Af Søren Thomsen, teologistuderende på Aarhus Universitet
Følgende er et uddrag af bogen Fanget i nuet af klimaangst og historieløshed (Kristeligt Dagblads Forlag, 2022). Trykt med tilladelse fra forfatteren og forlaget.
I efteråret 2019 rejste jeg sammen med min hustru til Malaysia for at bo og arbejde der i halvandet år. Det var forbundet med en høj grad af frihed at ankomme til et land, hvor ingen kendte min fortid. Det var som at begynde på en frisk. Der gik et par måneder, og så fik vi besøg af en virus fra Wuhan i Kina. Landet lukkede ned, og der blev indført et strengt udgangsforbud.
I nogle uger blev min primære beskæftigelse at gå lange, nærmest uendelige ture rundt i det syvetagers parkeringshus, der var tilknyttet vores boligkompleks. Vi vidste ikke, hvornår tingene ville ændre sig til det bedre. Langt det meste af tiden var vi overladt til os selv i vores egen lille lejlighed og måtte søge gode ideer inde i os selv for at få tiden til at gå.
I længden er det ganske svært at leve på den måde. Det er som at være fanget i nuet. Når jeg som ungt menneske i Danmark ser på min generation af opvoksende danskere, forekommer det mig, at noget lignende er galt. Vi har ikke rigtig nogen historie længere. Vi mangler en fortælling, der kan binde os til virkeligheden. Og vi aner ikke, om fremtiden en dag bliver lys igen.
LÆS OGSÅ: "Det er så min mor – hun cosplayer Grundtvig"
Jeg har set mange af mine jævnaldrende nå til det punkt, og jeg har næsten været der selv, det punkt, hvor man ikke længere tør tro på fremtiden, og hvor man ikke ved, hvem man er, fordi ens fortælling er faldet sammen. Midt i det udsigtsløse nu.
Hvorfor har vi unge så svært ved at leve? Vi vokser op i et samfund, hvis lige vel ikke er set i verdenshistorien. Vi er frie og velstillede, vi har nærmest uanede muligheder, og vi kan blive lige, hvad vi vil – både med hensyn til identitet og karriere. Alligevel er det, som om noget er galt.
Fremtiden er mørk
Min generation er en af de mest privilegerede generationer, historien har kendt, men samtidig slår vi alle rekorder, hvad angår psykiske lidelser og diagnoser. Vi har ganske svært ved at skaffe mening og fylde til vores tilværelse.
Min generation tilhører den opvoksende ungdom i dagens Danmark. Måske nogle vil mene, at jeg allerede bør være voksen – jeg selv håber, at det går den vej. Når jeg for eksempel står og samler puslebordet til det barn, jeg snart skal være far til, har jeg i hvert fald på fornemmelsen, at mit primære ansvar mere og mere kommer til at handle om andre end mig selv.
Men så meget desto mere: Fordi jeg selv er del af ungdommen, og fordi jeg snart skal tage ansvar for et lille individ fra den kommende generation, tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved den fortælling, man vokser op med som ungt menneske i vores samfund. Noget er galt. Der er noget galt med vores fortælling om mennesket i verden.
Der bliver stillet alt for høje krav til det enkelte menneske, og jeg tror, det skyldes et alt for positivt menneskesyn. Samtidig er fortællingen om verden i medier og politik præget af en nærmest altoverdøvende kriseretorik, som for mig at se skyldes et alt for negativt syn på tiden – både den, der gik forud, og den, der forhåbentlig skal komme.
Hvorfor har vi unge så svært ved at leve? Vi vokser op i et samfund, hvis lige vel ikke er set i verdenshistorien. Vi er frie og velstillede, vi har nærmest uanede muligheder, og vi kan blive lige, hvad vi vil
Søren Thomsen
Fremtiden er blevet formørket af den dommedagstenderende diskurs om klimaets og klodens nærtstående sammenbrud. Og fortiden er samtidig blevet en kampplads for stridende politiske og ideologiske grupperinger, der hver især forsøger at fremstille fortiden, så den passer til deres projekt.
Som ungt menneske oplever jeg derfor, at det kan være meget vanskeligt at gennemskue, hvilken historie jeg egentlig har lov til at forstå mig selv ud fra. Jeg – og mange andre – bliver alene med mig selv. Når fremtiden formørkes, og fortiden forvirres, bliver vi fanget i et udsigtsløst nu – og det er ikke noget rart sted at være.
