Af Sofie Buch Hoyer
Oppe under taget på det gamle Borchs Kollegium i København rumsterer et lille band af tre tidligere højskoleelever. De har sat sig for at udforske højskoleånden: Hvad var egentlig Grundtvigs grundtanke med højskolebevægelsen tilbage i 1800-tallet – og hvilken rolle spiller højskolerne i samfundet knap 200 år senere?
I en kunstnerisk vekselvirkning mellem debat, fortællinger og musik inviterer forestillingen ”Tilbage til højskolen” os med på en kærlig og kritisk dannelsesrejse i højskolens idé og historie. Det er samtidig en rejse, hvor publikum med overraskende præcision selv formår at sætte ord på det, højskolen kan – og ikke kan – i det herrens år 2023.
Allerede inden forestillingen går i gang, træder højskolebandet storsmilende ind i det tilstødende kammer, hvor publikum hygger sig med drikkevarer fra tillidsbaren. Bandet deler højskolesangbøger ud til alle, for vi skal lige synge Jens Rosendals Du kom med alt det der var dig . Vel nok den mest folkelige højskolesang i nyere tid, så det er der ingen, der protesterer imod.
”Klap lige af jer selv,” kvitterer bandet energisk, inden vi bliver gennet indenfor i salen, hvor guitar, bas og synthesizer er rigget til foran forstærkere og glinsende lysstofrør. Det bliver rock og rul, må man forstå.
LÆS OGSÅ: Forestillingsaktuel Thure Lindhardt: ”Kunst forbinder os til det, Grundtvig kalder menneskeånden”
Bandtrioen bestående af Marie Louise von Bülow, Thomas Knuth Winterfeldt og Christine Worre Kann ligner på overfladen et ungdomsorkester, der virkelig mener det: Vi snakker læderjakker, croptops, baggy Carhartt-bukser, grøn neglelak til både mænd og kvinder – og nogle indlevende ansigtsposeringer, der er et britisk boyband værdigt.
”Fyr den af og syng med,” jubler de, mens de indtager instrumenterne og fyrer op for endnu et nyere hit fra Højskolesangbogen: Gnags’ Danmarkssang. ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er – så velkommen her,” skråler de, som var det en gammel elevfest, de var blevet hyret til at spille til.
Inden da er en Grundtvig-lignende figur i skikkelse af Thomas Knuth Winterfeldt trådt op på talerskolen bag alle lysstofrørene. Det er i øvrigt den pult, hvorfra den rigtige Grundtvig indledte sine Mands Minde-foredrag i 1838.
Som start på forestillingen fortæller den fiktive Grundtvig om den franske revolutions blodsudgydelser og sin frygt for, at noget lignende sker i Danmark, medmindre der bliver etableret et folkeligt modsvar, der kan bygge bro fra monarki til demokrati. Det modsvar blev som bekendt højskolen, og borgerkrigen i Danmark blev afværget.
Hvis man tror, man er kommet for at høre en skønsang om højskolebevægelsen, er man gået galt i byen.
Sofie Buch Hoyer
”Projektet lykkedes! Vi slog ikke hinanden ihjel! Det er da fantastisk!” brøler Grundtvig oppe fra talerstolen.
Nu hvor krig, psykisk mistrivsel og økonomisk stormvejr hærger samtiden, er det på tide at undersøge, hvilken rolle højskolerne kan spille i at løse nogle af disse kriser. Det er dette afsæt, der gør forestillingen dejligt ambitiøs.
Højskolernes interne bøvl Teatergrad, som står bag ”Tilbage til højskolen”, er et byrumsteater i hovedstaden. Folkene bag er kendt for at vende ryggen til teaterinstitutionernes støvede bygninger og opsøge publikum dér, hvor de er. Teatergrads mission er at skabe tilgængeligt teater på nutidige præmisser. Således også her på Borchs Kollegium: Med et ”undskyld, det er lige mig igen” dukker Grundtvig-skikkelsen jævnligt op mellem højskolebandets jubelsyngende fortolkninger af popnumre og højskolemelodier foruden tre nye kompositioner.
Hvis man tror, man er kommet for at høre en skønsang om højskolebevægelsen, er man gået galt i byen. Udover at være koncertteater stiller ”Tilbage til højskolen” i en række nærværende og åbenhjertige monologer skarpt på nogle af de udfordringer, højskolerne bøvler med internt i bevægelsen.
LÆS OGSÅ: Sofie Torp spiller hovedrollen i 'Meter i sekundet': "Det er en anden sindstilstand at gå på højskole"
For eksempel da der bliver læst et brev op fra en syrisk flygtning, der står til at blive sendt hjem til Aleppo. Hun har hørt om de indsamlinger, højskolerne inden for det seneste år har stablet på benene til støtte for ukrainske flygtninge, og hun spørger, hvorfor indsamlingerne ikke kommer hende til gavn.
