Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
I 1995 spurgte den daværende forstander på Kunsthøjskolen på Ærø, om jeg havde lyst til at stå for en gennemgang af kursisternes afsluttende værker. Jeg blev efterfølgende spurgt, om jeg ville komme forbi og undervise et par gange om året på 2-3 ugers kurser, og selvfølgelig ville jeg det!
Jeg fortsatte med et par kurser om året indtil 2007, hvor forstanderen gik på pension, og jobbet blev slået op. Da jeg fik det, flyttede jeg i første omgang alene til Ærø, mens min mand blev boende i Helsingør. To år efter var hans børn flyttet hjemmefra, og han kunne derfor slå sig permanent ned på Ærø.
LÆS OGSÅ Lærke Kløvedal: ”Jeg har brug for at vide, hvornår fællesskabet slutter. Hvornår jeg kan komme hjem til mig selv igen”
Arbejdsopgaverne som forstander er varierende, og jeg elsker at se, hvordan kursisterne udvikler sig gennem et ophold. Desuden giver jobbet mig en kæmpe berøringsflade med unge kunsterne, fordi hovedparten af de billedkunstnere, der kommer og underviser på årskurset og vores mange ugekurser, er nyuddannede. Det giver indsigt og inspiration at møde folk i alle aldre, der bakser med sig selv og kunsten samtidigt.
Jeg savner i ny og næ mine tætte venner. Jeg kender tonsvis af mennesker på Ærø, men mine nærmeste venner bor i København. Når jeg på et tidspunkt stopper som forstander, flytter jeg nok tilbage til hovedstaden, så jeg kan komme tættere på dem.
Jeg ser det som en kæmpe fordel, at Kunsthøjskolen på Ærø ligger på en ø. Det betyder, at langt de fleste årskursister vælger at blive på højskolen i weekenderne. I stedet for at tage hjem inviterer de venner herover, hvilket danner grobund for et unikt fællesskab og et rigt, socialt liv på højskolen.
Kursisterne søger denne højskole, fordi de vil arbejde med samtidskunsten. Eksperimentere og mærke, hvilken rolle billedkunsten fremadrettet skal spille i deres liv.
Susan Hinnum
Om man får økuller på Ærø? Jeg tror snarere, der er tale om en form for ”højskolekuller” – at man kan blive mæt af indtryk og af at omgås de samme mennesker hver dag. Med et hold på max 26 kursister kan det vel sammenlignes med at gå i en gymnasieklasse, hvor man også kan blive træt af at rende op og ned ad hinanden.
Det er ikke mit indtryk, at vores kursister flygter fra storbyens stress og jag. Kursisterne søger denne højskole, fordi de vil arbejde med samtidskunsten. Eksperimentere og mærke, hvilken rolle billedkunsten fremadrettet skal spille i deres liv. Og det er lige så lykkeligt, når en kursist finder ud af, at kunst er okay, men at vedkommende vil noget andet med sit liv.
LÆS OGSÅ: Længe leve mikroeventyret
Før jeg flyttede til Ærø, var jeg en del af den københavnske kunstscene, hvor jeg blandt andet kuraterede udstillinger. I sommeren 2010 arrangerede vi en kunstbiennale på Ærø med deltagelse af både årskursister og professionelle billedkunstnere. Det har betydet meget for mig, at jeg stadig kan bruge min kunstfaglighed dér, hvor jeg bor.
Om jeg leder efter et andet job eller har tanker om at gå på pension? Jeg fortsætter, så længe jeg kan, for jeg har verdens bedste job.