Lad mig fortsætte et lidt andet sted. For jeg skulle egentlig have været VVS-installatør. Det var i hvert fald, hvad jeg selv ønskede, da jeg blev færdig med folkeskolen. Og jeg havde faktisk også skaffet mig en fornuftig læreplads. Men et dårligt knæ begyndte at trække mig i en anden retning, og der blev skubbet på med kommentarer fra lærerne om, at når man har boglige evner, skal man gå bogens vej.
LÆS OGSÅ: Her er højskoledanmarks største inspirationskilder
Så skal man ikke ”spilde” sine talenter på at stå og skære gevind på vandrør eller fikse blandingsbatterier i en bruseniche. I øvrigt en tankegang, jeg aldrig har forstået – for selv akademikeren får brug for en VVS-installatør, når der kun er koldt vand i bruseren. Jeg opgav alligevel lærepladsen og besluttede mig for at læse teologi.
Således gik det til, at jeg måtte et par år forbi HF – den hurtigste vej til en akademisk uddannelse. På HF begyndte jeg at læse, og mens jeg læste, fandt jeg Grundtvig, eller måske var det Grundtvig, der fandt mig; det kan jeg ikke afgøre. Under alle omstændigheder blev mødet afgørende.
Samtalerne med den gamle
Teologen og præsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er for længst død, men er alligevel blevet en af mine bedste venner. Jeg holder af at mødes med ham på de tætskrevne sider i hans nærmest uendelige forfatterskab, hvor jeg frit kan stille spørgsmål og søge trøst, hvis nutiden bliver for tung.
Af og til siger Grundtvig, at det væsentlige er det levende ord i samtalen med andre levende mennesker, og jeg fornemmer, at han anklager mig for at være blevet en bogorm. Jeg svarer ham, at det kan han selv være.
Det var ham, der ikke kunne kende forskel på dag og nat, fordi han hele tiden havde travlt med at læse og skrive. Det er hans værker i udvalg, hvad der altså kun er en brøkdel af hans samlede skrifter, der fylder to hele hylder på min bogreol.
Af og til siger Grundtvig, at det væsentlige er det levende ord i samtalen med andre levende mennesker, og jeg fornemmer, at han anklager mig for at være blevet en bogorm. Jeg svarer ham, at det kan han selv være.
Søren Thomsen
Jeg indrømmer blankt, at samtalerne med Grundtvig ofte fra min side kan være en umiddelbar flugt fra hverdagen med alle dens krav, forventninger og dårlige nyheder. Men det er faktisk også et forsøg på at finde hjælp til at være i verden og leve som menneske. Og det er derfor, jeg nævner ham i denne sammenhæng.
For hos ham har jeg mødt en nærmest utrættelig lyst til livet og en helt særlig fortælling om mennesket og tiden, som jeg selv og – tror jeg – mange i min generation har brug for at høre. Og muligvis også andre.
Det er godt at have en ven, som er ældre end én selv. En, som er fra en helt anden tid end min, men alligevel evner at være samtidig med mig. Og det gør Grundtvig, fordi han tager menneskelivet alvorligt – ikke ud fra en idé om, hvordan det burde være, men ud fra erfaringen af, hvordan det faktisk er.
Fordi han turde se kriserne i øjnene – både sine egne og samfundets – men uden at blive blindet af dem. De fik lov til at være der, og de blev gennemlevet, men de fik ikke lov til at være alt. Han insisterede på, at der altid måtte være håb.
LÆS OGSÅ: Han er svær at komme uden om
Et enkelt eksempel fra hans liv viser spændvidden i hans psyke og personlighed. I løbet af 1810 var Grundtvig havnet i en eksistentiel krise. Det kulminerede ved juletid samme år. Grundtvig rejste fra hovedstaden til sit barndomshjem i Udby ved Vordingborg for at holde julen der. Undervejs overnattede han sammen med vennen og ledsageren Frederik Sibbern på Vindbyholt Kro.
Midt om natten vågner Sibbern ved lyden af Grundtvig, der er faldet på knæ og med høje råb forsøger at bede. Selv fortæller Grundtvig dagen efter, at han midt i natten havde følt Djævelen som en slange, der snoede sig rundt om hans krop.
Det kan måske lyde som mystisk tale i dag, hvor selv præster kan have svært ved at bruge ordet djævel, men Grundtvig havde slet og ret mødt det onde i tilværelsen, og det havde han et navn for: Djævelen.
Det afgørende og mest forunderlige er, at midt i dette mørke – i de selv samme dage – skrev Grundtvig sin første salme. Ikke en dyster og mørk salme, men en nærmest barnligt naiv insisteren på lyset og livet – jeg tror, de fleste af os har sunget den: Dejlig er den himmel blå.
