Af Caroline Holdflod Nørgaard, sekretariatsleder i organisationen Modstrøm og tidligere forperson for Lærerstuderendes Landskreds
For nogle år siden gik min fætter på Testrup Højskole. Umiddelbart efter opholdet flyttede han til Aarhus som vordende cand.scient.pol’er. Han flyttede sammen med nogle venner fra højskolen og fortalte glad om, hvor fedt det var, at de var så forskellige.
Husker jeg ret, var den ene filosofistuderende, den anden økonomistuderende og den tredje arbejdede i en børnehave, før han året efter ville søge ind på enten sociologi eller filosofi. Der var vist tale om en særlig testrupiansk form for mangfoldighed.
I kontrast til min fætter er min bedstefars højskolehistorie fortællingen om bonden, der vendte rank hjem til gården. Den lærde landmand. Han er grundtvigianer og var landmand i Vesthimmerland og har altid været interesseret i politik, litteratur, historie og filosofi.
I dag havde han nok gået på universitet, men dengang var det altså højskolen, aftenskolen, forsamlingshuset og vælgerforeningen, der var centrum for oplysning og fordybelse.
LÆS OGSÅ: Glenn Bech: ”Lad os presse på for at få flere fripladser på højskoler”
Nu kan man næppe give højskolebevægelsen skylden eller æren for hverken urbanisering eller masseuniversitetet. Men jeg spekulerer på, om højskolens døre er blevet lukket for nogle grupper unge, i takt med at universitetets døre er åbnet for andre.
Når højskolefolk messer, at de “vil lave god højskole for de elever, der kommer ind ad døren”, er jeg bange for, at de slet ikke ænser de mange unge, der ikke aner, hvordan de overhovedet skulle få døren op.
Det er tilfældet for de fleste af de unge, jeg arbejder med til daglig i Modstrøm – unge, som er nuværende eller tidligere elever på den forberedende grunduddannelse (FGU). Jeg ville sådan ønske, at flere af dem fik muligheden for at opleve højskolelivet i al sin flor.
Jeg nærer en stor kærlighed til højskolen, men som bevægelse må vi kaste os hårdere ind i kampen for et højskoleliv for de unge, der i deres arbejds- og uddannelsesliv vælger pligten og håndens liv til, fx som sygeplejersker, smede eller elektrikere. For ikke at tale om dem, der kæmper i og med det formelle uddannelsessystem.
At der mangler unge uden job og uddannelse og faglærte unge på højskolerne er selvfølgelig ikke nyt for højskoleforeningen. I dag laver flere højskoler et fremragende arbejde med ophold til unge, der falder fra på ungdomsuddannelser og til unge med særlige forudsætninger.
Der er mange gode initiativer, som ikke samtidig forsøger at sælge sig selv over for økonomisk pressede kommuner som et billigt tilbud i forhold til FGU’en. Men de enkelte højskoler med et særligt blik for unge uden for fællesskaber må aldrig blive en sovepude for de mange andre højskoler, som hurtigt kan lægge sig i slipstrømmen af den gennemsnitlige elevmangfoldighed.
Når højskolefolk messer, at de “vil lave god højskole for de elever, der kommer ind ad døren”, er jeg bange for, at de slet ikke ænser de mange unge, der ikke aner, hvordan de overhovedet skulle få døren op.
Caroline Holdflod Nørgaard
Jeg kan forstå, at højskoleforeningen vil i gang med en storstilet dataindsamling, der skal overbevise regnedrengene i Finansministeriet om højskolens evidensunderstøttede lyksaligheder.
Men jeg tror ikke på, at ambitionen om at åbne højskolen op for flere nås med nye analyser og løfteevneberegninger. Den nås snarere med en erkendelse af, at højskolen befinder sig midt i samfundet og ikke er et afsides helle. Idéen med et aktivt åndsliv og højskolerne er vel netop, at det ikke kan sættes på formel.
Flere unge skal opdage højskolen. Ikke blot som en vej til at blive dygtigere til dansk og matematik, men som et sted, der åbner verden og forbereder til livet i al sin bredde. Her tror jeg, at de korte sommerkurser kan spille en afgørende rolle.
Gid flere højskoler vil have mod og mulighed for at se ud over det indtægtsgenererende grå guld på ugekurserne – og mod unge, fremtidige højskoleelever. Hvis man også får flere af deres forældre ind på højskolen, kan de være afgørende gatekeepers for en ny generation af højskoleelever.
LÆS OGSÅ: Prince Henry har skrevet speciale om minoriteter på højskole: ”Der er nogen, der føler, at de betaler for at blive diskrimineret”
Selvfølgelig betyder prisen meget, og det glæder mig at følge arbejdet med Krogerup Højskoles elevfond og alle de elevforeninger, der lader sig inspirere. Men selv hvis højskolen var gratis, vil mange unge have brug for at blive taget i hånden. Organisationer som min egen ville elske at kunne række ud til unge i vores netværk og hjælpe dem med at opleve en bid af højskolen.
Jeg tror også på, at højskolen skal spille en større rolle i debatten om det, der ikke bare handler om at få unge på højskole, men om de arenaer, hvor højskolens idéer og rødder bør spire. De seneste par år har jeg som forperson for landets lærerstuderende beskæftiget mig med udviklingen af en ny læreruddannelse.
Vi var meget optagede af, at læreruddannelsen skulle finde tilbage til sine højskoletraditioner og talte derfor om ånd og sang og kampen mod centralisering. Alligevel var højskolen sjældent at finde i debatten og i opbakningen til denne sag. Når vi i dag arbejder for at styrke de elementer i FGU’en, som tydeligt har rod hos højskolen, heriblandt det fælles pædagogiske måltid, ville det være fantastisk at mærke højskolernes engagement.
Jeg har store ambitioner for højskolen, og jeg ønsker ikke at være endnu et kritisk, udefrakommende hyl i koret om højskolernes tvivlsomme mangfoldighed. Jeg mener, at folkeoplysningen i fremtiden skal spille en langt større rolle, og at det er lige netop folkeuniversiteterne, højskolerne og aftenskolerne, som bør være i fokus i fremtidens uddannelsespolitiske idéer.
Tænk hvis højskolen var i stand til at bygge bro mellem unge på universiteterne og unge i de mindre byer. Hvis den lærde landmand – også i fremtidige generationer – mødte cand.scient.pol’eren på højskole. Politikerne har tilsyneladende ikke de store ambitioner på den front og efterlader god plads til, at højskolerne selv tager fat.