Af Finn Berggren, tidligere lærer og forstander på Gerlev Idrætshøjskole
I efteråret ’21 afleverede jeg et manuskript til årbogen ”Jul i Slagelse” med titlen ”Ungarske flygtninge – et betagende tidsbillede i Gerlev Idrætshøjskoles historie”.
Jeg var som tidligere lærer og senere forstander på højskolen bevidst om, at der havde været en periode med ungarske flygtninge på skolen, men jeg troede blot, at højskolen var blevet brugt som flygtningelejr i en tid, hvor højskolen havde det økonomisk svært – og skænkede det beklageligvis ikke flere tanker.
Indtil jeg tilfældigt opdagede, at det ikke var en almindelig flygtningelejr, men et højskolekursus under ledelse af et forstanderpar, som ikke fremgår af højskolens historie.
Da jeg kastede mig over diverse kilder, gik det op for mig, at den ene forstander, Else Lidegaard, stadig var levende og nu er – som hun selv siger – ”i mit halvfemsindstyvende år”.
Mødet med Else Lidegaard blev en uvurderlig kilde til forståelse af flygtningeproblematikken omkring årsskiftet 1956-57.
LÆS OGSÅ: Kan højskolerne medvirke til demokrati og fred i verden?
Hvad jeg dog ikke havde forestillet mig var, at vi blot et par måneder efter udgivelsen af årbogen atter skulle konfronteres med et Europa i krig og med mange ulykkelige flygtninge fra Ukraine, hvoraf flere vil tage ophold i Danmark uden selv at have valgt det.
Da der er så mange parallelforløb mellem de to flygtningeforløb, vil jeg give et tilbageblik på forløbet i Gerlev for 66 år siden.
SOS-råb fra Ungarn
Årsskiftet 1956-1957 var præget af mange følelser på og omkring Gerlev Idrætshøjskole. Grundlæggeren af højskolen, Kristian Krogshede, var nødsaget til at sætte sin højskole til salg.
Højskolen skulle imidlertid drives videre som en selvejende institution. Men inden rammer og strukturer for denne institution var faldet på plads med ansættelse af forstanderparret Johannes og Martha Stræde, der tiltrådte sommeren 1957, blev Gerlev Idrætshøjskole udvalgt som arnested for et usædvanligt tiltag: et fire måneders højskolekursus for 100 ungarske flygtninge.
Familien Mads og Else Lidegaard med deres to små sønner, Kresten og Øjvind (familien forøgedes senere med Bo og Martin), var hjemme i Danmark i efteråret 1956 på seks måneders orlov fra en præstegerning i Grønland.
De havde opholdt sig tre år i Grønland og var hjemme for første gang. Mads Lidegaard, der stammer fra Silkeborg-egnen, var uddannet teolog og var på dette tidspunkt 31 år gammel. Else Lidegaard kommer fra Røsnæs og var 23 år gammel.
Juleaften 1956 blev Mads Lidegaard ringet op af generalsekretæren i Mellemfolkeligt Samvirke, Johannes Novrup, og spurgt, om de havde lyst til at blive forstanderpar på Gerlev Idrætshøjskole med den opgave at skulle etablere et fire måneders højskoleophold for 100 mandlige ungarske flygtninge. De fik en halv time til at tænke sig om, og svaret blev et JA.
Else Lidegaard har senere beskrevet i sin bog ”Med nordlys i øjnene”, hvor følelsesmæssigt stærkt de havde reageret på opstanden i Ungarn. Else fortæller, at de kørte i bil gennem Aarhus den 4. november med bilradioen tændt, da radioen pludselig blev afbrudt med følgende nødråb fra Ungarn: ”Appel til Vestens kulturnationer. S.O.S. Nationen forbløder under de russiske tanks. Hjælp os! Hjælp os!”
1.400 flygtninge til Danmark
I oktober 1956 blev Budapest ramme for en række demonstrationer kendt som Den Ungarske Opstand.
Cirka 2.000 ungarere blev dræbt under opstanden, og 20.000 blev såret. Omkring 200.000 ungarere flygtede – i første omgang til Østrig og Jugoslavien. Herfra kom mange videre til andre vesteuropæiske og oversøiske lande.