Lysten til at leve
Krisen, mørket og angsten fik ikke lov at stå uimodsagt hos Grundtvig. Og det er noget andet end den tone, der for tiden møder os, når vi lytter til tidens medier og politikere, hvor kriseretorikken ofte forekommer altdominerende.
Derfor vil jeg i denne bog føre samtale med Grundtvig og med ham kritisere tidens kriseretorik. For kan det virkelig passe, at undergangsfortællingen er den eneste vej frem? Kunne der ikke være en anden og mere opmuntrende fortælling om min generation og mig?
Er vi bare dem, der er dømt til at redde kloden? Eller dem, der skal råde bod på fortidens ugerninger? Eller er vi den generation, der kun kan sætte negative rekorder? Vi er dem, der drikker for meget, og dem, der ryger for meget. Vi er dem, der bliver ramt af stress og depression. Vi er de udbrændte og angste.
Men får vi overhovedet lov til at være alt det? Nej, det får vi ikke!
Er vi bare dem, der er dømt til at redde kloden? Eller dem, der skal råde bod på fortidens ugerninger? Eller er vi den generation, der kun kan sætte negative rekorder?
Søren Thomsen
Jeg må ikke have angst. Det er en diagnose, og den skal behandles. Jeg skal i stedet være balanceret. Jeg må heller ikke være deprimeret, for det gør folk omkring mig kede af det, og hvis det fører til sygemelding fra arbejdet eller orlov fra studiet, så er det alt for dyrt.
Jeg må heller ikke drikke, for det skaber en usund kultur. Jeg må ikke ryge, for så får jeg bare lungekræft og må forlade arbejdsmarkedet før tid – for slet ikke at tale om, at den slags udleder CO2, og det er noget så alvorligt.
Men hvad må vi unge så? Vi må løse CO2-krisen og sikre fremtiden – og først derefter kan vi få lov til at leve. Det er en ret stor opgave. Men får vi nogen hjælp? Må vi søge råd i fortiden – kan vi overhovedet det? Nej, for det er jo der, alle fejlene ligger. Vi må se til, mens statuer væltes, cancel culture buldrer frem, og fortiden falder for øjnene af os.
LÆS OGSÅ Forestillingsaktuel Thure Lindhardt: ”Kunst forbinder os til det, Grundtvig kalder menneskeånden”
Så er det ikke længere særlig sjovt at være ung og have det meste af livet foran sig. Uden nogen fremtid at håbe på, medmindre man virkelig strammer sig an og løser klimaudfordringerne, og uden nogen fortid at tage ved lære af bliver vi efterladt alene i et udsigtsløst nu.
Så er der kun tilbage at søge ind i sig selv og lytte til sine egne følelser for dér at finde retning. Men ærlig talt, følelser har det med at ændre sig fra dag til dag, så nogen særlig betryggende retningsviser forekommer de mig ikke at være.
Kun én følelse er næsten konstant: lysten til at leve – og det både med depressionerne og ængsteligheden, begejstringen og håbet, med både sunde og mindre sunde vaner. Men når jeg lytter til tidens kriseretorik, melder spørgsmålet sig: Har jeg lov til at leve?
Håbet hos Grundtvig
Anderledes er det hos Grundtvig. Her har vi lov til at leve. Og det med alt, hvad det indebærer. Angst og depression må gerne være der – måske forbigående, måske permanent – men det er uanset hvad en tilladt del af livet.
Hos Grundtvig har jeg lov til at fordybe mig i fortiden og måske for en stund glemme mig selv i mødet med skæbner fra en fjern tid, som under langt ringere levevilkår end mine alligevel insisterede på at leve gennem både frygt og håb.
Ja, måske jeg for en stund finder ro i den tanke, at andre har set Jorden gå under før mig, har set hele den livsverden, de kendte, forsvinde for en ny orden – måske til opmuntring, måske til bedrøvelse, men livet gik dog videre.
Hos Grundtvig har jeg lov til at fordybe mig i fortiden og måske for en stund glemme mig selv i mødet med skæbner fra en fjern tid, som under langt ringere levevilkår end mine alligevel insisterede på at leve gennem både frygt og håb.
Søren Thomsen
Det håb kan jeg møde hos Grundtvig, for det er en del af hans livsverden, som rummer mere end enkelte menneskers bedrifter. Dér er fremtiden ikke noget, mennesket skal skabe ved egen hjælp eller bærer alene.
