H vad sker der, når man kombinerer et oldgammelt debatformat med en ung, woke højskoleårgang anno 2022?
Engang var vælgermødet måden, hvorpå man som borger kunne blive klogere på partiprogrammer og politiske kandidater op til et valg. Nu er det i konkurrence med hurtige tv-dueller, digitale kandidattests og satiriske TikTok-videoer.
Alligevel kan det yngre vælgersegment måske bruge det fysiske møde til noget. Højskolerne har en stærk tradition for at facilitere samtaler, debattere og bygge bro mellem forskellige politiske overbevisninger – og under valgkampen har mange højskoler skruet op for deres aktiviteter , så både elever og lokale tilhørere kan involvere sig mest muligt i debatterne.
Det er blandt andet sket med støtte fra TrygFonden , som har uddelt en halv million kroner til Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Pengene skal bruges på at engagere unge i valget og hjælpe højskoler til at arrangere vælgermøder, hvor eleverne kan være med til at sætte dagsordenen.
På landets højskoler er borgere i alle aldre blevet budt indenfor til alt fra ”omvendte paneldebatter”, hvor den klassiske debatform er blevet vendt på hovedet, til ”Ping-pong-politiker”-debat, ”Generationernes vælgermøde”, ”Grøn kandidatdebat” og meget mere.
Vigtigst af alt er eleverne blevet vidne til konkrete fysiske møder mellem politikere og almindelige mennesker. Eleverne har oplevet, hvordan den gode debat og de levende politiske samtaler kan folde sig ud, når højskolerne lægger ramme til.
Herunder har Højskolebladet givet ordet til unge fra seks forskellige højskoler, som i små reportager fortæller om, hvordan debatterne har udspillet sig – og hvordan de selv er blevet klogere på demokratiet og dansk politik.
Bordtennis og politik kan sagtens kombineres Af Anna Fritzbøger Jægerlund, elev på Idrætshøjskolen Aarhus
Bolde flyver gennem luften, mens der bliver løbet rundt om det grønne bord. Sveden begynder at pible frem på folks pander, og humøret er højt. Det lyder umiddelbart som en almindelig eftermiddag på Idrætshøjskolen Aarhus. Men det er ikke kun bolde, der bliver slynget gennem luften – også ord.
Seks politikere fra hver deres parti har fundet vej til højskolen, og det traditionelle spil rundt om bordet har fået et tvist af debat. Det sker “for første gang i verdenshistorien”, som arrangøren Jesper Himmelstrup – journalistlærer på Krogerup Højskole og såkaldt fellow på Constructive Institute – hævder i sin åbningsreplik.
Da jeg først hørte om valgarrangementet, virkede idéen lidt skør for mig. Hvordan er det muligt at føre en debat, mens man spiller bordtennis? Dér må jeg dog blankt erkende, at det ER muligt. Det skyldes blandt andet, at alle elementerne fra en almindelig debat blev overført til bordtennisspillet.
Undervejs stod ordstyren med en skål med spørgsmål, som vi elever kunne trække fra, hvis vi ikke lige vidste, hvad vi skulle sige. På den måde blev der stillet et spørgsmål og ført en lille debat, hver gang nogen blev slået ud af spillet.
”Hvad er jeres holdning til SU’en?” lød spørgsmålet, som førte til en af de lidt mere heftige diskussioner. Det viste sig, at der var meget delte meninger hos Sofie Lippert (SF), Tobias Elstrøm (Moderaterne) og Anders Vistisen (DF), som var de politikere, der stod ved det bord, jeg spillede ved.
Tidligere spørgsmål havde været knap så politiske, fx ”Hvad er din livret?” og ”Hvad er din bedste koncertoplevelse?” Men med SU-spørgsmålet fik jeg følelsen af at være med i en rigtig debat. Sofie Lippert var stor fortaler for SU’en og mente ikke, den skulle ændres, hvorimod de to andre var lidt mere ovre i den anden boldgade. Her kom der lidt flere afbrydelser, og ordstyren måtte bryde ind, samtidig med at nogle af eleverne kom med deres egne tilføjelser.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Man blev kastet direkte ind i orkanens øje, og i forhold til at man til en almindelig paneldebat mere er fluen på væggen, var der til dette arrangement ikke nogen, der så skævt til, hvis man pludselig brød ind. Dét at stå samlet om bordet skabte dermed også en mere afslappet atmosfære.
