Af Line Dyhr Møller, journaliststuderende og tidligere højskoleelev i Danmark og Norge
I spisesalen på Sogndal Folkehøgskule står jeg med åben mund. Ikke fordi jeg har vejrtrækningsproblemer eller er faldet i staver. Jeg er nærmere i en tilstand af chok: Jeg er vidne til den første fest i mit liv, hvor der ikke er en eneste dråbe alkohol at finde.
Denne lørdag aften på højskolen står 70 unge mennesker og danser, som gjaldt det livet. Det ene norske hitnummer spilles efter det andet, og de mange højskoleelever skråler i kor. Min nye danske veninde og jeg står uden for massen og beskuer de vanvittige nordmænd. Min mund viser ikke blot chok den aften. Store smil breder sig også, for jeg er glad. Tænk at man kan feste helt ædru?
Da jeg startede på højskole i Norge, var det bestemt ikke alkoholkulturen, jeg kom for at opleve. Det var naturen, sproget og fællesskabet. Alkoholkulturen viste sig dog at være bemærkelsesværdig, og jeg er i dag – næsten et år efter min første norske fest – stadig i chok over, hvordan man kan stable så vellykkede fester på benene uden alkohol.
Inden da havde jeg været vant til, at fest er lig med alkohol. Fra 9. klasse var det forventeligt i min omgangskreds, at der blev drukket. Jeg fulgte med. Gennem gymnasiet holdt jeg mig heller ikke tilbage. Druk var en fast del af livet, og drak man ikke til en fest, var man sandsynligvis den eneste.
LÆS OGSÅ: Jeg stormed ud og købte øl
Første gang jeg begyndte at forholde mig kritisk til alkohol var i sommeren 2022. Jeg var startet på Vallekilde Højskole og glædede mig til at få nye venner. Der gik ikke mere end et par dage, før jeg følte, at mange var mere interesserede i at blive venner med vodkaflaskerne end deres nye højskolebekendtskaber.
Den første weekend på højskolen var alkoholfri, og det blev ikke taget godt imod af alle. I smug drak folk som en flok alkoholikere. De kunne ikke undvære en weekend uden alkohol. Jeg var chokeret over, hvor desperate folk var for at hælde høje procenter ned i svælget.
De efterfølgende weekender var vandet for alvor erstattet med vodkaen. Jeg følte, at alle snakkede om alkohol i dagene op til en fest. Hvad skulle man drikke? Skulle man blive lidt eller meget fuld?
Festerne på Vallekilde Højskole var blandt dem, hvor der er blevet drukket mest i mit liv. Jeg så ikke en eneste person, som afholdt sig fra de våde varer. Til hver fest drak folk sig meget fulde.
Jeg stoppede på højskolen efter fem uger. Der var mange grunde til det, og jeg har efterfølgende tænkt, at alkoholkulturen var medvirkende til det. For jeg var taget på højskole for at få nye venner og lære noget nyt. Når alkohol fyldte så meget, som det gjorde på min danske højskole, var det med til, at man glemte hinanden. Festernes samlingspunkt blev ikke fællesskabet, men alkoholen.
Det er min opfattelse, at man i Danmark kun danser, hvis man er påvirket. Mange af mine danske venner tør ikke danse, hvis de er ædru.
Line Dyhr Møller
Et år senere, i august 2023, startede jeg på Sogndal Folkehøgskule i Norge. Jeg lagde mærke til, at der ikke stod noget om alkohol på højskolens hjemmeside. Jeg gik ud fra, at det spillede en mindre rolle, men det kom bag på mig, hvad realiteten var. På højskolen var der en 0% alkoholpolitik: Vi måtte hverken opbevare eller indtage alkohol på skolens område.
Jeg var i starten meget uforstående over for denne regel. Det var så anderledes i forhold til, hvordan alkohol bliver håndteret på danske højskoler. Da den stod på fest den første lørdag, havde jeg derfor ingen forventninger til udfaldet, for hvordan kunne det blive en fest uden alkohol?
Festen endte med at blive det største bevis på, at man sagtens kan have det sjovt uden alkohol. Folk festede endda vildere, end jeg var vant til, hvis man kun havde øje for danse-moves. Det var, som om ingen gik op i, hvad andre tænkte.
Det er min opfattelse, at man i Danmark kun danser, hvis man er påvirket. Mange af mine danske venner tør ikke danse, hvis de er ædru. Det var nok også derfor, at det gjorde så stort et indtryk, da der blev danset på livet løs på Sogndal Folkehøgskule. Dans er for mig en indikator på, enten hvor tryg man er, eller hvor mange øl man har drukket.
LÆS OGSÅ: Er du bange for breaking?
På højskolen i Norge var der ingen øl, men masser af tryghed. Dem omkring mig dansede og havde det sjovt. De viste mig, at de ikke behøvede et rusmiddel for at feste. Udelukkelsen af alkoholen for en hel skole betød, at jeg affandt mig med, at det ikke var en mulighed at blive fuld. Man måtte derfor finde andre måder at finde rusen på. Den fandt jeg i det frigjorte fællesskab.
Alkoholen fik dog en plads senere hen i mit norske højskoleophold. Med tiden fik folk lyst til at drikke sammen, og da det ikke kunne ske på skolen, måtte vi finde andre steder. Hvor der er vilje, er der vej, og det var der i allerhøjeste grad blandt mine højskolevenner. I -20 graders frost kunne man finde skolens unge på en sti med flasker i hånden. Her drak vi sammen, inden vi tog på det lokale diskotek.
De første par gange føltes kriminelle. Skolen havde strengt fortalt, at man ikke måtte komme fuld tilbage, og jeg er meget tro over for regler. Det mundede ud i, at jeg følte mig som en 15-årig, der drak i smug for sine forældre.
Jeg måtte gemme øllene, som jeg tog med til fest, uden for højskolens område bag sten og i krat i frygt for at blive opdaget. En følelse, der heldigvis blev mindre med tiden.
Selvom man ikke måtte drikke på skolen, mærkede jeg ikke en modstand mod det blandt mine kammerater. Skolens elever havde affundet sig med situationen. Vi kunne feste med eller uden alkohol. Spørgsmålet var bare, om vi skulle fryse eller svede.
Man kan ikke forvente, at en hel flok højskoleelever afholder sig helt fra alkohol, men man kan reflektere over, hvor meget alkohol skal fylde.
Line Dyhr Møller
Jeg er fortsat kritisk over for en 0% alkoholpolitik. Jeg tror ikke på, at man kan afholde unge voksne fra at drikke ved at forbyde dem det. Mennesker er kreative – særligt når det kommer til at overtræde forbud.
Jeg er dog også taknemmelig over for den alkoholpolitik, jeg mødte på min norske højskole. Var det ikke for den, tror jeg ikke, at vores fællesskab var blevet så stærkt. Vi skabte et fællesskab før alkoholen, og det tror jeg er opskriften. På min danske højskole gik fællesskab og alkohol hånd i hånd. I Norge var alkoholen blot en tilføjelse.
Alkohol er for mange en del af ungdomslivet og også højskolelivet. Man kan ikke forvente, at en hel flok højskoleelever afholder sig helt fra alkohol, men man kan reflektere over, hvor meget alkohol skal fylde. Én ting er jeg i hvert fald blevet klar over: Alkohol på højskole bør eksistere med måde, for et mindre fokus på alkohol giver mere fokus på fællesskab.