Af Mikkel Poulsen og Kasper Palsnov (foto)
“Det er en død tradition i Venstre.”
Så kort svarer ph.d., historiker og forfatter Christian Egander Skov på spørgsmålet om, hvad der er blevet af højskolevenstre.
Fløjen i partiet findes ganske enkelt ikke længere, mener han, men nævner dog Venstre-politikeren Mads Fuglede, der tidligere har undervist på Grundtvigs Højskole, og forstander Thue Kjærhus fra Rønshoved Højskole, der er erklæret Venstre-mand, men som ifølge historikeren ikke har bestilt andet end at skælde ud på partiet.
“Bertel Haarder var den største og den sidste fra højskolevenstre i nyere tid,” siger Christian Egander Skov. Og med det mener han, at en tradition har forladt Christiansborg. For højskolevenstres ånd er ifølge ham forsvundet i det politiske landskab.
LÆS OGSÅ: To højskoletjenere takker af: ”Når nu vi ikke længere skal have ansvar, kunne vi jo lave et lille filosofisk skrift om, hvordan højskolernes frihed KUNNE se ud”
“Højskolevenstre kommer ikke til at rejse sig fra graven, men hvis det borgerlige Danmark kan besinde sig på, at det faktisk sidder med en værdifuld arv, som man kan tage op og aktualisere, er der ikke nogen grund til, at man ikke kan komme tilbage i engagementet igen. Altså få bragt borgerligheden ud af de små, lukkede politiske kredse og de ungdomspolitiske miljøer – og ind i noget bredere, som peger udad, og som har større ambitioner. Det skal ikke være knyttet til et parti, men til bredt forankrede civilsamfundsinstitutioner,” siger han.
Dermed åbner Christian Egander Skov, der selv er borgerlig med konservativt tilsnit, for sin omfattende kritik af det blå Danmark. En kritik, der for alvor så dagens lys sidste år med udgivelsen af hans debatbog Borgerlig krise , der modtog Weekendavisens Litteraturpris i vinter.
I bogen er Christian Egander Skov ude efter den danske borgerlighed i mere end én forstand. Udover at forholde sig kritisk til det blå Danmark er han på jagt efter, hvad man kunne kalde en ordentlig borgerlighed. Og dertil skal der bruges et folk. Hvad det har med populisme, Grundtvig og politisk selvoptagethed at gøre, kommer vi tilbage til. Først skal vi lige runde idéen om højskolevenstre.
Venstre og højskolerne
I september sidste år takkede den inkarnerede Venstre-politiker Bertel Haarder af efter over 40 år i Folketinget. Han var muligvis det sidste medlem af det fiktive parti højskolevenstre, men partiet har ikke desto mindre både sin konkrete betydning og historie.
Historisk set har Venstre og højskolerne gået hånd i hånd, men andre af de såkaldte civilsamfundsinstitutioner såsom kirken var med i puljen af lokalt forankrede og folkelige fællesskaber, der udgjorde både bagland og de opstillede politikere i partiet.
Venstre var ved sin begyndelse i 1870’erne et folkeligt parti modsat Højre, der primært var et parti for landets godsejere. Venstre har således historisk set været et parti, der er rundet af foreningsdanmark, kirken og landbruget.
Betegnelsen højskolevenstre refererer til en ånd i partiet, der især kom til udtryk i slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet. Det var en intern gruppering i partiet, der stod i modsætning til, hvad man lettere nedladende navngav handelshøjskolevenstre – en fløj, som fokuserede mere på økonomisk politik og mindre på dannelse.
(Artikler fortsætter under billedet)
Ifølge Christian Egander Skov står borgerligheden på tre ben: et konservativt, et liberalt og et folkeligt. Vi har forsømt at tale om det sidste, mener han, mens det, han kalder teknokratisk liberalisme, har skubbet højskolevenstre af banen.
Internationalt er populistiske bevægelser og dertilhørende demagoger som Trump skudt op, fordi udviklingen af politik ikke foregår med en stærk folkelig rodfæstning længere, argumenterer Christian Egander Skov.
Når folket forsømmes, gødes idéen om en tyranniserende elite, der hellere vil sit eget bedste end samfundets. Populismen lever af den vrede og afmagt, som afstanden til folket afføder. Og det er et reelt skrækscenarie for historikeren, at folkeligheden viser sit grimme ansigt, hvis den forsømmes politisk. “Folk” er nemlig en dannelseskategori i hans optik.
