Af Mikkel Poulsen, journalist
Lige inden et nyt folketingsår begynder, burde vi alle sammen sætte os ned, og med ordet og ikke sværdet – som Hal Koch formulerede det – tale om det samfund, vi ønsker os. Og om kulturen i bred forstand.
Vi burde dermed anskueliggøre for hinanden, hvad der er vigtige værdier for vores fælles verden – og hvilke idealer vi gerne vil danne vores kommende generationer efter.
Sådan lyder den politiske vision fra Venstres folketingsmedlem Kim Valentin. For ham kommer kulturen før alt andet, og derfor bør den grundlæggende politiske diskussion, som rimer på tid, nærvær, demokratisk samtale – og højskole – handle om kultur.
Alt det kommer vi til i denne sidste serieartikel om, hvad der er blevet af det borgerlige højskoledanmark i dag. Men først skal vi omkring det krasse spørgsmål: Hvor meget højskoleånd er der egentlig tilbage i partiet Venstre?
LÆS OGSÅ Sørine Gotfredsen: ”Der mangler helt oplagt noget højskolementalitet i det politiske system”
Kim Valentin kom i Folketinget for Venstre i 2019, og siden 2015 har han haft sit andet ben i folkeoplysningen som landsformand for Liberalt Oplysnings Forfund (LOF), der blev stiftet af Venstres Ungdom og Venstres Kvinder lige efter 2. Verdenskrig.
“Jeg tror, der er masser af højskoleånd tilbage,” siger han allerførst.
”Der er bare nogle andre dagsordener, som skygger for den i løbet af et folketingsår. Jeg har selv været ude i løbet af de seneste fire år og sige, at vi ikke må glemme kulturen. Velfærdssamfundet fylder rigtig meget i den politiske verden, og derfor glemmer vi nogle gange vores kultur. Og så bliver kulturen en residual (det tiloversblevne, red.),” lyder det fra Kim Valentin, der tidligere har været kulturordfører for sit parti.
Den oversete kultur
Venstre-politikeren er bekendt med den kritik, som historiker Christian Egander Skov og sognepræst Sørine Gotfredsen har fremført i de to foregående interviews i denne artikelserie: 1) At Højskolevenstre ifølge førstnævnte ikke kommer til at rejse sig fra graven, efter at store dannelsespolitikere i Venstre har forladt Folketinget, og 2) at der i høj grad mangler højskolementalitet og dannelsestænkning i dansk politik.
Kim Valentin er dog ikke bekymret for manglen på højskoleånd i partiet. Den lader bare til at være på standby, forstås det. Der skal altså tændes for den igen, så den kan blive garant for, at kulturen opprioriteres i samfundsdebatten og netop ikke bliver en residual.
“Både Jan E. Jørgensen (Venstres nuværende kulturordfører, red.) og jeg er jo meget opmærksomme på det. Og går man rundt og taler med de enkelte folketingsmedlemmer i Venstre, så vil de også have højskolen med sig. Pointen er, at der er så mange dagsordener, der overskygger. Og så skal vi nok være bedre til at finde tilbage til rødderne. Men internt i Venstre – hvis du tager den enkelte og spørger – vil de sige: Højskolerne er vigtige, og kulturen er vigtig. Og vi har jo faktisk prioriteret kulturpolitikken i finansloven. Men det, jeg godt vil bekæmpe, det er den der residual-tanke: At kulturen kommer til sidst. Vi skulle jo sætte den først og spørge, hvad det er for et kultursamfund, vi vil have. Og så bygge resten af samfundet op om vores kulturelle dannelse og vores kulturinstitutioner,” siger Kim Valentin.
“Min pointe er, at vi får et dårligere sundhedsvæsen, et dårligere skolevæsen, dårligere ældreservice, dårligere kommuner, hvis ikke vi sørger for den dannelse, der ligger i en ordentlig kulturel ballast for vores børn og unge. Den skal være til stede, når man tager beslutninger om velfærden. Dannelsen er sindssygt vigtig for udviklingen af vores samfund,” uddyber han.
