Den gode politiske samtale findes

Publiceret 03-11-2022

LEDER "Fordi der er tale om konkrete fysiske møder mellem mennesker af kød og blod, er det aldrig til at sige, hvordan en debat forløber, og hvad vælgerne ønsker at konfrontere politikerne med af dilemmaer og indspark. Den levende vekselvirkning – var det dét, det hed?!" spørger Højskolebladets redaktør i sin nyeste leder.

Foto: Joachim Adrian

Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet

Lad mig begynde med en indrømmelse: Jeg bijobber ved siden af arbejdet som Højskolebladets redaktør. Ikke af nød, men af ren og skær lyst. 

Mit bijob består i at være moderator til alskens politiske debatter over hele landet – og under valgkampen har der mildest talt været nok at se til. Vælgermøder om økonomi, sundhed, klima, uddannelse, kultur og meget mere har fyldt i min kalender, og det bedste ved det hele har været at tage imod alle de spørgsmål, som videbegærlige borgere har formuleret undervejs i debatterne. 

Fordi der er tale om konkrete fysiske møder mellem mennesker af kød og blod, er det aldrig til at sige, hvordan en debat forløber, og hvad vælgerne ønsker at konfrontere politikerne med af dilemmaer og indspark. Den levende vekselvirkning – var det dét, det hed?!

LÆS OGSÅ: Højskolerne huser anderledes, levende samtaler om politik

Vores demokrati er dejligt dynamisk – ikke mindst under et folketingsvalg – og som du, kære læser, vil erfare i dette blad, har mange højskoler huset en lang række anderledes debatter i løbet af valgkampen. Arrangementer, hvor de traditionelle debatformater er blevet vendt på hovedet, og hvor mange unge har oplevet at være blevet klogere på bestemte politikområder og samtidig mere engagerede i, hvordan vores demokrati folder sig ud i praksis.

Det kan du læse seks elever berette om i en mosaik af reportager fra højskolernes alternative vælgermøder.

Selv om valget er afholdt, når dette nummer af Højskolebladet udkommer, er det formentlig ikke givet, hvem der skal sidde i regering – og på hvilket grundlag. Når der i den kommende tid skal forhandles mellem partierne, opfordrer højskolelærer Lars Andreassen politikerne til at overveje, om det først og fremmest er trøst og terapi, unge i mistrivsel har brug for – eller om det er flere meningsfulde mødesteder som for eksempel højskoler. 

Og så samler politisk kommentator Søs Marie Serup op på folkestyrets tilstand i et stort interview. Hun mener, at vi som land er i en demokratisk trivselskrise, hvor for få borgere opsøger de vælgermøder og den viden, der skal til for at forstå, at politik ofte er besværligt, langsommeligt og konfliktfyldt. Her kan højskoler gøre meget for at forbedre den politiske kultur i Danmark, fordi de giver plads til samtalen og nysgerrigheden – og opfordrer til deltagelse. Også mellem valgene.

LÆS OGSÅ Søs Marie Serup: ”Vi bliver ikke sunde demokrater af at spise på McDonalds hver aften”

Selv glæder jeg mig til at moderere mange flere debatter og politiske samtaler om alt det, vores nyvalgte folketingspolitikere sætter i scene frem mod næste valg. De får vist ikke tid til at bijobbe ligesom mig.

God læselyst i det nye nummer af Højskolebladet!