Af Sofie Buch Hoyer og Andreas Haubjerg (foto)
Selv om deres tid som politikere på Christiansborg så småt lakker mod enden, kan man ikke placere Marianne Jelved (R) og Bertel Haarder (V) i det samme lokale, uden at nye idéer til politiske initiativer pibler frem.
Da Højskolebladet møder de to, er de således slet ikke færdige med at drøfte en fælles idé, de fik få timer tidligere til et møde hos deres gamle ven Poul Nyrup Rasmussen på hans kontor ovre på Strøget.
Idéen går ud på at genindføre tysk som obligatorisk fag i folkeskolen. Fordi Danmark og Tyskland har tætte bånd dannelsesmæssigt, forklarer Bertel Haarder, mens han skænker kaffe på sit eget kontor på Christiansborg, hvor bunkevis af bøger, avisklip og artefakter fra en 41 år lang parlamentarisk karriere hober sig op.
”Man skal ikke kunne fravælge tysk i skolen. Hvis det forslag skal lykkes, er vi nødt til at tage en time fra engelsk – for vi vil ikke tage en time fra matematik,” siger han, idet Marianne Jelved træder ind i lokalet.
”Men jeg har altså også et helt andet projekt for folkeskolen,” siger hun og sætter sig til bords. ”Det går ud på, at alle børn skal undervises i digitalisering.”
”Men bliver de ikke allerede det i dag?” spørger Bertel Haarder.
”Nej, og så tager jeg altså en dansktime og en matematiktime fra alle årgange,” svarer Marianne Jelved, der har siddet mere end 33 år i Folketinget.
”Nå. Men eleverne kan jo godt lære om digitalisering, samtidig med at de har dansk og matematik?” skyder Bertel Haarder tilbage – og sådan fortsætter de lidt.
Skolemennesker er de begge: Alt, hvad der rimer på uddannelse, dannelse, kultur og folkeoplysning, har Venstres Bertel Haarder og De Radikales Marianne Jelved taget livtag med gennem deres mangeårige virke i dansk politik.
LÆS OGSÅ: Fra fyrtårn til fyrtøj: Måske er det vigtigere at kunne tænde de nærmeste lys end at lyse op på afstand
Begge har de været kultur- og kirkeministre samt ministre for nordisk samarbejde, og begge har de været ministre for højskolerne. Marianne Jelved under Helle Thorning-Schmidt (S), og Bertel Haarder endda to gange – først under Poul Schlüter (K) i 1980’erne og siden under Lars Løkke Rasmussen (V).
Uenige under Anders Fogh
I starten af året meddelte 77-årige Bertel Haarder og 78-årige Marianne Jelved med kort mellemrum, at de ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Dermed takker to af højskolernes tro tjenere i dansk politik snart af.
Men inden de forlader Tinge, har Højskolebladet sat dem stævne til et fælles interview. Om deres op- og nedture som højskolepolitikere, hvorfor de aldrig selv blev forstandere – og hvad forskellen mellem Venstres og De Radikales højskolesyn er.
Jeg nægtede jo at gå ind i politik, før jeg havde skabt mig en karriere som folkeskolelærer. Det var jeg i 22 år
Marianne Jelved
Det sidste spørgsmål er hurtigt overstået: Der er ikke den store forskel ifølge de to politiske veteraner.
”Marianne, vi kan jo lige så godt vedgå, at bortset fra dengang, vi var uenige om udlændingepolitikken under Anders Fogh Rasmussen (V), så har netop du og jeg haft temmelig let ved at blive enige om mange ting. Og det hænger sammen med vores fælles højskolerødder. Vores fælles dna,” siger Bertel Haarder, der er vokset op på Rønshoved Højskole, og som skrev speciale i statskundskab om Grundtvigs frihedssyn, ligesom han som ung underviste på Askov Højskole.
”Jojo, og det handler jo også om vores kærlighed til foreningskulturen, der rækker ud over højskolerne,” siger Marianne Jelved. ”Og at vi modsat mange andre på Christiansborg har været ude i det pulseende liv og opleve, hvordan en almindelig hverdag er. Jeg nægtede jo at gå ind i politik, før jeg havde skabt mig en karriere som folkeskolelærer. Det var jeg i 22 år.”