LÆS OGSÅ Kristian Jensen: "Højskolerne er politisk intetsigende. Og det er farligt"
“Der er faldet noget ud af folkelighedsbegrebet, som er det mere opbyggelige og dannelsesmæssige, der i den grad udspringer fra det grundtvigske tankegods – at der er forskel på almue og folk. Folk er på den måde en dannelseskategori. Folket skal dannes for at være folk. Det er jo det helt grundlæggende i vores demokratiske tankegang i Danmark. Det var ikke kun, at folket skulle styre. Det var også, at i og med at folket skulle styre, skulle det hæves til ikke at være noget andet, men forstå, hvem det var,” siger han.
Dannelsen, der blev væk
Er det den teknokratiske liberalisme, der har skubbet dannelsestænkningen ud?
“Ja, teknokratiet i det hele taget – om det så er i socialdemokratisk eller liberal form. I Danmark er det typisk den blandingstænkning, vi opsummerer i konkurrencestatsbegrebet. Det er det med, at vi har en velfærdsstat, som vi vil tage vare på, og for at gøre det, skal vi reduceres til konkurrencestatens fodsoldater, som Ove Kaj Pedersen meget malerisk skriver i sin bog. For at oversætte det til noget mindre floromvundent, er det en gennemgående instrumentalisering af os, hvor vi ikke først og fremmest er mennesker eller borgere, men arbejdskraft, der skal sikre systemets overlevelse,” siger Christian Egander Skov.
Han støver i den forbindelse begrebet “borgerdyd” af:
“I gamle dage i provinsbyerne og ude på landet, som er den virkelighed, jeg kender bedst, var der en lige linje mellem skolelærernes indsats, når de underviste i klassen, og deres brændende og levende engagement i civilsamfundet. Hele civilsamfundet er bygget på landsbydegne, skolelærere og præster. For mange af de grupper eksisterer det civilsamfundsengagement ikke længere. En fødekæde er brudt sammen. Der mangler i den forstand noget: Jeg vil ikke sige borgerpligt, for det lyder så tungt, men der mangler en form for borgerdyd. Ordet er jo så gammeldags, at det næsten ikke kan tages i munden, men jeg tror, det er det, vi på en eller anden måde famler efter.”
Findes den folkelighed, du efterspørger, nogen steder i det politiske billede?
“Det er et virkelig godt spørgsmål. Det gør den selvfølgelig nok. Jeg vil ikke være alarmist og sige, at den ikke findes. Men det er nok mere sådan, at den findes i strejf. Min erfaring med den politiske verden er, at den i virkeligheden er meget lille. Det er et meget lille kredsløb af mennesker, som orienterer sig mod hinanden og medierne og embedsmandsvirkeligheden – altså den instrumentelle logik. Og den fare, der består, er, at det kredsløb lukker sig om sig selv og glemmer, at det er situeret i en bredere kontekst. Jeg tror faktisk, det er sådan, at når man oplever en folkelig utilfredshed, der blandt andet kommer til udslag i populismen, er det på grund af den afkobling,” siger han og fortsætter:
“Man kan spørge sig selv, hvordan den forbindelse blev opretholdt i gamle dage. Det gjorde den jo gennem partiorganisationerne i det traditionelle firepartisystem, der havde en firepartipresse tilknyttet.
LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks: Her er et sæt spilleregler til brug i woke-debatten
Men det findes jo ikke længere. Partierne har ingen medlemmer. Det er kun Socialdemokratiet, der har medlemmer, og de har så også et stærkt folkeligt element. Så der er ikke den der feedback-mekanisme, hvor politikerne orienterer sig andre steder. Når de så forsøger at finde ud af, hvad man mener ude i folkedybet, laver de en fokusgruppeundersøgelse eller kigger på meningsmålinger.”
Men ifølge Christian Egander Skov er forbindelsen mellem folket og de folkevalgte ikke brudt helt sammen.
”I den måde, jeg tænker demokrati på, skal der være en institutionel ramme, og det er der ikke rigtig mere. Hele det moderne massedemokrati handler om at kanalisere massens politiske energi ind i demokratiet, og det har man gjort gennem partibevægelser, som har været folkelige bevægelser. Nu er det brudt sammen, og så står man tilbage med udfordringerne. Hvad stiller man nu op med massernes thymotiske vrede?” spørger historikeren med reference til det oldgræske begreb for en styrende kropssjæl, "thymos", der står i modsætning til begrebet "psyke", som er idéen om sjælen som livskraft.