Den danske regering var dengang forbeholden over for hjælp til flygtningene, men danskerne udviste stor sympati for ungarerne under opstanden, og flygtninge fra det kommunistiske regime var en gruppe, som næsten alle danskere gerne ville hjælpe.
Regeringens forbehold og idéen om, at det var bedst ikke at flytte de ungarske flygtninge for langt væk fra deres hjemland, gled i baggrunden.
LÆS OGSÅ: Yurii er med til at starte højskole i Ukraine: Vi har brug for ansvar, kritisk tænkning og dialog, hvis vi vil undgå krig i fremtiden
Den 27. november 1956 bekendtgjorde den danske mindretalsregering med statsminister H.C. Hansen i spidsen, at Danmark var parat til at modtage 1.000 flygtninge fra Ungarn.
Det var de første flygtninge, den danske stat officielt tog imod, og det var første gang, staten påtog sig ansvaret for, at flygtninge fik tag over hovedet og mad i maven.
Humanitære og folkelige organisationer blev bedt om at tage sig af modtagelsen og integrationen af de 1.000 ungarske flygtninge. Dette lægger faktisk grundstenen for det, vi i dag kalder Dansk Flygtningehjælp.
DSB blev bedt om at sende et særtog til Wien, hvorfra det igen vendte tilbage natten mellem den 30. november og 1. december med 986 flygtninge. Inden nytår ankom yderlige 100 flygtninge, og i de følgende år blev stadig flere ungarere modtaget i Danmark.
I alt anslås det, at 1.400 ungarske flygtninge kom til Danmark, og af denne gruppe valgte ca. 800 at blive permanent i Danmark.
Højskolekursus som integrationsmodel
Nødhjælpsorganisationerne kæmpede med oprettelse af centre for flygtningene, og mange oplevede at blive flyttet fra center til center.
Familier blev ofte indkvarteret på såkaldte familiecentre, men gruppen af unge mænd i alderen 15-29 år, der udgjorde 61% af flygtningegruppen, blev samlet på andre centre.
Denne gruppe af mandlige håndværkerlærlinge, arbejdere og universitetsstuderende var kommet til Danmark uden familie. De var rastløse og frustrerede, hvilket bundede i den kendsgerning, at de under hjælpeaktionen i Wien var blevet informeret om, at toget til Danmark blot var et springbræt til at kunne komme videre til oversøiske lande, bl.a. USA og Canada.
Dette viste sig imidlertid ikke at være så let, og gruppen af unge flygtninge var meget tilbageholdne med at tage imod tilbud om arbejde, som Dansk Flygtningehjælp havde organiseret, fordi de frygtede, at det ville ødelægge deres chancer for at komme videre til andre lande.
Men så tog tanken om at organisere et højskolekursus for unge mænd, der vil immigrere til oversøiske lande, form. Idéen opstod hos Johannes Novrup fra Mellemfolkeligt Samvirke, og efter at have vendt sine tanker med lederne af de andre humanitære organisationer, valgte man Gerlev Idrætshøjskole som stedet, hvor dette tiltag skulle afprøves.
Der kan ikke være tvivl om, at den lokale Gerlev-borger – den tidligere indenrigsminister N.E. Arnth-Jensen – med sin politiske indflydelse og relationer til de humanitære organisationer har været den person, der bragte Gerlev Idrætshøjskole på banen.
Dansk og ungarsk i undervisningen
Mads Lidegaard og repræsentanter fra Dansk Flygtningehjælp rejste rundt til de forskellige flygtningecentre og orienterede om muligheden for, at de unge mænd kunne deltage i et højskolekursus på tre måneder.
Ingen vidste, hvad et højskolekursus var, men mange håbede, at det kunne hjælpe dem til at komme videre til deres drømmeland. Tanken var ikke at blive i Danmark.
Én ting var at overtale kursisterne – en anden var at sammensætte sin stab på højskolen. Undervisningen skulle foregå på engelsk, men i virkeligheden blev det en blanding af engelsk, ungarsk og dansk, idet de danske undervisere så sig nødsaget til at lære flest mulige ord og sætninger på ungarsk, og de unge mandlige flygtninge havde en stor gulerod foran sig ved at lære danske hverdagssætninger, der kunne anvendes ved kommunikation med danske unge – især piger.
