Af Astrid Søe, foredragsholder, skribent og ambassadør for EPALE Danmark/EU
”Usmageligt med Grundtvigfigurer!!”
Ordene fik jeg som hilsen på Twitter inklusive de to udråbstegn på Grundtvigs 150 års dødsdag fra en, der ikke synes, det er god smag at ”tage Grundtvig på sig”. Gode ord at få med, især da jeg lige var blevet bedt af Højskolebladet om at skrive om dét at genoplive den gamle.
Twitter-brugeren har nemlig helt ret. Det er usmageligt – lige så usmageligt som en hakkebøf i munden på en person med coronafølgevirkninger og smagsforstyrrelser.
Jeg kan godt lige ordet usmageligt: ”Noget, der krænker den almindelige opfattelse af, hvad der er acceptabelt.” Grundtvig lavede stort set ikke andet end at være datidskrænkende, og han krævede tilmed, at vi skulle udholde, overvinde og sættes fri i dét at acceptere, at den almindelige opfattelse skal udfordres. Tal og tål. At livet, samfundet og kirken ikke er så fast en borg, at den ikke har høje og vide porte, der står åbne som armene på en bedstefar. ”Frihed for Loke, såvel som for Thor”.
LÆS OGSÅ: Her er højskoledanmarks største inspirationskilder
Ikke så underligt at Grundtvig i sit eget virke og liv kom under censur ad flere omgange og oplevede en voldsom krænkelseskritik fra kirke og samfund. I dét at vælge livets storme blev Grundtvig rundet af sin tro på lighed. At vi er lige gode på hver vores måde i hvert vores udtryk.
Bevares, jeg er egentlig heller ikke meget for at rejse rundt i latex og paryk og råbe rablende retoriske gammeldanske, grundtvigske brudstykker, men til gengæld gør det noget ”genoptaget og genopdaget” at tage den gamle ind i samtiden – fysisk.
Grundtvig er vanskelig på alle måder. Han sætter os på prøve, ikke uden kærlighed, men i en vekselvirkning mellem ånd og menneske. ”Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst”. I de ord og i ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” har jeg ofte snublet over blændværkstimen og haft en jellingesten i skoen.
Jeg havde ellers en skidegod opadstræbende og dybt alvorlig og meget voksen karriere og mærkede respekt og velvilje, lige indtil Grundtvig stillede sig i vejen med et krav om at oplive – før oplysning. Det er faktisk noget nemmere (og karrierefremmende) at holde et foredrag om grundtvigsk frihed end at sætte Grundtvig fri i 2022.
Men i det mindste har jeg fået lidt street credit på hjemmefronten, hvor mine voksne børn morer sig med at introducere mig for deres venner med ordene: ”Det er så min mor, hun cosplayer Grundtvig.”
Grundtvig lavede stort set ikke andet end at være datidskrænkende, og han krævede tilmed, at vi skulle udholde, overvinde og sættes fri i dét at acceptere, at den almindelige opfattelse skal udfordres.
Astrid Søe
I 1980’erne var det nærved og næsten livets gåde at tænke på, hvem der var inde i Bamse og Kylling – Grundtvig derimod …? Jeg holder meget af ord og uhåndgribelighed, men med Grundtvig-figuren er det netop håndgribeligheden, dét at sidde i metroen eller slentre over Langebro i præstekjole, pibekrave og hipsterskæg og høre de umildbare hilsner:
”Goddag, hr. Grundtvig!”
”Hej, du gamle!”
”Hey, er det ikke Gandalf?”
”Næ vent, det er sgu da Grundtvig …”
”Fuck hvor vildt!”
”Ja, fuck hvor var det fedt, ja det var så fedt, ja så fucking hot …”
Danmarks Darwin
Jeg snakkede den anden dag med en ung mand, der gik på efterskole. Han havde ingen idé om, hvem Grundtvig var – til han glad udbrød ”nå ja, det er ham med aberne!” Der gik lidt tid, før jeg fattede, at det var Darwin, han mente.
”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende.” Grundtvig kunne ikke lide aber, Darwin derimod mente, at ”slægt skal følge slægters gang.”