Borgerdyd tilbage på banen
For nylig så den såkaldte Rahbeks Højskole dagens lys – et initiativ, der slår sig op på at være borgerligt, og som Christian Egander Skov er en del af kredsen bag. Meningen med højskolen er ikke at være i opposition til en ellers overvejende venstreorienteret højskolebevægelse, men at fremme en borgerlig tænkning og give den plads i samfundsdebatten, forklarer han.
Det burde være borgerlighedens udgangspunkt at overveje, hvad det vil sige at være borger. Hvad skylder du dine medmennesker som borger?
Christian Egander Skov
“Rahbeks Højskole er et projekt, hvor man tager udgangspunkt i, at der mangler noget i den offentlige debat, og at der mangler noget i den borgerlige tænkning, som er det med at tage ånd, kultur, dannelse og borgeren alvorligt. Når vi kalder det for et projekt, der tager udgangspunkt i en form for borgerlighed, skal man forstå det på den helt rigtige måde, for borgerlighed er et problematisk begreb i mange henseender. Først og fremmest er det problematisk, fordi man meget nemt forstår noget partipolitisk ved det – og højskolen er efter min bedste overbevisning ikke et partipolitisk projekt. Det er borgerlighed i den forstand, at der ligger et tankegods, der knytter sig til de borgerlige traditioner, og i min verden er det det liberale, det konservative og det folkelige, som det borgerlige Danmark har været dårligt til at tage vare på, men som også er gledet ud af vores debat i det hele taget,” siger Christian Egander Skov.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Det burde være borgerlighedens udgangspunkt at overveje, hvad det vil sige at være borger. Hvad skylder du dine medmennesker som borger? En borgerlighed, hvor friheden er udgangspunktet. Men friheden stopper ikke ved individet. Friheden leder individet til at engagere sig i det politiske fællesskab, som er det borgerlige fællesskab, vi alle sammen er en del af. Det, der for mig at se er værdifuldt i et højskoleprojekt som det her, er, at det kan være med til at aktualisere en form for medborgertænkning i den offentlige debat,” siger han.
Der er altså for Christian Egander Skov tale om en betinget liberalisme, hvor det handler om at indse forbindelsen mellem frihed og pligt. På en måde kunne man sige, at det var konservatismens job at minde liberalismen om pligten. Og på den måde holdes liberalismen fra at løbe løbsk, forklarer han.
Men begge ideologier befinder sig langt fra de konkrete, levede borgerliv. Og når idéen om folket er ude af politikken på den borgerlige fløj, mister både liberalismen og konservatismen sin tiltrækningskraft, fordi det kun er en mindre gruppe mennesker, der tænder på skattelettelser og velfærdsstatslig micro-management. Folkeligheden er nemlig borgerlighedens sjæl.
LÆS OGSÅ: Den altfavnende konservatisme
Men hvordan mases gammeldags begreber som sjæl og dyd ind i et politisk system, der mere taler om nødvendighed og velfærdsstatens overlevelse? Det er svært at argumentere instrumentelt for værdier og dannelse uden at kompromittere begge, siger Christian Egander Skov. Spørgsmålet er så, om det kan være nødvendigt at gøre, for at begreberne ikke skal gå helt tabt.
Til det spørgsmål spørger Christian Egander Skov drilsk tilbage, om man må indgå “djævlepagten” og så at sige sælge dannelsens sjæl for at få den på dagsordenen igen. Altså argumentere instrumentelt for dannelsens nødvendighed – for eksempel som et middel mod den trivselskrise, man ofte hører omtalt i forbindelse med unge mennesker.
“Det trækker jeg jo på, at man må, men jeg er i tvivl her: På den ene side går der naturligvis noget af dannelsesbegrebet, for så retter det sig ikke længere mod sig selv. Så retter det sig mod noget andet, og er det så dannelse? Men på den anden side må man også erkende, at vi er stillet over for instrumentaliseringens fuldstændigt gennemtrængende logik i den virkelighed, vi står i. Og det betyder, at hvis man skal have ørenlyd for dannelsesdagsordenen, så bliver man nødt til at tale instrumentaliseringens logik efter munden. Om det så er en instrumentalisering, der ødelægger dannelse, eller om det er en smart måde at underløbe instrumentaliseringens logik indefra, det må man gøre op med sig selv. Jeg er nok langt hen ad vejen villig til at gøre det sidste for at opnå det første.”