Af Nicolai Foldgast (tekst og foto)
Klokken har akkurat rundet 14:30, og de første fyraftensglade københavnere er begyndt at indtage de pulserende caféer ved Vesterbros Torv.
Solen skinner fra en skyfri himmel, og der bliver drukket kolde øl med stor tilfredshed. Vandet fra Herkules-springvandet kæmper en ihærdig kamp for at overdøve trafikstøjen fra den nærliggende Vesterbrogade, da 16 elever og en lærer fra Askov Højskole gør deres entré på torvet.
Gruppen skal på byvandring på Vesterbro – en tur, der er arrangeret af Gadens Stemmer, der er en socialøkonomisk virksomhed, som tilbyder byvandringer og foredrag med fokus på personlige fortællinger fra socialt udsatte i København, Vejle, Esbjerg, Odense og Faxe.
Dagens guide er 60-årige Rebekka Wiah, der blev anbragt på børnehjem som seksårig. Myndighederne fjernede hende og hendes bror fra deres skizofrene mor, da det blev vurderet, at moren ikke kunne tage vare på dem. Der var ikke nogen far under opvæksten – moren havde nemlig fået Rebekka og hendes bror med en nigeriansk immigrant i USA.
LÆS OGSÅ: Udsatte unge får succes
I løbet af sin barndom stiftede Rebekka bekendtskab med tre forskellige opholdsinstitutioner, og hun døjede med massiv ensomhed og rodløshed alle steder. Det er de erfaringer, hun vil fortælle eleverne fra Askov Højskole om under dagens byvandring.
”Gud, hvor er I få! Jeg havde bidt negle for, at I ville være 80 elever eller lignende,” udbryder Rebekka, der selv gik på Egå Ungdoms-Højskole som ung.
”Dét tager den værste del af nervøsiteten,” fortsætter hun, da hun tager imod gruppen fra Askov Højskole ved springvandet på Vesterbro Torv.
Smilene breder sig blandt højskoleeleverne, mens Rebekka introducerer Gadens Stemmer og dagens program, hvorefter den urbane vandring begynder.
Mor er anderledes
Første stop er ved Vesterbros Ungdomsgård. Her varmer solens stråler, mens gruppen fra Askov Højskole sætter sig til rette på de opstillede bænke lavet af europa-paller.
En flok børn, der har fået fri fra skole, spiller fodbold og basketball på de nærliggende baner. De legende unger konkurrerer med Rebekka om gruppens opmærksomhed. Heldigvis vinder Rebekkas rutine, og hun kan forklare lidt nærmere om sin opvækst:
Som spæd kom hun til Danmark, fordi moren valgte at flytte tilbage efter en periode i USA. Tiden derovre kan Rebekka ikke huske noget af, så hendes første barndomsminder stammer fra Danmark. Her kan hun tydeligt huske en episode i S-toget.
”Første gang, jeg lægger mærke til, at min mor er anderledes og psykisk syg, er i S-toget, hvor hun sidder og snakker med sig selv. Det gør skizofrene personer af og til, men dengang vidste jeg ikke, at hun var skizofren, så til tider var jeg ret bange for hende,” siger Rebekka.
LÆS OGSÅ: Middelklassens unge under pres
Alvoren rammer eleverne fra Askov Højskole, hvor især én pige virker påvirket. Hun har gul bøllehat på, og hendes navn er Maria Carretero.
”Det var en øjenåbner at høre Rebekkas historie, fordi jeg aldrig har mødt nogen, som har været anbragt. Personligt er jeg selv adopteret fra Kina, og Rebekkas historie fik mig til at reflektere over, hvordan mit liv kunne have set ud, hvis jeg ikke var blevet adopteret. Jeg er meget taknemmelig for mit liv, og jeg værdsætter i endnu højere grad mine adoptivforældre,” fortæller 25-årige Maria Carretero, der kommer fra Barcelona.
Hun fortæller videre: ”Det ville være sundt, hvis nutidens unge lærte mere om anbragte børns opvækst, så de kunne sætte deres egen opvækst i perspektiv. Desuden er det kun godt med initiativer som Gadens Stemmer, der prøver at sætte spot på problemerne for derved at kunne ændre dem til det bedre. Ved større opmærksomhed på problemerne bliver det også nemmere at gøre noget ved dem – fx ved at stemme på politikere, som kræver en større indsats på socialområdet.”
