Af Morten Skov Mogensen og Jens Maibom Pedersen, hhv. bestyrelsesformand for Rødding Højskole og bestyrelsesformand for Silkeborg Højskole
Der er snart årsmøde i FFD. Det plejer at byde på lidt af hvert, og i år er bestemt ingen undtagelse. Bestyrelsen for FFD har i sin visdom valgt at foreslå, at formanden for FFD fremover skal vælges og ansættes på fuld tid.
I stort set samme åndedrag har FFD’s nuværende formand med stor bestyrelsesopbakning meldt sit kandidatur til den nye fuldtidsansatte tillidspost – alt sammen naturligvis helt i orden i henhold til foreningens formalia.
Vi ved jo af gode grunde ikke, hvad der er blevet diskuteret omkring bestyrelsens bord, men det undrer os, hvis ingen har problematiseret ovenstående og spurgt ind til, om vi overhovedet kan få en ordentlig diskussion af bestyrelsens forslag, uden at den bliver personliggjort som et for eller imod FFD’s nuværende formand.
Eller endnu værre: Kan man forestille sig, at gode højskolekolleger vil afstå fra at kaste sig ud i samtalen om fordele og ulemper ved en fuldtidsansat formand for ikke at såre eller træde den nuværende formand over fødderne? En så væsentlig og principiel beslutning om, at FFD skal overgå til at ledes af en fuldtidsformand, må aldrig forstyrres af personspørgsmål.
LÆS OGSÅ Debat: Derfor er tiden inde til en formand på fuld
Nogle gange bør ”ting tage tid”, og i denne sag burde vi først have besluttet, om vi er for eller imod en fuldtidsformand – og derefter, hvis der var flertal for fuldtidsscenariet, på et senere og evt. ekstraordinært årsmøde have valgt en ny fuldtidsformand.
Fingrene i højskolemulden
Vi bryder os altså ikke om den sammenblanding, der efter vores mening alt for nemt kan ske ved at gribe ”sagen” an, som der nu er lagt op til – og vi bryder os heller ikke om idéen med en fuldtidsansat formand. Det sidste har flere grunde.
For det første: Alt for mange eksempler med fultidsformænd med eget kontor og flere ugentlige fremmøder fortæller historier om uheldige sammenblandinger mellem en bestyrelses strategiske og overordnede politiske arbejde og så den daglige drift.
En bestyrelse ansætter en ”general” og lader, så længe man har tilliden til vedkommende, ham eller hende lede organisationen. Den dygtige formand holder sig væk i forhold til den daglige drift, så for mange kokke ikke fordærver – og så der hele tiden sikres og fastholdes en klar domænefordeling.
Der er brug for en formand, der står og falder med det lange seje træk derhjemme på højskolen, for ellers vil han eller hun blive et alt for nemt offer for bjergets terminologi og tidens vokabularium.
Morten Skov Mogensen og Jens Maibom Pedersen
En bestyrelse – og altså også formanden – skal sikre, at generalsekretæren får de optimale muligheder for at gebærde sig på alle niveauer.
Det er generalen, der forbereder, finder veje at gå, organiserer og sætter det bedste hold. Han eller hun er fagpersonen, der ved, hvad det vil sige at stå i spidsen for en forening som FFD. Han eller hun har forstand på lovgivning, økonomi, administration, embedsværk, ledelse, kommunikation etc.
Det kan man ikke nødvendigvis forvente af en formand, men han eller hun skal til gengæld igen og igen kunne oversætte højskoletanken og idéen, sætte ord på, hvad der rører sig i højskoleelevernes livsverden, og begejstret smitte omverdenen med højskolens stolte tradition for ikke bare at give højskoleeleverne, hvad de kommer efter, men også hvad de har godt af.
Og skal man kunne blive ved med det, så skal man også være dér, hvor livsoplysning ikke bare er endnu et buzzword, men levet liv – så skal man også være på en højskole.
LÆS OGSÅ: Er debatten død i højskolebevægelsen?
For det andet: FFD er en vigtig, men mindre forening. Det er helt afgørende, at den folkevalgte formand har fingrene i højskolemulden. Han eller hun skal dagligt snakke, synge, grine, græde, drømme, planlægge, lytte, rejse, ja – leve sammen med højskoleeleverne og højskolekollegerne. Det er her, inspirationen og idéerne til de næste mange skridt skal hente næring.
