Har du nogensinde tænkt over, at samtlige af de AI-assistenter, som udbydes af store tech-virksomheder, er kvinder? Siri, Alexa, Cortana og Google Assistant er alle standardindstillet med kvindestemmer. Det samme gælder højst sandsynligt din GPS i bilen, den robot, du snakker med, når dit opkald ligger "først i køen" hos lægen, og din bluetooth-højtaler derhjemme.
Den første AI-robot, som var avanceret nok til at modtage sit eget statsborgerskab og et kreditkort, er produceret af Hanson Robotics og er – sjovt nok – også en kvinde ved navn Sophia.
Her er man endda gået så langt som at give hende et nanoteknologisk gummiansigt med lange øjenvipper, høje kindben og røde læber. Hvis man spørger virksomhederne selv, lader svaret på dette finurlige fænomen til at være, at kvindestemmer bare tester bedre hos kunderne. Folk kan bedre lide at lytte til en kvindestemme.
LÆS OGSÅ: Vinderen af Højskolebladets kronikkonkurrence: Hvornår får vi sikkerhedsseler i vores digitale trafik?
Så er det et problem? Ja, fordi vi i den vestlige verden har en historie og kulturel tradition, der fortæller os, at når robotter er kvinder, så er de ufarlige.
Vi skal huske, at kunstig intelligens ikke har et køn. Det er os mennesker, som tildeler den et. Men det er et fatamorgana.
Når en veteran som Geoffrey Hinton forlader Google med den begrundelse, at udviklingen inden for kunstig intelligens får ham til at frygte for fremtiden, og Elon Musk (som husk: ikke havde noget problem med at sælge flammekastere til folk) skriver under på, at AI er farligt, så er det måske på tide, at vi tager truslen alvorligt og for en gangs skyld tænker på den som en mand.
Det er en oldgammel tanke
Der er bred enighed blandt forskere om, at lighedstegnet mellem kunstige kvinder og lydighed kan spores helt tilbage til romertiden.
Det første eksempel finder man i myten om Pygmalion (som er forfattet af en af de helt store kulturelle sværvægtere, Ovid). Pygmalion er en mand, der har trukket sig tilbage fra samfundet, fordi han kæmper med de "naturlige laster", som naturen har skænket kvindekønnet.
Han begynder derfor at hugge sin egen perfekte kvinde af elfenben, som med lidt hjælp fra kærlighedsgudinden Venus trylles til live og realiserer alle Pygmalions fantasier. Kvinden skal ikke forholde sig til, om Pygmalion er den rigtige for hende – det er helt irrelevant.
Vi skal huske, at kunstig intelligens ikke har et køn. Det er os mennesker, som tildeler den et.
Therese Sandberg
Selvfølgelig handler det også om, at det altid har været en mandlig fantasi at kunne bygge sin egen kvinde, som kan designes helt, som man ønsker sig. En kvinde, der aldrig er på tværs eller brokker sig.
Først laves hun af elfenben, senere af urværk, endnu senere af industrielle maskindele – og nu af machine learning.
Olivia Wildes film Don’t Worry Darling fra 2022 er et godt eksempel på, at det stadig er noget, vi behandler i dag. Nu er fantasien også tættere på virkeligheden, end den måske nogensinde har været før. Har man fx set Jessica Kindons dokumentar Ascension fra 2021, vil man kunne huske den ubehageligt lange sekvens af kinesiske fabriksarbejdere, som maler, samler og udvikler hyperrealistiske high-end sexdukker.
Sammenskrivningen af Pygmalion-myten og kvindelige AI-assistenter har også sin egen historie. I 1913 nyfortolker George Bernard Shaw elfenbenskvinden i skuespillet Pygmalion, hvor hun i denne omgang er en virkelig kvinde af kød og blod ved navn Eliza Doolittle.
LÆS OGSÅ: Højskolebladet lancerer kronikkonkurrence: Hvad er samfundets mest oversete problem?
Til dem, som ikke kender deres filmhistorie, er det også navnet på Audrey Hepburns karakter i My Fair Lady fra 1964 (som er forgænger til Vivian Wood i Pretty Woman).
Det interessante er dog, at Joseph Weisenbaum fra 1964 til 1966 udvikler én af de første chatbotter hos MIT, som skulle udforske kommunikationen mellem maskiner og mennesker. Dette program gik under navnet ELIZA og var faktisk opkaldt efter George Bernard Shaws kvindekarakter.