Af Mogens Godballe, højskolekonsulent og tidligere forstander
Ved det seneste folketingvalg stemte ca. 25 % af de 18-24-årige på Liberal Alliance. Dermed blev Liberal Alliance ungdomspartiet i Danmark. Mon ikke en del højskolelever var blandt partiets vælgere?
I bogen Vejen til ansvar, der udkom i sommer, giver formanden Alex Vanopslagh en spændende personlig og idémæssig indføring i, hvad Liberal Alliance står for. Der er vægt på idéer og principper baseret på en personlig platform af erfaringer og nyfortolkninger af liberalismen. Han er i stand til noget så usædvanligt for borgerlige politikere i Danmark som at præsentere politiske idéer, der ikke mekanisk fokuserer på økonomisk vækst og en stigning i arbejdsudbuddet.
Væk er fokus på skattelettelser til de rigeste og nedsættelse af motorafgifter. I stedet kredser Alex Vanopslagh om personligt ansvar og kritiserer den offerrolle, som mange modtagere af offentlige ydelser i hans optik bringer sig selv i. ”Jo dårligere jeg kan beskrive mig selv, desto større ydelser får jeg!” Denne form for håbløshed fastlåser mennesket, der pantsætter sit liv i en klientrolle, argumenterer han.
Alex Vanoslagh beskriver i Vejen til ansvar også sin egen livsbane, sin tvivl og sine usikkerheder. Hans åbenhed og ærlighed spejler således idealet om den moderne mand, der tør vise svagheder og følelser, og hvor det indre og ydre er to sider af samme sag.
LÆS OGSÅ Sørine Gotfredsen: ”Der mangler helt oplagt noget højskolementalitet i det politiske system”
Vanopslagh skelner mellem skyld og ansvar, når han anerkender, at negativ social mobilitet i form af dårlige og fattige opvækstvilkår for mange mennesker er et livsvilkår, som man kan give den enkelte skylden for, men ikke tage det personlige ansvar fra. Det personlige ansvar er måden, man som menneske forholder sig til de givne livsvilkår.
I nutidens perfekthedskultur argumenterer Alex Vanopslagh for, at robusthed og udholdenhed er med til at gøre livet rigt. Det værste er håbløshed og apati, hvilket betyder, at det enkelte menneske giver afkald på egen værdighed og frihed. Højskolernes guldalder drages også frem i argumentationen for et åndfuldt samfund med frihed. Han skriver:
”Da folkehøjskolerne slog igennem i 1800-tallet, var målet at give almindelige mennesker ånd, viden og indsigt, så de ikke var underlagt skiftende eliters dagsordener og luner gennem et afhængighedsforhold. Det handlede om selvmyndighed og selvværd. Visse steder fik man decideret undervisning i at gå med oprejst pande. Man lærte, at man ikke bare skulle bukke og skrabe. Her kunne vi moderne danskere hente noget inspiration. Akkurat som de fattige, vitterlig fattige bønder lærte at stole mere på sig selv på Grundtvigs tid, burde en åndelig vækkelse gå gennem forsørgelsessystemet i Danmark.”
Med sin bog viser Vanopslagh, at det frie selvberoende menneske ikke nødvendigvis ender i en ”ego-boble”. Det indtryk havde man før af Liberal Alliance
Mogens Godballe
Den skarpe debattør og forfatter Sørine Godtfredsen er som bekendt også imod den herskende rationalisme, økonomisk tænkning og troen på menneskets psykologiske og social-økonomiske bestemmelse. Hun savner ånd i politik, der fokuserer på livets mystiske og gådefulde sider med fokus på menneskets livsindhold og menneskets solide forankring i verden, hvilket interviewet med hende i Højskolebladet for nylig vidner om.
Hun henter sit idégrundlag fra Grundtvig og argumenterer overbevisende for, at højskole, kirke og ånd mangler i politik. Hun gik i sin bog Den åndløse dansker fra 2011 så langt som at angive et dannelsespensum baseret på historisk viden og bevidsthed.
Jeg mener dog, at der er stor forskel på Sørine Godtfredsen og Alex Vanopslaghs brug af Grundtvig. Sørine Godtfredsen er nationalkonservativ og abonnerer på den nationalkonservative variation af Grundtvig, der var kongetro og fokuserede på fædrelandskærlighed og danskhed i en lidt ekskluderende udgave, mens Vanopslagh mere abonnerer på den liberale Grundtvig med fokus på åndsfrihed, personlig frihed og ligeværd mellem kønnene.
Efter min opfattelse er nationalkonservatismen et forældet forsøg på at redde det gamle dannelsesbegreb, som var elitært og ufolkeligt i den forstand, at det inkorporerede mennesket i de universelle filosofisk/kulturelle forståelser af mennesket.
I dag er der mere tale om en form for personlig, individuel dannelse hos unge mennesker med udgangspunkt i, hvordan de danner sig selv og hinanden i nye smagsfællesskaber, men samtidig rækker ud efter fragmenter fra ”de store fortællinger” i kristendommen og de traditionelle politiske ideologier. Vanopslagh er tættere på en sådan form for moderne dannelse med udgangspunkt i individet.
Med sin bog viser Vanopslagh, at det frie selvberoende menneske ikke nødvendigvis ender i en ”ego-boble”. Det indtryk havde man før af Liberal Alliance. Nu er der fokus på den myndige borger, der tænker på almenvældet og giver til samfundet. Denne myndige borger bør naturligvis føre en frihedskamp i forhold til offermentaliteten og almuegørelsen af stadig flere borgere, der pantsætter deres personlige frihed og værdighed i velfærdsstaten.
LÆS OGSÅ Christian Egander Skov: ”Højskolevenstre kommer ikke til at rejse sig fra graven”
Om der er tale om en ny og moderne måde at se liberalisme på – et myndiggørelsesprojekt baseret på de grundtvigske højskoleværdier – må vi se, når idéerne skal omdannes til praktisk politik. Det kommer an på, hvordan Liberal Alliance udvikler balancen imellem privatisering og styrkelse af civilsamfundet.
Vanopslagh har flere stærkt ideologisk pyntede beskrivelser af privatisering i bogen, hvilket ikke virker overbevisende. Men hvis han virkelig vil styrke civilsamfundet og den personlige livsverden på bekostning af en mere kontrollerende og bureaukratiseret statsmagt, så tror jeg, at mange højskolefolk vil spidse ører.