”Det er hæsligt. Jeg ville ønske, vi kunne hjælpe alle,” siger en ældre mand som reaktion på monologen, da Grundtvig-skikkelsen træder frem blandt publikum og spørger, om alle vitterligt er inkluderet på højskole.
”Højskolen er for de privilegerede – resten kan blive hjemsendt,” konstaterer en kvinde fra den anden side af salen.
Undervejs i forestillingen møder vi også en hvid, heteronormativ højskoleelev, der henvender sig til de woke typer. Han spørger åbent, hvorfor hans holdninger bliver opfattet som forkerte, krænkende og gammeldags af de andre på højskolen, hvilket afføder en dialog blandt publikum om, hvorvidt højskolen rummer alle slags synspunkter, eller om den politiske korrekthed er ved at kvæle forskelligheden. Av!
Til tider er bandets overivrige energi og selve koncertdelen ved at kamme over i ungdommens kådhed og naivitet. Men så kommer den gamle Grundtvig-figur ind og taler alvorsord med publikum.
Sofie Buch Hoyer
Og så er der monologen med den unge mor der har taget en uddannelse som sosu-assistent. Hun kommer nok aldrig til at gå på højskole, fortæller hun. Dermed kommer hun ikke til at møde de mennesker, der efter deres højskoleophold vælger prestigefyldte akademiske uddannelser og med tiden får direkte indflydelse på, hvordan fx sosu’erne, lærerne og pædagogernes arbejdsliv kommer til at se ud.
”Der er plads til alle på højskole, ikk’?” spørger Grundtvig-skikkelsen med dreven sarkasme.
Ovenstående monolog med sosu-assisteten er i øvrigt taget direkte fra Højskolebladet, hvor lærer og debattør Geeti Amiri sidste efterår opfordrede højskolerne til at blive bedre til at skabe møder på tværs af samfundsskel for at undgå at blive stemplet som selvrealiserende bobler for elitens børn.
Man slår sig ikke på musikken ”Tilbage til højskolen” spejler en broget højskolevirkelighed, hvor skrøbelighed og uperfekthed er faste bestanddele. Til tider er bandets overivrige energi og selve koncertdelen ved at kamme over i ungdommens kådhed og naivitet. Men så kommer den gamle Grundtvig-figur ind og taler alvorsord med publikum. Det er delikat balanceret.
Musikalsk savner man mere spræl i fortolkningerne af blandt andre Katinka, The Minds of 99, Andreas Odbjerg og Sebastians sangkatalog. Kompositionerne med et ofte bossa-inspireret elektronisk beat i baggrunden tilsat tung bas, keys og lidt guitarlir fungerer fint, men man slår sig aldrig rigtig på dem. Det skulle da lige været Grundtvigs klassiske skolesang Er lyset for de lærde blot , som den musikalske mastermind i forestillingen, Marie Louise von Bülow, virkelig får op at flyve rent harmonisk. Den drømmende fortolkning modtog da også det længste bifald fra publikum efterfulgt af et ”wauw” fra første række. Her var mest på færde!
(Anmeldelsen fortsætter under billedet)
I øvrigt er von Bülow klart den stærkeste vokal i højskoletrioen, der kun en gang imellem bryder ud i fin, flerstemmig sang. Den del kunne de have dyrket endnu mere. Men når man har købt præmissen om, at vi har at gøre med et ungdommeligt og upoleret orkester, der slår sig op på folkelighed frem for finkultur, kommer man undervejs til at holde af de rå sangstemmer og den smittende kådhed, bandet lægger for dagen.
LÆS OGSÅ: "Det er så min mor – hun cosplayer Grundtvig"
”Tilbage til højskolen” vender højskolesjælen på vrangen og viser, hvordan højskolerne har potentiale til at tappe ind i tidens store samfundsdagsordener. Samtidig sætter den spot på de områder, hvor højskolebevægelsen kommer til kort i forhold til diversitet, politisk korrekthed m.m. Forestillingen skriver sig desuden ind i en række af teaterprojekter, hvor Grundtvig genoplives på de skrå brædder, blandt andet i forbindelse med 150-året for hans død sidste år.
Eksempelvis fortolkede skuespiller Thure Lindhardt sammen med jazzpianist Søren Gemmer i efteråret Grundtvigs salmer, digte og dagbøger med Vartov Kirke som bagtæppe, mens Teater Jævn i vinter turnerede rundt i flere af landets kirker, herunder Vartov, med endnu en forestilling om poeten, præsten og provokatøren Grundtvig.
”Tilbage til højskolen” adskiller sig ved at være mindre teksttung rent dramatisk og målrettet unge voksne, der måske er på vippen til at tage på højskole – hvis de da ikke allerede har været det.
Det er dramatiker Julie Petrine Glargaard og instruktør Rolf Hansen, der står bag ”Tilbage til højskolen”. Forestillingen kan opleves hos Københavns Højskoleforening i Vanløse indtil den 6. marts. I løbet af marts drager den på turné og gæster blandt andet en række højskoler landet over.