Af Maria Bruun-Schmidt Dorrens og Joakim Züger (foto)
Tungerne arbejder. Det vækker associationer til en blæsebælg, da de tre kvinder, som udgør koret ilinx, åbner munden, trækker vejret ind og deler et åndedrætsritual med de omkring 80 gæster, der er mødt op i Vartovs grønnegård fredag den 2. september til arrangementet "Gravøl for Grundtvig".
Det er netop den gamle digterpræsts ånd, der er i centrum ved åbningen af festivalen "Grundtvig lever!" arrangeret af Grundtvigsk Forum og Center for Grundtvigforskning. Her chanter koret langsomt ordene: "Iiiin and out" – som i en vejrtrækning – og fortsætter: "As everyone with lungs breathes the space between the hands, and the space around the hands, and the space of the room," mens de ånder ud på den sidste tone.
Gæsterne står som forstenede. Alles åndedræt finder efter et par minutter et fælles træk og giver kroppene plads til at være til stede. Folk lader blikkene flyde og observerer den mægtige stenskulptur af Grundtvig, som kigger ned på festivalforsamlingen med udstrakte hænder og sit åndelige verdenssyn.
LÆS OGSÅ: "Det er så min mor – hun cosplayer Grundtvig"
Godt nok døde han på denne dag for præcis 150 år siden, men Grundtvig er i høj grad til stede i dag, forklarer Laura Marie Madsen, der er et af medlemmerne i koret, som kender hinanden fra Engelsholm Højskole.
”Den luft, vi ånder gennem, når vi synger i dag, er også den luft, Grundtvig åndede i dengang. Ud fra hans idé om mennesket som et åndeligt væsen lever Grundtvig videre i os, og derfor er vi forbundet til ham lige nu,” siger hun.
Det er en hyggelig og varm stemning, der omgiver gården, hvor solen skinner ned i gravøllene, som tjenere serverer på runde bakker, mens de cirkulerer rundt på den brostensbelagte jord, hvor Grundtvig satte sine ben som præst i 33 år.
En troldmand, løgner og fortryller
De fremmødte gæster har skålet hele eftermiddagen. Under rødgrønne vimpler med et G i midten bliver arrangementet skudt i gang kl. 15.00 med klaverspil af musiker Kristian Bach, og i timerne efter løfter gæsterne gravøllene til himmels. Gennem fællessang og flere skåltaler af markante stemmer i Vartov-miljøet bliver Grundtvig husket for at være både en troldmand, en løgner og en fortryller.
Digterpræsten havde ordet i sin magt og skrev over 1.600 salmer i løbet af sit liv. Én ting, der var særligt for ham, var, at han havde sans for det sammensatte liv, forklarer formanden for Grundtvigsk Forum, Kirsten M. Andersen. Han skelnede mellem det åndelige og det levende.
Den luft, vi ånder gennem, når vi synger i dag, er også den luft, Grundtvig åndede i dengang.
Laura Marie Madsen, korsanger
”Lad os skåle for, at Grundtvig ved utallige lejligheder skrev og digtede om, at sanserne ikke fungerer på egen hånd – at de har med selve sandheden at gøre,” siger Kirsten M. Andersen i sin skåltale og uddyber:
”Hovedsanserne syn, følelse og hørelse svarer til de indre sanser. Synet svarer til indbildningskraft og fantasi. Følelse svarer til en indre bevægelse, der går lige i hjertet. Og hørelsen til forstanden, der danner begreber,” siger hun.
Gæsterne nikker. For sådan forstod Grundtvig verdenen – gennem de indre sanser. Og de bliver vakt til live i dag, hvor digterpræsten hyldes gennem taler, sang og ikke mindst kunst.
Donér dit åndedræt
På 150-årsdagen for Grundtvigs død bliver totalinstallationen Grundtvig In The Mix
De seks værker, der er en del af installationen, folder forskellige åndsbegreber ud, forklarer Marie Højlund Koldkjær, som er lydkunstner og -forsker, og som har kurateret installationen sammen med kulturproducent Christine Byriel.
