Sørine Gotfredsen: ”Der mangler helt oplagt noget højskolementalitet i det politiske system”

Publiceret 13-06-2023

INTERVIEW Både kirkens og højskolens tankegods er gledet ud af den politiske tænkning, siger sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen i Højskolebladets interviewserie om det borgerlige højskoledanmark. Hun ser dog spirende tendenser til, at interessen for dannelse og dét at ville forstå menneskets dybere lag er ved at komme tilbage til højrefløjen.

Foto: Miriam Dalsgaard/Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af Mikkel Poulsen, journalist 

Højskole, kirke og politik hænger tæt sammen, hvis man tænker, som Grundtvig gjorde. Og det gør sognepræsten og forfatteren Sørine Gotfredsen i mange henseender. Hun mener til gengæld, at de tre ting er gledet fra hinanden i nyere tid. Og det trækker åndeligheden ud af politik. Men hun aner en forandring i dag, hvor flere har fået øjnene op for, at dannelse ikke kun kommer af noget materialistisk. 

“Der er en voksende fornemmelse af, at mennesket er nødt til at blive dannet af noget andet end det, vi i årtier i Danmark har haft som det primære omdrejningspunkt – altså noget andet end velfærd, uddannelse, sundhed og de mere materialistiske ting. Meget af dette er fint og godt, men det betyder bare ikke nødvendigvis, at mennesket finder livsindhold eller føler sig forankret i verden,” siger Sørine Gotfredsen.

Hun henviser til den gryende interesse, hun ser i blå blok, for at forstå menneskets dybere lag, som hun selv finder ord for i særligt Bibelen.

LÆS OGSÅ Christian Egander Skov: ”Højskolevenstre kommer ikke til at rejse sig fra graven”

Sørine Gotfredsen, der udover at være teolog er uddannet journalist, opfatter sig selv som konservativt borgerlig. Som debattør er hun en af de fremmeste i landet, og hun kommenterer blandt andet politik, medier, tidsånd og kirken. 

I år var hun én af tre nominerede til Berlingskes Fonsmark-prisen, som gives til personer, der har bidraget ekstraordinært til den borgerlige idédebat. Her løb Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, med sejren, men han er ifølge sognepræsten også blandt dem, der har set lyset. Det vender vi tilbage til lige om lidt.

Fraværet af ånd

Langt hen ad vejen deler Sørine Gotfredsen historikeren Christian Egander Skovs holdning, som læsere vil huske fra det første interview i denne serie: Han mener, at højskolevenstre er død, og at denne fløj af partiet ikke vil genopstå fra graven, hovedsageligt fordi borgerlig politik har forsømt at være folkelig, hvilket man kan læse i hans bog Borgerlig krise, som han for øvrigt selv var indstillet til Fonsmark-prisen for, og som han modtog Weekendavisens Litteraturpris for.

“Jeg tror også, at den tid er forbi i Venstre, fordi de personer, som bar den, er væk: Birthe Rønn Hornbech, Bertel Haarder, Carl Holst. Og jeg har svært ved at se, hvem der skulle bære det videre,” siger Sørine Gotfredsen.

Men for den 55-årige sognepræst skyldes miseren hovedsageligt et fravær af fokus på ånd. Adspurgt om, hvad eller hvem der så er tilbage i partiet, nævner hun Venstre-folk som Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og formand Jakob Ellemann-Jensen under samlebetegnelsen “handelshøjskoleeliten”:

“Det er dem, der er rundet af velfærdsideologi, af økonomisk indsigt og af et materialistisk menneskesyn. Ikke fordi de er fuldstændig fikserede på penge, men fordi de er fikserede på det ved mennesket, der ikke er mystisk og gådefuldt – og ånd. Det er en relativt logisk og rationel måde at kortlægge menneskelivet på: Det skal være sundt, det skal være trygt, det skal have et sted at bo. Det er rammer, som sandelig også er vigtige, men det er ikke alt. Handelshøjskolevenstres syn på mennesket er båret af mangel på fantasi og forestillingen om, at mennesket relativt let kan kortlægges psykologisk,” siger hun.

Jeg vil hellere sige, at der jo ikke findes noget samfund, hvor der ikke altid er brug for mere tale om ånd, tro og det fuldstændig irrationelle håb, som mennesker lever af, når der er stor modgang.

