Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Historisk mange nye ildsjæle stiller sig i spidsen for landets højskoler i disse år. Samtidig sætter brave højskolefolk, der har båret disse levende og nære steder gennem foranderlige tider med et engageret og personligt lederskab, deres sidste aftryk på højskolernes tradition, praksis og selvforståelse.
Som en stille siven er ledelsen af godt en tredjedel af landets højskoler i løbet af de seneste tre år blevet udskiftet.
Det kan være sin sag at overtage forstanderstolene. Måske vidner højskolealléens enorme træer om, at stedets historie er lang, og forpligtelsen stor. Måske er skolens åndelige rødder så store og stærke, at de gamle traditioner er lette at støde, uden at det er ens intention.
Måske fortæller højskolens imposante persongalleri om, hvordan forstanderne gennem tiden har sat varige og vigtige aftryk – ikke bare på højskolen, men på Danmark.
LÆS OGSÅ: Er debatten død i højskolebevægelsen?
På mange højskolelærerværelser landet over er der også kommet nye ansigter til. 47 % af højskolernes lærere er ansat inden for de seneste syv år – med friske øjne og nye bud på højskolernes relevans og rolle.
Med så stor en udskiftning af højskolefolk er det let at blive bekymret for, om vi lykkes med at bevare traditionen, om videnstabet bliver for stort, og om de nye øjne eroderer højskolernes egenart.
Fordring af ambitioner
Grundtvig og mange højskoletænkere efter ham har betonet, hvor vigtigt det er, at højskolen til enhver tid er relevant. At vi bestandigt skal turde lede efter præcis det sted, hvor elevernes sult eller søgen samt ansvaret for samfundets udvikling og højskolens formåen mødes.
”Når en flok unge mennesker er samlede på en skole, der ikke har nogen eksamen til sit endemål, så bliver der ikke alene spørgsmål om, hvad vi, lærerne, har at sige, men også om, hvad de unge vil tage imod. Dér hvor lærernes evner og lærlingenes trang mødes til en given tid, dér ligger skolens gerning,” sagde Ludvig Schrøder, som først var forstander på Rødding Højskole og senere på Askov Højskole, om folkehøjskolernes gerning ved det nordiske kirkemøde i 1871.
At være forstander eller lærer på en højskole kan være en uudtømmelig fordring af ambitioner.
Lisbeth Trinskjær
Grundtvig selv sagde: ”Hvad nu Indretningen af den Danske Høiskole angaar, da kan jeg egentlig slet ikke indlade mig derpaa, da det gaar med alt levende Menneskeligt, som med os, der maa fødes først, før Man veed, hvilken Hue der vil passe til vort Hoved ...” Citatet stammer fra det klassiske højskoleskrift Skolen for Livet og Academiet i Soer fra 1838.
At være forstander eller lærer på en højskole kan være en uudtømmelig fordring af ambitioner.
For hvordan finder vi frem til præcis det, vi magter, det som vores elever har brug for, det de er klar til at høre, det de er klar til at tale om og arbejde med, og det som samfundet sukker efter? Hvordan ved vi, hvor alle de tråde forenes?
LÆS OGSÅ: "Det er så min mor – hun cosplayer Grundtvig"
Jeg tror, svaret er det samme, som fylder mig med håb. Ikke bare for højskolerne, men for fremtiden. For når viden, nysgerrighed, ild og risikovillighed fra en mangfoldighed af mennesker samles – når vi vil hinanden noget vigtigt, når vi vover os ud på dybt vand og tør ”være hinanden som vi er” – da fyldes vores hjerter med mod. Da åbenbarer nye stier sig.
Tusind TAK for de aftryk, der allerede er sat – og for dem, der kommer i tiden fremover.