Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)
”Hold kæft, hvor var det godt – det var næsten bedre end sidst,” udbryder Lærke Kløvedal, da tjeneren træder ud på det solbeskinnede skibsdæk og rydder tallerkenerne til næste servering.
Det er det første måltid for Lærke Kløvedal på denne lune septemberdag, og vi er stukket til søs for en kort bemærkning: Vi befinder os ombord på den flydende smørrebrødsrestaurant Judie, der ligger fortøjet i det indre København – ”i sikker afstand til Nyhavns rødmossede, øldrikkende, softiceslikkende, evigt fotograferende, gåsegangstravende turisthorder”, som Lærke Kløvedal, der er madamelder på Politiken og vært på portrætprogrammet Det sidste måltid , bemærkede i sin femstjernede omtale af restauranten før sommerferien.
Siden da har det kriblet i hende for at komme ombord igen, og vi har netop jublet over den tosset gode tomatmad, der med flerfarvede tomater, rygeost, tørrede oliven og en nysanket urtehave på toppen får Lærke Kløvedals sanseapparat til at vibrere vildt og voldsomt.
”Jeg har simpelthen tænkt på den mad lige siden. Den er helt vidunderlig,” siger hun og skåler i den franske naturvin, som vi uden skam indtager til frokosten. Ét glas, bevares. Det her skal ikke handle om tømmermænd. Og dog. De melder deres ankomst lidt senere i samtalen.
Vandringen fra ”vi” til ”jeg”
Lærke Kløvedal debuterer i starten af oktober med erindringsfortællingen Sømærke . Det er en bog, der undersøger, hvad og hvem der danner os, og den bygger på hendes minder om at være vokset op alene med sin mor, mens hendes far – søfareren Troels Kløvedal – bjergtog hele befolkningen med sine eksotiske eventyr og sin flippede levestil.
Da hendes far dør lillejuleaften i 2018, bliver Lærke Kløvedal kastet ud på dybt vand. Hun begynder at reflektere over, hvad det har betydet for hende at ligne sin far helt vildt – i ansigtstræk, kropsbygning og ånd – uden at have tilbragt særlig meget tid med ham. Forældrene gik fra hinanden, før hun blev født, og som lille flyttede hun med sin mor fra København til et kvindekollektiv i Thy og senere sammen med morens kærestes familie.
LÆS OGSÅ: Længe leve mikroeventyret
Med ni halv- og stedsøskende er 45-årige Lærke Kløvedal flasket op på fællesskab og rummelighed. Men det gik op for hende i årene efter sin fars død, hvor rastløs og splittet hun har følt sig ved at være vokset op i en storfamilie med vidt forskellige livssyn og levemåder. I dag insisterer hun på at træde frem som et individ og tale med sin egen stemme i en bog, hvor sætningerne begynder med ”jeg”.
”Når man kommer fra en familie med så store fortællinger, føles det ikke som en selvfølge at starte en sætning med at skrive ’jeg’. Fordi der har altid været så meget ’vi’, og der har altid været så sindssygt mange hensyn at tage i det ’vi’. Jeg har i min opvækst befundet mig i den klassiske langbordssituation hele tiden, hvor jeg har været optaget af, om alle rundt om bordet var okay. Det er ofte endt med, at jeg har ædt mig selv og mine egne behov,” fortæller Lærke Kløvedal.
Nu er der kommet nye boller på suppen, fristes man til at sige.
”Det er sårbart at tale med sin egen stemme. Det tager tid at lære den at kende, og det koster mod og kræfter at tale højt og tydeligt. Men når man langt om længe finder sin egen stemme, bliver det også nemmere at være i fællesskabet – i kakofonien af mange stemmer,” siger Lærke Kløvedal.
Når man kommer fra en familie med så store fortællinger, føles det ikke som en selvfølge at starte en sætning med at skrive ’jeg’. Fordi der har altid været så meget ’vi’
Lærke Kløvedal
Vi træder lige et par skridt tilbage. Til tiden, hvor ordene og poesien skabte fundamentet for den fortælleiver, der er blevet hendes signatur som madanmelder, interviewer og nu også forfatter.