”Ja, og så blev du formand for Dansklærerforeningen og bed mig i bukserne, da jeg var undervisningsminister første gang, haha! Det havde jeg det nu fint med,” siger Bertel Haarder.
”Ja, det er rigtigt,” ler Marianne Jelved. ”Men jeg bidrog nu også til at føre dine idéer ud i livet.”
Problemerne med Tvind
Mens de kærlige drillerier fortsætter, spørger Højskolebladets redaktør, om højskolebevægelsen har bevæget sig i den rigtige retning de seneste 30-40 år, hvor de to garvede kollegaer har haft deres faste gang på Christiansborg.
”Ja, det synes jeg,” siger Marianne Jelved, men nævner så en væsentlig undtagelse tilbage i 90’erne, hvor hun var økonomiminister – Danmarks første kvindelige af slagsen: ”Vi havde jo problemer med Tvind. Det var uddannelsesinstitutioner, som ville noget – forme nogle børn og unge mennesker på en speciel måde. Men de var ensrettet på en måde, jeg slet ikke kan forestille mig, i en lærerkreds. Og vi afskaffede dem ved lov i 1996. Men måtte bide skammen i os og sige: Det måtte vi ikke.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Bertel Haarder bryder ind: ”Og det var altså ikke mig
”Det kunne jo være,” siger Marianne Jelved, ”at når nu vi ikke længere skal have ansvar herinde, så kunne vi lave et lille filosofisk skrift om, hvordan højskolernes frihed kunne
”Ja!” udbryder Bertel Haarder.
”Højskolen som institution er i hvert fald et interessant eksempel på, hvad frihed og frisind er. Alle kan oprette en højskole, hvis man har tilstrækkelig opbakning i en skolekreds, som dernæst er i stand til at lave fag og kurser, der fængsler omverdenen. Og det er uanset alder. De højskoler, jeg er i kontakt med – og det er relativt mange – opfatter sig selv som nogle, der arbejder for frihed til at gøre det, som tidens ånd kalder på,” siger Marianne Jelved.
LÆS OGSÅ: Vi må ikke glemme de stilfærdige fyrtårn
”Men det er jo en frihed, hvormed der også følger et ansvar,” siger Bertel Haarder. ”Og det er jo det ansvar, Tvind-skolerne svigtede i sin tid. De misbrugte friheden, og så måtte vi lave regler. Jeg synes dog, at højskolernes forening skal prises for, at den gennem årene har været god til at holde orden i egne rækker. For eksempel når der var nogle skoler, der var lidt for smarte til at skaffe sig kinesiske elever, der troede, de kom på universitet i Danmark. Så var det foreningen, der satte tingene på plads gennem selvdisciplin, fremfor at jeg skulle fremsætte et lovforslag, der ville give alle højskoler dårlig omtale. Så højskolernes selvdisciplin er meget vigtig, hvis de skal bevare deres frihed.”
Højskoler kommer og går
Adspurgt hvilken slags højskoleminister de hver især har været, svarer først Marianne Jelved:
”Jeg har været den, som – hvis højskoler er kommet til mig med et problem, og de har haft forslag til, hvordan man kunne gøre noget – så har jeg lyttet til det. Enhver minister har pligt til at lytte og prøve at finde ud af, om det er noget, man kan hjælpe med. Fordi en minister er også en tjener,” siger hun og nævner Johan Borups Højskole som et eksempel, hvor hun som politisk øverstbefalende på området gav dispensation, så skolen kunne optage flere udenlandske elever end ellers, hvilket hjalp til at genoprette en skrantende økonomi.
Der har eksisteret over 300 højskoler i Danmark gennem tiden, men sjældent mere end 100 ad gangen
Bertel Haarder
Samme manøvre virkede dog ikke for Højskolen Østersøen, der måtte dreje nøglen om sidste år:
”Den fik chancen. Men højskoler er ikke givet på forhånd. De kommer, og de går,” siger hun.