Marie Koldkjær præsenterer hvert enkelt kunstværk foran gæsterne, mens hun peger ud i gårdrummet fra sit ståsted i sensommersolen:
”Vi begynder med Ida Lunden herovre, som har bearbejdet ånd som vandkraft i sit værk Water Wessel
LÆS OGSÅ: Han er svær at komme uden om
”Og så har vi ånd som kraftdråber – igen bearbejdet af Ida Lunden og så Thea Sikker. Her bruger de honning som den sanselige livskraft udspændt mellem træerne,” forklarer Marie Koldkjær og peger på tre honningdryppende nylonstrømper, der er hængt op på en tynd sølvwire mellem to af træerne i gården.
”På bænkene kan gæsterne høre ånd som ordkraft, hvor fem nulevende digtere har valgt ord eller salmer fra Grundtvig og gjort dem til deres egne ord og stemmer,” forklarer Marie Koldkjær.
Nu falmer skoven trindt om land
Lad os skåle for, at Grundtvig ved utallige lejligheder skrev og digtede om, at sanserne ikke fungerer på egen hånd
Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum
I den anden ende af gårdrummet står en stor grøn kasse, hvor det er meningen, at gæster kan donere deres åndedræt.
”Det er en lydinstallation, som griber åndedrættene og laver dem til et stort fælles åndedræt. Man skal bare gå derind, trykke på en knap, lytte til en åndedrætsmeditation i høretelefonerne og trække vejret, som bliver optaget og sendt ud i gårdrummet,” siger Marie Koldkjær.
Siger han nutidens kunstnere noget?
Selvom mange af de fremmødte gæster kender Grundtvig ganske godt, er det ikke alle, der er vokset op med ham eller Højskolesangbogen.
Det gælder blandt andre kunstneren Ida Lunden, som til at begynde med var lidt skeptisk ved at fortolke Grundtvigs åndsbegreber.
”Han var egentlig bare en, jeg forbandt med min mormor og morfars kirkegang. Grundtvig har ikke sagt mig særlig meget førhen,” siger hun.
”Men da jeg fandt ud af, hvordan han så vandkraft som en cirkulær kraft og tid som en ikke-lineær størrelse, vågnede jeg op og gav mig i kast med opgaven,” siger Ida Lunden foran sit værk af dryppende honning, hvor flere gæster er ovre for at betragte den rislende sukkermasse løbe ned fra nylonstrømperne.
LÆS OGSÅ: Her er højskoledanmarks største inspirationskilder
To af dem, der er mødt op for at ære Grundtvig på hans 150-års dødsdag, er Ellen Harms og hendes veninde Ingrid Døssing. De har under åndedrætsritualet med kvindekoret oplevet, hvordan deres kroppe er faldet til ro, de har følt sig forbundne til tid og sted – og de har begge et nært forhold til Grundtvig.
Mens Ellen Harms har gået på højskole, er Ingrid Døssing opvokset i et præstehjem med ”Grundtvig hængende på kontoret”, ligesom hun har sunget i DR Pigekoret og bærer mange af Højskolesangbogens sange som ”et indre smykke”, forklarer hun.
”Den grundtvigske arv er en måde at tilgå verden, som jeg er blevet opdraget ind i, og som lever videre i mig. Og sang er en helt naturlig del af den folkeånd, Grundtvig har skabt. At synge i flok er som at trække vejret sammen i ét åndedrag,” siger Ingrid Døssing.
Han var egentlig bare en, jeg forbandt med min mormor og morfars kirkegang.
Ida Lunden, kunstner
Hendes veninde Ellen Harms fortsætter:
”Det virker naturligt for os danskere at samles om Grundtvigs tekster. Under corona var noget af det første, mange gjorde, at trække den lille blå højskolesangbog frem og synge sammen – blandt andet hans salmer.”
Mennesket bør holde fat i magien
Også her på Vartov fylder fællessang en del i programmet. Mellem skåltalerne slår gæsterne løbende op i den ikoniske blå bog, som man låner fra en lille reol på hjul ved indgangen.
