Af Mads Thorup Thomsen og Betina N. Garcia (foto)
Selv om Højskolesangbogen betyder meget for sangeren Katinka Bjerregaard, er der også vigtige temaer, hun synes mangler i samlingen. Stod det til hende, var der flere sange, der handlede om at være i tvivl som ung.
”Jeg savner sange til unge mennesker. Hvem er det, der bruger Højskolesangbogen mest? Det er oftest højskoleelever og efterskoleelever. Derfor har det altid undret mig, at der ikke er mere om at gå forkert og være forvirret, for det er en stor del af dét at være ung,” siger hun.
Katinka Bjerregaard, der har gået på Testrup Højskole, og som også har haft sit eget skrivefag på Krogerup Højskole, gik selv forkert et par gange sine i 20’ere og begyndte på et par uddannelser, som hun droppede ud af igen.
Sidenhen fandt hun sin vej som frontkvinde i pop-rockorkestret Katinka Band, og som musiker har hun løbende fortolket sange fra den blå sangbog med Danmarks Underholdningsorkester, ligesom hun har skrevet et bud på en højskolesang til DR-podcasten Sangenes blå bog .
LÆS OGSÅ: Kådt koncertteater vender højskolesjælen på vrangen
Katinka griner, da hun bliver spurgt til, hvilken sang fra hendes eget bagkatalog, der kunne udfylde det tematiske hul, som ifølge hende eksisterer i Højskolesangbogen.
”Nu var min sang 2000 meter i frit fald SÅ tæt på at komme med engang, fik jeg at vide af en fra sangbogsudvalget. Dér tænkte jeg: Stop med at sige sådan noget til mig,” siger hun tydeligvis begejstret over idéen om at få en sang optaget.
”Hvis jeg skulle vælge, ville jeg tage Søndermarken , der er en sang om at vågne op, lave kaffe, gå en tur og være lidt ensom – men det er okay, for man er her stadig.”
Søndermarken Vokseværk , og i teksten indgår ordene:
Vinden den tager mig Både op og ned ad bakken Jeg lyver ikke om min tid Jeg er okay hvor jeg er Farer kun vild i søndermarken
Til slut i sangen synger hun indeligt:
Det var bare en fejl Det var dig og mig Det var bare en smuk fejl
Sangen handler om at gå forkert, forklarer Katinka Bjerregaard – ”og ikke nødvendigvis på en måde, hvor det gjorde dig klogere, men mere bare på en måde, hvor man kan sige: Så har jeg prøvet det. Det er ikke en kæmpe krise at lave fejl. At kysse med den forkerte eller starte på det forkerte studie. Det er faktisk en del af det sjove. Og fejl kan være smukke.”
32-årige Katinka Bjerregaard bliver ofte fremhævet som ærlig og sårbar i sin sangskrivning, og hun modtog i 2019 Spoken Word-prisen for at være ”den perfekte, uperfekte talskvinde for en hel generation”, som det lød i begrundelsen.
Fra i år kan Katinka Bjerregaard også kalde sig romanforfatter med fortællingen Klump , der handler om kærlighed og forholdet til kvindekroppen. Den vender vi tilbage til. Først skal vi lige høre, hvordan Katinka endte, hvor hun er nu, ved at fare vild et par gange.
Episk lidenskab på højskolen
Katinka Bjerregaard tøver ikke med at kalde sig selv ”verdensmester i at gå forkert.”
Hun nåede at tage det meste af en læreruddannelse, som hun aldrig færdiggjorde, et par semestre på historiestudiet og et højskoleophold, før hun blev musiker.
I gymnasiet og folkeskolen trivedes hun ikke rigtigt, fortæller hun.
”Der var meget autoritet, en del slavearbejde og nogle rutiner og systemer, som man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved. Jeg har aldrig været sindssyg god til autoriteter.”
(Portrættet fortsætter under billedet)
Katinka oplevede, at der var en kultur i gymnasiet, hvor man helst ikke måtte være for lidenskabelig.
”Der var ikke ligefrem nogen i gymnasiet, der sagde: ’Ej, jeg vil gerne skrive den her fristil eller den her ekstraopgave’,” forklarer hun.
Katinka stod dengang alene med sin passion for dansk litteratur. Det var først, da hun efter sin studentereksamen startede på Testrup Højskole, at hun fandt en form for uddannelse, hvor hun passede ind.
