Det er rusketurenes tid

Publiceret 21-08-2023

LEDER Efteråret signalerer at blive rusket åndeligt op i: at blive bestormet med nye intellektuelle strømninger, nyt livsmod og nye måder at anskue menneskelivet på, skriver Højskolebladets redaktør.

Foto: Joachim Adrian

Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet

Blæsten går frisk over byernes tage, og i skrivende stund raser stride storme i Skandinavien på en måde, hvor der bliver rusket godt og grundigt op i bygninger, infrastruktur og vores klimabevidsthed.

Det er rusketurenes tid! Og jeg, som ellers plejer at gå og trippe over efterårets komme, fordi det mere stilfærdigt minder mig om alle de kastanjer, jeg snart skal til at samle på i min jakkelomme, eller den pragtfulde duft af fugtigt løv, der slipper træernes trætte grene. 

LÆS OGSÅ: Venstre-politiker Kim Valentin: “Vi skal være bedre til at finde tilbage til rødderne”

Efterår signalerer på mange måder en ny start for mig. Nok fordi efteråret altid har været dér, hvor et nyt skoleår begynder. Med alt hvad det indebærer af indbinding af skolebøger, indkøb af friske blyanter til penalhuset, nye spændende fag på skemaet – og en forventningens glæde til alt det, der skal til at ske i lærdommens hellige navn, men som jeg endnu intet aner om.

I virkeligheden signalerer efteråret at blive rusket åndeligt op i: at blive bestormet med nye intellektuelle strømninger, nyt livsmod og nye måder at anskue menneskelivet på. 

Med et nyt efterårssemester skudt i gang på højskolerne og her i Højskolebladet viger vi på redaktionen ikke tilbage for at give plads til nogle gedigne rusketure.

Blandt andet rusker sociolog og tidligere højskoleelev Prince Henry op i måden, højskolerne arbejder med mangfoldighed på, ved at formidle de vigtigste konklusioner i sit speciale om minoritetsetniske personers oplevelser med at gå på højskole. 

LÆS OGSÅ: Prince Henry har skrevet speciale om minoriteter på højskole: ”Der er nogen, der føler, at de betaler for at blive diskrimineret”

Fire internationale højskolelærere fortæller, hvordan de i mødet med den danske folkehøjskole har fået rusket op i deres syn på karakterer, pædagogik og elevernes personlige udvikling.

Folketingspolitikeren Kim Valentin rusker op i sig selv og sit parti Venstre, når det gælder kritikken af, at partiet mangler højskolementalitet og dannelsestænkning.

Og så opfordrer højskolelærer Lise Marie Mikkelsen os læsere til at ruske op i vores kropsidealer og lægge den skam på hylden, som får mange af os til at hade vores kroppe i stedet for at holde af dem.

Velkommen til et nyt efterår i Højskolebladet med stormvejr og åndelige rusketure! Det lægger sig nok ikke lige foreløbig …