En af underviserne, Jørgen Knudsen – der i øvrigt senere blev forfatter, journalist og grundlægger af Kolding Højskole – havde et fantastisk sprogøre. Under det korte samvær med de unge tillærte han sig at tale ungarsk og udarbejdede en omfattende ordbog på ungarsk-engelsk, der skulle blive nyttig for de unge flygtninge, hvor end i verden de måtte slå sig ned.
LÆS OGSÅ: Lad os praktisere aktiv humanisme på højskolerne
De praktiske medarbejdere på højskolen bestod af pedel Knud Nielsen og hans kone Inga, der også havde været der i forstander Kristian Krogshedes tid.
Knud Nielsen var uddannet delingsfører og tidligere elitegymnast på Krogshedes elitehold – og med den ballast var det naturligt, at han varetog den daglige gymnastikundervisning i Gerlev.
I køkkenet huserede en dansk økonoma, Koldkjær, sammen med tre ungarske køkkenmedhjælpere og to lokale piger. Mads og Else Lidegaard havde en ung pige i huset, Anne Marie Munk, der var datter af et lærerpar fra lokalområdet. Anne Marie Munk fortsatte som ung pige i huset hos familien Lidegaard, da de rejste tilbage til Grønland.
I bedste højskoleånd blev der udarbejdet et dagsskema, der en gang imellem blev skiftet ud med ekskursioner i lokalmiljøet, bl.a. til det lokale avistrykkeri og til kulturelle og nationale mindesmærker rundt omkring på Sjælland.
I fritiden kunne idrætshøjskolens faciliteter benyttes, og her var ikke mindst fodboldbanerne populære. Fodboldkampe med lokale hold blev oftest vundet af det ungarske hold.
Opmærksomhed og synlighed i lokalområdet
Højskolekurset for de ungarske flygtninge begyndte den 19. januar 1957, og dagen efter blev der afholdt en større åbningshøjtidelighed med deltagelse af flere humanitære organisationer.
Den nye forstander, Mads Lidegaard, sagde i den anledning – i et senere interview:
”Når man så pludselig må skifte om fra livet i et samfund til et andet, som er meget forskelligt derfra, bliver man stillet over for meget store vanskeligheder. Man må opgive noget af sig selv og sætte noget nyt i stedet. Da de ungarske flygtninge kom over til Vesten, blev de stillet over for disse vanskeligheder, og det er netop på dette punkt, denne skole vil sætte ind. Den vil prøve at formidle overgangen og gøre tilværelsen lettere. Det vil ske dels gennem almindelige skolefag, dels gennem det daglige samvær, hvor vi måske allerbedst vil lære hinanden at kende.”
De mange taler blev oversat af den ungarsk fødte arkitekt Gustav Gergelyffy, der var bosat i Slagelse som arkitekt hos arkitektfirmaet H. Studel. Gustav Gergelyffy var selv tidligere flygtning, idet han kom til Danmark i 1945 sammen med en mindre gruppe af arkitekter.
Markering af den ungarske nationaldag i Slagelse
Slagelses borgere kunne den 15. marts 1957 opleve et usædvanligt skue. De ungarske højskoleelever, alle medarbejderne på idrætshøjskolen og en gruppe på 45 ligestillede ungarske flygtninge, der var indkvarteret på Ollerup Håndværkerskole, markerede Ungarns nationaldag på festlig vis med procession gennem byen til frihedsmonumentet i Rosengade.
Det ungarske flag blev båret i spidsen, og deltagerne var iført armbind i rød, grøn og hvid. Ved frihedsmonumentet blev der sat en krans.
Under ledelse af den ungarske musiklærer Ilonka Gaal sang de ungarske elever deres nationalsang og ”Kong Christian”, som var blevet oversat til ungarsk. Med den ungarske arkitekt Gergelyffy som tolk holdt assurandør Carl Nielsen, formand for Frihedsrådets lokalkomite, en tale for de fremmødte.