Et helle af ord
Da hun voksede op i Nordvestjylland, gik Lærke Kløvedal i de første fem skoleår på en lille friskole i Hundborg. Udover at få fortalt æggende historier om nordiske guder og asatro husker hun, at hver dag begyndte med en times morgensang fra Højskolesangbogen.
Eleverne og lærerne sang for eksempel Se, nu stiger solen af havets skød , mens Lærke Kløvedal mærkede noget, der var større end hende, trykke mod brystet. De lærte også sange, der fulgte med årstiderne på markerne udenfor, og som bragte hende tættere på naturen: Det er hvidt herude og Grøn er vårens hæk , mindes Lærke Kløvedal .
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Som helt lille forstod jeg jo ikke ordene. Men der var noget med alvoren, letheden, sørgmodigheden eller højstemtheden i ordene, som jeg godt forstod. Og så fik jeg et ønske om – og det er set med barneøjne – at lære ordene at kende, for jeg kunne godt mærke, hvad de gjorde ved mig. Sangene var i virkeligheden en meget begavet måde at præsentere store følelser for børn på,” forklarer hun.
Morgensangen blev et helle af ord, som Lærke Kløvedal godt kunne lide at være i.
”Det var et fuldstændig fast ritual, og når jeg tænker på det i dag, hvor man snakker om mindfulness, meditation og alt det der, så var det jo det, der skete. Vi sad og vågnede! Vi sad dér – en flok unger og vores virkelig dygtige lærere – mens vi sang og kiggede ud over Thy og mosekonen, der bryggede. Jeg ville sådan ønske, at der ikke var blevet givet slip på den tradition rundt omkring,” siger Lærke Kløvedal og tilskriver sin mor æren for den grundtvig-koldske indsprøjtning.
”At sende mig på friskole tror jeg er det vigtigste move Men det bli’r atter stille efter stormen fra 1944.
LÆS OGSÅ Katinka Bjerregaard: ”Jeg savner sange i Højskolesangbogen, der handler om at fare vild og være i tvivl”
”Jeg har virkelig gået og tygget på den sætning som barn. Visuelt gav den mig en fornemmelse af at sætte sig ned og være hjemme. Hvilket jeg syntes var en god sætning at have med mig – som sådan en blød sten i lommen. Jeg fik nok et håb om selv at kunne rykke ind i den sætning en dag,” fortæller Lærke Kløvedal.
Det var for øvrigt også det, der skete senere i livet: Lærke Kløvedal bor i dag i hus på Amager med sofa, sammenbragt kernefamilie og kattekillinger. Og hun elsker det.
Men inden vi når til, hvordan det kom i stand, og hvorfor det ikke siger Lærke Kløvedal noget at drage ud i verden ligesom sin far, skal vi tilbage til det med tømmermændene.
Ude med følehornene
I sin erindringsfortælling kredser Lærke Kløvedal om det spændingsfelt, hun som skilsmissebarn oplevede mellem sin mors håndfaste praktik og sin fars sanselighed. Hun beskriver, hvordan hendes far bar på en melankoli og en følsomhed, som hun har arvet: ”En evne til, men også en byrde ved, at blive berørt af alt det smukke.”
Med tiden har Lærke Kløvedal lært at byde sansningen velkommen – eller, som Grundtvig ville kalde det: måden at gribe verden på. Sansningen har det med at springe frem som en grundlæggende begejstring og en umiddelbarhed, når hun formidler: ”Mindre folkelig og mere perfekt tempereret naturvin? Åh, ja tak som byder,” som hun udbrød i anmeldelsen af den flydende smørrebrødsrestaurant, hvor hun – selv nu, hvor hun har fri – sidder og tripper højlydt over den klassiske roast-beefmad, hun netop har fået serveret: ”Haps! Hvor er den skøn!”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er også mestringen af øjeblikket, der i løbet af de seneste par år har gjort Lærke Kløvedals podcast Det sidste måltid til det mest downloadede portrætprogram i Danmark. I hver udsendelse inviterer hun en kendis på en tre-retters menu, som vedkommende selv har bestemt. Under middagen interviewer hun gæsten med udgangspunkt i en nekrolog, hun har skrevet om personen. Trods det morbide koncept er programmerne fulde af liv – ikke mindst takket være Lærke Kløvedals intense tilstedevær.
