Af Tadeusz Pilch, elev på Grundtvigs Højskole 1969-70, professor emeritus 2023, polsk viceundervisningsminister 1992-1995
Artiklen er skrevet før det polske parlamentsvalg i oktober 2023 og er oversat og redigeret af Frode Z. Olsen på baggrund af Tadeusz Pilchs manuskript og korrespondance sendt på engelsk til Lars Thorkild Bjørn. Frode Z. Olsen er tidligere kriminalinspektør, forfatter og politihistoriker og var højskoleelev sammen med Tadeusz Pilch på Grundtvigs Højskole i 1970.
Jeg tøver ikke med at sige, at mit seks måneders ophold på Grundtvigs Højskole Frederiksborg fra efteråret 1969 ind i foråret 1970 blev en skelsættende oplevelse. Lige siden har den påvirket mit liv, mine interesser og sociale og arbejdsmæssige aktiviteter.
Ved ankomsten til Danmark var jeg netop fyldt 30 år og var undervisningsassistent på Warszawas Universitets pædagogiske fakultet. Dette var – bortset fra en kort ”venskabsrejse” til Sovjetunionen – min første udlandsrejse.
Jeg er det ottende og yngste barn i en bondefamilie fra landsbyen Bielcza 60 km øst for Krakow i det sydlige Polen. Dengang var der en stærk tradition i store landbofamilier for, at en søn skulle gå præstevejen ud fra en overbevisning om, at ”fattigdom rammer ikke familier med en præst”.
Efter afsluttet folkeskole forsøgte mine forældre derfor, uden held, at få mig optaget på et teologisk gymnasium. Student blev jeg dog og søgte herefter på eget initiativ optagelse på Warszawa Universitets filosofiske fakultet.
LÆS OGSÅ: Ny dansk storfilm er inspireret af højskolelærer i Ryslinge
At et barn af en bondeslægt ønskede at studere filosofi gjorde et stort indtryk på den legendariske professor Janina Kotarbínska. Hun var dengang formand for optagelseskommissionen på Warszawas Universitet. Optaget blev jeg og er stadig fuld af taknemmelighed og stolthed over, at mine forældre, som begge selv kun havde fået fire års skolegang, støttede mit valg og efter bedste evne gav mig mulighed for at få en akademisk livsbane.
Født halvanden måned før 2. verdenskrigs udbrud har jeg også gennemlevet nazismen og hele den kommunistiske epoke i mit land. De oplevelser og påvirkninger som barn, ung og voksen kan ikke fuldt ud begribes af mennesker, som ikke har oplevet det.
Som student i en stor hovedstad langt fra hjemstavnen blev jeg aktiv i det landboorienterede politiske parti ”Det Forenede Folkeparti” (PSL) og i ungdomsbevægelsen ”Landboungdom” (ZMW Vici) og fik derved et fællesskab, men jeg mærkede snart også det kommunistiske systems bagsider. Man kunne mene én ting privat, men sagde noget andet offentligt.
Jeg husker tydeligt atmosfæren i den offentlige debat, hvor kun én sandhed overlevede – en udlægning af virkeligheden, som selv centrale repræsentanter af ”Polens Forenede Arbejderparti” (PZPR) og regeringen ikke troede på.
”Landboungdom” ZMW havde gode kontakter til Dansk Ungdoms Fællesråd, og i 1969 skete et mirakel: Jeg fik et legat på 500 danske kroner og et halvt års gratis ophold på Grundtvigs Højskole Frederiksborg.
Lighedsprincippet i Danmark
Selv i dag kan jeg komme til at le over mit første møde med virkelighedens vestlige demokrati.
Godt opdraget i socialistisk praksis ventede jeg efter at være gået gennem paskontrollen i Københavns Lufthavn længe på, at nogen skulle kontrollere mine papirer og bagage yderligere. Men ingen kom, så jeg ”sneg” mig ud og fandt bus og tog, som mine danske værter havde informeret mig skriftlig om.