”Ja, der har eksisteret over 300 højskoler i Danmark gennem tiden, men sjældent mere end 100 ad gangen,” bemærker Bertel Haarder og ser tilbage på sit eget virke som højskolernes politiske tjener:
”Ligesom Marianne har jeg været hjælpsom, blandt andet over for Rødding Højskole, der var ved at gå nedenom og hjem i 00’erne, og hvor vi fandt nogle sydslesvigske kurser, som blev redningskransen. Men jeg har også været med til at lukke Europahøjskolen på Møn i sin tid, fordi den ikke levede op til kravene om timetal og almen undervisning. Og så forsøgte jeg som kulturminister for en håndfuld år siden at flytte rundt på de grimme besparelser, 2-procentsbesparelserne, så højskolerne blev skånet, men det blev der sagt nej til i Finansministeriet. Også selv om jeg havde skaffet pengene. Det tilgiver jeg aldrig Claus Hjort Frederiksen for.”
Zigzag-kurs og dagpenge
Vi bliver i fortiden og gør ophold i midten af 90’erne. Dengang hvor ikke bare enkelte institutioner, men stribevis af højskoler faldt som fluer, indtil det opsving og den popularitet, som højskolerne oplever i dag, vendte udviklingen fra starten af 2010’erne. Hvad skete der?
Bertel Haarder forklarer: ”Det, der var så utrolig uheldigt, var, at højskolerne fik lov til at tage arbejdsløse og folk på bistand ind som elever i stort tal i 80’erne. Vi kom op på 100 højskoler, og jeg forsøgte at dæmpe det. Men det kunne jeg ikke få lov til. Da jeg så gik af, blev det dæmpet, og så var der pludselig en snes højskoler, der gik nedenom og hjem. Og det var noget zigzag, som var rigtig skadeligt for skolerne. Man skulle aldrig have lukket så mange sociale tilfælde ind.”
”Det var også fordi, man fodrede eleverne med økonomisk hjælp til at tage på højskole,” siger Marianne. ”Som økonomiminister fjernede jeg muligheden for at tage dagpenge med på højskole. For det var unfair konkurrence – det var forskelsbehandling af højskoleelever, og jeg synes bestemt ikke, man har dagpenge til den slags.”
LÆS OGSÅ: Højskolen er mægtig
”Men sådan var det i 80’erne,” siger Bertel Haarder. ”Jeg kan huske, at der var en elev, der fortalte mig: ’Da jeg kom på højskole, spurgte jeg, om der stod IDIOT på ryggen af mig, fordi en stor del af de andre fik det hele
”Jo, men det er jo en naturlig proces, når det er den type institutioner, vi snakker om. Det må aldrig være sådan, at vi siger, at de højskoler, der er der nu, skal være der til evig tid. Det kommer spilme an på dem selv,” siger Marianne Jelved.
”Enig. Min morfar blev engang forstander for en højskole i Vendsyssel. Han kørte den ned på to år – og den har aldrig set dagens lys siden,” fortæller Bertel Haarder fnisende.
Mere folkestyre, mindre demokrati
Tilbage til nutiden – og de udfordringer, som de to rutinerede folketingspolitikere mener, at højskolerne står med. Det gælder for eksempel tiltrækningen af muslimer og folk med anden etnisk baggrund end dansk. Her bør højskolerne ifølge Berte Haarder blive bedre til alliere sig med nogle af de mennesker, der arbejder med integration i kommunerne. Så unge med anderledes baggrunde end de klassisk danske kan komme på højskole og stifte bekendtskab med ungdoms- og fællesskabskulturen.
”Det bedste er, at der er 5-6-7-8 stykker ud af et hold på 100 elever. Så ville de blive integreret i løbet af ingen tid,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Som kulturminister efterlyste Marianne Jelved i sin tid et større globalt udsyn på højskolerne. Hun fortæller i samme vending om det kursus, hun hver sommer er med til at arrangere på Grundtvigs Højskole om national og international politik. For som hun siger: ”Højskoler kan ikke være ligeglade med, hvad der foregår rundt omkring i verden.”
”Det kneb meget med det, da jeg var højskolelærer,” indskyder Bertel Haarder. ”Var der én ting, der dengang forenede de danske folkehøjskoler, var det at være imod EF! Og i dag er alle højskoler for EU. Det synes jeg faktisk er lidt af en skamplet, at bevægelsen er præget af sådan en flokmentalitet.”