Talen blev citeret i lokalavisen og lød som følgende:
”Kære ungarske venner! Vi vil gerne sige tak, fordi I på Ungarns nationaldag er kommet til stede. Dette monument, vi er samlet om, er rejst til minde om undertrykkelse, vold og terror. Vi ved, at det ungarske folk i dag kæmper mod det samme, og det er vort ønske – af hele vort hjerte – at I vil nå frem til frihed, sandhed og ret”.
Elevernes succesfulde sangkor
De ungarske elevers sangkor blev landskendt, da de blev inviteret til at synge i forbindelse med Ungarnsindsamlingen, som Statsradiofonien tog initiativ til. Titlen blev ”Underholdning for millioner”, og udsendelserne blev sendt direkte tre lørdage i marts 1957 med de kendte tv-værter Volmer Sørensen, Erik Bach og Arne Honore som konferencierer.
Udsendelserne og indsamlingen blev en succes. I løbet af de tre aftener indsamledes over fire mio. kr., og herudover indsamlede de humanitære og kirkelige organisationer cirka ni mio. kr. Efter datidens målestok et utroligt beløb, der blev brugt til hjælpearbejdet i Østrig og Ungarn samt til modtagelse og integrering af flygtninge i Danmark.
LÆS OGSÅ: Tidligere højskoleelever går forrest i Myanmar: "Min mor frygter for mig, hver dag jeg deltager i protesterne"
Det mandlige sangkor fra Gerlev underholdt i den tredje og sidste indsamling – lørdag den 16. marts 1957 – og reaktionen var fantastisk, ikke mindst fordi de sang ”Det var en lørdag aften” på dansk.
Flygtningene på Gerlev Idrætshøjskoles højskolekursus havde oprindelig en forventning om, at de skulle videre til andre lande, primært USA, Canada og Australien. Men gradvist var der flere, der levede sig ind i tanken om, at de ville blive i Danmark. Ikke mindst på grund af ydre omstændigheder.
Lærergruppen måtte derfor arbejde på flere fronter, dels fortsætte arbejdet med at forberede de ungarske flygtninge til nye kulturer og dels opspore mulige arbejdspladser for de af eleverne, der nu ønskede at blive i Danmark.
Højskoleeksperimentet lykkedes
Den 30. april 1957 blev sidste dag for Mads og Else Lidegaard som forstanderpar på Gerlev Idrætshøjskole. Det blev fire intense og oplevelsesrige måneder sammen med 96 ungarske flygtninge og dedikerede medarbejdere.
I løbet af de sidste uger på kurset havde mindre grupper haft held til at komme videre til deres drømmedestination, men 61 valgte at blive i Danmark, og det lykkedes at skaffe arbejde til de 42 af dem – resten skulle videre til det sociale støttetilbud Kofoeds Skole i København, indtil man fandt et arbejde til dem.
På kursets afskedsdag, den 30. april, var der bål og pandekager i haven og ikke mindst sang og taler.
Else Lidegaard holdt afskedstalen og sagde bl.a.:
”Når man ikke forstår hinandens sprog og ikke kender hinandens særheder, er der en ting, som betyder alt, og det er velvilje. Havde I ikke mødt os med velvilje – vilje til at forstå os – til at gøre jer selv forståelige, til at tilpasse jer og gøre arbejdet morsomt for os, ville det slet ikke have kunnet gå. Nu er I skyld i, at vi er blevet tre måneder rigere – vi vil aldrig glemme jer.”
Næste dag kørte en bus pyntet med det ungarske flag fra højskolen med stille, men rørte flygtninge.
Efterskrift
I 1976 var Else Lidegaard journalist på DR, og i forbindelse med markeringen af 20-årsdagen for opstanden i Ungarn producerede hun en tv-udsendelse om, hvordan det var gået de tilbageværende og nu integrerede flygtninge fra højskolekurset på Gerlev Idrætshøjskole i foråret 1957.
Det lykkedes Else Lidegaard at samle næsten halvdelen af de ungarske Gerlev-elever, der havde valgt at blive i Danmark.
Else Lidegaard kunne da bekræfte, at de var blevet godt integreret, fordi det ikke kun var deres hjemlands vemodige sange, der blev sunget – men også revyvisen ”Sejle op ad åen”.