Fandt trøst i musik
Den bemandede legeplads på Vesterbro kaldet Skydebanen udgør næste stop på byvandringen med Rebekka. Fuglene kvidrer i trækronerne, en række forældre er ude på pladsen med deres børn, mens andre soler sig i græsset eller kobler af med en bog på legepladsens bænke.
Det var en øjenåbner at høre Rebekkas historie, fordi jeg aldrig har mødt nogen, som har været anbragt.
Maria Carretero, elev på Askov Højskole
Guiden fortæller om sin tid på et behandlingshjem i Ringsted.
”Det var ikke det bedste sted, og for at holde ensomheden stangen begyndte jeg at høre en del dansktop-musik,” siger Rebekka.
Latteren rammer Askov-gruppen, og Maria Carretero stiller et spørgsmål:
”Hvor mange gange er du flyttet?”
”Heldigvis kun tre gange. Jeg føler mig meget privilegeret over ’kun’ at have flyttet institution tre gange, så jeg nåede at få en form for tilknytning til stederne. Især det sidste børnehjem i Gilleleje har jeg en vis tilknytning til. Jeg kender flere anbragte personer, der har oplevet mellem 14 og 18 skift, og det må ikke have være sjovt,” siger Rebekka.
Maria stiller endnu et spørgsmål:
”Er forholdene på institutionerne blevet bedre i forhold til dengang, du var der?”
Et lidt tøvende svar kommer fra Rebekka:
”Det ved jeg ikke nok om til at kunne udtale mig om det. Søskende bliver trods alt stadig skilt fra hinanden – ligesom mig og min bror blev det. Derudover bliver børn jo også flyttet rundt op til flere gange.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
En anden elev fra Askov Højskole, der er berørt af Rebekkas historie, er 31-årige Felix Frahm, der kommer fra Flensborg i Sydslesvig:
”Jeg vil helt sikkert ikke ønske det, hun har oplevet, for nogen mennesker. Sådan en barndom præger ens ungdom og resten af livet, og hun fik dårlige odds fra start af. Jeg er glad for at høre, at Rebekka føler sig heldigere stillet end andre tidligere anbragte, fordi hun har fået noget ud af sit liv og ’kun’ flyttede anbringelsessted tre gange,” siger han.
Fik billeder af sin far at se
Byvandringen med Askov-eleverne fortsætter til en baggård i Saxogade. Rebekka fortæller ivrigt om Baglandet, der er et sted, hvor tidligere anbragte kan få hjælp af socialrådgivere.
”Tidligere anbragte er overrepræsenteret inden for alle former for misbrug – lige fra mad, stoffer og alkohol til gambling. Jeg har også taget min andel stoffer på Christiania, må jeg erkende. Jeg er guide for Gadens Stemmer for at sætte spot på tidligere anbragtes forhold,” forklarer Rebekka.
Hun følger gruppen hen til dagens slutdestination: Enghave Plads. Her har københavnerne for alvor indtaget cafébordene i eftermiddagssolen, og de nærliggende skaterramper bliver flittigt brugt af unge og andet godtfolk.
Tidligere anbragte er overrepræsenteret inden for alle former for misbrug – lige fra mad, stoffer og alkohol til gambling. Jeg har også taget min andel stoffer på Christiania
Rebekka Wiah, guide for Gadens Stemmer
Rebekka Wiahs fortælling får en lykkelig afslutning, da hun beretter om, hvordan hun fik genetableret kontakten til sin mor, inden moren døde af kræft.
Sin far har Rebekka aldrig mødt. Men som 50-årig fik hun med hjælp fra en ven og via amerikanske slægtsforskningssider på internettet viden om sin amerikanske familie. Hun fik identiteten og billeder af sin far – der på det tidspunkt var død – foruden kontakt med sine halvsøskende i USA.
Og da Rebekka stolt viser et billede af sin far frem for Askov-gruppen, trækker alle eleverne på smilebåndene.
De klapper af Rebekka, hvortil hun kvikt kvitterer: ”Så vil jeg klappe af solen og det gode vejr.”