Af Åse Høgsbro Lading, cand.mag., ph.d., lektor emerita, Roskilde Universitet
På Christiansborg skal der fremover hænge et maleri af 30 kvinder, der har haft betydning for kvinders demokratiske virke siden 1915. Dette er led i en udvikling, som har taget fart i disse år: Flere kvinder trækkes frem af mørket og bliver anerkendt for deres indsats i politiske sammenhænge.
De kvinder, der bidrog til at gøre højskolen til en omvæltende social, national og politisk bevægelse i Danmark fra midten af 1800 og ind i 1900-tallet, lever dog med nogle få undtagelser stadigvæk godt skjult.
At højskolebevægelsens historiefortælling først og fremmest inddrager kvinder som vedhæng til deres mænd – eller i form af mytiske skikkelser – blev jeg opmærksom på, da jeg sidste sommer besøgte Skibelund Krat, hvor man med et års forsinkelse fejrede genforeningen af Nordslesvig med Danmark i 1920.
Skibelund Krat ligger i nærheden af den navnkundige Askov Højskole og blev oprettet som mindelund i 1865 af Skibelundforeningen. I krattet er der opstillet en række mindesten for bl.a. højskolemænd, der kæmpede for anerkendelse af det danske sprog og Sønderjyllands historiske fællesskab med nationen.
Kvinder placeret bag mænd
I dag ville man kalde det et identitetspolitisk projekt, som højskolernes founding fathers er blevet hyldet for i mange sammenhænge. Af 22 mindesten i Skibelund Krat finder man imidlertid kun fire sten, hvor der optræder en navngiven kvinde. Tre af dem er på relieffer, afbilledet som den ene af et forstanderpar – med hustruen – den praktiske og omsorgsfulde højskolemoder – diskret placeret skråt bag manden.
LÆS OGSÅ: Kvinderne har overtaget magten i højskoleverdenen
På mindestenen for Jacob Appel, der formelt var forstander på Askov Højskole fra 1906 til 1928, er hans kones navn, Ingeborg Appel, først senere indgraveret under hans navn. Ifølge Skibelundforeningens beretninger søgte unavngivne personer omkring 1960 om at rejse en sten for Ingeborg på grund af hendes særlige indsats, men foreningens flertal satte sig imod det.
Det gjorde mig nysgerrig efter at vide mere om denne kvinde, der levede mellem 1868 og 1948. Hvad var det, der f.eks. gjorde, at nogen syntes, at hun fortjente sin egen sten – og hvorfor fik hun den ikke?
Højskolemoderen
Det var et klart kvindepolitisk fremskridt, da højskolerne allerede i 1860’erne organiserede sommerhold for kvinder, hvilket skabte muligheder for udsyn og fællesskab blandt bønderkvinderne uden for deres lokalområde.
Man ansatte også kvinder som lærere på bl.a. Askov, og jeg undrer mig derfor over, at så sent som i begyndelsen af 1960’erne var det ikke muligt at yde en symbolsk anerkendelse af en kvinde som Ingeborg Appel, der både var lærer og i en periode også forstander på Askov Højskole. Men før jeg beskæftiger mig mere med hendes person og indsats, vil jeg lige standse ved endnu et sted, hvor der portrætteres en kvinde i Skibelund Krat.
I 1903 opstillede man ”Modersmålet” – et monument skabt af billedhugger Niels Hansen Jacobsen. Det viser en anonym kvinde i helfigur, der skuer ud over det den
gang tabte Sønderjylland. Hun er fremstillet som ung, smuk, med en krone på hovedet og iklædt en tætsiddende, middelalderligt inspireret dragt. Ansigtet og holdningen udtrykker femininitet, mildhed og styrke, der på én gang er lokkende og betvingende.
Af 22 mindesten i Skibelund Krat finder man kun fire sten, hvor der optræder en navngiven kvinde.
Åse Høgsbro Lading
Figuren skal associere til det danske sprog og dets betydning for dansk digtning og historie. Dette understreges af, at kvindefiguren hviler sine hænder på hovederne af to af 1800-tallets fremtrædende danske mænd, digteren Edvard Lembcke og historikeren A.D. Jørgensen, der udgør en del af monumentets fundament.