”På højskolen kunne man, uden at det virkede underligt, være episk lidenskabelig over en ny tekst, man havde læst – eller over, at man var med i en klub, hvor man kigger på skyer. Den helt umiddelbare lidenskab blottet for tanker om, hvem der ellers kunne lide det, eller om det kunne få dig til at score – dén oplevede jeg ikke i gymnasiet,” siger Katinka Bjerregaard.
Jeg kunne godt ønske mig, at der blev skabt flere højskoler, som passer bedre til dem, der ikke er så finkulturelle. For højskoleverdenen ER meget finkulturel
Katinka Bjerregaard
”På højskolen kunne man også selv vælge, hvor meget arbejde man lagde i fagene, hvilket passede mig rigtig godt. Jeg fik en fornemmelse af, at det var mig selv, der styrede mit liv,” siger hun.
Særligt husker hun ét fag, hvor højskolelæreren Simon Axø opfordrede eleverne til at tage noget spændende med at tale om. Det kunne være et digt eller en artikel, de havde læst. Katinka Bjerregaard besluttede, at hun ville snakke om feministisk porno, og hun husker, at hun downloadede så meget af det, at hun fik skolens internet til at crashe.
”Det var os selv, der skabte det rum i faget, og vores idéer blev taget alvorligt af lærerne,” fortæller hun.
Mange højskolesange ligger lyst
I de fem måneder, hun gik på højskole, led Katinka af kronisk søvnunderskud, fordi hun og de andre elever ofte sad oppe om natten og diskuterede lidenskabeligt. Det kunne handle om digteren Hermann Hesse eller om definitionen på kærlighed. Katinka blev introduceret til ny litteratur og stortrivedes i fraværet af strenge krav og autoriteter.
Det var også på højskole, at Katinka Bjerregaard fandt sin egen måde at synge på. Hun elsker fællessang, fortæller hun, men når de skulle synge om morgenen til morgensamling, var hun træt, og hendes stemme var hæs, og i det hele taget lå højskolesangene alt for lyst til hendes stemme.
LÆS OGSÅ: ”Der skal være ballade om Højskolesangbogen”
”Jeg kunne slet ikke synge på den måde, og jeg spekulerede på, om det var mig eller sangene, der var noget galt med,” siger hun.
”Jeg blev så provokeret, at jeg til sidst stoppede med at prøve at synge som de andre. Efterfølgende begyndte jeg at skrive mine egne sange, der lå i et dybere toneleje end dem i Højskolesangbogen. På højskolen fik jeg en fornemmelse af at tage ansvar for mit eget liv, og det var jo også at sige: Hvis jeg ikke kan synge det, der står skrevet, må jeg skrive sangene selv.”
Et halvt år efter sit højskoleophold fik Katinka en blå ukulele foræret i julegave og tog tilløb til at skrive sange på den. Den første sang, hun skrev, Ukendte Digte,
Det finkulturelle på højskole
Selv om Katinka Bjerregaard på mange måder oplevede en opblomstring i løbet af sit højskoleophold, understreger hun, at højskolen ikke nødvendigvis er et sted, hvor alle passer ind. For nogle kan det måske være en lukket verden.
”Jeg mener, at alle unge kunne have brug for at fare lidt vild, som man gør på højskole, og lære ting for deres egen skyld og ikke kun til ære for en censor til en eksamen. Højskolen var dér, hvor jeg lærte, at jeg godt kunne uddanne mig selv. Men jeg kunne godt ønske mig, at der blev skabt flere højskoler, som passer bedre til dem, der ikke er så finkulturelle. For højskoleverdenen ER meget finkulturel. Da jeg havde været en uge på Testrup Højskole, var der et langt foredrag om Johannes V. Jensen, og man skal ligesom kunne begå sig i det sprog for overhovedet at være med,” siger hun.
Katinka fortæller, at stort set alle hendes venner fra højskoletiden har en kandidatgrad fra universitetet i dag.
Hun foreslår, at flere højskoler opretter linjer, der ikke er så ”finkulturelle.”
”Det kunne være flere linjer i gaming, programmering eller noget teknisk for dem, der ikke får det helt flipperen over Johannes V. Jensen,” siger hun.
Op på scenen
Efter højskolen gik Katinka Bjerregaard otte måneder på historiestudiet og tre år på lærerseminariet – to uddannelser, som hun aldrig kommer til at færdiggøre, siger hun. Universitetet talte ikke rigtig til hende, og lærerstudiet blev afbrudt, da bandet begyndte at slå igennem efter at have vundet DR’s talentudviklingsprogram KarriereKanonen.