Sørine Gotfredsen

Men ånden kan findes rundt om Venstre, hvor partier så forskellige som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance både viser interesse for højskoletanken og åndeligheden – og samtidig inkarnerer den gennem fremstående politikere, forklarer Sørine Gotfredsen.

“Dansk Folkeparti har Morten Messerschmidt, som er et af de mest konservative mennesker i det her land, og som har læst sig frem til en meget stor sans for kristendom og for, hvad det vil sige, at mennesket er sat et bestemt sted i verden. Og i Liberal Alliance har vi Henrik Dahl, som mere og mere er gået i retning af den konservative tænkning, blandt andet på grund af sin islamkritik og erkendelse af, at det multikulturelle samfund har sin begrænsning. Og Alex Vanopslagh er jo, sin ungdom til trods, nysgerrig efter at vide, hvad dannelsestabet egentlig består af i Danmark,” siger hun.

Her nærmer vi os en forklaring på, hvad Sørine Gotfredsen mener med ordet ånd. Det klinger umiskendeligt af én, vi kender fra både kirkens og højskolens verden, nemlig Grundtvig. 

Ånd handler om fædrelandskærlighed, historisk bevidsthed, gudsforhold, forankring og kendskab til traditioner. Den gryende interesse for ånd er ifølge sognepræsten en erkendelse af, at der er noget nødvendigt, der skal genopdages – ikke mindst for at komme “den store, mystiske mistrivsel, som politikerne slet ikke kan få hul på” til livs, siger hun.

Hul i markedet

Tidligere i år så det nye højskoleprojekt Rahbeks Højskole dagens lys – et projekt, der blandt andet vil danne sine elever til det, de kalder borgersind. For nylig åbnede også en ny tænketank, Prospekt, som ser et “hul i markedet” for værdipolitiske idéer til højre for midten i dansk politik – idéer om liberalisme, konservatisme og folkelighed. 

Men hvor Sørine Gotfredsen som udgangspunkt er enig i behovet for en større og måske dybere borgerlig bevidsthed, viser hun sig som den skarpe samfundsrevser, hun er, ved at påpege, at tænketanken allerede ved at bruge dét udtryk er på vildspor.

LÆS OGSÅ Sørine Gotfredsen: ”Højskolerne er dejligt usmarte og uprætentiøse både i indretning, stemning og omgangsform

“Jeg vil meget nødig kalde det et hul i markedet, for så er vi allerede inde i handelshøjskolevenstre-retorikken. Jeg vil hellere sige, at der jo ikke findes noget samfund, hvor der ikke altid er brug for mere tale om ånd, tro og det fuldstændig irrationelle håb, som mennesker lever af, når der er stor modgang. Når de taler om et hul i markedet, så mener de nok, at der i Danmark i årtier har været en grundkerne i den offentlige samtale, som nærmest har negligeret de her aspekter ved mennesket, fordi vi har været så forhippet på at skabe det her vidunderlige velfærdssamfund, og fordi vi har troet, at hvis mennesket har de materielle rammer på plads, så bliver det relativt lykkeligt og velfungerende,” siger hun.

Men hvad er så konsekvensen af næsten udelukkende at fokusere på menneskers materielle behov?

“Det er for eksempel, at vi nu i Danmark i mange år i alvor har troet, at den digitale udvikling er godt for mennesket. Vi fatter simpelthen ikke, at mennesket bliver sat i den konkrete verden og rører ved tingene, bevæger sig og får lov at udfolde sig med alle sine sanser. Det har vi stille og roligt dræbt en del af, fordi vi ikke forstår, hvad menneskenaturen er. Og det er ganske katastrofalt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis man fjernede skærmen fra en del menneskers liv, især børn og unge, så ville en del af vores mistrivsel forsvinde,” siger Sørine Gotfredsen og uddyber sine tanker om ånd i mere teologiske vendinger:

“Jeg definerer selvfølgelig ånd i forhold til det religiøse: At vi er skabninger, der er noget andet end alle andre skabninger, fordi vi står i et helt særligt forhold til Gud, og at vi i kraft af vores sprog, vores sanser og i kraft af naturen bliver bekræftet i den særstatus, mennesket har. Og at vi også hermed inspireres til at se dybt ind i os selv og erkende den selviskhed og ondskab, som enhver bærer på. At indse, at man er ånd, betyder, at man i sin afmagt forstår, at den afgørende styrke kommer til en fra Gud. Men i hele debatten om mistrivsel, og hvad det moderne liv gør ved mennesket, mangler jeg faktisk fra psykologer og videnskabsfolk at få nogle formuleringer, som jeg synes kan måle sig med tanken om, at det har med åndelighed at gøre.”