Titlen på monumentet henviser til Lembckes digt Vort modersmål er dejligt (1859), der også i dag står i Højskolesangbogen. Her glider den idealiserede fremstilling af det danske sprog over i en tilsvarende nationalromantisk idealisering af kvinden som jomfruelig skønhed, der genfindes i omkvædet i Lembckes digt: ”… for hun er så ung, og så yndig ser hun ud”.
Som figur er hun en tydelig kontrast til relieffernes fremstilling af højskolemoderen bag forstanderen, og hun illustrerer begrænsningen i de verserende entydige opfattelser af kvinden som hustru/mor på den ene side – og (skøn)jomfru på den anden. Det vil jeg vise også fik indflydelse på Ingeborg Appels status på Askov.
Gymnastikken i centrum
Ingeborg Appel var indfødt på Askov Højskole. Hendes forældre var Charlotte og Ludvig Schrøder, der var et markant forstanderpar på Askov fra 1864 til Charlottes død i 1904. Ingeborg blev opdraget til at udfylde pladsen som oplyst højskolemor, og forlovelsen med Jacob Appel, som også kom fra et højskolemiljø, har sikkert glædet forældrene. Men hun ville mere end at være højskolemor.
På et ophold på Vallekilde Højskole mødte Ingeborg Appel den svenske Sally Högström, der havde introduceret den svenske
Ling-gymnastik på danske højskoler. Selv om Sally først blev opfattet som kontroversiel, fordi hun stod i spidsen for – set i datidens perspektiv – letpåklædte gymnastiserende kvinder, blev gymnastik efterhånden opfattet som et politisk kampmiddel.
Det fremmede bondestandens selvværd og satte dem også på dette område i modsætning til de højreorienterede dele af bybefolkningen, der hyldede en mere militaristisk tysk gymnastik.
LÆS OGSÅ: Nye initiativer skal få flere kvinder til tops på højskolerne
Ingeborg blev både optaget af gymnastikken og af Sallys vovemod. Som kun 19-årig drog Ingeborg til Stockholm – og det var dengang langt væk – for at gennemføre den samme grundige toårige gymnastikuddannelse, som Sally var rundet af.
I en 50-års lykønskningsartikel i Kolding Folkeblad (25.6.1918) skrev en journalist, at Ingeborg blev gymnastikuddannet, fordi hun ”… efter indtrængende opfordringer fra mænd både i Danmark og Sverige, der ivrede for den svenske gymnastik, bestemte (…) sig for at uddanne sig videre (…) på ’Det gymnastiske centralinstitut i Stockholm’.”
Kunne Ingeborg selv have fundet på det uden de svenske og danske mænds opfordringer? Breve hjem til Jacob og familien tyder i hvert fald på, at hun havde sat egen vilje bag dette forsæt.
I modsætning til andre højskolemødre fik Ingeborg således en faglig uddannelse med sig, og det gjorde, at hun livslangt havde gymnastikken som sit særlige undervisnings- og ledelsesområde på kvindeholdene.
Sundhedslære og seksualmoral
Til trods for at Jacob ikke var begejstret for, at hun arbejdede med løn, fastholdt hun gymnastikundervisningen, samtidig med at hun overtog en del af hans administrative forpligtelser på højskolen i de perioder, hvor han var optaget andre steder af politisk arbejde.
I 1910-13 og senere fra 1920-24 blev hun indsat som forstander på Askov Højskole, mens Jacob var minister i Venstre-regeringer og derfor boede det meste af tiden i København.
Set fra et nutidigt perspektiv kan man imponeres over Ingeborgs administrative og sociale evner, men for mig er det mest interessante i hendes virke gymnastikken, som også var det, der fik størst betydning for højskolen som helhed.
Det var et stort fremskridt, at de fysisk hårdtarbejdende landbokvinder fik en viden om, hvordan familiens og deres egen sundhed kunne fremmes. For ud over gymnastiske øvelser omfattede undervisningen også "sundhedslære" samt "sexualhygiejne".
”Jeg er bestemt ikke emanciperet,” skrev Ingeborg i et brev til en bekendt, der måske syntes, at hun havde ført sig rimeligt meget frem.
Åse Høgsbro Lading
Inspireret af erfaringer, der fulgte i kølvandet på koleraepidemien i 1853, blev man inden for lægeverdenen opmærksom på sammenhængen mellem renlighed, frisk luft og befolkningens sundhed – og disse erfaringer udgjorde en vigtig del af sundhedslæren.