Internt i Venstre – hvis du tager den enkelte og spørger – vil de sige: Højskolerne er vigtige, og kulturen er vigtig. Og vi har jo faktisk prioriteret kulturpolitikken i finansloven.
Kim Valentin
Kim Valentins hjertebarn er kulturen – bredt forstået. Det vil sige, at vi her taler om bibliotekerne, skolerne og kulturinstitutionerne inden for den samme ramme.
Selv har han tilbragt meget tid på biblioteket som barn, og han har siddet i Danmarks Biblioteksforenings forretningsudvalg. Han fortæller om sin “opvågnen” i forhold til den udhulning af kulturen, som han kalder residual-tanken, fra den tid, hvor han var borgmester i Gribskov Kommune. Da man for fjerde gang skulle skære på biblioteksområdet i kommunen, gik det op for Kim Valentin, at de var ved at afvikle et vigtigt rum for fordybelse, som tiden kalder på at bevare.
Hans kongstanke er, at vores skattede velfærdssamfund netop står på skuldrene af den kultur, som bibliotekerne er med til at sikre. For som han siger:
“Hvis vi bliver ved med at smøre smørret tyndere og tyndere ud, falder velfærdskorthuset til sidst sammen, fordi dannelsen og demokratiforståelsen forsvinder.”
Faldne fanebærere
Det tynde lag smør kan måske også forklares med, at Venstre i nyere tid har mistet væsentlige kulturtænkere og -bærere i Folketinget. Det er store sko at skulle fylde ud, efter at folk som Birthe Rønn Hornbech, Carl Holst og Bertel Haarder har forladt dansk politik, må Kim Valentin sande.
“Men så må vi andre jo prøve at stå lidt på tæer og se, om vi kan følge med. Det prøver jeg i hvert fald. Mit ordførerskab handler jo om Europa. Men der er også meget dannelse i Europa-ordførerskabet, for der er masser af menneskerettigheder og demokrati og kultur gemt i den dagsorden. Men jeg prøver at skabe en dagsorden for folkeoplysningen helt konkret, og jeg taler hvert eneste år på Venstres årsmøde om lige præcis det her. Og hver gang vi har en budgetproces, prøver jeg at argumentere for, at det ikke skal være ud fra residual-tanken,” siger Kim Valentin, der også sidder i Europarådet.
Hvordan modtages det hos Venstre?
“Det er en blanding af, at man godt kan forstå det, og at jeg er lidt nørdet, fordi jeg også er økonom. Så måske skulle jeg vælge en anden måde at sige det på end residual. I stedet skulle jeg sige: Det nytter ikke noget, at de sidste penge, vi bruger, er dem, vi bruger på kultur. For så bliver det til det, vi har, og ikke til det, vi kunne få. De seneste par år synes jeg faktisk, at det er lykkedes at få nogle større puljer ind til kulturen, men jeg vil jo godt væk fra puljetanken og hen til, at man siger, hvordan skal vores samfund se ud kulturmæssigt – og så ofre det, det koster. En halv milliard på kultur er jo ikke meget i statsbudgettet, hvis det er det, der er vigtigt for, at vi får en velfungerende dannelsesrejse for vores unge, og at vi får en kultur ind i vores institutioner igen, som måske er gået lidt tabt,” siger Kim Valentin.
LÆS OGSÅ Christian Egander Skov: ”Højskolevenstre kommer ikke til at rejse sig fra graven”
Så hvad er grunden til, at kulturen lider og må stå bagerst i køen, når der deles skattekroner ud? Kim Valentin kan opliste flere grunde. Folketinget fungerer for eksempel ikke – det er blevet en moderne arbejdsplads med stress, hvor alt går for hurtigt og derfor bliver overfladisk og tom for højskoleånd.