Jeg kendte intet til kongeriget Danmark, alt var nyt og forskelligt fra den hjemlige kultur. Ved ankomsten til højskolen i Hillerød meldte jeg mig til ”Mr. Director”. Forstander Søren Haugstrup Jensen sagde med et smil, at der ikke var nogen ”Mr. Director” – bare Haugstrup; det samme gjaldt de øvrige lærere, som blev tiltalt ved fornavn.
Lighedsprincippet var udbredt og kom til udtryk på forskellige måder. Elevholdet bestod af 133 unge, som i den store spisesal var fordelt ved ti langborde. Jeg kom tilfældigvis til at sidde ved samme bord som forstander Haugstrup. Opgaven med at dække bord, hente mad og rydde service af gik hver dag på tur til en fra bordet; reglen gjaldt også lærerne, selv forstander Haugstrup overholdt den.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tadeusz Pilch blev i sommeren 2023 udnævnt til æresdoktor ved Universitetet i Bialystok for sine afhandlinger om resocialisering og uddannelsesforhold i de polske landdistrikter, herunder 35 artikler og afhandlinger om folkehøjskoler.
Det gjorde indtryk at iagttage værdien af lighed i rettigheder og pligter både på højskolen og i det danske samfund. Jeg kom til at bo på værelse med en dansk ven, som brugte højskoleopholdet som kvalifikation til at søge ind i politiet.
Andre skulle videre med en pædagogisk eller social uddannelse. Ja, selv unge fra landbruget kom på højskole som forberedelse til at overtage slægtens gård. De fleste elever var danske, men der var også unge fra Island, Norge, Sverige, Canada, Tyskland og England.
Der var også tre andre polakker – flygtninge og ofre for politisk forfølgelse. De anså deres asyl i Danmark som en gave fra himlen. Vi fandt hurtigt hinanden i tillid, talte snart om ”dem” derhjemme, underforstået styret. Danmark og Polen var to vidt forskellige verdener, og jeg indså, hvor ”handicappede” almindelige mennesker i Polen var på den tid.
Åndelig berigelse
Under opholdet i Danmark blev der arrangeret besøg for eleverne i virksomheder, landbruget og på offentlige kontorer. En dag var vi på rådhuset i Hillerød, hvor borgmesteren forklarede og viste rundt. Pludseligt afbrød en ældre dame ham med en klage over, at bussen havde været forsinket, så hun kom for sent til en vigtig aftale på rådhuset. Borgmesteren undskyldte overfor os, overlod resten af rundvisningen til en medarbejder og hjalp den utilfredse borger.
Før afrejsen til Danmark havde jeg kontakt med professor Wroczynski, som i 1966 udgav lærebogen ”Introduktion til socialpædagogik”, hvori han ekstensivt beskrev danskeren Hans Christian Kofoeds tanker og metoder. Han opfordrede mig stærkt til at besøge Kofoeds Skole i København. Også det besøg gjorde et stort indtryk på mig, og jeg har efterfølgende i mit faglige virke haft tæt kontakt med og fulgt den afdeling af Kofoeds Skole, som i 1995 åbnede i en forstad til Warszawa.
LÆS OGSÅ Anmeldelse: Historien om de beslaglagte højskoler er en del af den store historie om Anden Verdenskrig
Tilbage i Polen følte jeg mig både åndeligt og intellektuelt beriget. Det halve år i Danmark åbnede mine øjne, og jeg indså den simple kendsgerning, at kulturer og menneskelige relationer i denne verden er ret forskellige, og at der findes samfund, hvor mennesker frit kan sige deres mening uden frygt for straf, fordømmelse eller udelukkelse fra uddannelse eller arbejde.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Elevbillede med de to højskolekammerater Frode Z. Olsen og Tadeusz Pilch
Det polske samfund på den tid var fuld af den slags absurditeter. For eksempel skulle der i enhver videnskabelig publikation henvises til, hvilken positiv indflydelse det kommunistiske system havde på publikationens problemstilling.