Smukt lyder det, når alle stemmer i og synger I kvæld blev der banket på Helvedes port
”For det var netop det, han kunne: Forvandle og fastholde barnetroens troskyldige og fortryllede blik på verden for det fornuftstyrede, moderne menneske,” siger Katrine Frøkjær Baunvig med høj røst ud over pladsen.
LÆS OGSÅ: Kan det virkelig passe, at undergangsfortællingen er den eneste vej frem?
”Og det er her, poesien og kunsten kan hjælpe. Grundtvig skabte et tekstunivers båret af overnaturlige træk og fantastiske væsener som engle, griffer og fønix-fugle. Han forstod at holde fat i magien,” siger hun.
Alle klapper. Den store troldmand lever. Tungerne vokser gennem svælget og slår rod i hjertet, da de fremmødte synger Grundtvigs strofer højt i endnu en fællessang efter skåltalen:
”Sov sødt barnlille. Lig rolig og stille, så sødelig sov, som fuglen i skov…”
Afbrudt af rådhusklokkerne
Ordene når himlen, men en dump lyd af en guitar, der rammer jorden, afbryder. Det er Bisse, sangeren Thorbjørn Radisch Bredkjær, som kortvarigt mister grebet om sit instrument.
”Godt det ikke var min guitar,” råber en gæst fra pladsen, og Bisse smiler. Fællessangen er slut, og han har samlet guitaren op fra brostenene. Han træder frem på pladsen i mønstrede bukser, bæltespændet sidder midt på maven.
”Det her er en sang, jeg ikke har spillet så ofte. Men nu er der jo krig i Ukraine. Og jeg blev inviteret til at synge her, og det er den eneste sang, hvor jeg har citeret Grundtvig,” siger Bisse, og alle mumlegriner. Det er uhøjtideligt, han snakker hurtigt.
”Det var soleklart, at jeg skulle synge den. Jeg kan fortælle, at jeg har arvet Grundtvigs samlede værker af min farbror. Jeg er lige flyttet og skulle overveje, om jeg skulle skille mig af med den – for det er en meget stor samling, og den er meget tung, og jeg skulle jo flytte fra 5. sal, men jeg besluttede mig for at beholde den,” siger han.
”Og nu står jeg her. Så det er et tegn på, at jeg ikke er færdig med Grundtvig,” siger Bisse.
Jeg kan fortælle, at jeg har arvet Grundtvigs samlede værker af min farbror. Jeg er lige flyttet og skulle overveje, om jeg skulle skille mig af med den
Bisse, sanger og musiker
Sangeren spiller de første toner på sin guitar, men han når ikke at åbne munden, før kirkeklokkerne fra Københavns Rådhus blander sig med melodien. Folk ler, der opstår en kunstpause. Bisse synger:
”Hvorfor står vi her igen? Hvorfor går vi ring? Gør de samme sindssyge ting?”
Er kunstscenen blevet det nye kirkerum?
Ordets magt og den legende og fortryllende tilgang til livet, som Grundtvig var så kendt for, er i fokus på alle mulige måder på denne 150-års dødsdag. Som allerede nævnt inviterer kunstinstallationen Grundtvig In The Mix
Og her mellem alle talerne, musikindslagene og ikke mindst kunstværkerne – der er bygget på nyfortolkninger af præstedigterens åndsbegreber – fristes man til at spørge, om netop kunst- og kulturscenen er blevet det nye kirkerum, der tilbyder moderne mennesker en dybere sandhed, et fælles ståsted og et åndeligt rum at føle sig forbundne til.
LÆS OGSÅ Geeti Amiri: ”Det er mig en gåde, at højskolerne ikke skaber flere møder på tværs af samfundsskel”
Laura Marie Madsen fra kvindekoret ilinx peger på, at kunsten kan give os plads til at mærke os selv fysisk. Kunst kan vække sanserne og måske skabe den åndelige forbindelse, som vi går og savner, og som var så central for Grundtvig.
”Som moderne mennesker tror jeg, vi mangler en åndelig forbindelse med hinanden – fx ved at være i et rum og synge eller sanse sammen. Hvis det vækker en følelse af åndsnærvær, skal vi huske at dyrke det. For er der noget, vi mangler i dag, er det en forbundethed mellem ånd og krop,” siger hun.