Højskolen var helt klart med til at skabe et lidt mere uformelt møde mellem politikerne og os elever. Flere blev inkluderet, og der var flere, som aktivt deltog i debatten i forhold til en almindelig paneldebat – heriblandt mig selv.
Efter valgarrangementet stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg tage med herfra? Hele set-uppet gjorde, at jeg deltog mere aktivt og lyttede mere til, hvad der blev sagt, selvom det ikke altid var helt nemt at høre alle argumenter. Ligesom bordtennisbolden blev vigtige pointer misset nogle gange.
Men lykkedes det mig så at blive klogere på politik? Jeg må erkende, at politik ikke er det, der fylder mest i mit liv. Men dette valgarrangement har helt sikkert givet mig lysten til at sætte mig mere ind i valgkampen, inden jeg sætter mit kryds. Og så har jeg fået den dybeste respekt for, hvordan politikerne formår at føre en god debat i et alternativt format som det, der løb af stablen på vores højskole. Jeg ser nu, at selvom idræt og politik virker som to vidt forskellige ting, så kan vi altid mødes rundt om bordet.
Sommerfugl forvildede sig ind i debat om bæredygtighed Af Alvilda Grøn Bøving, elev på Nørgaards Højskole
Viseren på uret nærmer sig syv. I højskolens multisal er der sat stole op på sirlige rækker med udsigt til aftenens debat. I den ene side af lokalet står en vegansk banankage og venter på os i pausen.
Da jeg træder ind i lokalet, bliver jeg mødt af små slikposer fra De Radikale, en lille hæklet blomst fra Alternativet, en seriøs mængde flyers fra flere partier – og sågar en mulepose fra Moderaterne. Jeg kan ikke lade være med at overveje det paradoksale i, at vi er til valgdebat om klimaet, og alligevel bliver vi overdænget med merchandise og flyers.
Da jeg placerer mig på en af de forreste stole, kan jeg ikke lade være med at fundere over det paradoksale i, at vi alle sammen er mødt op i dag for at diskutere noget, der ikke burde kunne diskuteres længere.
Aftenens ordstyrer tager nu ordet og byder publikum og kandidater velkommen. Vi skal diskutere bæredygtighed, siger han, men formatet er lidt anderledes end det, vi for eksempel ser hos Clement Kjersgaard på DR2.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Skal der kort eller langt lys på Danmark?
Debatkonceptet, som eleverne på skolens linjefag ”Bæredygtighed” har fundet på, er centreret om de tre varme stole, der er placeret i midten af lokalet. Op af en koplettet hat trækker ordstyreren undervejs vilkårlige navne på de kandidater, som skal tage plads på stolene. Politikerne skal derefter snakke om et spørgsmål i ti minutter ad gangen. Som et lille underholdende indspark er der placeret en bezzerwizzer-gris, som hver kandidat må bruge én gang i løbet af aftenen, hvis de gerne vil bryde ind.
De ti kandidater står alle mere eller mindre klar til at gå i kødet på hinanden. Aftenens første kandidater i de varme stole er fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Her kunne jeg måske godt have ønsket mig, at hatten havde skiftet en af dem ud med en kandidat fra Konservative eller Venstre.
Mens Enhedslistens kandidat forklarer, at det er politikerne, der har ansvaret for den grønne omstilling, bliver jeg distraheret af en smuk citronsommerfugl, der har forvildet sig ind i salen, hvortil dørene har stået åbne. Jeg følger den rundt i lokalet, hvor den febrilsk forsøger at finde vej ud af det varme, menneskefyldte rum. Noget i mig har lyst til at flyve med.
Jeg synes, det er hårdt, at jeg skal klima-shames af Radikales kandidat Kathrine Olldag, der lige har efterisoleret sit hus, spiser vegetarisk og affaldssorterer til den helt store guldmedalje. Jeg vil ikke rives ud af mit lille højskolehelle, hvor jeg er omgivet af rare mennesker, der ligesom mig har været privilegerede nok til at kunne betale for at gøre sjove og spændende ting i fem måneder.
Jeg synes, det er hårdt at blive konfronteret med verdenssituationen. Jeg vil ikke sidde her og diskutere bæredygtighed. Jeg synes, det er hårdt, at vi er ved at ødelægge den smukke verden, jeg holder så meget af. Jeg ønsker, at vi handler. Det her er en nødsituation!!!!!