For begge samtidige gælder det, at de prøver at samle en fortælling om mennesket. Hvad vi kan, vil, kommer af, opstår i og hos – og mest af alt hvorfor og hvordan vi kommer overens med os selv, biologisk, teologisk, i tvivl og i tillid.
Grundtvig har fyldt meget i 2022 i 150-året for sin død. Det ville han have været umådelig stolt af. Så meget menneske var han, at anerkendelse og skulderklap selvfølgelig var prisværdigt. Og vigtigt. Som for alle andre, dog ”menneske i alt at være og, skønt støv, i ånden stærk.”
LÆS OGSÅ Forestillingsaktuel Thure Lindhardt: ”Kunst forbinder os til det, Grundtvig kalder menneskeånden”
Når ”Grundtvig” tager sig en kold fad på et brunt værtshus, tager til rockkoncert eller kaster håndtegn på Ungdommens Folkemøde, er det for at genvække en viden – en folkearv af det fælles, i frihed og forståelse af ”mangFolkelighed”. Og også en genhusker på det gennemsyrende grundtvigske: At vi er gode nok, som vi er – et udgangspunkt, der kræver understregning i vores samtid, hvor mange, især unge, snubler i fremdriftshast, ensomhed og et kierkegaardsk eksistentielt tomrum.
I tomrummet er Grundtvigs tanker trædesten, der giver mulighed forfra. Til at gentage, genoptage og genfortælle os selv og hinanden. Kærlighed er gentagelse. Og Grundtvig mente, at alt var styret af netop kærligheden. Det politiske, samfundet, samlivet, troen. Kærligheden er et værn mod vold og uret.
”Kærlighed alt sit udretter, som nødvendigt, men dog frit. Flytter frit hvad loven sætter, skellet mellem dit og mit, er ej blot dog at undskylde, men er hele lovens fylde.” I vores tid, hvor vi oplever fake news, et Europa, der splittes for vinden, populisme, nationalisme, krig, krav, krænkelsesparathed, den hårde debattone og demokratier, der svækkes – i denne tid er det grundtvigske helt forenklet et stykke fortidstanke, der fremtidsnært kærligt hvisker:
Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
når heltens bæltespænde
er tillids androgyn,
gør fri, hvad os opliver,
Ord skaber, fællesgiver
Så frihed kan bestå! (ish)
Det er så myndigt at følges ad
Forleden var jeg booket ind som foredragsholder til et ”Syng, spis og snak”-arrangement. Præsentationen lød nogenlunde sådan her: ”Da jeg skrev til Astrid og spurgte, om hun kunne komme, fik jeg en mail tilbage, der lige ville sikre sig, om det var Grundtvig eller Astrid, der var tale om …”
Og sådan har de seneste ni år været. Det har – ikke overraskende – vist sig, at vi har brug for at støve den gamle af. Karikaturen er ikke smuk og heller ikke tænkt sådan. Grundtvig var så sammensat, provokerende, prøvende, umulig, gådefuld, gnaven, grundig, omskiftelig og kærlig, at dét at iføre sig en grundtvigsk fjederham er en umulig, mageløs opgave.
I dét at tage det grundtvigske på sig ligger et håb om en folkeoplysende frimodighed og genbrug af Danmarks største diverse tænker. Grundtvig skal aldrig have det sidste ord, men hans fortjener at få det første.
Jeg er nogle gange bange for friheden, når den bliver pop og tillægsord for alt det, vi synes skal rime på danskhed. Det er ufrit og ufedt og uden hjemmel. Friheden finder sig ikke i det. Ingen bliver fri af at bruge ordet. Det kræver et særligt samfundssind så at sige. Det er altid mit løsen, når jeg lægger latex i lag.
I tomrummet er Grundtvigs tanker trædesten, der giver mulighed forfra. Til at gentage, genoptage og genfortælle os selv og hinanden. Kærlighed er gentagelse. Og Grundtvig mente, at alt var styret af netop kærligheden.