Da jeg før min afrejse til Danmark i 1969 afleverede min ph.d. om uddannelsessystemets iboende barrierer for børn og unge fra landdistrikterne, var man ikke begejstret for temaet. Det var desuden en stor fejl og mangel på videnskabelig integritet, at jeg ikke havde henvist til officielle dokumenter, som godtgjorde, at kommunistpartiet var opmærksom på problemerne.
Jeg svarede, at den type papirer intet havde ændret, og at problemerne forsatte. ”Vær venlig at gøre opmærksom på Partiets bekymring for landbobørns skæbne, så vil vi acceptere og trykke din afhandling” var svaret.
Det var prisen på akademisk avancement. ”Ved du ikke hvilken verden, du lever i?” bemærkede ældre kolleger, som dagligt forholdt sig den praksis.
De polske folkehøjskoler
I 1980’erne gjorde Solidaritetsbevægelsens smukke opstand Polen til et andet land. Ved siden af mit akademiske virke blev jeg engageret i genoprettelsen af Foreningen for Folkehøjskoler i Polen (TUL), der var blevet nedlagt af styret i 1953. TUL havde tætte forbindelser til Landboungdom (ZMW) og Folkepartiet (PSL).
De følgende fem år var jeg formand for folkehøjskoleforeningen, og gennem udbytterig kontakt med især danske og svenske folkehøjskoler udvikledes mange gode forbindelser. Vi samarbejdede også med den socialistiske ungdomsbevægelse (ZSMP) og deres højskoler.
Efter kommunismens fald i maj 1989 blev jeg udnævnt som professor i socialpædagogik ved Warszawas Universitet. Jeg blev igen aktiv i Folkepartiet (PSL) og var fra 1992-1995 viceundervisningsminister – funktioner, som sammen med talrige forskningsrapporter og lærebøger om socialpædagogik har gjort det muligt for mig at arbejde livslangt for at forbedre uddannelsesmulighederne for både børn og voksne i landdistrikterne.
LÆS OGSÅ: Japanere lader sig inspirere af den danske højskoletanke
Dertil hører også medvirken til oprettelse og konsolidering af polske folkehøjskoler efter dansk forbillede. Trods politisk modstand og periodiske lukninger eksisterer der fortsat højskoler for voksne i Polen – den eneste reelle mulighed for livslang uddannelse.
I de senere år er der desværre genopstået symptomer på bizar blanding af ideologisk autoritarisme og intolerance, som jeg i dag betragter med aversion, men også med en vis afstand og ro i forventning om, at også de politiske strømninger en dag vil dø ud.
Jeg tror, at det er en tankegang, der blomstrede op under mit ophold på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Fra 1864 eksisterede Danmark også i skyggen af de prøjsiske samlingsplaner. Trods forskellige politiske modsætninger gav det grobund for, at Grundtvig, Christen Kold, Christian Flor og Ludvig Schrøders højskoletanker blev til virkelighed.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Glade højskoleelever på Grundtvigs Højskole 1970. Tadeusz Pilch står nr. 3 fra venstre.
Rødding Højskole blev den første, og siden har højskoler i hundredvis i hele Norden virket i snart 180 år. Takket være deres betydning i enhver afskygning af humanistisk og civiliseret udvikling ses de nordiske samfund mange steder som forbilleder, hvor offentlige investeringer i børn og unges uddannelse fortsat er blandt verdens højeste.
Aldrig under mit halve år i Danmark følte jeg mig som et menneske fra et ligegyldigt land. Tværtimod blev jeg af alle mødt med stor venlighed, og jeg fornemmede, at mange anså mig for at være en lidt ”eksotisk” gæst. Flere lærere på højskolen var interesserede i at få mest muligt at vide om mit hjemland, blandt dem især filosofilærer Fritz Norlan og Lars Thorkild Bjørn, som underviste i ”Østeuropa”.
Venskabet og kontakten med Lars Thorkild har jeg bevaret helt til den dag i dag.