Det er et grundvilkår for vores demokrati at turde være uenige Af Mads Mehlum, elev på Kunsthøjskolen i Holbæk
Ude på gårdspladsens brosten pisker regnen ned. Det er en skumrende oktoberaften, og indenfor på Kunsthøjskolen i Holbæk fyldes teatersalens sæderækker med interesserede højskoleelever og andre lokale, der er kommet for at høre lokale folketingskandidater debattere.
Efter opsætning af medbragte valgplakater, uddeling af rød-hvide, sukkersøde bolsjer foruden en flyer eller to sætter kandidaterne sig til rette ved deres pladser på teaterscenen. Interessant er det, at SF, Radikale Venstre og Enhedslisten i aften er placeret til højre, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance indtager salens venstrefløj. Med mere eller mindre overlæg er posen rystet!
Aftenens moderator, forstander Michael Nielen, giver ordet frit, og hver af de seks kandidater introducerer sig selv kort og godt. Både førstegangsopstillede og mere erfarne kandidater præsenterer deres baggrund og mærkesager. Bag de sirlige valgplakater og politiske slogans findes både politibetjente, studerende, bilhandlere og undervisere, som hver især vægter kultur- og uddannelsespolitik i Danmark højt – selvfølgelig med ganske forskellige tilgange.
Spørgsmål, der knytter sig til, hvordan trivsel og mental sundhed sikres for alle børn og unge i Danmark, og hvorvidt staten skal understøtte kunst og kultur, diskuteres med stor lidenskab. Trods den gennemgående venskabelige stemning og gensidige respekt kandidaterne imellem opstår der efter debattens forskrifter øjeblikke af verbalt stormvejr. På god demokratisk vis!
(Artiklen fortsætter under billedet)
Udover moderatorens forberedte spørgsmål kommer publikum også til orde, og de opstillede kandidater må svare for sig på spørgsmål om både aktuelle og latente samfundsmæssige udfordringer. De to timer, som debatten varer, flyver afsted. Utallige fængende one-liners, tvivlsomme fakta og fornuftige argumenter bliver leveret, og debatten rundes af med et gensidigt ”tak for i aften”.
Måske vil nogen på vej hjem spørge sig selv om, hvad meningen er med at diskutere politik på teaterscenen på Kunsthøjskolen i Holbæk? Om dette ikke hellere skulle foregå på det lokale rådhus eller i fjernsynet? Måske.
Men højskolen som et samlingspunkt for debat om politik og samfundets indretning og udvikling er stadig relevant. For selv om vi måske gerne vil undgå, at vores liv, hverdag og relationer bliver korrumperet af politiske forskelligheder og eventuel konflikt, er det et grundvilkår for vores levende og omfattende demokrati at turde at være uenige. Ovenikøbet er højskolen et sted, hvor vi efter forskrifterne gives indsigt, dannes og på anden vis klædes på til at deltage i samfundslivet.
Selv om jeg personligt er nok så uenig med flere af kandidaterne oppe på teaterscenen, og selvom jeg ikke blev overbevist om at sætte mit kryds andetsteds, står engagementet i salen tilbage som aftenens store indtryk. Både kandidaternes og publikums.
Mødet med almindelige mennesker gør stort indtryk Af Rebecca Hulgaard Harte, elev på Askov Højskole
Forestil dig detS spredte borde proppet med valggodter, kaffe og te. Og en scene, der er ved at bukke under af mængden af kandidater, som kæmper om vælgernes gunst.
Jeg sad på forreste række til Askov Højskoles valgdebat, men alligevel havde jeg svært ved at bestemme, hvad det mest meningsfyldte øjeblik i debatten var. Det skyldes nok, at denne debat handler om et valg, der kan være det vigtigste i dette årti. Almindelige borgere har i de senere år mærket kriser tæt på kroppen – som krigen i Ukraine og endeløse corona-nedlukninger – på en måde, vi aldrig har prøvet før nu.
Partierne var samlet på højskolen for at diskutere de vigtigste emner i valgkampen: Fred i Europa, inflation, klima samt psykiatri og trivsel. Under diskussionen om inflation fik en kvinde blandt publikum ordet. Hun var enlig mor med tre børn, som på grund af de eksploderende priser på energi og dagligvarer var flyttet hjem til sine forældre igen.