Astrid Søe
Grundtvig havde et menneskeligt mod og en fremtidsfornemmelse, vi ikke må glemme. En frihedstro – hvor ingen kommer til skade, fordi friheden er lige værdig (”i borg og hytte”), og ingen behøver frygte eller vogte på andre, fordi friheden swiper "ja" til ansvaret uden pop og pomt og pragt.
Når ”Grundtvig” træder ud i 2022 og på blandt andet Folkemødet med vanlig gensidighed titulerer enhver som menneske (først), ikke efter rang eller status, er det forhåbentlig en genhusker på Folke-Lighed. På et sprogligt frisind, hvor vi tager for givet, at vi vil hinanden det godt og med intentionen om at være til folkegavn og grøde. Der er myndigheden i vores samfund. At vi husker, at vi er på lige fod.
Hæng ud
Hos Grundtvig er man altid fri til noget, ikke fra noget. Bøvlet hører med, men for enden af bøvleby og surmule med mælk på ligger der et slagger af samliv, samtale, samhørighed, sameksistens og ikke bare en sampak i metermål, men noget helt særligt grundtvigsk og gennemtrængende, nærmest højlydt og provokerende drilsk. Det fri.
Hos Grundtvig er det fri ikke at være udenfor, men netop at være indenfor, at være en del af noget fælles gods. I det fælles bliver man fri til andre end bare sig selv og måske ligefrem fri for sig selv i ny og næ. Og fordi den grundtvigske frihedsbrud altid knalder samdrægtigt med ansvaret, kan, må og vover vi at bygge samfund og folkeliv i den ånd.
Kærlighedens nådegave er netop, at den rækker ud og rækker længere end til kun os selv.
LÆS OGSÅ: ”Vi er forbundet til Grundtvig lige nu”
Kærlighed er at forstå frihed. At man ikke er træl eller tyende hos hinanden. Og at man, trods den rosendalske tvivl og stort besvær ved, at kærligheden og livet er det hele værd.
”Ja, det er gammen, at rejse sammen, når fjederhammen er kærlighed.” Det er svært ikke at elske en digterpræst, poet, politiker, provorøv, der kom med alt det, der var ham, og råbte: Lev det!
Da H.K.H. Prinsesse Isabella frimodigt spurgte sin mor ”Er du helt væk?”, var jeg sikker på, at monarkiet stod til troende. At den grundtvigske arv havde sat sig så grundigt, at kongehusets kulturelle knofedt også består af ”det fælles bedste” – at spørge mere og svare mindre. Udsagnet ligger også i tidens nutidsforståelse. At være helt væk eller fraværende snakker også ind i Søren Kierkegaards eksistens-
tænkning.
Et menneske bliver hos både Grundtvig og Kierkegaard nagelfast, når nærværet banker på, og vi ikke kun roder med eget indhold. Lykkens dør går ud, siger Kierkegaard. Fælles gavn, siger Grundtvig. Kærlighed spørger mere ud end ind. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Er du helt væk?
Grundtvig havde et menneskeligt mod og en fremtidsfornemmelse, vi ikke må glemme. En frihedstro – hvor ingen kommer til skade, fordi friheden er lige værdig (”i borg og hytte”), og ingen behøver frygte eller vogte på andre
Astrid Søe
Jeg holder meget af udtrykket ”at hænge ud”. Vi hænger helst ikke ind, gemmer på os selv, for derinde er ensomheden. Derinde bliver svarene som et ekkorum på Golgata. Er vi rigtigt modige, hænger vi vasketøjet ud til frit skue, alt inklusive midaldermagelige trusser, frimodig tale og forvaskede holdninger, lader det blafre i vinden og våren. Eller vi hænger ud på gadehjørner, på grillen, hænger på hinanden som skæbne og som samtidsvidner.
'At hænge ud er at hænge i det fælles. Ikke i en tynd tråd, men i en lænke af alt det, vi ikke kan måle og veje. Bjerges rødder, fugleånde, fiskespyt. Fællesskab fremmer forståelsen, der kan opklare og opdage. Og i dét at hænge ud dannes vi til at hænge i.