”På lærerseminariet var jeg meget flittig de første to år, men det sidste år gik det ned ad bakke, og jeg fik bare lavere og lavere karakterer. Jeg havde på det tidspunkt fundet mit kald i musikken. Mine forældre rådgav mig heldigvis. De sagde: ’Du skal ikke sidde på et studie – afsted med dig, når det er nu, at nogen gerne vil have dig op på en scene!’”
Men at prøve forskellige ting som ung voksen har været betydningsfuldt for Katinka, forklarer hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Jeg havde brug for at gå forkert. Jeg tror, det var godt for mig at tage på universitetet og se ’nårh, det er bare forelæsninger – universitetet er på den her måde’. Det var sundt bare at snuse til det og erkende, at det ikke var det, jeg skulle,” siger hun og tilføjer:
”Du ved jo aldrig, om noget er rigtigt, hvis du ikke har prøvet noget, der var forkert.”
Alle kan forme kvindekroppen
Som tekstforfatter er Katinka Bjerregaard mest optaget af fortælle de små historier, forklarer hun.
”Min skrivestil er mikro. Jeg kan godt lide de små billeder. Jeg synes, at noget af det mest romantiske kan være den mindste lille ting. Det skal helst ikke være for stort og overvældende. Det skal hellere være hverdagssprog. Og fyldt med billeder.”
Tidligere i år fik Katinka udgivet romanen Klump . Hovedpersonen i historien er en kvinde med samme navn som titlen, der bliver mor til tvillinger, hvilket Katinka Bjerregaard har prøvet på egen krop. Hun understreger, at bogen er fiktion, selv om hun har hentet inspiration fra sit eget liv.
Hvad er det i sproget, der gør, at vi godt må snakke om kvindekroppen, uden det er en krænkelse? Hvorfor er det, at unge drenge oplever, at de sagtens kan rangere pigers udseende? Det er sproget, der skal ændres.
Katinka Bjerregaard
Da Katinka gik i gang med at skrive den anmelderroste roman, vidste hun ikke helt, hvad det skulle blive til, men det endte med at blive en bog om kvindekroppen.
”Da jeg skrev, begyndte min krop at huske ting og mærke, hvorfor jeg spænder op i mellemgulvet, når jeg kigger på en reklame med en tynd kvinde. Hvad er det, verden fortæller min krop? Jeg begyndte at undersøge, hvad det er for en form, man bliver, hvis man hele tiden får at vide, at man er forkert.”
I bogen sammenligner hovedpersonen sig med en skovsnegl, der trækker spor efter sig.
”Jeg kan være totalt frustreret over, at der altid falder noget ud af kvindekroppen. Der er menstruation og udflåd og alt det, vi har lært, skal skjules. Men hvis det skal gemmes væk, er det jo kvindekroppen, der skal gemmes væk. Det giver en følelse af, at alt det, der driver ud af en, er en skam, man skal bære,” siger hun.
Hovedpersonen hedder Klump, fordi en klump er noget formbart, fortæller Katinka Bjerregaard.
”Der er så mange i bogen, der har holdninger til hende, at hun pludselig ikke har nogen klar form længere. Alle kan forme hende.”
For at illustrere, at der altid er holdninger til kvindekroppen, nævner Katinka Bjerregaard en aktuel nyhedshistorie om, at nogle drenge på en efterskole har lavet ranglister over pigernes udseende og lagt listerne ud på nettet, hvor alle kan se dem.
LÆS OGSÅ Geeti Amiri: ”Det er mig en gåde, at højskolerne ikke skaber flere møder på tværs af samfundsskel”
”Hvad er det i sproget, der gør, at vi godt må snakke om kvindekroppen, uden det er en krænkelse? Hvorfor er det, at unge drenge oplever, at de sagtens kan rangere pigers udseende? Det er sproget, der skal ændres. Vi taler stadig om kvindelige politikeres udseende. Vi taler stadig om, hvem der ser slutty
Interviewet lægger an til landing, og Katinka Bjerregaard bliver overrasket over spørgsmålet om, hvorfor hun tror, at hun har opnået succes med den kunst, hun laver, hvad enten det er musik eller – som nu – en roman:
”Jeg ved ikke, om jeg synes, jeg har succes,” siger hun og griner let.
”Tvivlen har jeg stadig, selv om jeg er voksen, 32 år gammel og har fået børn. Og jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil – udover at jeg har mine tvillinger, som jeg skal holde i live, holde glade og få til at gro. Jeg tror også, at det hører med til at være musiker at være i tvivl om sin plads i musikbranchen. Jeg har altid tvivlet meget, og det er ikke forsvundet, bare fordi jeg er blevet ældre,” siger Katinka Bjerregaard.