Prø-li-å-hør-hær

Publiceret 06-02-2023

LEDER Mange politikere, journalister – og tilsyneladende også filmskabere – har i disse år travlt med at forstørre forskellene mellem land og by. Men i bund og grund er vi bare mennesker, og det er det, 'Meter i sekundet' handler om.

Foto: Joachim Adrian

Af Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør på Højskolebladet

Da Stine Pilgaards prisbelønnede roman Meter i sekundet skulle filmatiseres, ledte casterne efter en københavner til hovedrollen. For at kunne skrue op for dramaet og skabe et tydeligt skel mellem hovedstaden og de korte sætningers land, som Stine Pilgaard har døbt Vestjylland.

Men det var aarhusiansk fødte Sofie Torp da ligeglad med. Hun gav sit bud på hovedpersonen – den nybagte mor Marie, som flytter med sin kæreste til Velling – på jysk. Det ville blive for kunstigt på københavnsk, fortæller hun i et stort interview med Højskolebladet. 

LÆS OGSÅ: Sofie Torp spiller hovedrollen i 'Meter i sekundet': "Det er en anden sindstilstand at gå på højskole"

Mange politikere, journalister – og tilsyneladende også filmskabere – har i disse år travlt med at forstørre forskellene mellem land og by. Kontrasterne synes at komme til udtryk på mange måder – fx gennem folks væremåde (jysk beskedenhed vs. københavnsk storhedsvanvid), hvordan vittigheder fortælles (jysk underspillethed vs. københavnsk falde-på-halen-komik), eller hvor tydeligt ens dialekt slår igennem rundt om kaffebordet (prø-li-å-hør-hær vs. ”DR-rigsdansk”).

Men i bund og grund er vi bare mennesker, understreger Sofie Torp. Tidligere kaldte den 33-årige skuespiller sig selv for en ”jysk håndværker”. Det er typen, der kommer til tiden, kan sine replikker og opfører sig ordentligt på settet.

Men mens Meter i sekundet blev optaget på Vestjyllands Højskole, gik det op for Sofie Torp, at vi har alt for travlt med at kategorisere os selv på baggrund af vores tilhørsforhold.

Arbejdet med Meter i sekundet har faktisk gjort Sofie Torp mindre fordomsfuld, og ifølge hende er det på tide, vi lægger al vores geografiske kassetænkning på hylden. For Meter i sekundet er først og fremmest en hyldest til livet og de fællesskaber, vi indgår i på kryds og tværs af hinanden. Filmen handler om at høre til – og om at skabe mening i samspil med andre. 

en ”jysk håndværker”. Det er typen, der kommer til tiden, kan sine replikker og opfører sig ordentligt på settet

Sofie Buch Hoyer

Sjældent har jeg glædet mig så meget til at opleve, hvordan Sofie Torp og resten af filmholdet har vakt Stine Pilgaards fænomenale roman til live på biograflærredet.

Læs mere om filmoptagelserne i dette nummer – og dyk også ned i bladets øvrige artikler med historier fra højskolen og omegn.

LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Instrumentaliseringen koster unge dyrt

Velkommen til et nyt år i Højskolebladet!