Livets kø
Og der hænges meget i, når højskolen og efterskolen byder nye elever op til dans, og vi andre i den forbindelse må holde i timelange køer på motorvejen, fordi familien Danmark har pakket stationcaren med dyne, drift og drømme – og Trafikstyrelsen igen i år har glemt at advare offentligt om, at den dag skal man ikke køre på tværs af landet og ende i et Frank Jæger-efterår – den dag er vejene elevernes, dem der skal begynde igen, forfra med en generindring af, hvad de selv kan samle og forenkle i et fællesskab.
”Vi afbryder udsendelsen med en melding fra Trafikstyrelsen om kø på Køge Bugt Motervejen og på Lolland, Falster, Bornholm samt de østjyske, nordjyske, vestjyske, sjællandske, sønderjyske, midtjyske, fynske og fandenivoldske motorveje. Det skyldes ikke Distortion, Roskilde Festival, regentjubilæum – det skyldes det fælles bedste. Vi forventer voldsom trafik hele dagen, læn dem ikke ud.”
Når man holder i en grundtvigsk ”livet kø” og uden blusel glor ind ad bilvinduerne hos de næsepilende lidt spændte unge (og beklemte forældre, når det gælder efterskolefamilierne), er der, udover næsepilleriet, en sikker gennemgående tendens. En vilje til ”at vi vil være hinanden som vi er, at vi kan bære hinanden som vi er.”
LÆS OGSÅ: ”Kan det virkelig passe, at undergangsfortællingen er den eneste vej frem?”
Det er så øm og omfavnende en kærlighedserklæring fra fortiden, at ”kærestevæggen” nødvendigvis altid har Grundtvig hængende som en mulighed, en gnist, noget at tænde på – eller scorepotentiale om man vil.
Og selvom den gamle tog billetten for 150 år siden, er ånden levende og lige så uudgrundelig og underlig som menneskelivet – langt mere end man kan eller formår at beskrive.
Åndsfrihed flytter os stadig og stædigt, og hvis ikke den fylder, må man holde ind i nødsporet med havariblink og genoverveje, om vi trænger til at tabe sutten.
”Pacifier”, som den hedder på engelsk – sutten er en erstatning for ”mors bryst”. Hos Grundtvig et udsagn om noget centralt i både sprog og ånd. Dét at blive ammet, ikke at forveksle med amen, eller måske alligevel netop forvekslet med amen. At stå fast, være til at stole på og være bestandig. Et sted, hvor barnetroens tillid råder, og voksentvivlen endnu ikke har trådt sine besværlige veje. Blive til i det nærvær, i det kendte modersmål, i den oplevede duft eller i den viden, at vi er hos hinanden. I kraft af hinanden.
Det slår mig fra tid til anden, at Grundtvig var mere graver end præst. Hos den teologiske Grundtvig fornemmes der altid en ”smøgen ærmerne op” og en aldrig fuldstændighed – noget, der hele tiden søges og samstemmes med arven i den kultur, hvor teologen prædiker.
Astrid Søe
Åndsfriheden har vi i Grundtvigs Danmark fået ind med modermælken. Et begreb eller et greb, der holder demokratiet levende, ordet vagt og livet vågent. Aka ”I dytter, vi bunder,” som der stod på en studentervogns banner i sommer.
Vognen holdt ikke i nødsporet. Den havde retning mod Mimers Brønd og en rådslagning på bunden af en dåseøl med grundtvigsk pant. En vognfuld unge, der var fri til livet. Om jeg dyttede? Nej, men Grundtvig dyttede op til flere gange. Typisk.
Hjertesprog
Det slår mig fra tid til anden, at Grundtvig var mere graver end præst. Hos den teologiske Grundtvig fornemmes der altid en ”smøgen ærmerne op” og en aldrig fuldstændighed – noget, der hele tiden søges og samstemmes med arven i den kultur, hvor teologen prædiker. Kirken, den er et gammelt hus, bygget af levende stene. Kun Ordet helliger huset, og våbenhuset er tilmed nordisk og den eneste ind- og udgang for dem, der hører sig til her på lag.