”Hele mit følelses- og sanseapparat har altid fyldt ekstremt meget inden i mig, men det har ikke altid haft nemt ved at finde plads. I mange år troede jeg, at jeg skulle slukke for antennerne, men nu har jeg accepteret, at de er full on hele tiden, og at det ikke er en mulighed for mig at lade være med at sanse,” siger hun.
Hele sanseligheden eksploderede jo på efterskole. Der var ikke nogen antenner at trække tilbage – det hele stod bare og blafrede!
Lærke Kløvedal
Men sansningen har en pris. Ofte bliver Lærke Kløvedal fuldstændig tappet for kræfter, når hun har været ude med følehornene. ”Big experience hangovers” kaldte en følger det på et tidspunkt på de sociale medier, da hun beskrev sit svingende energiregnskab.
”Hvordan pakker man antennerne ned igen, når man nu ikke er en snegl og har et sneglehus?” spørger hun. Efterhånden som hendes karriere har foldet sig ud – i filmbranchen og på DR, hvor hun i en årrække var journalist på Deadline og redaktionschef på Quizzen med Signe Molde – har Lærke Kløvedal fundet ud af, at hendes Treo er stilhed og hjemmekontor. At være alene med en stues ro.
”Jo mere stille jeg er, jo mere præcis bliver min sansning,” siger hun.
Nej til fællesskabet
Men det er ikke kun professionelt, at Lærke Kløvedal døjer med sansetømmermænd. Det gælder i langt de fleste sociale sammenhænge, hun indgår i.
”Jeg har brug for at vide, hvornår fællesskabet slutter. Hvornår jeg kan komme hjem til mig selv igen,” skriver hun i Sømærke . Det er et behov, der blev vakt i Lærke Kløvedal, da hun kom på efterskole. En tid hun, modsat friskolen, virkelig hadede.
”Hele sanseligheden eksploderede jo på efterskole. Der var ikke nogen antenner at trække tilbage – det hele stod bare og blafrede! Jeg kunne lugte, høre og mærke alting hele tiden. Jeg var totalt på overarbejde og var den eneste elev, der ikke blev på efterskolen i weekenderne,” siger Lærke Kløvedal og tilføjer, at hun måske havde opsøgt højskolelivet senere hen, hvis ikke hun havde følt sig så forpligtet af fællesskabet som helt ung.
Efterskolen blev på ingen måde det bedste år i hendes liv, fortæller hun lettere brødbetynget – og også i dag har Lærke Kløvedal svært ved at finde sine egne grænser i et fællesskab.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Det er helt vildt konfliktfyldt for mig, og jeg møder det dagligt i sociale relationer og i den meget store familie, jeg har. For eksempel når der kommer invitationer til middage eller kaffeaftaler. Jeg har dårlig samvittighed, hver gang jeg siger nej til et fællesskab. Jeg føler, jeg skylder på det fællesskab, og jeg tror aldrig, det stopper,” siger hun.
Men er fællesskab ikke godt for tilliden, sammenhængskraften og alt muligt andet i vores land?
”Jo, det er fuldstændig afgørende. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg er helt vildt splittet – jeg kan simpelthen ikke tale dårligt om fællesskabet. Jeg kan bare ikke selv være i det, medmindre jeg kender rammerne og har en kattelem, hvor jeg kan slippe ud igen.”
LÆS OGSÅ Theis Ørntoft: Jeg har et intuitivt problem med fællesskaber
Lærke Kløvedal oplever, at vi som borgere bliver bombarderet med fællesskaber nonstop: I familien, vennegrupper, daginstitutioner, uddannelsessystemet, fritidssammenhænge og på arbejdsmarkedet. Og vi hylder som samfund de ekstroverte for deres evne til at være kontaktsøgende og vende sig aktivt ud mod omverdenen i alle disse fællesskaber.