En formand, der ”bare kommer forbi” højskolen og ellers bruger tiden på politiske forhandlinger og receptioner, vil alt for nemt komme til at stivne i velkendte strukturer og alt for ofte genfortælle de gamle højskoleanekdoter, vi har hørt så tit.
Der er brug for en formand, der står og falder med det lange seje træk derhjemme på højskolen, for ellers vil han eller hun blive et alt for nemt offer for bjergets terminologi og tidens vokabularium. Den gode FFD-formand skal til enhver tid være helt tæt på og være en levet del af højskoleelevernes erfaringsunivers.
Pengene kan bruges bedre
For det tredje: En fuldtidsformand skal naturligvis have en god løn. Det er FFD’s økonomi ikke til – og heller ikke skolernes.
Kan vi eventuelt finde pengene her eller der, vil de kunne bruges meget bedre i felten – til nye spændende initiativer og tiltag eller til igen og igen at fortælle kommende generationer om vigtigheden af at kigge forbi en højskole.
FFD er for lille en forening til en fuldtidsansat formand, en halvtidsansat næstformand, en generalsekretær etc. Vi skal værne om foreningens folkelige islæt og ikke professionalisere op og ned ad væggene.
Den højskolepolitiske dagsorden varetages allerbedst af et engageret og vakt højskolefolk, der på vidt forskellig vis har kontakter til det politiske liv og dets embedsværk. Her kan en fuldtidsformand nemt komme til at stå i vejen – både for generalsekretæren, bestyrelsen, den enkelte højskoles forstander og den enkelte højskoles bestyrelse.
Har man en drøm om at være fuldtidsformand eller fuldtidspolitiker – og det er jo helt legitimt – så må man finde andre græsgange end højskolens.
Morten Skov Mogensen og Jens Maibom Pedersen
For det fjerde: Efter den eventuelt første fuldtidsformand skal der vælges en ny. Hvem skal det være? Eller rettere sagt: Hvilken højskole vil aflevere sin forstander eller sin funklende stjerne af en højskolelærer til hovedkontoret? Eller hvilken forstander, lærer eller ansat vil lægge højskoletjansen på hylden for formandskabet?
Er det ikke sådan, at udbuddet af mulige formandskandidater vil snævre sig ind og efterlade fremragende formandspotentialer på perronen – fordi de ikke vil slippe højskolelivet?
For det femte: En fuldtidsformand vil nemt kunne komme til at fylde uforholdsmæssigt meget i den højskolepolitiske dagsorden. En bestyrelse vil altid have en væsentlig kontrolfunktion i forhold til organisationens drift og udvikling.
Med en fuldtidsansat formand vil der opstå en stor asymmetri mellem formanden og de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der blot møder ind med mellemrum. Alt andet lige vil der til stadighed være en fare for et alt for stort gab mellem de folkevalgte medlemmers og den fuldtidsansattes mulighed for at påvirke i den ene eller anden retning.
LÆS OGSÅ: Hjemlighed – en etisk forpligtelse
En formand har brug for den hjemlighed og den horisont, et levet højskoleliv giver, for igen og igen at korrigere og sætte det fælles i perspektiv. FFD skulle jo nødigt knække over eller ende som det politiske overdrev, hvor enkeltsager og egne interesser alt for ofte bestemmer.
Har man en drøm om at være fuldtidsformand eller fuldtidspolitiker – og det er jo helt legitimt – så må man finde andre græsgange end højskolens. For vi har brug for en formand, der har fælles pulsslag med det levede højskoleliv, højskolens elever og medarbejdere.
Det lyder tilforladeligt med en fuldtidsformand, men der er efter vores mening for meget at risikere. Skal man gå den vej, skal der som minimum sikres en ordentlig og helt igennem gennemsigtig proces, hvor der bliver god tid til at finde de kandidater, der altid skal til for at kunne vælge den rigtige.
Der er snart årsmøde – og det bliver garanteret, som altid, hyggeligt.
Vi håber, at det også giver den nødvendige mulighed for blandt andet at få talt forslaget om en fuldtidsformand grundigt igennem og ikke lade personspørgsmål forplumre en væsentlig debat og beslutning. Det skylder vi hinanden.