I Grundtvigs kristne livssyn bliver det enkelt og en tvivlsforkaster at kaste sig ind i vores egenfortælling. Gode teologer tvivler og tumler og trimler for det meste enten ned af Golgata eller går i gråt som Grundtvig (han ville aldrig gå i sort, det var han for mørkeræd til).
Da tvivlen ramte teologien, blev de nordiske myter en avlshingst for testamenterne. ”Lær af guder, der kan gråne, der kan græde, der kan dåne, hvor højkirkes billedsprog.” Hjemme i Udby, hvor Grundtvig voksede op, hang der ikke ferskner på træerne, og vand er ikke bare liv, men i Norden også død og ødelæggelse, tidevand, stormfloder, fiskeren, der ikke når hjem fra havet, vikingetogter, storm.
LÆS OGSÅ: Han er svær at komme uden om
I testamenterne er billedsproget ikke forståeligt for os nordboere, men fortællingen, håbet, kærligheden og Ordet er oversætteligt i det religiøse billedsprog, vi allerede bærer på. En skovl er en skovl og en spade en spade. For Grundtvig ligger friheden i tilgivelse, i forkyndelse og i kristendom i det sprog, vi har arvet, det sprog, vi hører, når vi dier ved mors bryst og skråler med på hos Nik og Jay.
Hjertesprog er forkyndelsens forankring. Det umidelbare, uskolede, frimodige, hverdagsfortættede. Derindefra hvor bondeblomsten spirer. Leverpostej, Gråbrødre Plads, Piratos er ånd af altet. I det sprog, der skal give lyd og genlyd i kirken, må hverdagskærligheden – den jordnære og sprogligt forståelige – opelskes og finde sig værdig.
Grundtvig støvede det kirkelige sprog af med sin tro på folkeforståelse, folkefrihed, folke-lighed. Når Benny Holst skriver i sangen Julies sprog, at ”det sprog, vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen,” så tænker jeg altid på den gamle Grundtvig og nynner dagen mild og modig i det forenklede tonemættede tiltag i alt fra samfund, kirke, skole og kærlighed.
Sproget er ingen fjende, det er frit, og det er dit og mit. Ordet skaber, hvad det nævner og er poesiens lejesvend.
På fornavn med frimodigheden
Grundtvig er ikke bare et højstemt ”ja”, men mere et ”men”. Og hver gang man synes at have fundet de vise sten et sted i hans mangeartede tekster og tanker, kommer der en modsigelse, et spørgsmål, en gåde.
Kun ét slår Grundtvig fast: ”Nej, aldrig spørges det fra nord, om lyset vil fordunkle.” Det forpligter – ikke bare dig og mig og de frie skoler, men os alle i nye måder at værne om livsoplysning og folkeoplysning som en ild af altet. Det er værd at tænde på! Og det koster, livet, som Gustava Brandt ville sige.
Jeg kan få lyst til at sige: Styr dig, du gamle. Det er for meget, for svært, forlangt. Men vi skylder os selv og hinanden at prøve. Det er den pantordning, Grundtvig indførte. Vi kalder den vist – trods dét at han var imod ordet dengang – for demokratisk dannelse.
Astrid Søe
Grundtvig sagde det ikke, men ofte tænker jeg, at han kunne have sagt ”Tal og tål”: ”Ej alt i fred-ler forme, men vælge livets storme, for gravens stille ro.”
”Den, der vil være fri, må lade næsten være det med sig.” Det er meget at forlange. Næsten skråsikkert og syndsforladt og svært. Balancen og dannelsen i samtalen, i debatten, i samværet er en kunst, der kun dyrkes af såre få. At tale og derefter tåle at blive modsagt, at møde undren, spørgsmål og være åben for andres holdninger. Kritik og knæfald.
Men vi skal både tale og tåle. Det er samtalens tillid. Det er måske i grunden det grundtvigske fælles åndedrag.
Det kræver ”en fjeldræv” fyldt af frimodighed og dannelse at begå sig i Grundtvigs arv. Og tit går vi vild og skævt. Det er noget med almindelig anstændighed og god borgerlig opdragelse og hensynssyge.