“Vi har alt for mange lovforslag, og vi har alt for meget at lave. Strukturen, der har været her i rigtig mange år, holder ikke længere, hvis man skal have et folketing, der også går ned i detaljen og kan stille de rigtige spørgsmål og forme den rigtige lovgivning. Dér har man brug for nogle længere processer og mere dybdegående diskussioner. Hvis man tager et helt almindeligt møde i kulturudvalget, tager det måske et kvarter, hvis der kun er lovbehandling på dagsordenen. Det er sjældent, at der er en ivrig diskussion på tværs af partierne i udvalgsbehandlingen, og det er jo det, der skal til. At man tager en diskussion på tværs af partierne og slår sig lidt på hinanden. Sådan nogle helt grundlæggende diskussioner er der også meget sjældent mellem ministerierne og udvalgene.”
Læg dertil, at kulturpolitik sjældent er en sag, “man bliver statsminister på” – og at partierne generelt har få medlemmer. Det skorter på folkelig forankring og repræsentation, når et fåtal tager beslutninger for de fleste, mener Kim Valentin. Det har kun lidt med demokrati og højskole at gøre – og i den problematik ser han en fælles opgave for politikerne og folkeoplysningen:
“Vi har brug for, at der kommer en bevægelse, hvor man engagerer sig i de aktive fællesskaber lokalt. Både i de politiske og apolitiske og i græsrodsbevægelser. Sundhed og klima er for eksempel to vigtige dagsordener i forhold til at skabe aktive fællesskaber,” siger han.
Politik, der samler
Men måske er der ikke noget at sige til, at færre og færre melder sig under de politiske faner, når faconen og tonen på Christiansborg ikke just er et Hal Kochsk skoleeksempel. Man kunne indvende, at der særligt her savnes højskoleånd. Kim Valentin er enig i, at der internt i politik savnes dannelse.
“Jeg tror, at vi er nødt til at erkende, at den måde, hvorpå vi gør tingene på Borgen, ikke er den optimale. Vi kan ikke sidde i seks udvalg hver. Man kan måske sidde i to og gøre det ordentligt. Og så bruge mere tid på at lave lovprocesser, der er involverende på en helt anden måde. Og tale med almindelige folk i stedet for at tale med interesseorganisationer. Komme ud på en anden måde. Det skal vi have lavet om, så der bliver fokus på det, man gerne vil lave politik om,” siger Kim Valentin.
Men der skal samtidig andre folk til, som måske kan bringe dannelse og nye idéer med sig, siger han. Ser han rundt på den politiske scene i de senere år, oplever han, at det heldigvis stadig kan lade sig gøre at samle folk om politik.
“Lars Løkke formåede jo at forny den tanke og få mange tusind ind i sit netværk ved at tænke politik på en anden måde. Det var jo fantastisk flot. Uffe Elbæk gjorde det samme. Så det er muligt,” siger han.
Vi skal være bedre til at sige: Hvis ikke du melder dig ind i et parti og blander dig i, hvad der skal ske, så er der nogle andre, der tager stilling for dig
Kim Valentin
Men særligt unges idé om, at folkeoplysning er noget, som deres bedsteforældre går til om tirsdagen, er nødden, som Venstre og folkeoplysningen sammen skal knække, mener Kim Valentin.
Han ser positivt på samarbejdet mellem partiet og LOF, hvor folkeoplysningens frivillige fællesskaber kan fungere som opvarmning til et liv i politik. Men der er også noget, som mangler: generationsfornyelsen.
“Vi skal blive bedre til at gå ud og få fat i de unge og sige: Vi har brug for dig i bestyrelsen i den lokale LOF, for så kan du lave lige præcis det, som du vil i forhold til dine venner og bekendte. Det kunne være inden for klima, eller hvad det nu måtte være. Dér har vi ikke formået at forny os selv. Og det er fuldstændig det samme i Venstre. Vi skal være bedre til at sige: Hvis ikke du melder dig ind i et parti og blander dig i, hvad der skal ske, så er der nogle andre, der tager stilling for dig,” siger han.