"Sexualhygiejne" havde indholdsmæssigt et mere specifikt formål. Som led i forebyggelsen af de meget udbredte kønssygdomme handlede det i høj grad om at advare mod (overvejende mænds) promiskuitet og også forlovedes sex før ægteskabet. Dermed berørte emnet seksualmoral, der i 1880’erne blev heftigt debatteret i den såkaldte sædelighedsfejde.
Margrethe Christiansen, Ingeborgs datter, beskriver i sin biografi fra 1967, hvordan Ingeborg ligefrem afskyede at undervise i "sexualhygiejne", selv om hun også følte sig forpligtet til det. I de første år ville Ingeborg have sin mor med, når emnet var på programmet.
Da hun senere måtte gennemføre undervisningen alene, var hun ifølge Margrethe som ”en tordensky” flere dage forinden. Det er umiddelbart et paradoks, at denne myndige og aktive kvinde fandt det så svært at undervise i et emne, som hun også selv opfattede som vigtigt.
Elisabeth Grundtvigs synspunkter
Ubehaget ved at beskæftige sig med seksuelle emner er umiddelbart forståeligt på baggrund af de tabuer, der generelt i tiden var forbundet med ikke mindst kvinders seksualitet. Samtidig havde det også berøring med Georg Brandes, der var en vigtig stemme i sædelighedsfejden.
Brandes var ildeset, hvis ikke direkte forhadt, i de fleste højskolekredse – ikke alene fordi han talte for, at seksualitet skulle være en privatsag og befriet for moralske overtoner – men også fordi han argumenterede for internationalisme og sekulære holdninger. Muligheden for at blive blandet ind i sådanne debatter har ganske sikkert ikke været velkomment hos Ingeborg.
LÆS OGSÅ: Forstanderjobbet er komplekst, krævende og for kvinder
Brandes modpol i fejden var feministen Elisabeth Grundtvig. Hun og ligesindede mente, at mænd og kvinder skulle være lige i forhold til krav om afholdenhed inden det monogame ægteskab.
At dømme ud fra udsagn i Ingeborgs breve lå hendes moralske synspunkter tæt på Elisabeth Grundtvigs, men hverken hun eller kvindebevægelsen som helhed fik Ingeborgs støtte. Det lå uden for de rammer, som blev sat for en kvinde som Ingeborg: Politik var mandens gebet.
Fortjent til mindesten
For Ingeborg selv handlede det heller ikke om personlig frigørelse: ”Jeg er bestemt ikke emanciperet,” skrev Ingeborg i et brev til en bekendt, der måske syntes, at hun havde ført sig rimeligt meget frem.
Ingeborg lagde vægt på, at hendes mand – i overensstemmelse med den patriarkalske tankegang, som hendes far, hendes mand og størstedelen af højskolebevægelsen repræsenterede – indtog førstepladsen.
På sin andenplads turde hun imidlertid godt markere sig og være langt mere end ”ung og yndig” – og en myndig højskolemoder. Hun gjorde gymnastikken til sin hjertesag, og dette samt hendes øvrige indsats gjorde og gør Ingeborg fortjent til sin egen mindesten, også selv om hun antagelig ikke selv ville have ønsket det.
Ingeborg lagde vægt på, at hendes mand – i overensstemmelse med den patriarkalske tankegang, som hendes far, hendes mand og størstedelen af højskolebevægelsen repræsenterede – indtog førstepladsen.
Åse Høgsbro Lading
I 1960 syntes patriarkatet stadigvæk at være hyldet af de fleste medlemmer af Skibelundforeningen. De kunne ikke anerkende en kvindes særlige fortjenester, når hun som Ingeborg ikke entydigt kunne indpasses i de mytiske og praktiske kvindeidealer.
Ti år senere gjorde rødstrømperne oprør mod samfundets patriarkalske syn på kønnene. Men da var Ingeborg Appel så godt som glemt.
Med højskolens fokus på historien kan det undre, at kvindernes indsats ikke tidligere er blevet fremhævet. Ingeborg Appel er blot ét eksempel på, at højskolen også blev skabt af kvinder – ikke kun af mandlige koryfæer. Derfor ikke et ord om dem.