Realisme er også ånd

I 2011 udkom Sørine Gotfredsen med bogen Den åndløse dansker, hvor hun kritiserer flere grupper i samfundet for at mangle – ja, det giver vist sig selv. 

I et kapitel om politikere efterlyser hun en større intellektuel stræben blandt vores lovgivere og bliver endda så konkret, at hun præsenterer et dannelsespensum. Det består af dansk historie med kristendom, reformation, enevælde, demokratiets 

indførelse, arbejderbevægelse, tysk besættelse og samarbejdspolitik; antikkens tanker, europæisk oplysning, USA’s grundlæggelse, EU’s udvikling, den kolde krig, østblokkens sammenbrud og islam som historisk faktor og politisk ideologi; indblik i både dansk og europæisk litteratur samt et nogenlunde kendskab til de vigtigste grundtræk i den filosofiske tænkning op gennem historien.

Der mangler helt oplagt noget højskolementalitet i det politiske system. For hvis det ikke manglede, så ville de ikke have tømt folkeskolen for åndsindhold og have nedprioriteret historien så meget, som de har gjort.

Sørine Gotfredsen

Det kræver selvsagt en vis modenhed og intelligens at kunne tale med om det, men Sørine Gotfredsen mener i dag, at politikere modsat dengang i starten af 2010’erne har ændret menneskesyn og er begyndt at vise interesse for den slags dannelse, som hendes pensum udgør.

“Noget har forandret sig. Det, jeg også gør i kapitlet om politikere, er at sige, at vi er nødt til – også hvad angår det politiske – hele tiden at overveje forholdet mellem ondt og godt. Hvad betyder det, at mennesket ikke bare er godt? Den analyse skal i dag ses i lyset af, at en stor mængde danske politikere faktisk har udviklet deres syn på mennesket i forhold til integration, til det multikulturelle og til, hvordan man værner om en kultur. Dér har rigtig mange ændret grundholdning til, hvad der er nødvendigt, og hvad man for at bevare det, man sætter højt, er nødt til at dæmme op for,” siger hun.

Sørine Gotfredsen fortæller, at man i politik har haft og til dels stadig har et for naivt syn på menneskets godhed. Og i og med at man med religiøse eller filosofiske begreber som godt og ondt kommer frem til et mere realistisk menneskesyn, er man trådt ind på åndelighedens og dannelsens banehalvdel.

Siger du, at der med en større grad af realisme i menneskesynet er kommet en større åndelighed over politik?

“Ja, det er der på sin vis. Selvfølgelig lyder det mærkeligt, at realisme og ånd er to ord, der kan høre sammen. Men det kan de godt. For når jeg taler om realisme, så taler jeg om dét at fatte, at mennesket bærer på en stor kraft af selviskhed. Den er med til at gøre, at vi ikke altid vil fællesskabet det bedste – at vi kan ankomme til et land og dybest set kun have vores egne interesser i tankerne, og at vi ikke har til sinds at indrette os efter, hvad der forventes. Den realisme i forhold til et menneske har også med ånd at gøre, fordi den fører over til selverkendelse og i sidste ende syndsbevidsthed. Dermed er man på vej væk fra det rent psykologiske menneskesyn, der har domineret så længe – og man nærmer sig i stedet det mere gådefuldt sammensatte ved os,” siger Sørine Gotfredsen.

LÆS OGSÅ: Kierkegaards forfører har vundet

Og med et hint til det upersonlige bureaukratis knap så pæne ansigt, der viser sig, når de åndelige overvejelser træder i baggrunden, fortsætter hun:

“Hvis man ser mennesket uden de aspekter – uden begrebet ånd, uden dette, at vores indre er sammensat af nogle kræfter, der er meget svære at kortlægge – er det meget let at sidde ved et skrivebord og sige: Mennesket er sikkert så godt, at vi kan gøre sådan og sådan. Hver gang mennesker bliver gjort til brikker, som vi forestiller os vil udvikle sig på en bestemt måde i et bestemt samfund, har man netop pillet en del af værdigheden fra dem. For så er de ikke længere de her hele, mærkelige gåder, som Grundtvig taler om. Så er de bare det, vi forestiller os, at mennesker bliver i nogle bestemte rammer.”