Jeg fik et kort blik fra hende, og det var tydeligt, at det ikke var en situation, hun havde forestillet sig at stå i igen. At bo hjemme hos sine forældre er et stadie, som mange af os for alvor lægger bag os i tyverne. Her sad hun så og var langt fra at være en ung kvinde, der skulle finde sig til rette i voksenlivet. Hun havde allerede fundet sin plads og plantet sine rødder. Men de måtte trækkes op på grund af inflationens høje niveau.
LÆS OGSÅ: Højskolerne sætter fokus på de unges folketingsvalg
Jeg tror ikke, der var nogen i salen, som ikke blev påvirket af hendes vilkår. Truslen om at skulle rykke fra hus og hjem – at blive nødt til at fjerne sine børn fra deres vante dagligdag og vænne sig til nye omstændigheder og levestandarder – fylder i mange menneskers hoveder i øjeblikket.
Kvindens spørgsmål til politikerne var meget enkelt: “I har vidst det her i ti måneder, hvorfor har I ikke handlet før nu?” Klapsalverne rungede i Askov Højskoles festsal. Mange tænkte nok det samme.
Og lige præcis dette – muligheden for direkte interaktion og kritiske kommentarer fra publikum – er, hvad højskolens rammer kan tilbyde. Det var helt befriende for mig at høre indspark fra almindelige borgere blandet ind i debatten. Hvor én blandt os kunne få lov til at tage styringen og sætte dagsordenen, bare et øjeblik, og skære igennem det ellers ophobede valgflæsk, som kom fra scenen.
Det, jeg blev mest overrasket over, var, at politikere godt kunne svare ja eller nej til simple spørgsmål undervejs. Og endda nogenlunde overholde den tidsramme, de blev givet.
Jeg skiftede ikke politisk mening undervejs, men jeg fik præciseret nogle af mine værdier og holdninger ved at lytte til kandidaterne. Både dem, jeg var enig og uenig med. En god debat kan få refleksionen i gang hos os på måder, vi ikke selv regner med!
Højskolen er et mødested på tværs af politiske holdninger Af Kathrine Varming Kokholm, elev på Grundtvigs Højskole
Stole og borde i lange rækker inddeler Grundtvigs Højskoles gymnastiksal i striber. På scenen har folketingskandidaterne lavet et fælles kunstværk: en collage af ansigter og slogans i alle farver.
Tilskuerne kommer gående i H2O-futter, nogle iført dynejakker, andre i jakkesæt. Der er både unge og lidt ældre. Bordene er i aftenens anledning pyntet med flyers. Løfter, løftede pegefingre og fælles opsang ligger som farvestrålende bordløbere. Poser med vingummier, bolsjer og blomsterfrø er også bragt ind i kampen til dem, der skal overtales på anden vis. Flere har taget kaffen med ind i salen – vores rituelle drik i et hyggeligt møde med andre.
“Nåå…” lyder det ud i salen. Det er kodesprog for “nu går vi i gang”, og alle retter opmærksomheden mod scenen. Aftenens debat har to i forvejen udvalgte emner, fortæller den kontante ordstyrer John: Klima og velfærd. Reglerne er klare: Hver kandidat har tre minutter til at fremlægge, hvad de vil gøre ved problemet.
“Min modløshed ernæres af de løgne/ nødvendighed slår min natur ihjel” synger vi i aftenens første fællessang, Afmagtssang Højskolesangbogen
Humor bruges som et fast indslag i de forskellige kandidaters oplæg. Det bløder stemningen op.
Kontante politiske udmeldinger siges lidt højere i mikrofonen og mødes af nogle af os med et stille “nej!” eller det mere eksplicitte “hørt!” Vi reagerer ikke højlydt, men flere grublehænder på hagen er fremme. Der er løftede øjenbryn, overbærende smil og rystende hoveder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vi holder pause, og her mødes vi i civil omkring buffeten. Jeg tager et stykke kage og spørger de andre, hvad de synes.
Til et lydtapet af knasende slikpapir, host og folk, der rømmer sig, lytter jeg videre.
Efter de to runder har jeg et nogenlunde klart billede af kandidaternes mening om klima og velfærd. Jeg ser det som en klar fordel, at de får lov til at tale ud. Her er der ingen Clement Kjersgaard, der afbryder, og debatten har ikke karakter af et skænderi. Debatten er præget af gensidig respekt fra lyttende modkandidater. Vi får lov at høre hele argumenter og ikke kun brudstykker.