”Fællesskabet er ligesom blevet integreret i samtlige rum for det moderne menneske. Vi skal hele tiden indgå i et fællesskab, fordi vi er et samfund, der er sindssygt bange for ensomhed, og hvad det betyder i forhold til trivsel og økonomi. Også fordi den reelle ensomhed er noget, der slår folk ihjel i yderste konsekvens. Men det der med, at der skal være fællesskaber i alle rum hele tiden, tror jeg er lidt misforstået. Der er efterhånden ikke et eneste rum udover toilettet, hvor du ikke skal være en del af et fællesskab,” siger hun og fortsætter:
”Der er kommet en fortælling om, at hvis du ikke lader op i et fællesskab, så er du eddermame på røven! Det kommunikerer egoisme, hvis man gerne vil gøre ting alene, medmindre det er at rejse verden rundt, for så er det sejt. Men er det ikke mærkeligt, at det er blevet sådan?”
Det stritter i øvrigt på Lærke Kløvedal at skulle generalisere til samfunds-”vi’et”, når nu hun er lykkedes med at starte sætningerne i sin debutbog – og generelt i tilværelsen – med ”jeg”. Derfor understreger hun igen og igen, at det er hendes eget udgangspunkt, hun taler ud fra.
Der er kommet en fortælling om, at hvis du ikke lader op i et fællesskab, så er du eddermame på røven!
Lærke Kløvedal
Kærligt ansporet til at give et godt råd til nutidens unge, som står på spring til at tage på højskole eller efterskole – der som bekendt sælger fællesskaber i metermål – siger hun:
”Husk at det er okay at skabe dine egne sneglehuse i fællesskabet. Om det så er at søge ly på toilettet, flytte på eneværelse, gå en tur i naturen eller tage hørebøffer på. Og husk, at hvis fællesskabet er et ægte fællesskab, er der altid en åbning til dig. Så kan man altid få lov til at synge med. Ligesom jeg oplevede med morgensangen. Det var det perfekte fællesskab for mig.”
Ligger lykken på Amager?
Og nu er vi tilbage i en stues ro. For Lærke Kløvedal har langt om længe fundet sit eget sneglehus. Stedet, hvor hun kan lukke døren og ikke skal tage hensyn til andre end sig selv, sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge. For to år siden flyttede familien ud af det indre København og i hus på Amager, hvor Lærke Kløvedal er født, og hvor hendes mor også er flyttet hen.
”Amager, af alle steder … Det er slet ikke en fortælling om, at det er en nederen bydel. Jeg har det bare sådan: Ligger lykken på Amager?! Den havde jeg ikke set komme,” siger hun med et grin.
Engang skammede Lærke Kløvedal sig over ikke at kunne leve op til sit efternavn og den eventyrlyst, folk forventede, hun bar i sig. Da hun var ung, var hun i en kort periode med på rejse i Mikronesien med ”drømmenes kaptajn”, som hendes far blev døbt i folkemunde.
Hun husker tydeligt øjeblikkene på Nordkaperen med turkise horisonter, palmestrande og hele molevitten. Lærke Kløvedal kunne bare ikke være i det, og det har taget hende et helt liv at acceptere, at hun ikke har arvet sin berømte fars udlængsel. At hendes rejser har fundet sted derhjemme. Og inde i hende selv.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Der sker helt sikkert mange spændende ting ude i verden, og for nogen er netop den rejse afgørende. Det er bare ikke dér, mine erkendelser – eller hva’ fa’en der nu ellers kendetegner dannelsesrejsen – har ligget. Jeg kan bedst lide hverdagen,” siger Lærke Kløvedal, inden frokosten i Nyhavn slutter med en uventet dessert. En åndelig én af slagsen, da Højskolebladets faste fotograf, der har tygget med på smørrebrødet og samtalen, hiver den britiske forfatter Deborah Levys erindringsbog Fast ejendom op af tasken og giver sig til at læse højt:
”Huset giver ly til dagdrømmerne. Huset beskytter drømmeren. Huset gør det muligt for os at drømme i fred …”
”Jamen altså, dér har du den! Det er jo præcis det, jeg mener med at være ene med en stues ro. Skål!”