LÆS OGSÅ Geeti Amiri: ”Det er mig en gåde, at højskolerne ikke skaber flere møder på tværs af samfundsskel”
Men alligevel bliver jeg draget, ikke af natmørkt hav, men mod det frimodige, der tør, hvor andre holder tæt som TENA (inkontinensprodukt, red.). Frimodigheden er hverken lummer eller lurvet, men tillid med oprejst pande. Den bare forventer og tager for givet, at man er godtaget. I det at man er menneske.
Jeg kan få lyst til at sige: Styr dig, du gamle. Det er for meget, for svært, forlangt. Men vi skylder os selv og hinanden at prøve. Det er den pantordning, Grundtvig indførte. Vi kalder den vist – trods dét at han var imod ordet dengang – for demokratisk dannelse.
Da Grundtvig opfandt Tinder
Når Steffen Brandt påstår, at ”det er samfundets skyld”, plejer jeg at sige, at det hele nok i virkeligheden er Grundtvigs skyld. Frisindet, åndsfriheden, storsindet, overbærenhed, tvivlen, mundskyl, tilliden, pornoens frigivelse, Tinder og alt det andet hverdagsgods.
Og det er vel helt sikkert (?), at det er Grundtvig, der har opfundet Tinder: ”Nu tindrer end må det matte blik, de blegnede kinder gløde.” Hvem er længere i tvivl? Grundtvig swiper "ja" til alle, især dem, han er uenig med: ”Hader frem for alt de søde, som på skrømt ham kommer nær.”
Grundtvig bliver brugt og misbrugt, genbrugt men aldrig opbrugt. Et menneske, en tænker, der formår at genopstå som en bondeblomst af løget i det skaberler, vi også selv er med til at forme. Ikke et pølset leraskebæger i keramik, men en form, der samler og fortætter og forandrer.
LÆS OGSÅ: Hengivenhedens dannelse
Har vi lov at forny Grundtvig? Gentænke og tillidsvække i hans navn? Tage munden lidt for fuld og på spangsbergsk sige: Du må godt. Fred være med det. Det er svært at forstille sig andet i Grundtvigs navn. Tak for friheden, du gamle.
Vi er langtfra færdige. Center for Grundtvigforskning taster livligt Grundtvig-teksterne ind digitalt, høj- og efterskoleeleverne synger med på gamle vers og nyfortolkninger af de levendes land, Vartov samler samtaler, grundskolerne har temadage om den gamle, foredrag og nye bøger om ham skrives og skrottes, forskningen fortsætter, og folkeoplysningen frisætter.
Men – ja, men, det grundtvigske men – helt Grundtvig-kendere bliver vi nok aldrig. Og heldigvis for den sammensatte gåde – som Grundtvig måske ville have sagt:
Du endnu har det bedste tilbage,
Det lå gemt hos den gamle af dage!
Kære G. I freaking fucking love ya.
Et liv af mening, fejlfrit og perfekt
med karakterer der kan tæve alle
lovlydig, ingen udbrud i affekt
rejs jer forsømte – fucked er dem der falde!
Jeg læser op på Kant og Kierkegaard
min flid er synlig og gir resultater
jeg står på række, venter på min tur
og efteraber – vi er vel primater.
Jeg har en holdning, til jeg tar’ en ny
jeg tror på alt - men anfægter min næste
for skikken følge eller landet fly
men hvem er jeg? – Det må vel Facebook teste?
Jeg finder mig en quiz i dansker vid
og noget om at holde mest af katte
det viser sig min viden er frigid
jeg er et speltsegment – Ja tak, en Latte.
Et jævnt og muntert virksomt liv på jord
det lyder som et levn fra svundne tider
nu haster vi, drive-in som nadverbord
og fællesskab er svært for individer.
Men når nu livets spotlight slukkes helt
og links og like’s har mistet deres gåde
har jeg mon nået nok, fik jeg mig delt?
Du jævne liv, kom hid – og vis mig nåde!
Kærlig hilsen Astrid