, da jeg var 7-8 år gammel. Jeg skød efter et stykke is eller en sten med en riffel.
Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at skyde med et haglgevær nede på skydebanen sammen med min bror og far.
Vi startede med et enkelt-skuds-gevær. Min far tog nogle patroner og fjernede en del krudt, så rekylen ikke gjorde så ondt på vores skuldre. Vi startede med nemme lerduer. Men efterhånden blev lerduerne til levende dyr.
Vi skød havfugle som taateraat, serfat og appaliarsuit. Jagten gav mig en følelse af spænding, adrenalin i kroppen og en glæde og stolthed over fangsten. Jeg har været glad for jagt lige siden.
(Talen fortsætter under billedet)
For fire år siden skød jeg mit første rensdyr. Min far lærte mig, hvordan jeg skulle skyde, så dyret døde hurtigst muligt – og så det led mindst muligt.
De ældre mennesker i vores samfund har fortalt os om den sjæl, der lever i alle dyr. Det betyder, at vi skal respektere dyret og naturen.
Vi kender nok alle myten om Sassuma arnaa og mytens budskab: Vi skal holde naturen ren og bruge ressourcerne med omtanke. Det sker i den traditionelle grønlandske jagt. Vi skyder dyrene med respekt. Vi bruger så meget af dyret som muligt. Vi er betænksomme over for naturen. Det er bæredygtigt og langt mere klimavenligt end det importerede kød, vi finder i køledisken.
Jeg ønsker, at vi kan bevare den grønlandske jagt. Den skal ikke blive glemt ligesom mange andre traditioner i den mere og mere moderniserede verden. Her har kolonimagter igennem århundreder været grunden til tabte traditioner og sprog. Det er ikke noget, der må ske med jagten i Grønland.
Så jeg håber, I vil hjælpe med at bevare traditionen. Hvis I har venner, der tager på jagt – så tag med dem. Hvis I har bedsteforældre, der har gået på jagt – så bed dem fortælle historierne, det vil de sikkert være glade for at gøre. Og I vil høre historier, der er både sjove og spændende.
Jeg ønsker, at vi kan bevare den grønlandske jagt. Den skal ikke blive glemt ligesom mange andre traditioner i den mere og mere moderniserede verden.
Miki Wallbohm
Og næste gang du skal have fat i noget kød, så husk at kød fra jagt er et klimavenligt alternativ til det kød, vi køber i butikkerne.
Jagten, Piniarneq, var vores fortid – lad den også blive en del af vores fremtid.”
vejen” Af Ebba Mikaelsen, født i 1993
”Hej. Jeg hedder Ebba Mikaelsen, og jeg er 29 år gammel. Hold da op – 29 år. Det er en usædvanlig alder at have i gymnasiet. Det vil jeg gerne have lov til at forklare.
I mine første skoleår var vores lærere gode – de var uddannede lærere. Jeg var ikke i tvivl om min fremtid. Jeg forestillede mig en lys fremtid, fordi mine lærere troede på mig.
I mine teenageår begyndte en stor udskiftning af vores lærere. Vi havde mange forskellige vikarer. Hver dag blev den ene vikar skiftet ud med den anden.Vi vænnede os til det til sidst.
Jeg mistede min motivation til at gå i skole. Jeg begyndte at tvivle på min fremtid. Jeg manglede faglige udfordringer.
Jeg afsluttede folkeskolen med meget lidt faglig viden og dårlige karakterer, og jeg havde svært ved at komme videre på uddannelserne.
Jeg havde manglet en lærer, som jeg havde tillid til, og som havde uddannelsen til at undervise mig.
(Talen fortsætter under billedet)
Jeg ser meget op til lærere. En lærer er ikke bare en lærer. En lærer er sammen med sine elever fem gange om ugen op mod 7-8 timer om dagen, mens forældrene er på arbejde.
En lærer guider et barn mod en lys fremtid. Sådanne lærere har vi alt for få af. Vi har et stort behov for uddannede lærere.
Vil du gerne give børn håb? Vil du lytte til dem? Vil du vise dem vejen? Det vil jeg
Ebba Mikaelsen
Selvfølgelig er lærerne i gymnasierne og på universiteterne meget vigtige, men jeg synes, folkeskolelærerne er de vigtigste af dem alle. Fordi de åbner en fremtid for børn.
Vil du gerne give børn håb? Vil du lytte til dem? Vil du vise dem vejen?
Det vil jeg. Jeg vil gerne være lærer.
Hvad vil du gerne bidrage med til børns fremtid?”