For ”Jeg kender et land”, siger Grundtvig, ”hvor håret ej gråner, og tid har ej tand” – et land, der bygger på håb og kærlighed, et rige, hvor man byder død og mørke trods og insisterer på livet. ”De levendes land” hedder det. Og, siger Grundtvig, ”det kommer til os”.
Derfor har man lov til, som Grundtvig skriver et andet sted til sine egne børn, at leve:
Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men, med de dybe længsler vel bekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.
Nu begynder det måske at lyde som noget, der har med Gud at gøre. Og ja, det har noget med Gud at gøre – det har noget med kristendom at gøre. Sådan er det, for Grundtvig var som nævnt præst og teolog og kristen.
Jeg selv er også kommende teolog og kan som sådan have gavn af at føre samtale med Grundtvig, men ikke for teologiens skyld alene, først og fremmest for menneskelivets skyld.
Fortællingen om mennesket
Måske nogen her vil indvende, at Grundtvig bør betragtes som humanist, fordi han var mere optaget af det menneskelige end det kristelige. ”Menneske først og kristen så, kun det er livets orden”, vil de citere ham for at have sagt.
Eller de vil måske spørge, om ikke der var noget med Grundtvig og asatro? Og jo, det var der. I sine unge år i begyndelsen af 1800-tallet var han sammen med Adam Oehlenschläger og andre romantikere optaget af det gamle, mytologiske univers.
Faktisk forblev det mytologiske billedsprog og den deri indeholdte livstydning en tilbagevendende interesse for Grundtvig. Og vel har han beskæftiget sig med mange emner, der måske umiddelbart er mere menneskelige end kristelige. Manden levede i over 80 år og udgav skrifter i langt over et halvt århundrede, så selvfølgelig kan man som læser finde forskellige steder at lægge vægten.
LÆS OGSÅ: Frygten for fremtiden
Men den Grundtvig, jeg her fører samtale med, kommer faktisk til udtryk i citatet ”menneske først og kristen så”, hvis man vel at mærke lægger betoningen rigtigt. For der er ikke tale om en logisk rækkefølge: først menneske og siden hen kristen.
Der er tale om en livets orden: menneske først og fremmest – og kristen således. Det vil sige: Man skal ikke gå rundt og være kristen på en eller anden umenneskelig eller livsfornægtende måde. Tværtimod er kristendommen det mest menneskelige, netop fordi kristendommen for Grundtvig er til for menneskelivets skyld og ikke omvendt. Den er nemlig ikke en ideologi.
Det er den Grundtvig, jeg her taler med. Ham, som gennem både personlige og samfundsmæssige kriser lod lysten til livet og ikke frygten for undergangen drive værket. Og som tilmed tillader sig at påstå, at den indsigt, at fremtiden aldrig udelukkende må være kilde til frygt, ved siden af den kristne forkyndelse også er at finde i historien.
Jeg indrømmer blankt, at samtalerne med Grundtvig ofte fra min side kan være en umiddelbar flugt fra hverdagen med alle dens krav, forventninger og dårlige nyheder. Men det er faktisk også et forsøg på at finde hjælp til at være i verden og leve som menneske.
Søren Thomsen
Det er den i fortællingen om mennesket, der er udspændt mellem det, han kalder ånd og støv – mulighed og nødvendighed.
”Mennesket er ingen abekat”, siger han i et berømt citat; det er ikke skabt til kun at efterabe, hvad andre har gjort. Som et åndfuldt væsen med mund og mæle – evnen til at tale og fortælle – har det mulighed for at skabe en fortælling, hvori både gode og mindre gode erfaringer kan blive overdraget til næste generation – med andre ord: hjælpe næste generation på vej.
Ud fra den tankegang stiller jeg nu følgende spørgsmål: Hvorfor skal fortællingen om fremtiden være så domineret af frygt? Hvorfor skal det være så vanskeligt at finde perspektiv på tilværelsen i historien? Hvorfor skal det enkelte menneske efterlades så alene med sig selv?
Jeg indrømmer blankt, at samtalerne med Grundtvig ofte fra min side kan være en umiddelbar flugt fra hverdagen med alle dens krav, forventninger og dårlige nyheder.
Men det er faktisk også et forsøg på at finde hjælp til at være i verden og leve som menneske. Og det er derfor, jeg nævner ham i denne sammenhæng.
For hos ham har jeg mødt en nærmest utrættelig lyst til livet og en helt særlig fortælling om mennesket og tiden, som jeg selv og – tror jeg