Af Stig Skov Mortensen og Merete Østergaard, hhv. viceforstander på Den Rytmiske Højskole og forstander på Den Skandinaviske Designhøjskole
På alle højskoler er samtalen og debatten en del af både fællesskabet og undervisningen. Og vi er dygtige til at undervise i det. Vi er dygtige til at få vores elever til at forstå betydningen af, at de deltager i den offentlige debat, at de bidrager til samtalen, og at de er nysgerrige på andre og andres meninger.
Men hvad med vores egen debat- og samtalekultur? Særligt samtalen og debatten i FFD-regi – den har det i vores optik ikke for godt.
På det seneste medlemsmøde var vi under 50 tilmeldte, og heraf var cirka 10 højskolelærere og et par TAP’ere. Resten var enten forstandere eller viceforstandere. Det betyder, at de drøftelser om arbejdsvilkår og lønudvikling, der var på mødet, hverken får den bredde eller dybde i bevægelsen, som er nødvendig, hvis vi som forening skal gå videre på et stærkt mandat.
Det er i bedste fald trist og i værste fald vores endeligt, hvis vigtige emner ikke prioriteres højt nok.
LÆS OGSÅ Debat: Foreningen er for lille til en fuldtidsformand
Det er nødvendigt, at vi som forening og bevægelse ikke sander til. Vi skal turde være tydelige, uenige og åbne over for hinanden. Ingrid Ank og Daniel Toft Jacobsen skriver i bogen At være demokrat er ikke at være bange: “Man må gerne have en overbevisning, uanset hvilken. Man må gerne forsøge at overbevise andre om, at man har ret. Men man har samtidig aldrig ret til at slippe for andre menneskers kritik.”
Lad os heppe på hinanden, når nogen tager ordet, lad os lytte, stille nysgerrige spørgsmål og opponere konstruktivt uanset vores position i højskolebevægelsen.
Der er store og vigtige ting på kommende møder og dagsordener, og de kommer til at betyde meget for, hvordan højskolen vil udvikle sig – både på den enkelte højskole, i højskolebevægelsen og i forhold til vores rolle i samfundet.
Kamp må der til
Vi har brug for en åben debatkultur, når vi skal tale om det bæredygtige arbejdsliv, det kommende formandsvalg, hvad vi skal bruge de frie midler i foreningen til, hvordan vi skaber mere diversitet på højskolerne, om bæredygtighed skal fylde mere både i foreningen og på højskolerne – og hvordan og på hvilke områder vi bidrager til at påvirke og sætte de politiske og samfundsmæssige dagsordener.
LÆS OGSÅ Debat: Derfor er tiden inde til en formand på fuld tid
Dette er blot nogle af de vigtige emner, vi har behov for at drøfte i den nærmeste fremtid. Og de vigtige emner bliver ved med at komme. De er en del af vores fælles arv, og vi er forpligtet til at forholde os til dem, drøfte dem og måske være uenige om løsningerne.
Afsenderne af denne opfordring er ikke nødvendigvis enige om emnerne, men vi påpeger behovet for, at vi alle er tydeligere i diskussionerne, og at vi er flere om at tage ordet.
Er vi i bevægelsen mon blevet bange for uenighed? Tør vi ikke stille spørgsmål af frygt for, at nogen synes, spørgsmålet er dumt eller ligegyldigt? Har vi for travlt til at tage de lange samtaler og tunge debatter?
Er det “du får ret, og jeg får fred”-tilgangen, der præger medlemsmøder, årsmøder og forstandermøder? Er vi blevet for magelige til at gide at diskutere? Eller virker det bare svært og uoverskueligt at finde ud af, hvad det er, der er på spil?
Lad os heppe på hinanden, når nogen tager ordet, lad os lytte, stille nysgerrige spørgsmål og opponere konstruktivt uanset vores position i højskolebevægelsen.
Stig Skov Mortensen og Merete Østergaard
Vi frygter, at der er ved at udvikle sig en kultur, som langsomt udvander vores evne og lyst til at vende flere (og tunge) sten i debatterne – og til at turde være uenige og se uenighed som katalysator for udvikling.
Med ønsket om en livlig, fri og debatfyldt fremtid vil vi opfordre til, at alle overvejer om ikke, de burde sige det højt, som de i forvejen tænker og taler med hinanden om i det små.
Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød
men kamp for frihed i liv og tro
thi evig tilstand er død!