LÆS OGSÅ: "Kostskoleformens største udfordring er nok de moderne familiemønstre og den øgede mobilitet, men også hele lønmodtagerkulturen"
I den sammenhæng bør højskolen holde fast i ordet ”mellemfolkelig”, mener Bertel Haarder: ”Jeg er barn af Jørgen Bukdahl, der med store fagter på Askov Højskole beskrev forholdet mellem det nationale og det internationale. Han brugte den gamle Lillebæltsbro som billede: ’Her har vi pillerne, det er det nationale, og her har vi broen, det er det internationale – og det internationale hviler på det nationale, og hvis man ikke kender det nationale, er den bro ikke værd at køre på!’ Det synes jeg er et rigtigt godt billede.”
”Og så ville jeg ønske, at der i højskoleloven stod mere om begrebet ’folkestyre’ og mindre om demokrati. For folkestyre er ikke kun, at der er nogle politikere, der bestemmer. Det vigtigste ved folkestyret er for eksempel højskoledanmark, frivillighedsdanmark og foreningsdanmark. Alt det, vi laver som folk, uden at politikere blander sig i det. Og det er jo en del af højskolens dna, at den er der uden politikerindblanding,” siger Bertel Haarder.
Stafetten gives videre
Dobbeltinterviewet lægger an til landing, men særligt ét spørgsmål presser sig på: Hvem fra deres respektive partier ser Bertel Haarder og Marianne Jelved kan bære højskolefaklen videre på Christiansborg, når de begge stopper ved næste folketingsvalg, som senest finder sted i juni 2023?
”Det vil Martin Lidegaard kunne for De Radikale,” svarer Marianne Jelved uden tøven. Han er opvokset på Krogerup Højskole og har stærke synspunkter på dannelsesområdet, lyder hendes argument.
”Og det vil Venstres Ellen Trane Nørby og Anni Matthiesen kunne,” svarer Bertel Haarder. De er uddannelsesordførere og meget forbundne med højskolerne, forklarer han.
Højskolerne er sig selv. Der er ikke nogen ministre, der kan få håndsret over dem
Marianne Jelved
Og hvad med højskolerne, der som ressortområde gennem tiden har flakket rundt mellem Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Hvor hører højskolerne hjemme i den bedste af alle verdener ifølge de to tidligere højskoleministre?
”Jeg er ikke så bekymret over, at højskolerne bevæger sig fra det ene ministerium til det andet,” siger Marianne Jelved. ”For Højskolerne er sig selv. Der er ikke nogen ministre, der kan få håndsret over dem.”
”Det ville da være fint, hvis højskolerne kom under Statsministeriet,” siger Bertel Haarder. ”Men hvis ikke det kan lade sig gøre, synes jeg, de ligger godt i både Undervisningsministeriet og Kulturministeriet. Jeg har jo haft dem begge steder, og jeg synes, det er lige godt. Og det er også de samme dygtige embedsmænd, der flytter med. Vi havde blandt andre Jesper Moesbøl, der oven i købet kunne spille klaver, så der ikke var et øje tørt.”
”Han var virkelig fremragende. Højskolerne har i det hele taget nydt godt af at have nogle rigtig dedikerede embedsmænd,” siger Marianne Jelved.
Og så til det allersidste spørgsmål fra redaktøren: Hvorfor blev de egentlig aldrig selv højskoleforstandere?
”Som lærer er jeg blevet tilbudt at blive skoleleder flere gange, men det har ikke interesseret mig. Det, der interesserer mig, er det, der foregår på gulvet med de børn, som de andre lærere ikke vil have,” siger Marianne Jelved.
Var der én ting, der dengang forenede de danske folkehøjskoler, var det at være imod EF! Og i dag er alle højskoler for EU.
Bertel Haarder
Tanken om at blive forstander har strejfet Bertel Haarder – og tilbuddene har været der. Blandt andet blev lederjobbet på Askov Højskole ledigt i kølvandet på hans første periode som undervisningsminister.
”Men min kone og mine børn ville ikke med. Og hvad børnene mener, det kan være ligegyldigt – de er så konservative – men det var et problem, at min kone ikke ville, også fordi hun lige havde fået et vigtigt job på Det Kongelige Teater som leder af læseskolen. Hvorfor skulle hendes job vige for mine lyster?”
”Det havde hun da ret i,” siger Marianne Jelved.