Grundtvig, kirken og politik

Der falder mange referencer til Danmarks store digterpræst Grundtvig undervejs i samtalen. Der er ingen tvivl om, at Sørine Gotfredsen er inspireret af hans tanker om dannelse, kirke, oplysning, politik og et liv i fællesskab. 

Forholdet er så tæt, at hendes kommende bog Livskraft, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag, har ham som sin ene hovedperson. Den anden hovedperson i bogen er musikeren Kim Larsen. De har ifølge sognepræsten en urkraft tilfælles, som kan minde om, at vi er “skabt til at leve, og uanset hvor svært vi kan synes, det er, så er vi stærkere, end vi selv tror,” siger hun. 

Sørine Gotfredsen har ikke selv været på højskole, men kommer jævnligt på Krogerup Højskole og Rønshoved Højskole for at tale om Gud og dannelse. 

Samtidig har hun sine tydelige Grundtvig-inspirerede holdninger til, hvad højskole er, og at det politiske system har brug for at kende meget mere til det. 

“Der mangler helt oplagt noget højskolementalitet i det politiske system. For hvis det ikke manglede, så ville de ikke have tømt folkeskolen for åndsindhold og have nedprioriteret historien så meget, som de har gjort. For slet ikke at tale om kristendom,” siger hun.

Men mangler kirken at gøre noget selv for at være en lokal del af det politiske system?

“Jeg tror bestemt, at mange kirker slås for at være en lokal deltager. Men det er rigtigt, at vi har en meget stor politisk berøringsangst, som vi jo i høj grad kan takke Luther for. Det sidder dybt i rygmarven på mange præster i Danmark, at man skal holde sig fra politik. En præst skal ikke prædike politik fra prædikestolen, men må meget gerne gå ud og deltage i debatten og fylde mere som en stemme,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”

Selv indtager Sørine Gotfredsen godt med plads i den offentlige debat, men hun er ikke nervøs for at miste kirkegængere på det, fortæller hun. 

“Den der underlige goldhed eller blufærdighed, der præger mange folkekirkepræster, synes jeg er alt for stor. Og den er ikke grundtvigsk. Hvis man ikke kan lide, hvad man hører, har han jo netop sagt: Så gå til en anden præst. Det vigtigste er, at den, som står der, er der med hele sin sjæl og ånd.”

Ligesom en højskolelærer?

“Ja, meget ligesom en højskolelærer. Og husk lige, at Grundtvig ikke mente, at der skulle forkyndes kristendom på højskolerne. Han ville jo gerne adskille skole og kirke. Derfor siger han, at der skal undervises i kristendom, men man skal ikke stå og prædike på en højskole. Det gør man i kirken. På den måde er han meget varsom med at være upassende missionerende. Man skal have lov til først at komme til live, inden man kommer til tro.”

Menneske først, kristen så. 

Blå bog

Sørine Gotfredsen

Født i 1967. 
Uddannet journalist, senere teolog (2004) og siden 2008 ansat som sognepræst i Jesuskirken i Valby. 
Er vært på podcasten “Sørine og kærligheden” på DR og tilknyttet som anmelder på Kristeligt Dagblad og Berlingske. 
Hun er forfatter til flere bøger, senest Som Sørine læser Bibelen (2020), og blandt flere andre Den åndløse dansker (2011). 
Hendes bog Livskraft er netop udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag, og til efteråret udkommer 50 bibeltekster, du skal kende.
Gift med journalisten Henrik Flødstrup og bor i Valby.

Hvad er der blevet af det borgerlige højskoledanmark?

I en interviewserie går Højskolebladet på jagt efter de borgerlige og liberale idéer, der engang gennemsyrede højskolebevægelsen, men som synes at være forvitret i løbet af det seneste århundrede. Vi opsøger en række borgerlige stemmer og spørger dem, hvad der er blevet af det borgerlige højskoledanmark. Dette er det andet interview ud af tre.