Vi når til den afsluttende runde af debatten, spørgerunden. Vores ordstyrer løber venligt rundt med mikrofonen, og vi får chancen for at undre os – for at være en del af dialogen.
En ældre kvinde blandt publikum tager ordet. Hun spørger til infrastrukturplanen: Hvorfor skal vi udbygge vejnettet mere på trods af den klimaskadelige effekt, det vil have? Jeg bliver overrasket, fordi det skubber til min måske unuancerede opfattelse af, at det er ungdommen, der bekymrer sig om klimaet. Det giver mig et indtryk af en smallere generationskløft. Et fælles ståsted.
Jeg bliver glad, og det minder mig om, hvorfor netop højskolen er et ideelt sted at mødes til vælgermøde – ja, til at mødes på tværs generelt. På højskolen har vi et eksisterende fællesskab af værdier og sang. Vi træder ind på højskolen med visheden om, at vi på trods af politisk uenighed stadig har et fællesskab, der er større end meninger.
Kløften mellem generationerne bliver formindsket Af Martha Johanne Knappe, elev på Brandbjerg Højskole
Jeg er i en helt almindelig sportshal på Brandbjerg Højskole. Det er en helt almindelig tirsdag, og højskolen er blevet transformeret til at rumme en helt almindelig politisk debat. Og dog. Temaet for debatten er kløften mellem generationerne – og hvordan man kan komme den til livs.
En ung kvindelig højskoleelev rejser sig op, modtager den obligatoriske højskoleklapsalve og stiller sit spørgsmål til politikerne på scenen: “I bliver ved med at ville forklare årsagerne til unges mistrivsel og komme med langsigtede planer, men hvad fanden skal vi gøre ved problemet lige nu?”
Alle lytter opmærksomt – både de ældre generationer og de yngre. I det øjeblik bryder dialogen ud, og der brydes med den klassiske debat, man ser på tv. Den almene borger kommer med i ligningen, og man kan kommunikere på lige fod med politikerne. Det er, som om partiernes forskelle udviskes, og pludselig er det personer på lige fod med publikum, der står deroppe på scenen.
Dét, at debatten foregår i højskolens rammer, betyder, at de værdier, der dyrkes på højskolen, pludselig bliver trukket ind i debatten. Der er plads til at være enige og uenige. Mangfoldigheden er værdsat. Der er plads til alle i denne debat, og det ses tydeligt, når jeg kigger ud i rummet og ser alle de forskellige mennesker.
LÆS OGSÅ: ”Kan det virkelig passe, at undergangsfortællingen er den eneste vej frem?”
Jeg lukker øjnene, lytter ud i rummet og hører en baggrundsstøj. Det er oversætteren, der er i gang med at gengive moderatoren Clement Kjersgaards hurtige ord til de internationale højskoleelever. Det er tydeligt at mærke, at de internationale højskoleelevers nysgerrighed også smitter af på folk i sportshallen. Alle kigger opmærksomt op på scenen, der domineres af politikerne.
Kandidaterne møder folk med en ydmyghed og er interesserede i at svare på folks spørgsmål og holdninger til de tre emner, der er blevet nøje udvalgt af højskoleeleverne: “Klima og energi”, “Skole og uddannelse” og “Sundhed og psykiatri”. Dog presser den klassiske korte politikermonolog sig på i ny og næ. Der er antydninger af mudderkast, og de valgte emner fejes til side til fordel for politikernes egne mærkesager. Men højskoleånden er tydeligt til stede i lokalet. Den får hurtigt sporet samtalen hen på en dialog med publikum og sober argumentation igen.
Halvvejs i debatten brydes der med det klassiske debatformat igen, ved at man skal finde nogen fra en anden generation at tale med. Kløften mellem generationerne i valgkampen bliver lige pludselig formindsket.
Jeg kan mærke i min egen samtale og se rundt i rummet, at dialogen fungerer. Folk får talt om spørgsmål stillet af politikerne, så rollerne er pludselig byttet om. I samtalen er vi på lige fod. Dét at have en anderledes debat på en højskole gør kløfter mindre, øger nysgerrigheden og skaber rum til forskellighed – noget, der måske også kunne være givende at gøre mellem valgkampene?