Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Lærere og pædagoger ER skolen!” lød udsagnet, der indledte ”Topmøde om folkeskolen” på Peder Lykke Skolen på Amager for nylig.
Regeringen havde med få dages varsel inviteret knap 100 gæster – lærere, elever, skoleaktører, politikere, eksperter og meningsdannere – til en fælles samtale om den skoleform, der lægger fundamentet for al uddannelse og selve tilværelsen som borger i det danske samfund.
At lærerne har hovedrollen i debatten om folkeskolen var også forventningen hos den unge københavnske lærer, jeg fulgtes ind i bygningen med.
”Jeg har forberedt en hel masse, jeg gerne vil sige”, fortalte hun mig. ”Jeg har nemlig rigtig stor erfaring med den nye tolærerordning. Men det ser ikke ud, som om der er så meget plads til det i programmet, vel?” Jeg rystede bekræftende på hovedet og håbede, at hun ikke ville gå alt for desillusioneret derfra.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Lad os skabe fællesskaber, hvor mindretal kan sænke paraderne
Udfordringerne kender vi. Larm i klasseværelset. Lærermangel. Skoletrætte udskolingselever. 10 % af eleverne, som ikke kan læse og regne, når skolegangen slutter. Svømning uden vand og madkundskab uden komfur. En trivsel, der slår sprækker.
Erkendelsen råder hele vejen rundt: Folkeskolereform fra 2014 var en fejltagelse. Det var en resolut (panik)reaktion på danske skoleelevers dårlige performance i PISA-målingerne. Reformen var ansporet af frygten for, at vi som nation skulle sakke agterud. Måske havde de værdier, vi før havde bygget skole på, været naive?
Folkeskolen blev dengang oversvømmet med en kaskade af læringsmål for at sikre gode resultater. Og der kom et ideal om inklusion, hvor børn med særlige behov ikke skulle ”udskilles til særlige tilbud”.
Reformens største regning afleverede man hos lærerne selv, fordi Moderniseringsstyrelsens økonomer havde spottet ”fedt” i lærernes frihed til selv at planlægge arbejdet.
Hvad er vigtigst – frihed eller sikkerhed for sammenlignelighed med andre lande? Ro eller inklusion? Fordybelse eller hastighed?
Lisbeth Trinskjær
Friheden og tilliden ofrede man dengang, og man glemte i farten, at tillid går begge veje. En langvarig, opslidende lockout fulgte. Lærere blev desillusionerede. Og selvom konflikten ikke varede evigt, er arrene der stadig.
”Vi sagde jo allerede dengang, at det var en håbløs ide,” summede det mellem linjerne hos de fleste af de 100 inviterede. Tonen var ikke anklagende, men en messende påmindelse om ikke at lade sig forføre af fikse idéer og politikere med lys i øjnene.
Regeringstoppen med statsministeren i spidsen var leveringsdygtig i farverige anekdoter fra egen skoletid, og mangen en lærer blev nævnt og husket. Men ydmygheden virkede oprigtig. Og måske vidnede den indledende konstatering på topmødet om, at ingen ønsker en gentagelse af 2014.
Men kompleksiteten er enorm, og mange spørgsmål er fortsat ubesvarede. For hvad er vigtigst – frihed eller sikkerhed for sammenlignelighed med andre lande? Ro eller inklusion? Fordybelse eller hastighed? Og findes der opgaver, som folkeskolen ikke længere skal løse?
LÆS OGSÅ: Frihed er alt, selve livet
For et højskolemenneske som mig indtager eleverne altid naturligt hovedrollen. Mit stille håb er, at alle de brændte broer til folkeskolelærerne ikke blænder udsynet, og at der bliver levnet plads til både elever og ledelse. For frihed forvaltes i fællesskab. Og tillid er en holdsport.
Folkeskolereformen har kostet dyrt. Selvbesindelsen er klædelig. Og ord som frihed, tillid, fordybelse, praksis og mening er det helt rigtige sted at starte. Specielt hvis der reelt bliver plads til det.